Kapitel 160		Paper 160
Rodan Fra Alexandria		Rodan of Alexandria
160:0.1 (1772.1) SØNDAG morgen den 18. september meddelte Andreas, at der ikke ville blive planlagt noget arbejde i den kommende uge. Alle apostlene, undtagen Nathaniel og Thomas, tog hjem for at besøge deres familier eller for at være sammen med venner. I denne uge nød Jesus en periode med næsten fuldstændig hvile, men Nathaniel og Thomas havde meget travlt med deres diskussioner med en vis græsk filosof fra Alexandria ved navn Rodan. Denne græker var for nylig blevet en discipel af Jesus gennem undervisning af en af Abners medarbejdere, som havde haft en mission i Alexandria. Rodan var nu oprigtigt optaget af at harmonisere sin livsfilosofi med Jesu nye religiøse lære, og han var kommet til Magadan i håb om, at Mesteren ville tale med ham om disse problemer. Han ønskede også at sikre sig en førstehånds og autoritativ version af evangeliet fra enten Jesus eller en af hans apostle. Selvom Mesteren nægtede at indgå i en sådan konference med Rodan, modtog han ham venligt og gav straks ordre til, at Nathaniel og Thomas skulle lytte til alt, hvad han havde at sige, og til gengæld fortælle ham om evangeliet.		160:0.1 (1772.1) ON SUNDAY morning, September 18, Andrew announced that no work would be planned for the coming week. All of the apostles, except Nathaniel and Thomas, went home to visit their families or to sojourn with friends. This week Jesus enjoyed a period of almost complete rest, but Nathaniel and Thomas were very busy with their discussions with a certain Greek philosopher from Alexandria named Rodan. This Greek had recently become a disciple of Jesus through the teaching of one of Abner’s associates who had conducted a mission at Alexandria. Rodan was now earnestly engaged in the task of harmonizing his philosophy of life with Jesus’ new religious teachings, and he had come to Magadan hoping that the Master would talk these problems over with him. He also desired to secure a firsthand and authoritative version of the gospel from either Jesus or one of his apostles. Though the Master declined to enter into such a conference with Rodan, he did receive him graciously and immediately directed that Nathaniel and Thomas should listen to all he had to say and tell him about the gospel in return.
1. Rodans græske filosofi ^top		1. Rodan’s Greek Philosophy ^top
160:1.1 (1772.2) Tidligt mandag morgen begyndte Rodan en serie på ti taler til Nathaniel, Thomas og en gruppe på omkring to dusin troende, som tilfældigvis befandt sig i Magadan. Disse taler, kondenseret, kombineret og omformuleret i moderne fraseologi, præsenterer følgende tanker til overvejelse:		160:1.1 (1772.2) Early Monday morning, Rodan began a series of ten addresses to Nathaniel, Thomas, and a group of some two dozen believers who chanced to be at Magadan. These talks, condensed, combined, and restated in modern phraseology, present the following thoughts for consideration:
160:1.2 (1772.3) Menneskelivet består af tre store drivkræfter—trang, begær og tillokkelse. En stærk karakter, en dominerende personlighed, opnås kun ved at omdanne den naturlige livstrang til social livskunst, ved at omdanne nuværende begær til de højere længsler, som er i stand til at blive varigt opfyldt, mens tilværelsens banale tillokkelser må overføres fra ens konventionelle og etablerede ideer til de højere riger af uudforskede ideer og uopdagede idealer.		160:1.2 (1772.3) Human life consists in three great drives—urges, desires, and lures. Strong character, commanding personality, is only acquired by converting the natural urge of life into the social art of living, by transforming present desires into those higher longings which are capable of lasting attainment, while the commonplace lure of existence must be transferred from one’s conventional and established ideas to the higher realms of unexplored ideas and undiscovered ideals.
160:1.3 (1772.4) Jo mere kompleks civilisationen bliver, jo vanskeligere bliver kunsten at leve. Jo hurtigere ændringerne i de sociale vaner går, jo mere kompliceret bliver opgaven med at udvikle karakteren. Hver tiende generation må menneskeheden lære kunsten at leve på ny, hvis fremskridtet skal fortsætte. Og hvis mennesket bliver så genialt, at det hurtigere føjer til samfundets kompleksitet, vil det være nødvendigt at genlære kunsten at leve på kortere tid, måske hver eneste generation. Hvis udviklingen af livskunsten ikke kan holde trit med eksistensens teknik, vil menneskeheden hurtigt vende tilbage til den simple trang til at leve—at opnå tilfredsstillelse af de nuværende ønsker. Således vil menneskeheden forblive umoden; samfundet vil ikke vokse op til fuld modenhed.		160:1.3 (1772.4) The more complex civilization becomes, the more difficult will become the art of living. The more rapid the changes in social usage, the more complicated will become the task of character development. Every ten generations mankind must learn anew the art of living if progress is to continue. And if man becomes so ingenious that he more rapidly adds to the complexities of society, the art of living will need to be remastered in less time, perhaps every single generation. If the evolution of the art of living fails to keep pace with the technique of existence, humanity will quickly revert to the simple urge of living—the attainment of the satisfaction of present desires. Thus will humanity remain immature; society will fail in growing up to full maturity.
160:1.4 (1773.1) Social modenhed svarer til den grad, i hvilken mennesket er villig til at opgive tilfredsstillelsen af blot forbigående og aktuelle ønsker til fordel for underholdningen af de højere længsler, hvis opnåelse giver de mere rigelige tilfredsstillelser ved progressiv fremgang mod permanente mål. Men det sande tegn på social modenhed er et folks villighed til at opgive retten til at leve fredeligt og tilfreds under de lethedsfremmende standarder, som de etablerede overbevisninger og konventionelle ideer lokker med, til fordel for den foruroligende og energikrævende lokken med at forfølge de uudforskede muligheder for at nå uopdagede mål af idealistiske åndelige realiteter.		160:1.4 (1773.1) Social maturity is equivalent to the degree to which man is willing to surrender the gratification of mere transient and present desires for the entertainment of those superior longings the striving for whose attainment affords the more abundant satisfactions of progressive advancement toward permanent goals. But the true badge of social maturity is the willingness of a people to surrender the right to live peaceably and contentedly under the ease-promoting standards of the lure of established beliefs and conventional ideas for the disquieting and energy-requiring lure of the pursuit of the unexplored possibilities of the attainment of undiscovered goals of idealistic spiritual realities.
160:1.5 (1773.2) Dyr reagerer ædelt på livstrangen, men kun mennesket kan opnå kunsten at leve, selv om størstedelen af menneskeheden kun oplever den dyriske trang til at leve. Dyr kender kun denne blinde og instinktive trang; mennesket er i stand til at overskride denne trang til naturlig funktion. Mennesket kan vælge at leve på den intelligente kunsts høje plan, endda på den himmelske glædes og åndelige ekstases plan. Dyr undersøger ikke formålet med livet; derfor bekymrer de sig aldrig, og de begår heller ikke selvmord. Selvmord blandt mennesker vidner om, at sådanne væsener er kommet ud af det rent dyriske eksistensstadie, og at disse menneskers udforskende bestræbelser ikke har kunnet nå de kunstneriske niveauer af dødelig erfaring. Dyr kender ikke meningen med livet; mennesket besidder ikke kun evnen til at genkende værdier og forstå betydninger, men det er også bevidst om betydningen af betydninger—det er selvbevidst om indsigt.		160:1.5 (1773.2) Animals respond nobly to the urge of life, but only man can attain the art of living, albeit the majority of mankind only experience the animal urge to live. Animals know only this blind and instinctive urge; man is capable of transcending this urge to natural function. Man may elect to live upon the high plane of intelligent art, even that of celestial joy and spiritual ecstasy. Animals make no inquiry into the purposes of life; therefore they never worry, neither do they commit suicide. Suicide among men testifies that such beings have emerged from the purely animal stage of existence, and to the further fact that the exploratory efforts of such human beings have failed to attain the artistic levels of mortal experience. Animals know not the meaning of life; man not only possesses capacity for the recognition of values and the comprehension of meanings, but he also is conscious of the meaning of meanings—he is self-conscious of insight.
160:1.6 (1773.3) Når mennesker vover at opgive et liv med naturlig trang til fordel for et liv med eventyrlig kunst og usikker logik, må de forvente at lide under de deraf følgende farer for følelsesmæssige tab—konflikter, ulykke og usikkerhed—i det mindste indtil de opnår en vis grad af intellektuel og følelsesmæssig modenhed. Modløshed, bekymring og sløvhed er positive beviser på moralsk umodenhed. Det menneskelige samfund står over for to problemer: at opnå modenhed hos den enkelte og at opnå modenhed hos racen. Det modne menneske begynder snart at se på alle andre dødelige med følelser af ømhed og med følelser af tolerance. Modne mænd ser på umodne mennesker med den kærlighed og omtanke, som forældre viser deres børn.		160:1.6 (1773.3) When men dare to forsake a life of natural craving for one of adventurous art and uncertain logic, they must expect to suffer the consequent hazards of emotional casualties—conflicts, unhappiness, and uncertainties—at least until the time of their attainment of some degree of intellectual and emotional maturity. Discouragement, worry, and indolence are positive evidence of moral immaturity. Human society is confronted with two problems: attainment of the maturity of the individual and attainment of the maturity of the race. The mature human being soon begins to look upon all other mortals with feelings of tenderness and with emotions of tolerance. Mature men view immature folks with the love and consideration that parents bear their children.
160:1.7 (1773.4) Et vellykket liv er hverken mere eller mindre end kunsten at mestre pålidelige teknikker til at løse almindelige problemer. Det første skridt i løsningen af ethvert problem er at lokalisere vanskeligheden, at isolere problemet og ærligt at erkende dets natur og alvor. Den store fejl er, at når livets problemer vækker vores dybe frygt, nægter vi at anerkende dem. På samme måde, når erkendelsen af vores vanskeligheder indebærer en reduktion af vores længe nærede indbildskhed, indrømmelse af misundelse eller opgivelse af dybtliggende fordomme, foretrækker den gennemsnitlige person at klynge sig til de gamle illusioner om sikkerhed og til de længe nærede falske følelser af sikkerhed. Kun en modig person er villig til ærligt at indrømme og frygtløst at se i øjnene, hvad et oprigtigt og logisk sind opdager.		160:1.7 (1773.4) Successful living is nothing more or less than the art of the mastery of dependable techniques for solving common problems. The first step in the solution of any problem is to locate the difficulty, to isolate the problem, and frankly to recognize its nature and gravity. The great mistake is that, when life problems excite our profound fears, we refuse to recognize them. Likewise, when the acknowledgment of our difficulties entails the reduction of our long-cherished conceit, the admission of envy, or the abandonment of deep-seated prejudices, the average person prefers to cling to the old illusions of safety and to the long-cherished false feelings of security. Only a brave person is willing honestly to admit, and fearlessly to face, what a sincere and logical mind discovers.
160:1.8 (1773.5) En klog og effektiv løsning af ethvert problem kræver, at sindet er frit for forudindtagethed, lidenskab og alle andre rent personlige fordomme, som kan forstyrre den uegennyttige undersøgelse af de faktiske faktorer, der udgør det problem, der skal løses. Løsningen af livsproblemer kræver mod og oprigtighed. Kun ærlige og modige mennesker er i stand til at følge modigt gennem livets forvirrende og uoverskuelige labyrint til der, hvor logikken i et frygtløst sind kan føre hen. Og denne frigørelse af sindet og sjælen kan aldrig ske uden drivkraften fra en intelligent entusiasme, der grænser til religiøs nidkærhed. Det kræver, at et stort ideal lokker mennesket til at forfølge et mål, som er fyldt med vanskelige materielle problemer og mangfoldige intellektuelle farer.		160:1.8 (1773.5) The wise and effective solution of any problem demands that the mind shall be free from bias, passion, and all other purely personal prejudices which might interfere with the disinterested survey of the actual factors that go to make up the problem presenting itself for solution. The solution of life problems requires courage and sincerity. Only honest and brave individuals are able to follow valiantly through the perplexing and confusing maze of living to where the logic of a fearless mind may lead. And this emancipation of the mind and soul can never be effected without the driving power of an intelligent enthusiasm which borders on religious zeal. It requires the lure of a great ideal to drive man on in the pursuit of a goal which is beset with difficult material problems and manifold intellectual hazards.
160:1.9 (1774.1) Selv om du er effektivt bevæbnet til at møde livets vanskelige situationer, kan du næppe forvente succes, medmindre du er udstyret med den visdom i sindet og charme i personligheden, som gør dig i stand til at vinde dine medmenneskers helhjertede støtte og samarbejde. Man kan ikke håbe på stor succes i hverken verdsligt eller religiøst arbejde, hvis man ikke kan lære at overtale sine medmennesker, at vinde over mennesker. Du skal simpelthen have takt og tolerance.		160:1.9 (1774.1) Even though you are effectively armed to meet the difficult situations of life, you can hardly expect success unless you are equipped with that wisdom of mind and charm of personality which enable you to win the hearty support and co-operation of your fellows. You cannot hope for a large measure of success in either secular or religious work unless you can learn how to persuade your fellows, to prevail with men. You simply must have tact and tolerance.
160:1.10 (1774.2) Men den største af alle metoder til problemløsning har jeg lært af Jesus, jeres Mester. Jeg henviser til det, som han så konsekvent praktiserer, og som han så trofast har lært jer, isolationen af tilbedende meditation. I denne vane, hvor Jesus så ofte gik for sig selv for at tale med Faderen i himlen, findes teknikken, ikke kun til at samle styrke og visdom til de almindelige konflikter i livet, men også til at tilegne sig energien til løsningen af de højere problemer af moralsk og åndelig karakter. Men selv korrekte metoder til at løse problemer vil ikke kompensere for iboende defekter i personligheden eller sone for fraværet af sult og tørst efter sand retfærdighed.		160:1.10 (1774.2) But the greatest of all methods of problem solving I have learned from Jesus, your Master. I refer to that which he so consistently practices, and which he has so faithfully taught you, the isolation of worshipful meditation. In this habit of Jesus’ going off so frequently by himself to commune with the Father in heaven is to be found the technique, not only of gathering strength and wisdom for the ordinary conflicts of living, but also of appropriating the energy for the solution of the higher problems of a moral and spiritual nature. But even correct methods of solving problems will not compensate for inherent defects of personality or atone for the absence of the hunger and thirst for true righteousness.
160:1.11 (1774.3) Jeg er dybt imponeret over Jesu skik med at gå for sig selv for at engagere sig i disse perioder med ensom undersøgelse af livets problemer; at søge efter nye lagre af visdom og energi til at opfylde de mangfoldige krav om social tjeneste; at fremskynde og uddybe det højeste formål med at leve ved faktisk at underkaste den samlede personlighed bevidstheden om kontakt med guddommelighed; at gribe efter nye og bedre metoder til at tilpasse sig de stadigt skiftende situationer i den levende eksistens; at foretage de vitale rekonstruktioner og justeringer af ens personlige holdninger, som er så afgørende for en forbedret indsigt i alt, hvad der er værd at gøre og virkeligt; og at gøre alt dette med et øje rettet mod Guds ære—at indånde i oprigtighed din Mesters yndlingsbøn: “Ikke min vilje, men din, ske.”		160:1.11 (1774.3) I am deeply impressed with the custom of Jesus in going apart by himself to engage in these seasons of solitary survey of the problems of living; to seek for new stores of wisdom and energy for meeting the manifold demands of social service; to quicken and deepen the supreme purpose of living by actually subjecting the total personality to the consciousness of contacting with divinity; to grasp for possession of new and better methods of adjusting oneself to the ever-changing situations of living existence; to effect those vital reconstructions and readjustments of one’s personal attitudes which are so essential to enhanced insight into everything worth while and real; and to do all of this with an eye single to the glory of God—to breathe in sincerity your Master’s favorite prayer, “Not my will, but yours, be done.”
160:1.12 (1774.4) Denne tilbedende praksis fra jeres Mester giver den afslapning, der fornyer sindet; den illumination, der inspirerer sjælen; det mod, der gør en i stand til modigt at møde sine problemer; den selvforståelse, der udvisker invaliderende frygt; og den bevidsthed om forening med guddommelighed, der udstyrer mennesket med den sikkerhed, der gør det i stand til at turde være gudelignende. Afslapning i form af tilbedelse eller åndeligt fællesskab, som det praktiseres af Mesteren, lindrer spændinger, fjerner konflikter og forøger i høj grad personlighedens samlede ressourcer. Og al denne filosofi, plus evangeliet om riget, udgør den nye religion, som jeg forstår den.		160:1.12 (1774.4) This worshipful practice of your Master brings that relaxation which renews the mind; that illumination which inspires the soul; that courage which enables one bravely to face one’s problems; that self-understanding which obliterates debilitating fear; and that consciousness of union with divinity which equips man with the assurance that enables him to dare to be Godlike. The relaxation of worship, or spiritual communion as practiced by the Master, relieves tension, removes conflicts, and mightily augments the total resources of the personality. And all this philosophy, plus the gospel of the kingdom, constitutes the new religion as I understand it.
160:1.13 (1774.5) Fordomme gør sjælen blind for sandheden, og fordomme kan kun fjernes ved sjælens oprigtige hengivenhed til en sag, der er altomfattende og omfatter alle ens medmennesker. Fordomme er uadskilleligt forbundet med egoisme. Fordomme kan kun elimineres ved at opgive selvsøgningen og i stedet søge tilfredsstillelsen ved at tjene en sag, der ikke kun er større end en selv, men som endda er større end hele menneskeheden—søgen efter Gud, opnåelse af guddommelighed. Beviset på personlighedens modenhed består i forvandlingen af det menneskelige begær, så det konstant søger at realisere de værdier, der er højest og mest guddommeligt virkelige.		160:1.13 (1774.5) Prejudice blinds the soul to the recognition of truth, and prejudice can be removed only by the sincere devotion of the soul to the adoration of a cause that is all-embracing and all-inclusive of one’s fellow men. Prejudice is inseparably linked to selfishness. Prejudice can be eliminated only by the abandonment of self-seeking and by substituting therefor the quest of the satisfaction of the service of a cause that is not only greater than self, but one that is even greater than all humanity—the search for God, the attainment of divinity. The evidence of maturity of personality consists in the transformation of human desire so that it constantly seeks for the realization of those values which are highest and most divinely real.
160:1.14 (1774.6) I en verden i konstant forandring, midt i en social orden under udvikling, er det umuligt at opretholde faste og etablerede skæbnemål. Stabilitet i personligheden kan kun opleves af dem, der har opdaget og omfavnet den levende Gud som det evige mål for uendelig opnåelse. Og for at overføre sit mål fra tid til evighed, fra jorden til Paradis, fra det menneskelige til det guddommelige, kræver det derfor, at mennesket bliver regenereret, omvendt, født på ny; at det bliver den guddommelige ånds genskabte barn; at det får adgang til broderskabet i himmeriget. Alle filosofier og religioner, der ikke lever op til disse idealer, er umodne. Den filosofi, jeg underviser i, sammen med det evangelium, du prædiker, repræsenterer den nye, modne religion, idealet for alle fremtidige generationer. Og det er sandt, fordi vores ideal er endeligt, ufejlbarligt, evigt, universelt, absolut og uendeligt.		160:1.14 (1774.6) In a continually changing world, in the midst of an evolving social order, it is impossible to maintain settled and established goals of destiny. Stability of personality can be experienced only by those who have discovered and embraced the living God as the eternal goal of infinite attainment. And thus to transfer one’s goal from time to eternity, from earth to Paradise, from the human to the divine, requires that man shall become regenerated, converted, be born again; that he shall become the re-created child of the divine spirit; that he shall gain entrance into the brotherhood of the kingdom of heaven. All philosophies and religions which fall short of these ideals are immature. The philosophy which I teach, linked with the gospel which you preach, represents the new religion of maturity, the ideal of all future generations. And this is true because our ideal is final, infallible, eternal, universal, absolute, and infinite.
160:1.15 (1775.1) Min filosofi gav mig en trang til at søge efter realiteterne i sand opnåelse, målet for modenhed. Men min trang var impotent; min søgen manglede drivkraft; min søgen led under fraværet af vished om retning. Og disse mangler er i rigt mål blevet afhjulpet af dette nye evangelium fra Jesus med dets forbedring af indsigter, højnelse af idealer og afklaring af mål. Uden tvivl og betænkeligheder kan jeg nu helhjertet gå ind i det evige eventyr.		160:1.15 (1775.1) My philosophy gave me the urge to search for the realities of true attainment, the goal of maturity. But my urge was impotent; my search lacked driving power; my quest suffered from the absence of certainty of directionization. And these deficiencies have been abundantly supplied by this new gospel of Jesus, with its enhancement of insights, elevation of ideals, and settledness of goals. Without doubts and misgivings I can now wholeheartedly enter upon the eternal venture.
2. Kunsten at leve ^top		2. The Art of Living ^top
160:2.1 (1775.2) Der er kun to måder, hvorpå dødelige kan leve sammen: den materielle eller dyriske måde og den åndelige eller menneskelige måde. Ved hjælp af signaler og lyde er dyr i stand til at kommunikere med hinanden på en begrænset måde. Men sådanne former for kommunikation formidler ikke betydninger, værdier eller ideer. Den eneste forskel mellem mennesket og dyret er, at mennesket kan kommunikere med sine medmennesker ved hjælp af symboler, som helt sikkert betegner og identificerer betydninger, værdier, ideer og endda idealer.		160:2.1 (1775.2) There are just two ways in which mortals may live together: the material or animal way and the spiritual or human way. By the use of signals and sounds animals are able to communicate with each other in a limited way. But such forms of communication do not convey meanings, values, or ideas. The one distinction between man and the animal is that man can communicate with his fellows by means of symbols which most certainly designate and identify meanings, values, ideas, and even ideals.
160:2.2 (1775.3) Da dyr ikke kan kommunikere ideer til hinanden, kan de ikke udvikle personlighed. Mennesket udvikler personlighed, fordi det på den måde kan kommunikere med sine medmennesker om både ideer og idealer.		160:2.2 (1775.3) Since animals cannot communicate ideas to each other, they cannot develop personality. Man develops personality because he can thus communicate with his fellows concerning both ideas and ideals.
160:2.3 (1775.4) Det er denne evne til at kommunikere og dele betydninger, der udgør den menneskelige kultur og gør det muligt for mennesket, gennem sociale sammenslutninger, at opbygge civilisationer. Viden og visdom bliver kumulativ på grund af menneskets evne til at kommunikere disse besiddelser til efterfølgende generationer. Og derved opstår racens kulturelle aktiviteter: kunst, videnskab, religion og filosofi.		160:2.3 (1775.4) It is this ability to communicate and share meanings that constitutes human culture and enables man, through social associations, to build civilizations. Knowledge and wisdom become cumulative because of man’s ability to communicate these possessions to succeeding generations. And thereby arise the cultural activities of the race: art, science, religion, and philosophy.
160:2.4 (1775.5) Symbolsk kommunikation mellem mennesker forudbestemmer eksistensen af sociale grupper. Den mest effektive af alle sociale grupper er familien, mere specifikt de to forældre. Personlig hengivenhed er det åndelige bånd, der holder sammen på disse materielle sammenslutninger. Et sådant effektivt forhold er også muligt mellem to personer af samme køn, som det så rigeligt illustreres i ægte venskabers hengivenhed.		160:2.4 (1775.5) Symbolic communication between human beings predetermines the bringing into existence of social groups. The most effective of all social groups is the family, more particularly the two parents. Personal affection is the spiritual bond which holds together these material associations. Such an effective relationship is also possible between two persons of the same sex, as is so abundantly illustrated in the devotions of genuine friendships.
160:2.5 (1775.6) Disse sammenslutninger af venskab og gensidig hengivenhed er socialiserende og forædlende, fordi de tilskynder til og letter følgende væsentlige faktorer på de højere niveauer af livskunst:		160:2.5 (1775.6) These associations of friendship and mutual affection are socializing and ennobling because they encourage and facilitate the following essential factors of the higher levels of the art of living:
160:2.6 (1775.7) 1. Gensidig selvudfoldelse og selvforståelse. Mange ædle menneskelige impulser dør, fordi der ikke er nogen til at høre deres udtryk. Det er i sandhed ikke godt for mennesket at være alene. En vis grad af anerkendelse og en vis mængde påskønnelse er afgørende for udviklingen af den menneskelige karakter. Uden den ægte kærlighed i et hjem kan intet barn opnå den fulde udvikling af en normal karakter. Karakter er noget mere end blot sind og moral. Af alle sociale relationer, der er beregnet til at udvikle karakteren, er den mest effektive og ideelle det kærlige og forstående venskab mellem mand og kvinde i den gensidige omfavnelse af et intelligent ægteskab. Ægteskabet, med dets mangfoldige relationer, er bedst designet til at fremkalde de dyrebare impulser og de højere motiver, som er uundværlige for udviklingen af en stærk karakter. Jeg tøver ikke med således at forherlige familielivet, for jeres Mester har klogt valgt forholdet mellem far og barn som selve hjørnestenen i dette nye evangelium om riget. Og et sådant enestående fællesskab, mand og kvinde i kærlig omfavnelse af tidens højeste idealer, er en så værdifuld og tilfredsstillende oplevelse, at den er enhver pris værd, ethvert offer, der kræves for at opnå den.		160:2.6 (1775.7) 1. Mutual self-expression and self-understanding. Many noble human impulses die because there is no one to hear their expression. Truly, it is not good for man to be alone. Some degree of recognition and a certain amount of appreciation are essential to the development of human character. Without the genuine love of a home, no child can achieve the full development of normal character. Character is something more than mere mind and morals. Of all social relations calculated to develop character, the most effective and ideal is the affectionate and understanding friendship of man and woman in the mutual embrace of intelligent wedlock. Marriage, with its manifold relations, is best designed to draw forth those precious impulses and those higher motives which are indispensable to the development of a strong character. I do not hesitate thus to glorify family life, for your Master has wisely chosen the father-child relationship as the very cornerstone of this new gospel of the kingdom. And such a matchless community of relationship, man and woman in the fond embrace of the highest ideals of time, is so valuable and satisfying an experience that it is worth any price, any sacrifice, requisite for its possession.
160:2.7 (1776.1) 2. Sjælenes forening—mobiliseringen af visdom. Ethvert menneske tilegner sig før eller siden en bestemt opfattelse af denne verden og en bestemt vision af den næste. Nu er det muligt, gennem personlighedsforening, at forene disse syn på timelig eksistens og evige udsigter. Således forøger den enes sind sine åndelige værdier ved at få meget af den andens indsigt. På denne måde beriger mennesker sjælen ved at samle deres respektive åndelige besiddelser. På samme måde bliver mennesket i stand til at undgå den allestedsnærværende tendens til at blive offer for et forvrænget syn, et fordomsfuldt synspunkt og en indskrænket dømmekraft. Frygt, misundelse og indbildskhed kan kun forhindres ved intim kontakt med andre sind. Jeg henleder jeres opmærksomhed på det faktum, at Mesteren aldrig sender jer ud alene for at arbejde for rigets udvidelse; han sender jer altid ud to og to. Og da visdom er superviden, følger det, at i visdommens forening deler den sociale gruppe, lille eller stor, al viden med hinanden.		160:2.7 (1776.1) 2. Union of souls—the mobilization of wisdom. Every human being sooner or later acquires a certain concept of this world and a certain vision of the next. Now it is possible, through personality association, to unite these views of temporal existence and eternal prospects. Thus does the mind of one augment its spiritual values by gaining much of the insight of the other. In this way men enrich the soul by pooling their respective spiritual possessions. Likewise, in this same way, man is enabled to avoid that ever-present tendency to fall victim to distortion of vision, prejudice of viewpoint, and narrowness of judgment. Fear, envy, and conceit can be prevented only by intimate contact with other minds. I call your attention to the fact that the Master never sends you out alone to labor for the extension of the kingdom; he always sends you out two and two. And since wisdom is superknowledge, it follows that, in the union of wisdom, the social group, small or large, mutually shares all knowledge.
160:2.8 (1776.2) 3. Begejstringen for livet. Isolation har en tilbøjelighed til at udbrænde sjælens energiladning. Samkvem med ens medmennesker er nødvendig for at forny livsappetitten og uundværlig for at beholde det mod som skal til for at begive sig ud i de kampe som følger i kølvandet af at skulle stige op mod menneskelivets højere niveauer. Venskab bringer glæde til et højere niveau og kaster glans over livets sejre. Kærlige og intime menneskelige forbindelser har en tendens til at fjerne sorgen fra lidelsen og meget af bitterheden fra de smertelige erfaringer. Nærværet af en ven beriger al skønhed og ophøjer al godhed. Ved hjælp af intelligente symboler er mennesket i stand til at skærpe og udvide sine venners evner til at sætte pris på ting. En af kronjuvelerne i venskabet mellem mennesker er denne kraft og mulighed til gensidig at stimulere fantasien. Der ligger en stor åndelig kraft i bevidstheden om helhjertet at vie sig til en fælles sag, til gensidig loyalitet til en kosmisk Guddom.		160:2.8 (1776.2) 3. The enthusiasm for living. Isolation tends to exhaust the energy charge of the soul. Association with one’s fellows is essential to the renewal of the zest for life and is indispensable to the maintenance of the courage to fight those battles consequent upon the ascent to the higher levels of human living. Friendship enhances the joys and glorifies the triumphs of life. Loving and intimate human associations tend to rob suffering of its sorrow and hardship of much of its bitterness. The presence of a friend enhances all beauty and exalts every goodness. By intelligent symbols man is able to quicken and enlarge the appreciative capacities of his friends. One of the crowning glories of human friendship is this power and possibility of the mutual stimulation of the imagination. Great spiritual power is inherent in the consciousness of wholehearted devotion to a common cause, mutual loyalty to a cosmic Deity.
160:2.9 (1776.3) 4. Det forbedrede forsvar mod alt ondt. Personligt samvær og gensidig hengivenhed er en effektiv forsikring mod det onde. Vanskeligheder, sorg, skuffelse og nederlag er mere smertefulde og nedslående, når de bæres alene. Samvær forvandler ikke ondskab til retfærdighed, men det hjælper med at mindske brodden betydeligt. Din Mester sagde: “Lykkelige er de, der sørger”—hvis der er en ven, der kan trøste. Der er en positiv styrke i at vide, at man lever for andres velfærd, og at disse andre ligeledes lever for ens velfærd og fremgang. Mennesket sygner hen i isolation. Mennesker bliver uvægerligt modløse, når de kun ser på tidens flygtige transaktioner. Nutiden, når den er adskilt fra fortiden og fremtiden, bliver irriterende triviel. Kun et glimt af evighedens cirkel kan inspirere mennesket til at gøre sit bedste og kan udfordre det bedste i det til at gøre sit yderste. Og når mennesket på den måde yder sit bedste, lever det mest uselvisk til gavn for andre, sine medrejsende i tid og evighed.		160:2.9 (1776.3) 4. The enhanced defense against all evil. Personality association and mutual affection is an efficient insurance against evil. Difficulties, sorrow, disappointment, and defeat are more painful and disheartening when borne alone. Association does not transmute evil into righteousness, but it does aid in greatly lessening the sting. Said your Master, “Happy are they who mourn”—if a friend is at hand to comfort. There is positive strength in the knowledge that you live for the welfare of others, and that these others likewise live for your welfare and advancement. Man languishes in isolation. Human beings unfailingly become discouraged when they view only the transitory transactions of time. The present, when divorced from the past and the future, becomes exasperatingly trivial. Only a glimpse of the circle of eternity can inspire man to do his best and can challenge the best in him to do its utmost. And when man is thus at his best, he lives most unselfishly for the good of others, his fellow sojourners in time and eternity.
160:2.10 (1777.1) Jeg gentager, at en sådan inspirerende og forædlende forening finder sine ideelle muligheder i det menneskelige ægteskabsforhold. Det er sandt, at man opnår meget gennem ægteskabet, men mange, mange ægteskaber mislykkes fuldstændigt med at producere disse moralske og åndelige frugter. Alt for ofte bliver ægteskabet indgået af dem, der søger andre værdier, som er lavere end disse overlegne egenskaber ved menneskelig modenhed. Det ideelle ægteskab skal være baseret på noget mere stabilt end følelsernes svingninger og den blotte seksuelle tiltrækning; det skal være baseret på ægte og gensidig personlig hengivenhed. Og hvis man således kan opbygge sådanne troværdige og effektive små enheder af menneskelig forening, vil verden, når de er samlet, skue en stor og forherliget social struktur, civilisationen af dødelig modenhed. En sådan race vil måske begynde at realisere noget af jeres Mesters ideal om “fred på jorden og god vilje blandt mennesker”. Selvom et sådant samfund ikke vil være perfekt eller helt fri for ondskab, vil det i det mindste nærme sig en stabilisering af modenhed.		160:2.10 (1777.1) I repeat, such inspiring and ennobling association finds its ideal possibilities in the human marriage relation. True, much is attained out of marriage, and many, many marriages utterly fail to produce these moral and spiritual fruits. Too many times marriage is entered by those who seek other values which are lower than these superior accompaniments of human maturity. Ideal marriage must be founded on something more stable than the fluctuations of sentiment and the fickleness of mere sex attraction; it must be based on genuine and mutual personal devotion. And thus, if you can build up such trustworthy and effective small units of human association, when these are assembled in the aggregate, the world will behold a great and glorified social structure, the civilization of mortal maturity. Such a race might begin to realize something of your Master’s ideal of “peace on earth and good will among men.” While such a society would not be perfect or entirely free from evil, it would at least approach the stabilization of maturity.
3. Modenhedens tillokkelser ^top		3. The Lures of Maturity ^top
160:3.1 (1777.2) Indsatsen for at opnå modenhed kræver arbejde, og arbejde kræver energi. Hvorfra kommer kraften til at udføre alt dette? De fysiske ting kan tages for givet, men Mesteren har sagt: “Mennesket kan ikke leve af brød alene.” Hvis vi er i besiddelse af en normal krop og et rimeligt godt helbred, må vi nu lede efter de fristelser, der vil virke som en stimulans til at kalde menneskets slumrende åndelige kræfter frem. Jesus har lært os, at Gud bor i mennesket; hvordan kan vi så få mennesket til at frigøre disse sjælsbundne kræfter af guddommelighed og uendelighed? Hvordan skal vi få mennesker til at kunne slippe Gud, så han kan springe frem til forfriskning af vores egne sjæle, mens han er på vej udad, og derefter tjene det formål at oplyse, opløfte og velsigne utallige andre sjæle? Hvordan kan jeg bedst vække disse latente kræfter for det gode, som ligger i dvale i jeres sjæle? En ting er jeg sikker på: Følelsesmæssig spænding er ikke den ideelle åndelige stimulus. Spænding øger ikke energien; den udmatter snarere kræfterne i både sind og krop. Hvorfra kommer så energien til at gøre disse store ting? Se på din Mester. Selv nu er han ude i bjergene for at indtage kraft, mens vi er her for at uddele energi. Hemmeligheden bag hele dette problem er pakket ind i åndeligt fællesskab, i tilbedelse. Fra et menneskeligt synspunkt er det et spørgsmål om kombineret meditation og afslapning. Meditation skaber sindets kontakt med ånden; afslapning bestemmer evnen til åndelig modtagelighed. Og denne udveksling af styrke for svaghed, mod for frygt, Guds vilje for selvets sind, udgør tilbedelse. Det er i hvert fald sådan, filosoffen ser på det.		160:3.1 (1777.2) The effort toward maturity necessitates work, and work requires energy. Whence the power to accomplish all this? The physical things can be taken for granted, but the Master has well said, “Man cannot live by bread alone.” Granted the possession of a normal body and reasonably good health, we must next look for those lures which will act as a stimulus to call forth man’s slumbering spiritual forces. Jesus has taught us that God lives in man; then how can we induce man to release these soul-bound powers of divinity and infinity? How shall we induce men to let go of God that he may spring forth to the refreshment of our own souls while in transit outward and then to serve the purpose of enlightening, uplifting, and blessing countless other souls? How best can I awaken these latent powers for good which lie dormant in your souls? One thing I am sure of: Emotional excitement is not the ideal spiritual stimulus. Excitement does not augment energy; it rather exhausts the powers of both mind and body. Whence then comes the energy to do these great things? Look to your Master. Even now he is out in the hills taking in power while we are here giving out energy. The secret of all this problem is wrapped up in spiritual communion, in worship. From the human standpoint it is a question of combined meditation and relaxation. Meditation makes the contact of mind with spirit; relaxation determines the capacity for spiritual receptivity. And this interchange of strength for weakness, courage for fear, the will of God for the mind of self, constitutes worship. At least, that is the way the philosopher views it.
160:3.2 (1777.3) Når disse erfaringer gentages ofte, krystalliserer de sig til vaner, styrkegivende og tilbedende vaner, og sådanne vaner formulerer sig til sidst til en åndelig karakter, og en sådan karakter anerkendes til sidst af ens medmennesker som en moden personlighed. Disse vaner er vanskelige og tidskrævende i starten, men når de bliver til vaner, er de på én gang afslappende og tidsbesparende. Jo mere komplekst samfundet bliver, og jo mere civilisationen lokker, jo mere presserende bliver nødvendigheden af, at individer, der kender Gud, danner sådanne beskyttende vaner, der er designet til at bevare og øge deres åndelige energier.		160:3.2 (1777.3) When these experiences are frequently repeated, they crystallize into habits, strength-giving and worshipful habits, and such habits eventually formulate themselves into a spiritual character, and such a character is finally recognized by one’s fellows as a mature personality. These practices are difficult and time-consuming at first, but when they become habitual, they are at once restful and timesaving. The more complex society becomes, and the more the lures of civilization multiply, the more urgent will become the necessity for God-knowing individuals to form such protective habitual practices designed to conserve and augment their spiritual energies.
160:3.3 (1778.1) Et andet krav for at opnå modenhed er, at sociale grupper samarbejder om at tilpasse sig et stadigt skiftende miljø. Det umodne individ vækker modstand hos sine medmennesker; det modne menneske vinder sine medmenneskers hjertelige samarbejde og mangedobler derved frugterne af sin livsindsats.		160:3.3 (1778.1) Another requirement for the attainment of maturity is the co-operative adjustment of social groups to an ever-changing environment. The immature individual arouses the antagonisms of his fellows; the mature man wins the hearty co-operation of his associates, thereby many times multiplying the fruits of his life efforts.
160:3.4 (1778.2) Min filosofi siger mig, at der er tidspunkter, hvor jeg om nødvendigt må kæmpe for at forsvare min opfattelse af retfærdighed, men jeg tvivler ikke på, at Mesteren, med en mere moden personlighed, let og elegant ville vinde en lige så stor sejr med sin overlegne og vindende teknik med takt og tolerance. Alt for ofte, når vi kæmper for retten, viser det sig, at både sejrherren og den besejrede har lidt nederlag. Så sent som i går hørte jeg Mesteren sige, at “den kloge mand, der søger ind gennem den låste dør, ikke ville ødelægge døren, men snarere søge efter nøglen, hvormed den kan låses op.” Alt for ofte kaster vi os ud i en kamp blot for at overbevise os selv om, at vi ikke er bange.		160:3.4 (1778.2) My philosophy tells me that there are times when I must fight, if need be, for the defense of my concept of righteousness, but I doubt not that the Master, with a more mature type of personality, would easily and gracefully gain an equal victory by his superior and winsome technique of tact and tolerance. All too often, when we battle for the right, it turns out that both the victor and the vanquished have sustained defeat. I heard the Master say only yesterday that the “wise man, when seeking entrance through the locked door, would not destroy the door but rather would seek for the key wherewith to unlock it.” Too often we engage in a fight merely to convince ourselves that we are not afraid.
160:3.5 (1778.3) Dette nye evangelium om riget yder en stor tjeneste til kunsten at leve, idet det giver et nyt og rigere incitament til at leve højere. Det præsenterer et nyt og ophøjet mål for skæbnen, et højeste formål med livet. Og disse nye begreber om det evige og guddommelige mål for tilværelsen er i sig selv transcendente stimuli, der fremkalder reaktionen fra det allerbedste, der bor i menneskets højere natur. På enhver bjergtop for intellektuelle tanker kan man finde afslapning for sindet, styrke for sjælen og fællesskab for ånden. Fra sådanne høje udsigtspunkter er mennesket i stand til at overskride de materielle irritationer på de lavere niveauer af tænkning—bekymring, jalousi, misundelse, hævn og den umodne personligheds stolthed. Disse højt klatrende sjæle befrier sig selv fra en lang række af de tværgående konflikter i livets bagateller og bliver dermed frie til at opnå bevidsthed om de højere strømme af åndsbegreber og himmelsk kommunikation. Men livsformålet skal nidkært beskyttes mod fristelsen til at søge let og forbigående opnåelse; ligeledes skal det fremmes på en sådan måde, at det bliver immunt over for fanatismens katastrofale trusler.		160:3.5 (1778.3) This new gospel of the kingdom renders a great service to the art of living in that it supplies a new and richer incentive for higher living. It presents a new and exalted goal of destiny, a supreme life purpose. And these new concepts of the eternal and divine goal of existence are in themselves transcendent stimuli, calling forth the reaction of the very best that is resident in man’s higher nature. On every mountaintop of intellectual thought are to be found relaxation for the mind, strength for the soul, and communion for the spirit. From such vantage points of high living, man is able to transcend the material irritations of the lower levels of thinking—worry, jealousy, envy, revenge, and the pride of immature personality. These high-climbing souls deliver themselves from a multitude of the crosscurrent conflicts of the trifles of living, thus becoming free to attain consciousness of the higher currents of spirit concept and celestial communication. But the life purpose must be jealously guarded from the temptation to seek for easy and transient attainment; likewise must it be so fostered as to become immune to the disastrous threats of fanaticism.
4. Modenhedens ligevægt ^top		4. The Balance of Maturity ^top
160:4.1 (1778.4) Selvom du kun har øje for at opnå evige realiteter, må du også sørge for det nødvendige i det timelige liv. Mens ånden er vores mål, er kødet et faktum. Af og til falder livsfornødenhederne i vores hænder ved et tilfælde, men generelt må vi arbejde intelligent for dem. De to største problemer i livet er: at tjene til livets timelige ophold og at opnå evig overlevelse. Og selv problemet med at tjene til livets ophold kræver religion for at få den ideelle løsning. Det er begge meget personlige problemer. Sand religion fungerer faktisk ikke uafhængigt af den enkelte.		160:4.1 (1778.4) While you have an eye single to the attainment of eternal realities, you must also make provision for the necessities of temporal living. While the spirit is our goal, the flesh is a fact. Occasionally the necessities of living may fall into our hands by accident, but in general, we must intelligently work for them. The two major problems of life are: making a temporal living and the achievement of eternal survival. And even the problem of making a living requires religion for its ideal solution. These are both highly personal problems. True religion, in fact, does not function apart from the individual.
160:4.2 (1778.5) De væsentlige faktorer for det verdslige liv, som jeg ser dem, er:		160:4.2 (1778.5) The essentials of the temporal life, as I see them, are:
160:4.3 (1778.6) 1. Godt fysisk helbred.		160:4.3 (1778.6) 1. Good physical health.
160:4.4 (1778.7) 2. Klar og ren tænkning.		160:4.4 (1778.7) 2. Clear and clean thinking.
160:4.5 (1778.8) 3. Evner og færdigheder.		160:4.5 (1778.8) 3. Ability and skill.
160:4.6 (1778.9) 4. Velstand—goderne i livet.		160:4.6 (1778.9) 4. Wealth—the goods of life.
160:4.7 (1778.10) 5. Evnen til at modstå nederlag.		160:4.7 (1778.10) 5. Ability to withstand defeat.
160:4.8 (1778.11) 6. Kultur—uddannelse og visdom.		160:4.8 (1778.11) 6. Culture—education and wisdom.
160:4.9 (1779.1) Selv de fysiske problemer med kropslig sundhed og effektivitet løses bedst, når de anskues fra det religiøse synspunkt i vores Mesters lære: At menneskets krop og sind er bolig for gudernes gave, idet Guds ånd bliver menneskets ånd. Menneskets sind bliver således formidleren mellem materielle ting og åndelige realiteter.		160:4.9 (1779.1) Even the physical problems of bodily health and efficiency are best solved when they are viewed from the religious standpoint of our Master’s teaching: That the body and mind of man are the dwelling place of the gift of the Gods, the spirit of God becoming the spirit of man. The mind of man thus becomes the mediator between material things and spiritual realities.
160:4.10 (1779.2) Det kræver intelligens at sikre sig sin del af de ønskværdige ting i livet. Det er helt fejlagtigt at tro, at trofasthed i ens daglige arbejde vil sikre rigdommens belønninger. Bortset fra den lejlighedsvise og tilfældige erhvervelse af rigdom, flyder de materielle belønninger i det timelige liv i visse velorganiserede kanaler, og kun de, der har adgang til disse kanaler, kan forvente at blive godt belønnet for deres timelige indsats. Fattigdom må altid være loddet for alle mennesker, der søger rigdom i isolerede og individuelle kanaler. Klog planlægning bliver derfor den eneste ting, der er afgørende for verdslig velstand. Succes kræver ikke kun hengivenhed over for ens arbejde, men også at man fungerer som en del af en af de kanaler, der giver materiel rigdom. Hvis man er uklog, kan man skænke sin generation et hengivent liv uden materiel belønning; hvis man er en tilfældig modtager af strømmen af rigdom, kan man vælte sig i luksus, selv om man ikke har gjort noget værdifuldt for sine medmennesker.		160:4.10 (1779.2) It requires intelligence to secure one’s share of the desirable things of life. It is wholly erroneous to suppose that faithfulness in doing one’s daily work will insure the rewards of wealth. Barring the occasional and accidental acquirement of wealth, the material rewards of the temporal life are found to flow in certain well-organized channels, and only those who have access to these channels may expect to be well rewarded for their temporal efforts. Poverty must ever be the lot of all men who seek for wealth in isolated and individual channels. Wise planning, therefore, becomes the one thing essential to worldly prosperity. Success requires not only devotion to one’s work but also that one should function as a part of some one of the channels of material wealth. If you are unwise, you can bestow a devoted life upon your generation without material reward; if you are an accidental beneficiary of the flow of wealth, you may roll in luxury even though you have done nothing worth while for your fellow men.
160:4.11 (1779.3) Evner er det, man arver, mens færdigheder er det, man tilegner sig. Livet er ikke virkeligt for den, der ikke kan gøre en eller anden ting godt, dygtigt. Dygtighed er en af de virkelige kilder til tilfredshed med livet. Dygtighed indebærer evnen til at se fremad, at se langt. Lad dig ikke narre af de fristende belønninger for uærlige præstationer; vær villig til at knokle for det senere afkast, der ligger i ærlige bestræbelser. Den kloge mand er i stand til at skelne mellem mål og midler; ellers kan overplanlægning for fremtiden nogle gange ødelægge sit eget høje formål. Som nydelsessøgende bør du altid sigte mod at være både producent og forbruger.		160:4.11 (1779.3) Ability is that which you inherit, while skill is what you acquire. Life is not real to one who cannot do some one thing well, expertly. Skill is one of the real sources of the satisfaction of living. Ability implies the gift of foresight, farseeing vision. Be not deceived by the tempting rewards of dishonest achievement; be willing to toil for the later returns inherent in honest endeavor. The wise man is able to distinguish between means and ends; otherwise, sometimes overplanning for the future defeats its own high purpose. As a pleasure seeker you should aim always to be a producer as well as a consumer.
160:4.12 (1779.4) Træn din hukommelse til at holde de styrkegivende og værdifulde episoder i livet i hellig tillid, som du kan genkalde dig efter behag til din fornøjelse og opbyggelse. Således opbygger du for dig selv og i dig selv reservegallerier af skønhed, godhed og kunstnerisk storhed. Men de ædleste af alle minder er de skattede erindringer om de store øjeblikke i et fantastisk venskab. Og alle disse erindringsskatte udstråler deres mest værdifulde og ophøjede indflydelse under den åndelige tilbedelses forløsende berøring.		160:4.12 (1779.4) Train your memory to hold in sacred trust the strength-giving and worth-while episodes of life, which you can recall at will for your pleasure and edification. Thus build up for yourself and in yourself reserve galleries of beauty, goodness, and artistic grandeur. But the noblest of all memories are the treasured recollections of the great moments of a superb friendship. And all of these memory treasures radiate their most precious and exalting influences under the releasing touch of spiritual worship.
160:4.13 (1779.5) Men livet vil blive en byrde for eksistensen, medmindre man lærer at fejle med ynde. Der er en kunst i nederlag, som ædle sjæle altid tilegner sig. Du skal vide, hvordan man taber med glæde; du skal være frygtløs over for skuffelse. Tøv aldrig med at indrømme fiasko. Gør ingen forsøg på at skjule fiasko under bedrageriske smil og strålende optimisme. Det lyder altid godt at hævde succes, men slutresultaterne er forfærdelige. En sådan teknik fører direkte til skabelsen af en verden af uvirkelighed og til det uundgåelige sammenbrud af ultimativ desillusionering.		160:4.13 (1779.5) But life will become a burden of existence unless you learn how to fail gracefully. There is an art in defeat which noble souls always acquire; you must know how to lose cheerfully; you must be fearless of disappointment. Never hesitate to admit failure. Make no attempt to hide failure under deceptive smiles and beaming optimism. It sounds well always to claim success, but the end results are appalling. Such a technique leads directly to the creation of a world of unreality and to the inevitable crash of ultimate disillusionment.
160:4.14 (1779.6) Succes kan skabe mod og fremme selvtillid, men visdom kommer kun fra erfaringerne med at tilpasse sig resultaterne af ens fiaskoer. Mænd, der foretrækker optimistiske illusioner frem for virkeligheden, kan aldrig blive kloge. Kun dem, der ser kendsgerningerne i øjnene og tilpasser dem til idealerne, kan opnå visdom. Visdom omfatter både fakta og idealer og redder derfor sine tilhængere fra begge de ufrugtbare yderpunkter i filosofien—manden, hvis idealisme udelukker fakta, og materialisten, der er blottet for åndeligt udsyn. De frygtsomme sjæle, der kun kan holde livskampen oppe ved hjælp af vedvarende falske illusioner om succes, er dømt til at lide nederlag og opleve nederlag, når de til sidst vågner op fra deres egen fantasis drømmeverden.		160:4.14 (1779.6) Success may generate courage and promote confidence, but wisdom comes only from the experiences of adjustment to the results of one’s failures. Men who prefer optimistic illusions to reality can never become wise. Only those who face facts and adjust them to ideals can achieve wisdom. Wisdom embraces both the fact and the ideal and therefore saves its devotees from both of those barren extremes of philosophy—the man whose idealism excludes facts and the materialist who is devoid of spiritual outlook. Those timid souls who can only keep up the struggle of life by the aid of continuous false illusions of success are doomed to suffer failure and experience defeat as they ultimately awaken from the dream world of their own imaginations.
160:4.15 (1780.1) Og det er i dette arbejde med at se fiaskoer i øjnene og tilpasse sig nederlag, at religionens vidtrækkende vision udøver sin højeste indflydelse. Fiasko er simpelthen en lærerig episode—et kulturelt eksperiment i tilegnelsen af visdom—i erfaringen hos det gudssøgende menneske, der har begivet sig ud på det evige eventyr med udforskningen af et univers. For sådanne mænd er nederlag blot et nyt redskab til at opnå højere niveauer af universets virkelighed.		160:4.15 (1780.1) And it is in this business of facing failure and adjusting to defeat that the far-reaching vision of religion exerts its supreme influence. Failure is simply an educational episode—a cultural experiment in the acquirement of wisdom—in the experience of the God-seeking man who has embarked on the eternal adventure of the exploration of a universe. To such men defeat is but a new tool for the achievement of higher levels of universe reality.
160:4.16 (1780.2) Et gudssøgende menneskes karriere kan vise sig at være en stor succes i evighedens lys, selv om hele det timelige livs foretagende kan se ud som en overvældende fiasko, forudsat at hver fiasko i livet har givet visdomskultur og åndelig præstation. Begå ikke den fejl at forveksle viden, kultur og visdom. De er beslægtede i livet, men de repræsenterer vidt forskellige åndelige værdier; visdom dominerer altid viden og forherliger altid kultur.		160:4.16 (1780.2) The career of a God-seeking man may prove to be a great success in the light of eternity, even though the whole temporal-life enterprise may appear as an overwhelming failure, provided each life failure yielded the culture of wisdom and spirit achievement. Do not make the mistake of confusing knowledge, culture, and wisdom. They are related in life, but they represent vastly differing spirit values; wisdom ever dominates knowledge and always glorifies culture.
5. Idealets religion ^top		5. The Religion of the Ideal ^top
160:5.1 (1780.3) Du har fortalt mig, at din Mester betragter ægte menneskelig religion som den enkeltes erfaring med åndelige realiteter. Jeg har betragtet religion som menneskets oplevelse af at reagere på noget, som det anser for at være værdigt til hele menneskehedens hyldest og hengivenhed. I denne forstand symboliserer religion vores højeste hengivenhed over for det, der repræsenterer vores højeste opfattelse af virkelighedens idealer og vores sinds længste rækkevidde mod evige muligheder for åndelig opnåelse.		160:5.1 (1780.3) You have told me that your Master regards genuine human religion as the individual’s experience with spiritual realities. I have regarded religion as man’s experience of reacting to something which he regards as being worthy of the homage and devotion of all mankind. In this sense, religion symbolizes our supreme devotion to that which represents our highest concept of the ideals of reality and the farthest reach of our minds toward eternal possibilities of spiritual attainment.
160:5.2 (1780.4) Når mennesker reagerer på religion i stamme-, national- eller racemæssig forstand, er det, fordi de betragter dem, der ikke tilhører deres gruppe, som ikke værende helt menneskelige. Vi betragter altid genstanden for vores religiøse loyalitet som værende værdig til alle menneskers ærbødighed. Religion kan aldrig blot være et spørgsmål om intellektuel tro eller filosofisk ræsonnement; religion er altid og for evigt en måde at reagere på livets situationer på; det er en form for adfærd. Religion omfatter at tænke, føle og handle ærbødigt over for en virkelighed, som vi anser for værdig til universel tilbedelse.		160:5.2 (1780.4) When men react to religion in the tribal, national, or racial sense, it is because they look upon those without their group as not being truly human. We always look upon the object of our religious loyalty as being worthy of the reverence of all men. Religion can never be a matter of mere intellectual belief or philosophic reasoning; religion is always and forever a mode of reacting to the situations of life; it is a species of conduct. Religion embraces thinking, feeling, and acting reverently toward some reality which we deem worthy of universal adoration.
160:5.3 (1780.5) Hvis noget er blevet en religion i din erfaring, er det indlysende, at du allerede er blevet en aktiv forkynder af denne religion, da du anser din religions højeste koncept for at være værdig til tilbedelse af hele menneskeheden, alle universets intelligenser. Hvis du ikke er en positiv og missionerende forkynder af din religion, er du selvbedraget, fordi det, du kalder en religion, kun er en traditionel tro eller et rent intellektuelt filosofisk system. Hvis din religion er en åndelig oplevelse, må dit objekt for tilbedelse være den universelle åndelige virkelighed og idealet for alle dine spiritualiserede begreber. Alle religioner, der er baseret på frygt, følelser, tradition og filosofi, kalder jeg intellektuelle religioner, mens de, der er baseret på sand åndelig erfaring, kalder jeg sande religioner. Genstanden for religiøs hengivenhed kan være materiel eller åndelig, sand eller falsk, virkelig eller uvirkelig, menneskelig eller guddommelig. Religioner kan derfor være enten gode eller onde.		160:5.3 (1780.5) If something has become a religion in your experience, it is self-evident that you already have become an active evangel of that religion since you deem the supreme concept of your religion as being worthy of the worship of all mankind, all universe intelligences. If you are not a positive and missionary evangel of your religion, you are self-deceived in that what you call a religion is only a traditional belief or a mere system of intellectual philosophy. If your religion is a spiritual experience, your object of worship must be the universal spirit reality and ideal of all your spiritualized concepts. All religions based on fear, emotion, tradition, and philosophy I term the intellectual religions, while those based on true spirit experience I would term the true religions. The object of religious devotion may be material or spiritual, true or false, real or unreal, human or divine. Religions can therefore be either good or evil.
160:5.4 (1780.6) Moral og religion er ikke nødvendigvis det samme. Et moralsystem kan blive til en religion, hvis det bliver genstand for tilbedelse. En religion, der mister sin universelle appel til loyalitet og højeste hengivenhed, kan udvikle sig til et filosofisk system eller et moralkodeks. Den ting, det væsen, den tilstand eller eksistensform eller mulighed for opnåelse, som udgør det højeste ideal for religiøs loyalitet, og som er modtageren af den religiøse hengivenhed hos dem, der tilbeder, er Gud. Uanset hvilket navn man bruger om dette ideal af åndelig virkelighed, er det Gud.		160:5.4 (1780.6) Morality and religion are not necessarily the same. A system of morals, by grasping an object of worship, may become a religion. A religion, by losing its universal appeal to loyalty and supreme devotion, may evolve into a system of philosophy or a code of morals. This thing, being, state, or order of existence, or possibility of attainment which constitutes the supreme ideal of religious loyalty, and which is the recipient of the religious devotion of those who worship, is God. Regardless of the name applied to this ideal of spirit reality, it is God.
160:5.5 (1781.1) De sociale karakteristika ved en sand religion består i, at den altid søger at omvende den enkelte og at transformere verden. Religion indebærer eksistensen af uopdagede idealer, som langt overskrider de kendte standarder for etik og moral, der er nedfældet i selv de højeste sociale sædvaner i civilisationens mest modne institutioner. Religion rækker ud efter uopdagede idealer, uudforskede virkeligheder, overmenneskelige værdier, guddommelig visdom og sand åndsopnåelse. Ægte religion gør alt dette; alle andre overbevisninger er ikke navnet værdige. Man kan ikke have en ægte åndelig religion uden det højeste og overjordiske ideal om en evig Gud. En religion uden denne Gud er en menneskelig opfindelse, en menneskelig institution af livløse intellektuelle overbevisninger og meningsløse følelsesmæssige ceremonier. En religion kan gøre krav på et stort ideal som genstand for sin hengivenhed. Men sådanne uvirkelige idealer er ikke opnåelige; et sådant koncept er illusorisk. De eneste idealer, som mennesket kan opnå, er de guddommelige realiteter af de uendelige værdier, der findes i den evige Guds åndelige kendsgerning.		160:5.5 (1781.1) The social characteristics of a true religion consist in the fact that it invariably seeks to convert the individual and to transform the world. Religion implies the existence of undiscovered ideals which far transcend the known standards of ethics and morality embodied in even the highest social usages of the most mature institutions of civilization. Religion reaches out for undiscovered ideals, unexplored realities, superhuman values, divine wisdom, and true spirit attainment. True religion does all of this; all other beliefs are not worthy of the name. You cannot have a genuine spiritual religion without the supreme and supernal ideal of an eternal God. A religion without this God is an invention of man, a human institution of lifeless intellectual beliefs and meaningless emotional ceremonies. A religion might claim as the object of its devotion a great ideal. But such ideals of unreality are not attainable; such a concept is illusionary. The only ideals susceptible of human attainment are the divine realities of the infinite values resident in the spiritual fact of the eternal God.
160:5.6 (1781.2) Ordet Gud, ideen om Gud i modsætning til idealet om Gud, kan blive en del af enhver religion, uanset hvor barnlig eller falsk den religion tilfældigvis måtte være. Og denne idé om Gud kan blive til hvad som helst, som de, der har den, vælger at gøre den til. De lavere religioner former deres ideer om Gud, så de passer til det menneskelige hjertes naturlige tilstand; de højere religioner kræver, at det menneskelige hjerte skal ændres, så det opfylder kravene i den sande religions idealer.		160:5.6 (1781.2) The word God, the idea of God as contrasted with the ideal of God, can become a part of any religion, no matter how puerile or false that religion may chance to be. And this idea of God can become anything which those who entertain it may choose to make it. The lower religions shape their ideas of God to meet the natural state of the human heart; the higher religions demand that the human heart shall be changed to meet the demands of the ideals of true religion.
160:5.7 (1781.3) Jesu religion transcenderer alle vores tidligere opfattelser af tilbedelse, idet han ikke blot portrætterer sin Fader som idealet for uendelig virkelighed, men positivt erklærer, at denne guddommelige kilde til værdier og universets evige centrum virkelig og personligt kan nås af enhver dødelig skabning, der vælger at træde ind i himmeriget på jorden og derved anerkender accepten af slægtskab med Gud og broderskab med mennesker. Det, mener jeg, er det højeste religionsbegreb, verden nogensinde har kendt, og jeg erklærer, at der aldrig kan komme et højere, eftersom dette evangelium omfatter realiteternes uendelighed, værdiernes guddommelighed og evigheden af universelle opnåelser. Et sådant koncept udgør opnåelsen af oplevelsen af idealismen om det højeste og det ultimative.		160:5.7 (1781.3) The religion of Jesus transcends all our former concepts of the idea of worship in that he not only portrays his Father as the ideal of infinite reality but positively declares that this divine source of values and the eternal center of the universe is truly and personally attainable by every mortal creature who chooses to enter the kingdom of heaven on earth, thereby acknowledging the acceptance of sonship with God and brotherhood with man. That, I submit, is the highest concept of religion the world has ever known, and I pronounce that there can never be a higher since this gospel embraces the infinity of realities, the divinity of values, and the eternity of universal attainments. Such a concept constitutes the achievement of the experience of the idealism of the supreme and the ultimate.
160:5.8 (1781.4) Jeg er ikke kun fascineret af de fuldendte idealer i jeres Mesters religion, men jeg er stærkt bevæget til at bekende min tro på hans meddelelse om, at disse idealer om åndelige realiteter er opnåelige; at du og jeg kan gå ind i dette lange og evige eventyr med hans forsikring om visheden om vores endelige ankomst til Paradisets portaler. Mine brødre, jeg er en troende, jeg er gået ombord, jeg er på vej sammen med jer i dette evige eventyr. Mesteren siger, at han kom fra Faderen, og at han vil vise os vejen. Jeg er helt overbevist om, at han taler sandt. Jeg er endelig overbevist om, at der ikke findes nogen opnåelige idealer for virkelighed eller værdier for perfektion uden den evige og universelle Fader.		160:5.8 (1781.4) I am not only intrigued by the consummate ideals of this religion of your Master, but I am mightily moved to profess my belief in his announcement that these ideals of spirit realities are attainable; that you and I can enter upon this long and eternal adventure with his assurance of the certainty of our ultimate arrival at the portals of Paradise. My brethren, I am a believer, I have embarked; I am on my way with you in this eternal venture. The Master says he came from the Father, and that he will show us the way. I am fully persuaded he speaks the truth. I am finally convinced that there are no attainable ideals of reality or values of perfection apart from the eternal and Universal Father.
160:5.9 (1781.5) Jeg kommer derfor for at tilbede, ikke blot eksistensernes Gud, men Gud for muligheden af alle fremtidige eksistenser. Derfor må din hengivenhed over for et højeste ideal, hvis dette ideal er virkeligt, være hengivenhed over for denne Gud for fortidens, nutidens og fremtidens universer af ting og væsener. Og der er ingen anden Gud, for der kan umuligt være nogen anden Gud. Alle andre guder er fantasifostre, illusioner i det dødelige sind, forvrængninger af falsk logik og selvbedrageriske afguder for dem, der skaber dem. Ja, man kan have en religion uden denne Gud, men det betyder ikke noget. Og hvis man forsøger at erstatte virkeligheden i dette ideal om den levende Gud med ordet Gud, har man kun bedraget sig selv ved at sætte en idé i stedet for et ideal, en guddommelig virkelighed. Sådanne overbevisninger er blot religioner af ønsketænkning.		160:5.9 (1781.5) I come, then, to worship, not merely the God of existences, but the God of the possibility of all future existences. Therefore must your devotion to a supreme ideal, if that ideal is real, be devotion to this God of past, present, and future universes of things and beings. And there is no other God, for there cannot possibly be any other God. All other gods are figments of the imagination, illusions of mortal mind, distortions of false logic, and the self-deceptive idols of those who create them. Yes, you can have a religion without this God, but it does not mean anything. And if you seek to substitute the word God for the reality of this ideal of the living God, you have only deluded yourself by putting an idea in the place of an ideal, a divine reality. Such beliefs are merely religions of wishful fancy.
160:5.10 (1782.1) I Jesu lære ser jeg religion, når den er bedst. Dette evangelium gør os i stand til at søge efter den sande Gud og finde ham. Men er vi villige til at betale prisen for denne indgang til himmeriget? Er vi villige til at blive født på ny? Til at blive genskabt? Er vi villige til at underkaste os denne frygtelige og prøvende proces med selvdestruktion og sjælsrekonstruktion? Har Mesteren ikke sagt: “Den, der vil redde sit liv, må miste det. Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred, men snarere en sjælskamp”? Det er sandt, at når vi har betalt prisen for indvielse til Faderens vilje, oplever vi stor fred, forudsat at vi fortsætter med at vandre på disse åndelige stier for indviet liv.		160:5.10 (1782.1) I see in the teachings of Jesus, religion at its best. This gospel enables us to seek for the true God and to find him. But are we willing to pay the price of this entrance into the kingdom of heaven? Are we willing to be born again? to be remade? Are we willing to be subject to this terrible and testing process of self-destruction and soul reconstruction? Has not the Master said: “Whoso would save his life must lose it. Think not that I have come to bring peace but rather a soul struggle”? True, after we pay the price of dedication to the Father’s will, we do experience great peace provided we continue to walk in these spiritual paths of consecrated living.
160:5.11 (1782.2) Nu forlader vi i sandhed den kendte tilværelses tillokkende orden, mens vi uforbeholdent dedikerer vores søgen til den ukendte og uudforskede tilværelses lokkende orden af et fremtidigt liv i eventyr i åndeverdenerne af den guddommelige virkeligheds højere idealisme. Og vi søger efter de symboler af mening, hvormed vi kan formidle disse begreber om virkeligheden i idealismen i Jesu religion til vores medmennesker, og vi vil ikke holde op med at bede for den dag, hvor hele menneskeheden skal blive begejstret af den fælles vision af denne højeste sandhed. Lige nu er vores fokaliserede opfattelse af Faderen, som den findes i vores hjerter, at Gud er ånd; som den formidles til vores medmennesker, at Gud er kærlighed.		160:5.11 (1782.2) Now are we truly forsaking the lures of the known order of existence while we unreservedly dedicate our quest to the lures of the unknown and unexplored order of the existence of a future life of adventure in the spirit worlds of the higher idealism of divine reality. And we seek for those symbols of meaning wherewith to convey to our fellow men these concepts of the reality of the idealism of the religion of Jesus, and we will not cease to pray for that day when all mankind shall be thrilled by the communal vision of this supreme truth. Just now, our focalized concept of the Father, as held in our hearts, is that God is spirit; as conveyed to our fellows, that God is love.
160:5.12 (1782.3) Jesu religion kræver levende og åndelig erfaring. Andre religioner kan bestå af traditionelle overbevisninger, emotionelle følelser, filosofisk bevidsthed og alt det der, men Mesterens lære kræver, at man opnår faktiske niveauer af virkelig åndelig udvikling.		160:5.12 (1782.3) The religion of Jesus demands living and spiritual experience. Other religions may consist in traditional beliefs, emotional feelings, philosophic consciousness, and all of that, but the teaching of the Master requires the attainment of actual levels of real spirit progression.
160:5.13 (1782.4) Bevidstheden om impulsen til at være som Gud er ikke sand religion. Følelserne af at ville tilbede Gud er ikke sand religion. Viden om overbevisningen om at forsage sig selv og tjene Gud er ikke sand religion. Visdommen i ræsonnementet om, at denne religion er den bedste af alle, er ikke religion som en personlig og åndelig oplevelse. Sand religion har reference til skæbne og realitet i opnåelse såvel som til realitet og idealisme i det, der helhjertet accepteres i tro. Og alt dette skal gøres personligt for os ved åbenbaringen af Sandhedens Ånd.		160:5.13 (1782.4) The consciousness of the impulse to be like God is not true religion. The feelings of the emotion to worship God are not true religion. The knowledge of the conviction to forsake self and serve God is not true religion. The wisdom of the reasoning that this religion is the best of all is not religion as a personal and spiritual experience. True religion has reference to destiny and reality of attainment as well as to the reality and idealism of that which is wholeheartedly faith-accepted. And all of this must be made personal to us by the revelation of the Spirit of Truth.
160:5.14 (1782.5) Og således sluttede afhandlingerne fra den græske filosof, en af de største af sin race, som var blevet en troende på Jesu evangelium.		160:5.14 (1782.5) And thus ended the dissertations of the Greek philosopher, one of the greatest of his race, who had become a believer in the gospel of Jesus.