Kapitel 87 |
|
Paper 87 |
Spøgelseskulterne |
|
The Ghost Cults |
87:0.1 (958.1) SPØGELSESKULTEN udviklede sig som en modvægt til farerne ved uheld; dens primitive religiøse skikke var resultatet af angsten for uheld og den overdrevne frygt for de døde. Ingen af disse tidlige religioner havde noget som helst at gøre med anerkendelse af Guddommen eller ærbødighed for det overmenneskelige; dens ritualer var for det meste negative, designet til at undgå, fordrive, eller tvinge spøgelser. Spøgelseskulten var intet mere eller mindre end en forsikring mod katastrofer; det havde intet at gøre med investeringer for højere og fremtidige afkast. |
|
87:0.1 (958.1) THE ghost cult evolved as an offset to the hazards of bad luck; its primitive religious observances were the outgrowth of anxiety about bad luck and of the inordinate fear of the dead. None of these early religions had much to do with the recognition of Deity or with reverence for the superhuman; their rites were mostly negative, designed to avoid, expel, or coerce ghosts. The ghost cult was nothing more nor less than insurance against disaster; it had nothing to do with investment for higher and future returns. |
87:0.2 (958.2) Mennesket har haft en lang og bitter kamp med spøgelseskulten. Intet i menneskets historie har forårsaget mere medlidenhed end dette billede af menneskets elendige slaveri af frygt for spøgelsesånder. Med fremkomsten af denne selvsamme frygt startede menneskeheden på den religiøse udviklingens vej opad. Menneskets fantasi kastede los fra jegets strande og kommer ikke igen til at finde en ankerplads indtil det ankommer til begrebet om en sand guddom, en rigtig Gud. |
|
87:0.2 (958.2) Man has had a long and bitter struggle with the ghost cult. Nothing in human history is designed to excite more pity than this picture of man’s abject slavery to ghost-spirit fear. With the birth of this very fear mankind started on the upgrade of religious evolution. Human imagination cast off from the shores of self and will not again find anchor until it arrives at the concept of a true Deity, a real God. |
1. Frygten for spøgelser ^top |
|
1. Ghost Fear ^top |
87:1.1 (958.3) Døden var frygtet, fordi døden betød befrielse af yderligere et spøgelse fra sin fysiske krop. Fortidens mennesker gjorde deres bedste for at forhindre dødsfald, for at undgå besværet med at skulle kæmpe med et nyt spøgelse. De var altid ivrige efter at formå spøgelset til at forlade dødsstedet, for at starte på rejsen til de dødes land. Spøgelset var mest frygtet af alt i den formodede overgangsperioden mellem sin fremkomst på tidspunktet for døden og dens senere afgang til spøgelsernes hjemland, en vag og primitiv opfattelse af en pseudo himlen. |
|
87:1.1 (958.3) Death was feared because death meant the liberation of another ghost from its physical body. The ancients did their best to prevent death, to avoid the trouble of having to contend with a new ghost. They were always anxious to induce the ghost to leave the scene of death, to embark on the journey to deadland. The ghost was feared most of all during the supposed transition period between its emergence at the time of death and its later departure for the ghost homeland, a vague and primitive concept of pseudo heaven. |
87:1.2 (958.4) Selvom den vilde tilskrev spøgelser overnaturlige kræfter, tænkte han næppe, at de havde en overnaturlig intelligens. Mange tricks og kneb blev praktiseret i et forsøg på at narre og bedrage spøgelser. Civiliserede mennesker sætter stadig megen tro til håbet om, at en ydre manifestation af fromhed på en eller anden måde vil lykkes at bedrage endda en alvidende guddom. |
|
87:1.2 (958.4) Though the savage credited ghosts with supernatural powers, he hardly conceived of them as having supernatural intelligence. Many tricks and stratagems were practiced in an effort to hoodwink and deceive the ghosts; civilized man still pins much faith on the hope that an outward manifestation of piety will in some manner deceive even an omniscient Deity. |
87:1.3 (958.5) De primitive mennesker frygtede sygdom, fordi de havde bemærket, at det ofte var et forvarsel om døden. Hvis stammens medicinmænd ikke lykkes at helbrede en lidende person, blev den syge normalt fjernet fra familiens hytte, blev taget til en mindre én eller efterladt i fri luft for at dø alene. Et hus, hvor døden havde fundet sted var normalt ødelagt; hvis ikke, blev det altid undgået, og denne frygt forhindrede fortidens mennesker fra bygning af faste boliger. Det forhindrede også etableringen af permanente landsbyer og byer. |
|
87:1.3 (958.5) The primitives feared sickness because they observed it was often a harbinger of death. If the tribal medicine man failed to cure an afflicted individual, the sick man was usually removed from the family hut, being taken to a smaller one or left in the open air to die alone. A house in which death had occurred was usually destroyed; if not, it was always avoided, and this fear prevented early man from building substantial dwellings. It also militated against the establishment of permanent villages and cities. |
87:1.4 (958.6) De vilde sad oppe hele natten og talte, når et medlem af klanen døde; de frygtede at de også ville dø, hvis de faldt i søvn i nærheden af et lig. Smitten fra liget understøttede frygten for de døde, og alle folkeslag, har på et eller andet tidspunkt, udøvet omfattende rensningsceremonier til at rense en person efter kontakt med de døde. Fortidens mennesker troede, at et lig skulle have lys; et lig blev aldrig efterladt i mørke. I det tyvende århundrede, er stearinlys stadig tændt i døds værelset, og mennesker sidder stadig med de døde. Det såkaldte civiliserede menneske har næppe endnu helt elimineret frygten for døde kroppe fra sin livsfilosofi. |
|
87:1.4 (958.6) The savages sat up all night and talked when a member of the clan died; they feared they too would die if they fell asleep in the vicinity of a corpse. Contagion from the corpse substantiated the fear of the dead, and all peoples, at one time or another, have employed elaborate purification ceremonies designed to cleanse an individual after contact with the dead. The ancients believed that light must be provided for a corpse; a dead body was never permitted to remain in the dark. In the twentieth century, candles are still burned in death chambers, and men still sit up with the dead. So-called civilized man has hardly yet completely eliminated the fear of dead bodies from his philosophy of life. |
87:1.5 (959.1) Trods al denne frygt, forsøger mennesket stadig at narre spøgelser. Hvis dødshytten ikke blev ødelagt, blev liget fjernet gennem et hul i væggen, aldrig gennem døren. Disse foranstaltninger blev truffet for at forvirre spøgelset, for at forhindre, at det blev hængende, og for at forsikre sig mod dets tilbagevenden. De sørgende vendte også tilbage fra begravelse af en anden vej, for at spøgelset ikke skulle følge med. Tilbagegang og snesevis af andre taktikker blev praktiseret for at sikre, at spøgelset ikke ville vende tilbage fra graven. Kønnene udvekslede ofte tøj for at narre spøgelset. Sørgedragter var skabt til at skjule de overlevende; senere, for at vise respekt for de døde og dermed formilde spøgelserne. |
|
87:1.5 (959.1) But despite all this fear, men still sought to trick the ghost. If the death hut was not destroyed, the corpse was removed through a hole in the wall, never by way of the door. These measures were taken to confuse the ghost, to prevent its tarrying, and to insure against its return. Mourners also returned from a funeral by a different road, lest the ghost follow. Backtracking and scores of other tactics were practiced to insure that the ghost would not return from the grave. The sexes often exchanged clothes in order to deceive the ghost. Mourning costumes were designed to disguise survivors; later on, to show respect for the dead and thus appease the ghosts. |
2. Spøgelsernes formildelse ^top |
|
2. Ghost Placation ^top |
87:2.1 (959.2) I religionen forekom det negative aktivitetsprogram for formildelse af spøgelser længe før det positive program, der søgte at underkaste og påkalde ånderne. Menneskets tilbedelse fik sit første udtryk i handlinger som vedrørte forsvarets, ikke ærbødighedens område. Nutidens mennesker finder det klogt at forsikre sig mod brand; tilsvarende fandt den vilde det klogt at skaffe sig en forsikring mod uheld forårsaget af spøgelser. Forsøget på at sikre denne beskyttelse udgjorde spøgelseskultens praksis og ritualer. |
|
87:2.1 (959.2) In religion the negative program of ghost placation long preceded the positive program of spirit coercion and supplication. The first acts of human worship were phenomena of defense, not reverence. Modern man deems it wise to insure against fire; so the savage thought it the better part of wisdom to provide insurance against ghost bad luck. The effort to secure this protection constituted the techniques and rituals of the ghost cult. |
87:2.2 (959.3) Engang troede mennesket, at et spøgelses store ønske var at blive hurtigt "lagt", så det kunne fortsætte uforstyrret til de dødes land. Enhver fejl i udførelse eller en forsømmelse forårsaget af de levende i ritualet med at lægge spøgelset til ro var sikker på at forsinke dets fremskridt til de dødes land. Dette mente man var ubehageligt for spøgelset, og et vredt spøgelse blev antaget til at være en kilde til elendighed, ulykke og ulykkelighed. |
|
87:2.2 (959.3) It was once thought that the great desire of a ghost was to be quickly “laid” so that it might proceed undisturbed to deadland. Any error of commission or omission in the acts of the living in the ritual of laying the ghost was sure to delay its progress to ghostland. This was believed to be displeasing to the ghost, and an angered ghost was supposed to be a source of calamity, misfortune, and unhappiness. |
87:2.3 (959.4) Begravelseshandlingen opstod i menneskets forsøg på at fremkalde spøgelsets sjæl til at begive sig til sit fremtidige hjem, og ligprædiken blev oprindeligt anset til at instruere det nye spøgelse, hvordan man kommer dertil. Det var skik at give mad og tøj til spøgelsets rejse, og disse artikler blev placeret i eller i nærheden af graven. Den vilde mente, at det krævede fra tre dage til et år at "lægge spøgelset" - for at få det væk fra omegnen af graven. Eskimoerne mener stadig, at sjælen bliver med kroppen i tre dage. |
|
87:2.3 (959.4) The funeral service originated in man’s effort to induce the ghost soul to depart for its future home, and the funeral sermon was originally designed to instruct the new ghost how to get there. It was the custom to provide food and clothes for the ghost’s journey, these articles being placed in or near the grave. The savage believed that it required from three days to a year to “lay the ghost”—to get it away from the vicinity of the grave. The Eskimos still believe that the soul stays with the body three days. |
87:2.4 (959.5) Tavshed eller sorg blev observeret efter et dødsfald, så spøgelset ikke ville blive trukket hjem. Selvtortur - at påføre kroppen sår - var en almindelig form for sorg. Mange avancerede lærere forsøgte at stoppe denne skik, men de mislykkedes. Faste og andre former for selvfornægtelse blev anset for at være en fryd for de spøgelser, der tog glæde i de levendes ubehag under overgangsperioden, når de sneg sig omkring før deres faktiske afgang til de dødes land. |
|
87:2.4 (959.5) Silence or mourning was observed after a death so that the ghost would not be attracted back home. Self-torture—wounds—was a common form of mourning. Many advanced teachers tried to stop this, but they failed. Fasting and other forms of self-denial were thought to be pleasing to the ghosts, who took pleasure in the discomfort of the living during the transition period of lurking about before their actual departure for deadland. |
87:2.5 (959.6) Lange og hyppige uaktive sørgeperioder var en af de store hindringer for civilisationens fremskridt. Uger og endda måneder blev bogstaveligt spildt hvert år i denne uproduktive og ubrugelig sorg. Den kendsgerning, at professionelle sørgende blev hyret til begravelse lejligheder viser, at sorg var et ritual, ikke et tegn på sorg. Nutiden kan begræde de døde af respekt og på grund af dødsfald, men fortidens mennesker gjorde dette på grund af frygt. |
|
87:2.5 (959.6) Long and frequent periods of mourning inactivity were one of the great obstacles to civilization’s advancement. Weeks and even months of each year were literally wasted in this nonproductive and useless mourning. The fact that professional mourners were hired for funeral occasions indicates that mourning was a ritual, not an evidence of sorrow. Moderns may mourn the dead out of respect and because of bereavement, but the ancients did this because of fear. |
87:2.6 (959.7) De dødes navne blev aldrig sagt. Faktisk blev de ofte fjernet fra sproget. Disse navne blev tabu, og på denne måde blev sproget konstant forringet. Dette førte i sidste ende til en mangedobling af symbolsk talemåde og metaforer, såsom "navnet eller den dag man aldrig nævner." |
|
87:2.6 (959.7) The names of the dead were never spoken. In fact, they were often banished from the language. These names became taboo, and in this way the languages were constantly impoverished. This eventually produced a multiplication of symbolic speech and figurative expression, such as “the name or day one never mentions.” |
87:2.7 (960.1) Fortidens mennesker var så ivrige efter at slippe af med et spøgelse, så de tilbød det alt, hvad det kunne ønske sig i livet. Spøgelserne ønskede hustruer og tjenere. En velhavende vild forventede, at mindst én af slave kone ville blive levende begravet ved hans død. Senere blev det skik for enken til at begå selvmord på sin mands grav. Når et barn døde, blev moderen, tante eller bedstemor ofte kvalt, for at et voksent spøgelse kunne ledsage og tage vare for barnespøgelset. De, der derved opgav deres liv gjorde dette villigt. Hvis de havde forbrudt sig i strid med skikken, og forblevet i live så havde deres frygt for spøgelsets vrede sikkert berøvet deres liv de få fornøjelser som disse primitive mennesker nød. |
|
87:2.7 (960.1) The ancients were so anxious to get rid of a ghost that they offered it everything which might have been desired during life. Ghosts wanted wives and servants; a well-to-do savage expected that at least one slave wife would be buried alive at his death. It later became the custom for a widow to commit suicide on her husband’s grave. When a child died, the mother, aunt, or grandmother was often strangled in order that an adult ghost might accompany and care for the child ghost. And those who thus gave up their lives usually did so willingly; indeed, had they lived in violation of custom, their fear of ghost wrath would have denuded life of such few pleasures as the primitives enjoyed. |
87:2.8 (960.2) Det var almindeligt at dræbe et stort antal undersåtter til at ledsage en død høvding; slaver blev dræbt, når deres herre døde, så de kunne tjene ham i spøgelsesland. De indfødte på Borneo giver stadig en kurer følgesvend; en slave er gennemboret med et spyd til at gøre spøgelsesrejsen sammen med sin afdøde mester. Myrdede personers spøgelser menes at være glad for at få spøgelser fra deres mordere som slaver. Dette begreb motiverede mennesker til at blive hovedjæger. |
|
87:2.8 (960.2) It was customary to dispatch a large number of subjects to accompany a dead chief; slaves were killed when their master died that they might serve him in ghostland. The Borneans still provide a courier companion; a slave is speared to death to make the ghost journey with his deceased master. Ghosts of murdered persons were believed to be delighted to have the ghosts of their murderers as slaves; this notion motivated men to head hunting. |
87:2.9 (960.3) Spøgelser nød angiveligt duften af mad; ofringer af mad til begravelsesfester fandt engang sted over hele verden. Den primitives form for at sige bordbøn var, før de spiste, at smide lidt af fødevarerne ind i ilden med det formål at formilde ånderne, mens man mumlede en magisk formel. |
|
87:2.9 (960.3) Ghosts supposedly enjoyed the smell of food; food offerings at funeral feasts were once universal. The primitive method of saying grace was, before eating, to throw a bit of food into the fire for the purpose of appeasing the spirits, while mumbling a magic formula. |
87:2.10 (960.4) De døde skulle anvende spøgelserne fra de redskaber og våben, der havde tilhørt dem i livet. Ved at brække et objekt var at "dræbe det," og dermed frigive dets spøgelse til at rejse til tjeneste i spøgelsesland. Ejendele blev også ofret enten ved brænding eller nedgravning. Fortidens begravelsesaffald var enormt. Senere racer lavede papirmodeller og erstattede de virkelige objekter og personer med tegninger ved disse dødsofringer. Det var et stort fremskridt i civilisationen, når de pårørendes arveret erstattede afbrænding og nedgravning af ejendom. Irokeserindianerne gennemførte mange reformer i begravelsesaffaldet. Denne bevarelse af ejendom gjorde det muligt for dem at blive den mest magtfulde af de nordlige røde mennesker. Det moderne menneske antages ikke at være bange for spøgelser, men skikken er stærk, og meget jordisk rigdom forbruges stadig på begravelsesritualer og dødsceremonier. |
|
87:2.10 (960.4) The dead were supposed to use the ghosts of the tools and weapons that were theirs in life. To break an article was to “kill it,” thus releasing its ghost to pass on for service in ghostland. Property sacrifices were also made by burning or burying. Ancient funeral wastes were enormous. Later races made paper models and substituted drawings for real objects and persons in these death sacrifices. It was a great advance in civilization when the inheritance of kin replaced the burning and burying of property. The Iroquois Indians made many reforms in funeral waste. And this conservation of property enabled them to become the most powerful of the northern red men. Modern man is not supposed to fear ghosts, but custom is strong, and much terrestrial wealth is still consumed on funeral rituals and death ceremonies. |
3. Tilbedelse af forfædrene ^top |
|
3. Ancestor Worship ^top |
87:3.1 (960.5) Spøgelseskultens fortsatte udvikling gjorde forfædre tilbedelsen uundgåelig, da det blev bindeleddet mellem almindelige spøgelser og de højere ånder, de udviklende guder. De tidligste guder var simpelthen forherligede afdøde mennesker. |
|
87:3.1 (960.5) The advancing ghost cult made ancestor worship inevitable since it became the connecting link between common ghosts and the higher spirits, the evolving gods. The early gods were simply glorified departed humans. |
87:3.2 (960.6) Tilbedelse af forfædrene var oprindelig mere en frygt end en tilbedelse, men sådanne overbevisninger bidrog absolut til yderligere spredning af spøgelsesfrygt og tilbedelse. Tilhængere af de tidlige forfædre og spøgelseskulter var endda bange for at gabe, for at et ondsindet spøgelse ville indtage deres kroppe på et sådant tidspunkt. |
|
87:3.2 (960.6) Ancestor worship was originally more of a fear than a worship, but such beliefs did definitely contribute to the further spread of ghost fear and worship. Devotees of the early ancestor-ghost cults even feared to yawn lest a malignant ghost enter their bodies at such a time. |
87:3.3 (960.7) Skikken med at adoptere børn opstod for at sikre, at der var nogen som ville foretage ofre efter døden for fred og fremgang for sjælen. Den vilde levede i frygt for sine medmenneskers spøgelser og brugte sin fritid på planlægning af en sikker rejse for sit eget spøgelse efter døden. |
|
87:3.3 (960.7) The custom of adopting children was to make sure that someone would provide offerings after death for the peace and progress of the soul. The savage lived in fear of the ghosts of his fellows and spent his spare time planning for the safe conduct of his own ghost after death. |
87:3.4 (960.8) De fleste stammer indførte mindst en gang om året en alle sjæles fest. Romerne havde hvert år tolv spøgelsesfester og ledsagende ceremonier. Halvdelen af årets dage var dedikeret til en slags ceremoni forbundet med disse gamle kulter. En romersk kejser forsøgte at reformere denne praksis ved at reducere antallet af festdage til 135 om året. |
|
87:3.4 (960.8) Most tribes instituted an all-souls’ feast at least once a year. The Romans had twelve ghost feasts and accompanying ceremonies each year. Half the days of the year were dedicated to some sort of ceremony associated with these ancient cults. One Roman emperor tried to reform these practices by reducing the number of feast days to 135 a year. |
87:3.5 (961.1) Spøgelseskulten gennemgik en konstant udvikling. Da man begyndte at forestille sig at spøgelserne passerer fra den ufuldstændige til den højere fase af eksistens, så udviklede kulten sig til sidst videre til tilbedelsen af ånder, og selv guder. Uanset at stammer og racer havde varierende tro på mere avancerede ånder, troede de alle en gang på spøgelser. |
|
87:3.5 (961.1) The ghost cult was in continuous evolution. As ghosts were envisioned as passing from the incomplete to the higher phase of existence, so did the cult eventually progress to the worship of spirits, and even gods. But regardless of varying beliefs in more advanced spirits, all tribes and races once believed in ghosts. |
4. Gode og onde åndespøgelser ^top |
|
4. Good and Bad Spirit Ghosts ^top |
87:4.1 (961.2) Frygten for spøgelser var den oprindelige kilde til al religion i verden; og for tidsaldre klyngede mange stammer sig til den gamle tro på en klasse af spøgelser. De lærte, at mennesket havde held og lykke, når spøgelset var glad, uheld, da det blev vredt. |
|
87:4.1 (961.2) Ghost fear was the fountainhead of all world religion; and for ages many tribes clung to the old belief in one class of ghosts. They taught that man had good luck when the ghost was pleased, bad luck when he was angered. |
87:4.2 (961.3) Når kulten som var baseret på frygten for spøgelser udviklede sig, opstod anerkendelsen af højere typer for ånder, ånder, der ikke tydeligt kunne identificeres med noget enkelte menneske. De var graduerede eller forherliget spøgelser, der havde udviklet sig ud over spøgelseslandets område til de højere riger af åndelandet. |
|
87:4.2 (961.3) As the cult of ghost fear expanded, there came about the recognition of higher types of spirits, spirits not definitely identifiable with any individual human. They were graduate or glorified ghosts who had progressed beyond the domain of ghostland to the higher realms of spiritland. |
87:4.3 (961.4) Begrebet om to slags åndespøgelser spredte sig langsom, men sikker over hele verden. Denne nye dualistiske spiritisme behøvede ikke at sprede sig fra stamme til stamme; den opstod uafhængigt over hele verden. En idés evne til at påvirke det ekspanderende evolutionære sind, er ikke afhængig af hvor realistisk eller fornuftig ideen er, men snarere, i dens livagtighed og hvor klar og let den er for en verdensomspændende anvendelse. |
|
87:4.3 (961.4) The notion of two kinds of spirit ghosts made slow but sure progress throughout the world. This new dual spiritism did not have to spread from tribe to tribe; it sprang up independently all over the world. In influencing the expanding evolutionary mind, the power of an idea lies not in its reality or reasonableness but rather in its vividness and the universality of its ready and simple application. |
87:4.4 (961.5) Stadig senere skabte mennesket i sin fantasi opfattelsen af både gode og dårlige overnaturlige kræfter; nogle spøgelser udviklede sig aldrig til niveauet af godt humør. Den tidlige monistiske spiritisme i form af frygt for spøgelser udviklede sig gradvist til en dobbelt spiritisme, et nyt koncept om den usynlige kontrol over de jordiske anliggender. Tanken om at held og uheld blev anset som havende hver deres respektive overvågere. Af disse to klasser, blev den gruppe, der bragte uheld betragtet som værende den mere aktive og mest talrige. |
|
87:4.4 (961.5) Still later the imagination of man envisioned the concept of both good and bad supernatural agencies; some ghosts never evolved to the level of good spirits. The early monospiritism of ghost fear was gradually evolving into a dual spiritism, a new concept of the invisible control of earthly affairs. At last good luck and bad luck were pictured as having their respective controllers. And of the two classes, the group that brought bad luck were believed to be the more active and numerous. |
87:4.5 (961.6) Da læren om gode og dårlige ånder endelig var modnet, blev det den mest udbredte og vedvarende af alle religiøse overbevisninger. Denne dualisme repræsenterede et stort religionsfilosofisk fremskridt, fordi det gav mennesket en mulighed for at finde en forklaring på både held og uheld, mens man på samme tid troede på væsener, der stod over de dødelige, der til en vis grad var konsekvente i deres adfærd. Man kunne forvente, at ånderne enten var gode eller onde; de var ikke længere tænkt som værende helt så lunefulde som man havde forestillet sig de tidligste spøgelser i henhold til den monistiske spiritisme i de fleste primitive religioner. Mennesket var omsider i stand til at forestille sig overjordiske kræfter, der var konsekvent i deres adfærd, og dette var en af de mest betydningsfulde opdagelser af sandhed i hele religionsudviklingens historie og i den menneskelige filosofis udvidelse. |
|
87:4.5 (961.6) When the doctrine of good and bad spirits finally matured, it became the most widespread and persistent of all religious beliefs. This dualism represented a great religio-philosophic advance because it enabled man to account for both good luck and bad luck while at the same time believing in supermortal beings who were to some extent consistent in their behavior. The spirits could be counted on to be either good or bad; they were not thought of as being completely temperamental as the early ghosts of the monospiritism of most primitive religions had been conceived to be. Man was at last able to conceive of supermortal forces that were consistent in behavior, and this was one of the most momentous discoveries of truth in the entire history of the evolution of religion and in the expansion of human philosophy. |
87:4.6 (961.7) Den evolutionære religion har dog betalt en frygtelig pris for den dualistiske spiritismes begreber. Menneskets tidligste filosofi var i stand til at forene åndens uforanderlighed med den omskiftelige verdslige lykke kun ved at postulere to slags ånder, en god og den anden ond. Selvom denne tro gjorde det muligt for mennesket at forene chancens omskiftelser med begrebet om uforanderlige overjordiske kræfter, har denne doktrin siden gjort det vanskeligt for religionsudøvere at fatte den kosmiske enhed. De evolutionære religions guder er i almindelighed blevet modarbejdet af mørkets kræfter. |
|
87:4.6 (961.7) Evolutionary religion has, however, paid a terrible price for the concept of dual spiritism. Man’s early philosophy was able to reconcile spirit constancy with the vicissitudes of temporal fortune only by postulating two kinds of spirits, one good and the other bad. And while this belief did enable man to reconcile the variables of chance with a concept of unchanging supermortal forces, this doctrine has ever since made it difficult for religionists to conceive of cosmic unity. The gods of evolutionary religion have generally been opposed by the forces of darkness. |
87:4.7 (962.1) Tragedien i alt dette ligger i det faktum, at når disse ideer slog rod i primitive menneskers sind, var der faktisk ingen dårlige eller disharmoniske ånder i hele verden. En sådan uheldig situation udviklede sig ikke før efter Caligastias oprør og varede kun indtil den første pinse. Opfattelsen af godt og ondt som kosmiske lige store mængder, er endnu i det tyvende århundrede, meget levende i menneskets filosofi. De fleste af verdens religioner bær stadig dette kulturelle modermærke fra de længst forsvundne tider, hvor spøgelseskulterne opstod. |
|
87:4.7 (962.1) The tragedy of all this lies in the fact that, when these ideas were taking root in the primitive mind of man, there really were no bad or disharmonious spirits in all the world. Such an unfortunate situation did not develop until after the Caligastic rebellion and only persisted until Pentecost. The concept of good and evil as cosmic co-ordinates is, even in the twentieth century, very much alive in human philosophy; most of the world’s religions still carry this cultural birthmark of the long-gone days of the emerging ghost cults. |
5. Den udviklende spøgelseskult ^top |
|
5. The Advancing Ghost Cult ^top |
87:5.1 (962.2) Det primitive menneske mente at ånderne og spøgelser have næsten ubegrænsede rettigheder, men ingen pligter; ånderne var tænkt til at betragte mennesket som havende mangfoldige opgaver, men ingen rettigheder. Ånderne mentes at se ned på mennesket som hele tiden undlod at udføre deres åndelige opgaver. Menneskeheden havde den generelle opfattelse at spøgelser krævede en kontinuerlig hyldest i form af tjenester som prisen for ikke at blande sig i menneskelige anliggender, og det mindst uheld blev tillagt spøgelsesaktiviteter. De tidlige mennesker var så bange for at overse nogen ærbødighed, der tilkom guderne, at efter at de havde ofret til alle kendte ånder, for sikkerheds skyld gjorde det endnu engang til de "ukendte guder." |
|
87:5.1 (962.2) Primitive man viewed the spirits and ghosts as having almost unlimited rights but no duties; the spirits were thought to regard man as having manifold duties but no rights. The spirits were believed to look down upon man as constantly failing in the discharge of his spiritual duties. It was the general belief of mankind that ghosts levied a continuous tribute of service as the price of noninterference in human affairs, and the least mischance was laid to ghost activities. Early humans were so afraid they might overlook some honor due the gods that, after they had sacrificed to all known spirits, they did another turn to the “unknown gods,” just to be thoroughly safe. |
87:5.2 (962.3) Nu efterfulgtes den simple spøgelseskult af de skikke som hører til de mere avancerede og relativt komplekse ånde-spøgelseskulter, tjeneste og tilbedelse af de højere ånder, som de har udviklet sig i menneskets primitive fantasi. Den religiøse ceremoniel skal holde trit med åndernes evolution og fremskridt. Den udvidede kult var kunsten af selvopretholdelse praktiseret i forhold til troen på overnaturlige væsener, ens egen selvjustering tilpasset åndens miljø. De produktionsøkonomiske og militære organisationer var justeringer til naturlige og sociale miljøer. Ligesom ægteskabet opstod for at imødekomme kravene fra de 2 køn, så udviklede den religiøse organisation sig som reaktion på troen på højere åndelige kræfter og åndelige væsener. Religion repræsenterer menneskets tilpasning til sine illusioner om chancens mysterium. Frygten for ånder og efterfølgende tilbedelse af dem blev vedtaget som forsikring mod ulykke, som fremgangs forsikring. |
|
87:5.2 (962.3) And now the simple ghost cult is followed by the practices of the more advanced and relatively complex spirit-ghost cult, the service and worship of the higher spirits as they evolved in man’s primitive imagination. Religious ceremonial must keep pace with spirit evolution and progress. The expanded cult was but the art of self-maintenance practiced in relation to belief in supernatural beings, self-adjustment to spirit environment. Industrial and military organizations were adjustments to natural and social environments. And as marriage arose to meet the demands of bisexuality, so did religious organization evolve in response to the belief in higher spirit forces and spiritual beings. Religion represents man’s adjustment to his illusions of the mystery of chance. Spirit fear and subsequent worship were adopted as insurance against misfortune, as prosperity policies. |
87:5.3 (962.4) Den vilde forestillede sig, at de gode ånder passede deres egne sager og kun krævede lidt fra mennesker. Det er de dårlige spøgelser og ånder, der skal holdes i godt humør. Derfor var de primitive folkeslag mere opmærksomme på deres ondsindede spøgelser end deres godartede ånder. |
|
87:5.3 (962.4) The savage visualizes the good spirits as going about their business, requiring little from human beings. It is the bad ghosts and spirits who must be kept in good humor. Accordingly, primitive peoples paid more attention to their malevolent ghosts than to their benign spirits. |
87:5.4 (962.5) Menneskets fremgang blev antaget at være særligt provokerende for misundelse hos onde ånder, og deres måde at hævne sig på var at slå igen gennem en menneskelig repræsentant og gennem det onde øjes metode. Denne fase af kulten, som havde at gøre med undgåelse af ånder var meget bekymret over rænkespil fra det onde øje. Frygten for det var næsten spredt over hele verden. Smukke kvinder blev tilsløret for at beskytte dem mod det onde øje; efterfølgende anvendes denne praksis af mange kvinder, der ønskede at blive betragtet som smukke. På grund af denne frygt for onde ånder var børn sjældent ude efter mørkets frembrud, og fortidens bønner indeholdt altid anmodningen, "fri os fra det onde øje." |
|
87:5.4 (962.5) Human prosperity was supposed to be especially provocative of the envy of evil spirits, and their method of retaliation was to strike back through a human agency and by the technique of the evil eye. That phase of the cult which had to do with spirit avoidance was much concerned with the machinations of the evil eye. The fear of it became almost world-wide. Pretty women were veiled to protect them from the evil eye; subsequently many women who desired to be considered beautiful adopted this practice. Because of this fear of bad spirits, children were seldom allowed out after dark, and the early prayers always included the petition, “deliver us from the evil eye.” |
87:5.5 (962.6) Koranen indeholder et helt kapitel om det onde øje og magiske trylleformularer, og jøderne troede fuldt ud på dem. Hele den falliske kult voksede op som et forsvar mod det onde øje. Man mente, at kønsorganerne var den eneste fetich, som kunne gøre det magtesløs. Det onde øje gav oprindelse til den første overtro om mærkning af børn før fødslen, modermærke, og kulten var på et tidspunkt så godt som universel. |
|
87:5.5 (962.6) The Koran contains a whole chapter devoted to the evil eye and magic spells, and the Jews fully believed in them. The whole phallic cult grew up as a defense against the evil eye. The organs of reproduction were thought to be the only fetish which could render it powerless. The evil eye gave origin to the first superstitions respecting prenatal marking of children, maternal impressions, and the cult was at one time well-nigh universal. |
87:5.6 (963.1) Misundelse er en dybtliggende menneskeligt træk; derfor tilskrev de primitive mennesker selv denne egenskab til deres første guder. Da mennesket tidligere havde snydt spøgelser, begyndte det også snart at bedrage ånderne. Han sagde: "Hvis ånderne er jaloux på vores skønhed og velstand, vi vil skæmmer os selv og nedgøre vores succes." Fortidens ydmyghed var derfor ikke en selvfornægtelse, men snarere et forsøg på at forpurre og bedrage misundelige ånder. |
|
87:5.6 (963.1) Envy is a deep-seated human trait; therefore did primitive man ascribe it to his early gods. And since man had once practiced deception upon the ghosts, he soon began to deceive the spirits. Said he, “If the spirits are jealous of our beauty and prosperity, we will disfigure ourselves and speak lightly of our success.” Early humility was not, therefore, debasement of ego but rather an attempt to foil and deceive the envious spirits. |
87:5.7 (963.2) Metoden blev indført, for at forhindre, ånderne i at blive jaloux på menneskelig velstand ved at dynge bebrejdelser på nogle heldige eller meget elsket ting eller person. Skikken med at nedgøre flatterende udsagn om sig selv eller familie havde sin oprindelse på denne måde, og den udviklede sig i sidste ende til civiliserede beskedenhed, tilbageholdenhed og høflighed. I overensstemmelse med samme motiv, blev det mode at se grim ud. Skønhed vakte misundelse hos ånderne; det vidnede om syndigt stolthed hos mennesket. Den vilde søgte efter et grimt navn. Dette kulttræk var et stor handicap for udviklingen af kunst, og det holdt længe verden dyster og grim. |
|
87:5.7 (963.2) The method adopted to prevent the spirits from becoming jealous of human prosperity was to heap vituperation upon some lucky or much loved thing or person. The custom of depreciating complimentary remarks regarding oneself or family had its origin in this way, and it eventually evolved into civilized modesty, restraint, and courtesy. In keeping with the same motive, it became the fashion to look ugly. Beauty aroused the envy of spirits; it betokened sinful human pride. The savage sought for an ugly name. This feature of the cult was a great handicap to the advancement of art, and it long kept the world somber and ugly. |
87:5.8 (963.3) Under åndekulten, var livet i bedste fald et hasardspil, et resultat af åndekontrollen. Ens fremtid var ikke et resultat af indsatsen, arbejdsydelse, eller talent undtagen som de kunne blive udnyttet til at påvirke ånderne. Ceremonierne til at formilde ånderne udgjorde en tung byrde og gjorde livet kedelige og næsten uudholdelig. Fra tidsalder til tidsalder og fra generation til generation, har det ene folkeslag efter det andet forsøgt at forbedre denne super spøgelsesdoktrin, men ingen generation har nogensinde vovet endnu helt at afvise den. |
|
87:5.8 (963.3) Under the spirit cult, life was at best a gamble, the result of spirit control. One’s future was not the result of effort, industry, or talent except as they might be utilized to influence the spirits. The ceremonies of spirit propitiation constituted a heavy burden, rendering life tedious and virtually unendurable. From age to age and from generation to generation, race after race has sought to improve this superghost doctrine, but no generation has ever yet dared to wholly reject it. |
87:5.9 (963.4) Åndernes hensigt og vilje blev undersøgt ved hjælp af varsler, orakler, og skilte. Disse åndelige budskaber blev fortolket ved hjælp af forudsigelser, spådomskunst, magi, prøvelser og astrologi. Hele kulten var et system, der skal formilde, tilfredsstille, og købe sig fri fra ånderne gennem denne forklædte bestikkelse. |
|
87:5.9 (963.4) The intention and will of the spirits were studied by means of omens, oracles, and signs. And these spirit messages were interpreted by divination, soothsaying, magic, ordeals, and astrology. The whole cult was a scheme designed to placate, satisfy, and buy off the spirits through this disguised bribery. |
87:5.10 (963.5) Således voksede der en ny og udvidet verdensfilosofi op som består i: |
|
87:5.10 (963.5) And thus there grew up a new and expanded world philosophy consisting in: |
87:5.11 (963.6) 1. Pligt - de ting, der skal gøres for at holde ånderne positivt, eller i det mindste neutral. |
|
87:5.11 (963.6) 1. Duty—those things which must be done to keep the spirits favorably disposed, at least neutral. |
87:5.12 (963.7) 2. Ret - den korrekte adfærd og ceremonier designet til at vinde ånderne aktivt til ens interesser. |
|
87:5.12 (963.7) 2. Right—the correct conduct and ceremonies designed to win the spirits actively to one’s interests. |
87:5.13 (963.8) 3. Sandhed - den korrekte forståelse af og holdning til ånderne og dermed også til liv og død. |
|
87:5.13 (963.8) 3. Truth—the correct understanding of, and attitude toward, spirits, and hence toward life and death. |
87:5.14 (963.9) Det var ikke blot af nysgerrighed, at fortidens mennesker søgte at kende fremtiden; de ønskede at undgå uheld. Forudsigelser var simpelthen et forsøg på at undgå besværligheder. I disse tider, blev drømme betragtet som profetisk, mens alt, der afveg ud over det sædvanlige blev betragtet som et varsel. Selv i dag er de civiliserede racer forbandet med troen på tegn, symboler og andre overtroiske rester fra fortidens udviklende spøgelseskult. Langsomt, meget langsomt, er mennesket ved at opgive disse metoder, hvormed de gradvist og møjsommeligt har hævet sig op på livets evolutionære skala. |
|
87:5.14 (963.9) It was not merely out of curiosity that the ancients sought to know the future; they wanted to dodge ill luck. Divination was simply an attempt to avoid trouble. During these times, dreams were regarded as prophetic, while everything out of the ordinary was considered an omen. And even today the civilized races are cursed with the belief in signs, tokens, and other superstitious remnants of the advancing ghost cult of old. Slow, very slow, is man to abandon those methods whereby he so gradually and painfully ascended the evolutionary scale of life. |
6. Tvang og exorcisme ^top |
|
6. Coercion and Exorcism ^top |
87:6.1 (963.10) Så længe mennesker kun troede på spøgelser, var det religiøse ritual mere personligt, mindre organiseret, men anerkendelse af højere ånder nødvendiggjorde anvendelse af "højere åndelige metoder" i kontakten med dem. Dette forsøg på at forbedre og udvikle en måde til at formilde ånden førte direkte til oprettelsen af forsvar mod ånderne. Man følte sig faktisk hjælpeløse overfor ukontrollable kræfter, der opererer i jordelivet, og denne følelse af underlegenhed drev dem til at forsøge at finde nogle kompenserende justeringer, nogle måder til at udjævne oddsene i menneskets ensidige kamp mod kosmos. |
|
87:6.1 (963.10) When men believed in ghosts only, religious ritual was more personal, less organized, but the recognition of higher spirits necessitated the employment of “higher spiritual methods” in dealing with them. This attempt to improve upon, and to elaborate, the technique of spirit propitiation led directly to the creation of defenses against the spirits. Man felt helpless indeed before the uncontrollable forces operating in terrestrial life, and his feeling of inferiority drove him to attempt to find some compensating adjustment, some technique for evening the odds in the one-sided struggle of man versus the cosmos. |
87:6.2 (964.1) I kultens første tider, var menneskets bestræbelser på at påvirke spøgelsernes handlinger begrænset til at formilde dem, forsøg på bestikkelse til at købe sig fri fra uheld. Da udviklingen af spøgelseskulten havde udviklet begrebet om gode såvel som onde ånder, ændrede disse ceremonier sig til en mere positiv karakter, bestræbelser på at vinde held og lykke. Menneskets religion var ikke længere helt negativistisk og det stoppede heller ikke med bestræbelserne på at vinde held og lykke; mennesket begyndte snart at udtænke ordninger, hvor han kunne tvinge ånden til samarbejde. Religionsudøveren er ikke længere forsvarsløs overfor de uophørlige krav fra åndelige fantasmer af hans egen skabelse; den vilde er begyndt at opfinde våben, hvormed han kan tvinge ånderne til at handle og tvinge dem til at hjælpe sig. |
|
87:6.2 (964.1) In the early days of the cult, man’s efforts to influence ghost action were confined to propitiation, attempts by bribery to buy off ill luck. As the evolution of the ghost cult progressed to the concept of good as well as bad spirits, these ceremonies turned toward attempts of a more positive nature, efforts to win good luck. Man’s religion no longer was completely negativistic, nor did he stop with the effort to win good luck; he shortly began to devise schemes whereby he could compel spirit co-operation. No longer does the religionist stand defenseless before the unceasing demands of the spirit phantasms of his own devising; the savage is beginning to invent weapons wherewith he may coerce spirit action and compel spirit assistance. |
87:6.3 (964.2) Menneskets første bestræbelser på forsvar var rettet mod spøgelser. Som tiderne gik, begyndte de levende at udtænke metoder til at modstå de døde. Mange fremgangsmåder blev udviklet til at skræmme spøgelser og jage dem væk, blandt hvilke kan nævnes følgende: |
|
87:6.3 (964.2) Man’s first efforts at defense were directed against the ghosts. As the ages passed, the living began to devise methods of resisting the dead. Many techniques were developed for frightening ghosts and driving them away, among which may be cited the following: |
87:6.4 (964.3) 1. At hugge hovedet af og binde kroppen i graven. |
|
87:6.4 (964.3) 1. Cutting off the head and tying up the body in the grave. |
87:6.5 (964.4) 2. At stene dødshuset. |
|
87:6.5 (964.4) 2. Stoning the death house. |
87:6.6 (964.5) 3. At kastrere liget eller brække dets ben. |
|
87:6.6 (964.5) 3. Castration or breaking the legs of the corpse. |
87:6.7 (964.6) 4. At begrave under sten, en oprindelse af den moderne gravsten. |
|
87:6.7 (964.6) 4. Burying under stones, one origin of the modern tombstone. |
87:6.8 (964.7) 5. At kremere, en senere tids opfindelse for at undgå besvær med spøgelser. |
|
87:6.8 (964.7) 5. Cremation, a later-day invention to prevent ghost trouble. |
87:6.9 (964.8) 6. At kaste kroppen i havet. |
|
87:6.9 (964.8) 6. Casting the body into the sea. |
87:6.10 (964.9) 7. At udsætte kroppen til at blive spist af vilde dyr. |
|
87:6.10 (964.9) 7. Exposure of the body to be eaten by wild animals. |
87:6.11 (964.10) Spøgelser antages at blive forstyrret og bange for støj; for råb, for klokker og trommer drev dem bort fra de levende; og disse gamle metoder er stadig på mode i at "våge" for de døde. Ildelugtende sammenblandinger blev udnyttet til at fordrive uvelkomne ånder. Hæslige statuer af ånderne blev konstrueret således, at de ville flygte i hast, når de så sig selv. Man troede, at hunde kunne opdage ånder som nærmere sig, og at de gav advarsel ved at hyle; at haner ville gale, når de var i nærheden. Brugen af en hane som en vejrhane er en fortsættelse af denne overtro. |
|
87:6.11 (964.10) Ghosts were supposed to be disturbed and frightened by noise; shouting, bells, and drums drove them away from the living; and these ancient methods are still in vogue at “wakes” for the dead. Foul-smelling concoctions were utilized to banish unwelcome spirits. Hideous images of the spirits were constructed so that they would flee in haste when they beheld themselves. It was believed that dogs could detect the approach of ghosts, and that they gave warning by howling; that cocks would crow when they were near. The use of a cock as a weather vane is in perpetuation of this superstition. |
87:6.12 (964.11) Vand blev betragtet som den bedste beskyttelse mod spøgelser. Helligt vand var bedre end alle andre former, vand, i hvilket præsterne havde vasket deres fødder. Både ild og vand mentes at udgøre uigennemtrængelige barrierer for spøgelserne. Romerne bar vandet tre gange rundt om liget; selv i det tyvende århundrede stænkes kroppen med vievand, og håndvask på kirkegården er stadig et jødisk ritual. Dåben var en funktion i et senere vandritual; og badning var en tidlig religiøs ceremoni. Først i den seneste tid er badning blevet en sanitær praksis. |
|
87:6.12 (964.11) Water was regarded as the best protection against ghosts. Holy water was superior to all other forms, water in which the priests had washed their feet. Both fire and water were believed to constitute impassable barriers to ghosts. The Romans carried water three times around the corpse; in the twentieth century the body is sprinkled with holy water, and hand washing at the cemetery is still a Jewish ritual. Baptism was a feature of the later water ritual; primitive bathing was a religious ceremony. Only in recent times has bathing become a sanitary practice. |
87:6.13 (964.12) Mennesket var ikke tilfreds med at tøjle spøgelser; gennem religiøse ritualer og andre former for praksis, forsøgte det hurtigt at tvinge ånderne til aktivitet. Besværgelser var at bruge én ånd til at beherske eller fordrive en anden ånd, og disse metoder blev også brugt til at skræmme spøgelser og ånder. Den dualistiske spiritisme opfattelse af gode og onde kræfter gav mennesket rig mulighed for at forsøge at sætte den ene ånd op mod den anden, for hvis en magtfuld mand kunne besejre en svagere, så kunne en stærk ånd sikkert beherske et ringere spøgelse. Den primitives forbandelse var en nødvendig praksis, der havde til formål at imponere mindre ånder. Senere udvidede denne skik til at omfatte opgørelser af forbandelser over fjender. |
|
87:6.13 (964.12) But man did not stop with ghost coercion; through religious ritual and other practices he was soon attempting to compel spirit action. Exorcism was the employment of one spirit to control or banish another, and these tactics were also utilized for frightening ghosts and spirits. The dual-spiritism concept of good and bad forces offered man ample opportunity to attempt to pit one agency against another, for, if a powerful man could vanquish a weaker one, then certainly a strong spirit could dominate an inferior ghost. Primitive cursing was a coercive practice designed to overawe minor spirits. Later this custom expanded into the pronouncing of curses upon enemies. |
87:6.14 (965.1) Længe troede man, at hvis man vende tilbage til anvendelsen af de mere gamle skikke så kunne ånderne og halvguder blive tvunget til ønskelig handling. Det moderne menneske gør sig skyldig i den samme procedure. I tiltaler hinanden med et fælles, dagligdags sprog, men når I giver jer hen i bøn, tager I den ældre stil som en tidligere generation anvendte, den såkaldte højtidelig stil. |
|
87:6.14 (965.1) It was long believed that by reverting to the usages of the more ancient mores the spirits and demigods could be forced into desirable action. Modern man is guilty of the same procedure. You address one another in common, everyday language, but when you engage in prayer, you resort to the older style of another generation, the so-called solemn style. |
87:6.15 (965.2) Denne doktrin forklarer også mange religiøse rituelle tilbagefald af seksuel karakter, såsom tempelprostitution. Disse former for tilbagevenden til primitive skikke blev anset for at være en sikker beskyttelse mod mange ulykker. Blandt disse enfoldige mennesker var alle sådanne processer helt fri fra det moderne menneske ville kalde promiskuitet. |
|
87:6.15 (965.2) This doctrine also explains many religious-ritual reversions of a sex nature, such as temple prostitution. These reversions to primitive customs were considered sure guards against many calamities. And with these simple-minded peoples all such performances were entirely free from what modern man would term promiscuity. |
87:6.16 (965.3) Derefter kom brugen af rituelle løfter, snart efterfulgt af religiøse løfter og hellige eder. De fleste af disse eder var ledsaget af selvtortur og selvlemlæstelse; senere, ved faste og bøn. Selvfornægtelse blev efterfølgende betragtet som en sikker form for tvang; dette galt i særdeleshed i tilfældet med hensyn til seksualdriftens undertrykkelse. Således udviklede primitive menneske tidligt en udpræget nøjsomhed i deres religiøse øvelser, en tro på effektiviteten af selvtortur og selvfornægtelse, som ritualer, der kunne tvinge de uvillige ånder til at reagere positivt over for alle sådanne lidelser og afsavn. |
|
87:6.16 (965.3) Next came the practice of ritual vows, soon to be followed by religious pledges and sacred oaths. Most of these oaths were accompanied by self-torture and self-mutilation; later on, by fasting and prayer. Self-denial was subsequently looked upon as being a sure coercive; this was especially true in the matter of sex suppression. And so primitive man early developed a decided austerity in his religious practices, a belief in the efficacy of self-torture and self-denial as rituals capable of coercing the unwilling spirits to react favorably toward all such suffering and deprivation. |
87:6.17 (965.4) Moderne mennesker forsøger ikke længere åbenlyst at tvinge ånderne, selvom det stadig har en tendens til at forhandle med Guddommen. Alligevel sværger det stadig, banker på træ, krydser fingrene og udtaler nogle forslidte udtryk efter et nys; som var det en magisk formel. |
|
87:6.17 (965.4) Modern man no longer attempts openly to coerce the spirits, though he still evinces a disposition to bargain with Deity. And he still swears, knocks on wood, crosses his fingers, and follows expectoration with some trite phrase; once it was a magical formula. |
7. Kultismens natur ^top |
|
7. Nature of Cultism ^top |
87:7.1 (965.5) Kulten som en form for social organisation bestod fordi den gav en symbolik for bevarelse og stimulering af moralske følelser og religiøse loyaliteter. Kulten voksede ud af traditionerne i "gamle familier", og blev foreviget som en etableret institution; alle familier har en form for kult. Ethvert inspirerende ideal griber for nogle bevarende symbolisme - søger efter en metode til at manifestere sig kulturelt, der sikrer overlevelse og øger dens realisering - og kulten opnår dette mål ved at fremme og tilfredsstille følelseslivet. |
|
87:7.1 (965.5) The cult type of social organization persisted because it provided a symbolism for the preservation and stimulation of moral sentiments and religious loyalties. The cult grew out of the traditions of “old families” and was perpetuated as an established institution; all families have a cult of some sort. Every inspiring ideal grasps for some perpetuating symbolism—seeks some technique for cultural manifestation which will insure survival and augment realization—and the cult achieves this end by fostering and gratifying emotion. |
87:7.2 (965.6) Fra civilisationens begyndelse har hver tiltalende bevægelse i social kultur eller religiøs avancement udviklet et ritual, en symbolsk ceremoniel. Jo mere dette ritual har været en ubevidst udvikling, jo stærkere har det grebet sine tilhængere. Kulten bevarede samhørigheden og tilfredsstillede følelseslivet, men den har altid været den største hindring for social genopbygning og åndelig vækst. |
|
87:7.2 (965.6) From the dawn of civilization every appealing movement in social culture or religious advancement has developed a ritual, a symbolic ceremonial. The more this ritual has been an unconscious growth, the stronger it has gripped its devotees. The cult preserved sentiment and satisfied emotion, but it has always been the greatest obstacle to social reconstruction and spiritual progress. |
87:7.3 (965.7) På trods af at kulten altid har retarderet det sociale fremskridt, er det beklageligt, at så mange moderne mennesker med tro på moralske værdier og åndelige idealer ingen tilstrækkelig symbolik har - ingen kult for gensidig støtte - ikke noget at tilhøre. Men en religiøs kult kan imidlertid ikke fremstilles; den må vokse frem. To kultgrupper bliver ikke identiske med mindre deres ritualer vilkårligt standardiseres af en autoritet. |
|
87:7.3 (965.7) Notwithstanding that the cult has always retarded social progress, it is regrettable that so many modern believers in moral standards and spiritual ideals have no adequate symbolism—no cult of mutual support—nothing to belong to. But a religious cult cannot be manufactured; it must grow. And those of no two groups will be identical unless their rituals are arbitrarily standardized by authority. |
87:7.4 (965.8) Den tidlige kristne kult var den mest effektive, tiltalende, og bestående ritual som nogensinde er udtænkt eller udformet, men meget af dens værdi er i en videnskabelig tidsalder gået tabt ved at så mange af dens oprindelige underliggende principper er blevet ødelagt. Den kristne kult har mistet sin vitalitet af at mange af dens grundlæggende ideer er gået tabt. |
|
87:7.4 (965.8) The early Christian cult was the most effective, appealing, and enduring of any ritual ever conceived or devised, but much of its value has been destroyed in a scientific age by the destruction of so many of its original underlying tenets. The Christian cult has been devitalized by the loss of many fundamental ideas. |
87:7.5 (965.9) I fortiden, har sandheden vokset hurtigt og ekspanderet frit, når kulten har været elastisk, og symbolikken strækbar. En kult med sandhed i overflod og en dygtig tilpasningsevne har begunstiget en hurtig social fremgang. En meningsløs kult fordærver religionen, når den forsøger at fortrænge filosofi og at slavebinde fornuften. En ægte kult vokser. |
|
87:7.5 (965.9) In the past, truth has grown rapidly and expanded freely when the cult has been elastic, the symbolism expansile. Abundant truth and an adjustable cult have favored rapidity of social progression. A meaningless cult vitiates religion when it attempts to supplant philosophy and to enslave reason; a genuine cult grows. |
87:7.6 (966.1) Uanset ulemperne og forhindringerne, har hver ny åbenbaring af sandhed givet anledning til en ny kult, og selv den fornyede gentagelse af Jesu religion må udvikle en ny og passende symbolik. Det moderne menneske må finde noget passende symbolisme for hans nye og ekspanderende ideer, idealer og loyaliteter. Denne forbedrede symbolik må vokse frem af et religiøst liv, af åndelig erfaring. Denne højere symbolik, der repræsenterer en højere civilisation skal grundlægges på begrebet om Gud som vor Fader og være gennemsyret af det mægtige ideal om broderskab mellem menneskerne. |
|
87:7.6 (966.1) Regardless of the drawbacks and handicaps, every new revelation of truth has given rise to a new cult, and even the restatement of the religion of Jesus must develop a new and appropriate symbolism. Modern man must find some adequate symbolism for his new and expanding ideas, ideals, and loyalties. This enhanced symbol must arise out of religious living, spiritual experience. And this higher symbolism of a higher civilization must be predicated on the concept of the Fatherhood of God and be pregnant with the mighty ideal of the brotherhood of man. |
87:7.7 (966.2) De gamle kulter var for egocentriske; den nye må være følgen af anvendt kærlighed. Den nye kult skal, ligesom det gamle, fremme følelser, tilfredsstille følelser, og fremme loyalitet; men den skal gøre mere end det: Den skal lette åndelige fremskridt, forbedre kosmiske betydninger, forøge de moralske værdier, fremme den sociale udvikling, og stimulere en høj form for personlig religiøs levevis. Den nye kult skal tilbyde de højeste mål i livet, som er både tidsmæssige og evige - både sociale og åndelige. |
|
87:7.7 (966.2) The old cults were too egocentric; the new must be the outgrowth of applied love. The new cult must, like the old, foster sentiment, satisfy emotion, and promote loyalty; but it must do more: It must facilitate spiritual progress, enhance cosmic meanings, augment moral values, encourage social development, and stimulate a high type of personal religious living. The new cult must provide supreme goals of living which are both temporal and eternal—social and spiritual. |
87:7.8 (966.3) Ingen kult kan bestå og bidrage til udviklingen af den sociale civilisation og individuel åndelig opnåelse medmindre den er baseret på den biologiske, sociologiske og religiøse betydning af hjemmet. En overlevende kult skal symbolisere, hvad der er permanent i overværelse af uophørlige forandringer; den må forherlige det, som forener den stadigt skiftende sociale forvandlingens strøm. Den må erkende de sande betydninger, ophøje smukke relationer, og forherlige den sande ædelhed af gode værdier. |
|
87:7.8 (966.3) No cult can endure and contribute to the progress of social civilization and individual spiritual attainment unless it is based on the biologic, sociologic, and religious significance of the home. A surviving cult must symbolize that which is permanent in the presence of unceasing change; it must glorify that which unifies the stream of ever-changing social metamorphosis. It must recognize true meanings, exalt beautiful relations, and glorify the good values of real nobility. |
87:7.9 (966.4) Men den store vanskelighed med at finde en ny og tilfredsstillende symbolik ligger i det faktum, at nutidens mennesker, som en gruppe, klynger sig til den videnskabelige holdning, tager afstand fra overtro, og afskyr uvidenhed, mens de som individer alle tørster efter det mystiske og ærer det ukendte. Ingen kult kan overleve, medmindre den rummer noget mesterligt mysterium og skjuler noget værdifuldt uopnåeligt. Den nye symbolisme må ikke kun have betydning for gruppen, men også meningsfuldt for den enkelte. Formerne for enhver brugbar symbolisme skal være således, at den enkelte kan udføre dem på eget initiativ, og som også kan nydes sammen med sine medmennesker. Hvis den nye kult kunne være dynamisk i stedet for statisk, kan den faktisk bidrage med noget af værdi for menneskehedens fremskridt, både tidsmæssigt og åndeligt. |
|
87:7.9 (966.4) But the great difficulty of finding a new and satisfying symbolism is because modern men, as a group, adhere to the scientific attitude, eschew superstition, and abhor ignorance, while as individuals they all crave mystery and venerate the unknown. No cult can survive unless it embodies some masterful mystery and conceals some worthful unattainable. Again, the new symbolism must not only be significant for the group but also meaningful to the individual. The forms of any serviceable symbolism must be those which the individual can carry out on his own initiative, and which he can also enjoy with his fellows. If the new cult could only be dynamic instead of static, it might really contribute something worth while to the progress of mankind, both temporal and spiritual. |
87:7.10 (966.5) Men en kult - en symbolik af ritualer, slogans, eller mål - vil ikke fungere, hvis den er for kompliceret. Den må indeholde kravet efter hengivenhed, loyalitetens svar. Hver effektiv religion udvikler usvigelig en værdig symbolik, og dens tilhængere gør klogt i at forhindre, at et sådan ritual krystalliseres i lammende, fordrejede, og forstenede overfladiske ceremonier som kun kan forhindre og forsinke alle sociale, moralske og åndelige fremskridt. Ingen kult kan overleve, hvis den hæmmer den moralske vækst og undlader at fremme åndelige fremskridt. Kulten er skeletstrukturen hvor omkring den personlige åndelige oplevelse - den sande religions levende og dynamisk krop vokser. |
|
87:7.10 (966.5) But a cult—a symbolism of rituals, slogans, or goals—will not function if it is too complex. And there must be the demand for devotion, the response of loyalty. Every effective religion unerringly develops a worthy symbolism, and its devotees would do well to prevent the crystallization of such a ritual into cramping, deforming, and stifling stereotyped ceremonials which can only handicap and retard all social, moral, and spiritual progress. No cult can survive if it retards moral growth and fails to foster spiritual progress. The cult is the skeletal structure around which grows the living and dynamic body of personal spiritual experience—true religion. |
87:7.11 (966.6) [Præsenteret af en Lysende Aftenstjerne i Nebadon.] |
|
87:7.11 (966.6) [Presented by a Brilliant Evening Star of Nebadon.] |