Kapitel 1		Paper 1
Den Universelle Fader		The Universal Father
1:0.1 (21.1) DEN Universelle Fader er hele skabelsens Gud, den Første Kilde og Centrum for alle ting og væsener. Tænk først på Gud som en skaber, dernæst som en overvåger, og til sidst som en uendelig opretholder. Sandheden om den Universelle Fader var begyndt at gå op for menneskeheden da profeten sagde: “Du, Gud, er den eneste; der er ingen foruden dig. Du har skabt himmel og himlernes himmel, med alle deres hærskarer; du bevarer og overvåger dem. Universerne er Guds Sønners værk. Skaberen dækker sig selv med lys som med et klædningsstykke og udspænder himlene som et tæppe.” Kun begrebet af den Universelle Fader—en Gud i stedet for mange guder—gør det dødelige menneske i stand til at forstå Faderen som en guddommelig skaber og uendelig overvåger.		1:0.1 (21.1) THE Universal Father is the God of all creation, the First Source and Center of all things and beings. First think of God as a creator, then as a controller, and lastly as an infinite upholder. The truth about the Universal Father had begun to dawn upon mankind when the prophet said: “You, God, are alone; there is none beside you. You have created the heaven and the heaven of heavens, with all their hosts; you preserve and control them. By the Sons of God were the universes made. The Creator covers himself with light as with a garment and stretches out the heavens as a curtain.” Only the concept of the Universal Father—one God in the place of many gods—enabled mortal man to comprehend the Father as divine creator and infinite controller.
1:0.2 (21.2) Myriader af planetariske systemer er alle skabt for i sidste instans at blive beboet af mange forskellige typer af intelligente skabninger, væsener som kunne kende Gud, modtage den guddommelige kærlighed, og elske ham til gengæld. Universernes univers er Guds arbejde og bolig for hans forskellige skabninger. “Gud skabte himlene og formede jorden; han grundlagde universet og skabte ikke denne verden forgæves; han formede den til at bliver beboet.”		1:0.2 (21.2) The myriads of planetary systems were all made to be eventually inhabited by many different types of intelligent creatures, beings who could know God, receive the divine affection, and love him in return. The universe of universes is the work of God and the dwelling place of his diverse creatures. “God created the heavens and formed the earth; he established the universe and created this world not in vain; he formed it to be inhabited.”
1:0.3 (21.3) Alle de oplyste verdener anerkender og tilbeder den Universelle Fader, den evige skaber og uendelige opretholder af hele skabelsen. I univers efter univers har vilje skabningerne begivet sig ud på den lange, lange rejse mod Paradiset, i den evige eventyrrejses fortryllende kamp for at nå frem til Gud Faderen. Det transcendente mål for tidens børn er at finde den evige Gud, at forstå den guddommelige natur, at genkende den Universelle Fader. Guds fortrolige skabninger har kun en højeste ambition, kun et fortærende ønske, og det er at bliver som ham i deres egen sfære, som han er i sin personligheds Paradis fuldkommenhed og i hans universelle sfære af retfærdigt overherredømme. Fra den Universelle Fader som bebor evigheden, er der fremkommet det højeste bud, “Vær fuldkomne, som jeg er fuldkommen.” I kærlighed og barmhjertighed har Paradisets budbringere båret denne guddommelige formaning ned gennem tidsaldrene og ud igennem universerne, selv til lave væsener af dyrisk oprindelse som de menneskelige racer på Urantia.		1:0.3 (21.3) The enlightened worlds all recognize and worship the Universal Father, the eternal maker and infinite upholder of all creation. The will creatures of universe upon universe have embarked upon the long, long Paradise journey, the fascinating struggle of the eternal adventure of attaining God the Father. The transcendent goal of the children of time is to find the eternal God, to comprehend the divine nature, to recognize the Universal Father. God-knowing creatures have only one supreme ambition, just one consuming desire, and that is to become, as they are in their spheres, like him as he is in his Paradise perfection of personality and in his universal sphere of righteous supremacy. From the Universal Father who inhabits eternity there has gone forth the supreme mandate, “Be you perfect, even as I am perfect.” In love and mercy the messengers of Paradise have carried this divine exhortation down through the ages and out through the universes, even to such lowly animal-origin creatures as the human races of Urantia.
1:0.4 (22.1) Dette storslåede og universelle påbud om at stræbe efter opnåelsen af den guddommelige fuldkommenhed er den første forpligtelse, og burde være den højeste ambition blandt hele den kæmpende skabelse bestående af væsener som fuldkommenhedens Gud har skabt. Denne mulighed for opnåelse af guddommelig fuldkommenhed er den endelige og sikreste skæbne af menneskets evige åndelige fremskridt.		1:0.4 (22.1) This magnificent and universal injunction to strive for the attainment of the perfection of divinity is the first duty, and should be the highest ambition, of all the struggling creature creation of the God of perfection. This possibility of the attainment of divine perfection is the final and certain destiny of all man’s eternal spiritual progress.
1:0.5 (22.2) De dødelige på Urantia kan næppe have noget håb om at bliver fuldkomne set i uendelighedens lys, men det er fuldt ud mulig for mennesker, med det udgangspunkt de har her på denne planet, at opnå det overjordiske og guddommelige mål som den uendelige Gud har fremsat for de dødelige mennesker; og når de opnår denne skæbne, vil de i alle henseender som har med selvrealisering og sindspræstationer at gøre, være lige fuldendte i deres sfære af guddommelig fuldkommenhed som Gud selv er det i sin sfære af uendelighed og evighed. En sådan fuldkommenhed behøver ikke være universel i materiel forstand, ubegrænset i intellektuel fatteevne eller være endelig med hensyn til åndelig erfaring, men den er endelig og fuldstændig i alle andre aspekter som omfatter guddommelig vilje, fuldkommenhed af personligheds motivation og gudsbevidsthed.		1:0.5 (22.2) Urantia mortals can hardly hope to be perfect in the infinite sense, but it is entirely possible for human beings, starting out as they do on this planet, to attain the supernal and divine goal which the infinite God has set for mortal man; and when they do achieve this destiny, they will, in all that pertains to self-realization and mind attainment, be just as replete in their sphere of divine perfection as God himself is in his sphere of infinity and eternity. Such perfection may not be universal in the material sense, unlimited in intellectual grasp, or final in spiritual experience, but it is final and complete in all finite aspects of divinity of will, perfection of personality motivation, and God-consciousness.
1:0.6 (22.3) Dette er den virkelige betydning af den guddommelige befaling, “Bliv fuldkomne som jeg selv er fuldkommen,” som altid driver mennesket videre og viser det indad i den lange og fascinerende kamp for opnåelsen af et stadig højere åndeligt værdiniveau og sande univers betydninger. Denne ædle søgen efter universernes Gud er det største eventyr for indbyggerne i alle verdener af tid og rum.		1:0.6 (22.3) This is the true meaning of that divine command, “Be you perfect, even as I am perfect,” which ever urges mortal man onward and beckons him inward in that long and fascinating struggle for the attainment of higher and higher levels of spiritual values and true universe meanings. This sublime search for the God of universes is the supreme adventure of the inhabitants of all the worlds of time and space.
1. Faderens navn ^top		1. The Father’s Name ^top
1:1.1 (22.4) Af alle de navne som Gud Faderen er kendt som i universerne, er det dem som betegner ham som den Første Kilde og Universets Center som er de hyppigst forekommende. Den Første Fader er kendt under forskellige navne i forskellige universer og i forskellige sektorer af det samme univers. De navne som skabningerne tilskriver Skaberen afhænger for en stor del af skabningens begreb om Skaberen. Den Første Kilde og Universets Center har aldrig åbenbaret sig ved navn, men kun ved sit væsen. Hvis vi tror at vi er børn af denne Skaber, så er det vel naturlig at vi til sidst vil kalde ham Fader. Men dette er et navn vi selv har valgt, og det udspringer fra vores anerkendelse af vores personlige forhold til den Første Kilde og Center.		1:1.1 (22.4) Of all the names by which God the Father is known throughout the universes, those which designate him as the First Source and the Universe Center are most often encountered. The First Father is known by various names in different universes and in different sectors of the same universe. The names which the creature assigns to the Creator are much dependent on the creature’s concept of the Creator. The First Source and Universe Center has never revealed himself by name, only by nature. If we believe that we are the children of this Creator, it is only natural that we should eventually call him Father. But this is the name of our own choosing, and it grows out of the recognition of our personal relationship with the First Source and Center.
1:1.2 (22.5) Den Universelle Fader påtvinger aldrig universernes tænkende viljesskabninger nogen form for vilkårlig anerkendelse, formel tilbedelse eller underkastende tjeneste. De evolutionære indbyggere i verdener af tid og rum må af sig selv—i deres egne hjerter—anerkende, elske og frivillig tilbede ham. Skaberen nægter at fremtvinge eller pådutte underkastelse af sine materielle skabningers åndelige frie vilje. Den kærlige dedikation af menneskets vilje til at udføre Faderens vilje er dets mest udsøgte gave til Gud; en sådan indvielse af skabningens vilje er faktisk menneskets eneste mulige gave af virkelig værdi til Paradisets Fader. I Gud lever og bevæger mennesket sig og har sin væren; der findes ikke noget som mennesket kan give til Gud undtagen dette valg om at følge Faderens vilje, og sådanne beslutninger, udført at universernes tænkende viljeskabninger udgør virkeligheden om den sande tilbedelse som er så tilfredsstillende for Skaberfaderens kærlighedsdominerede væsen.		1:1.2 (22.5) The Universal Father never imposes any form of arbitrary recognition, formal worship, or slavish service upon the intelligent will creatures of the universes. The evolutionary inhabitants of the worlds of time and space must of themselves—in their own hearts—recognize, love, and voluntarily worship him. The Creator refuses to coerce or compel the submission of the spiritual free wills of his material creatures. The affectionate dedication of the human will to the doing of the Father’s will is man’s choicest gift to God; in fact, such a consecration of creature will constitutes man’s only possible gift of true value to the Paradise Father. In God, man lives, moves, and has his being; there is nothing which man can give to God except this choosing to abide by the Father’s will, and such decisions, effected by the intelligent will creatures of the universes, constitute the reality of that true worship which is so satisfying to the love-dominated nature of the Creator Father.
1:1.3 (22.6) Når I først er blevet virkelig gudbevidste, efter at I virkelig opdager den majestætiske Skaber og begynder at erfare virkeliggørelsen af den iboende tilstedeværelse af den guddommelige overvåger, da vil i, i overensstemmelse med jeres oplysning og med måden og metoden som de guddommelige Sønner åbenbarer Gud på, finde et navn for den Universelle Fader som behørig udtrykker jeres begreb om den Første Store Kilde og Center. Og således bliver Skaberen kendt på forskellige verdener og i varierende universer under talrige benævnelser, som alle betyder det samme hvad forholdet til ånden angår, men som udtrykt i ord og symboler hver for sig genspejler graden og dybden af hans ophøjethed i hans skabningers hjerter i et hvilket som helst rige.		1:1.3 (22.6) When you have once become truly God-conscious, after you really discover the majestic Creator and begin to experience the realization of the indwelling presence of the divine controller, then, in accordance with your enlightenment and in accordance with the manner and method by which the divine Sons reveal God, you will find a name for the Universal Father which will be adequately expressive of your concept of the First Great Source and Center. And so, on different worlds and in various universes, the Creator becomes known by numerous appellations, in spirit of relationship all meaning the same but, in words and symbols, each name standing for the degree, the depth, of his enthronement in the hearts of his creatures of any given realm.
1:1.4 (23.1) Nær centret for universernes univers er den Universelle Fader allermest kendt under navne som kan anses for at betyde den Første Kilde. Længere ude i rummets universer forstås de udtryk som bruges for at kendetegne den Universelle Fader, oftere betyde Universets Center. Endnu længere ude i stjernetågernes skaberværk er han kendt, ligesom på hovedkvartersverden for jeres lokalunivers, som den Første Skabende Kilde og Guddommelige Center. I en af jeres nære konstellationer bliver Gud kaldt Universernes Fader. I en anden, den Uendelige Opretholder, og længere østover, den Guddommelige Overvåger. Han er også blevet betegnet som Lysets Fader, Livets Gave og den Ene Almægtige.		1:1.4 (23.1) Near the center of the universe of universes, the Universal Father is generally known by names which may be regarded as meaning the First Source. Farther out in the universes of space, the terms employed to designate the Universal Father more often mean the Universal Center. Still farther out in the starry creation, he is known, as on the headquarters world of your local universe, as the First Creative Source and Divine Center. In one near-by constellation God is called the Father of Universes. In another, the Infinite Upholder, and to the east, the Divine Controller. He has also been designated the Father of Lights, the Gift of Life, and the All-powerful One.
1:1.5 (23.2) På de verdner hvor en Paradissøn har levet et overdragelsesliv, er Gud sædvanligvis kendt ved et navn som indikerer personlige forhold, kærlig hengivenhed og faderlig kærlighed. På jeres konstellationshovedkvarter bliver Gud omtalt som den Universelle Fader, og på forskellige planeter i jeres lokalsystem af beboede verdner er han på forskellig vis kendt som Fædrenes Fader, Paradisfaderen, Havonafaderen og Åndefaderen. De som kender Gud fra Paradissønnernes åbenbaringer gennem disses overdragelser, vil give efter for den følelsesmæssige appel i den rørende forening mellem skabningen og Skaberen og omtaler Gud som “vor Fader”.		1:1.5 (23.2) On those worlds where a Paradise Son has lived a bestowal life, God is generally known by some name indicative of personal relationship, tender affection, and fatherly devotion. On your constellation headquarters God is referred to as the Universal Father, and on different planets in your local system of inhabited worlds he is variously known as the Father of Fathers, the Paradise Father, the Havona Father, and the Spirit Father. Those who know God through the revelations of the bestowals of the Paradise Sons, eventually yield to the sentimental appeal of the touching relationship of the creature-Creator association and refer to God as “our Father.”
1:1.6 (23.3) På en planet af sexvæsener, i en verden, hvor forældrenes følelser er iboende i hjertet af dets intelligente væsener, bliver udtrykket Fader et meget udtryksfuldt og passende navn for den evige Gud. Han er bedst kendt, mest universelt anerkendt, på jeres planet, Urantia, under navnet Gud. Det navn, han får, er af ringe betydning; det væsentlige er, at du skal kende ham og stræbe efter at være som ham. Jeres gamle profeter kaldte ham virkelig “den evige Gud” og omtalte ham som den, der “boer for evigt”.		1:1.6 (23.3) On a planet of sex creatures, in a world where the impulses of parental emotion are inherent in the hearts of its intelligent beings, the term Father becomes a very expressive and appropriate name for the eternal God. He is best known, most universally acknowledged, on your planet, Urantia, by the name God. The name he is given is of little importance; the significant thing is that you should know him and aspire to be like him. Your prophets of old truly called him “the everlasting God” and referred to him as the one who “inhabits eternity.”
2. Virkelighedens gud ^top		2. The Reality of God ^top
1:2.1 (23.4) Gud er den oprindelige virkelighed i åndeverdenen; Gud er kilden til sandheden i sindets sfærer; Gud overskygger alle i de materielle riger. For alle skabte intelligenser er Gud en personlighed, og for universernes univers er han den første kilde og centrum for evig virkelighed. Gud er hverken menneskelig eller maskinagtig. Den Første Fader er universel ånd, evig sandhed, uendelig virkelighed og faderpersonlighed.		1:2.1 (23.4) God is primal reality in the spirit world; God is the source of truth in the mind spheres; God overshadows all throughout the material realms. To all created intelligences God is a personality, and to the universe of universes he is the First Source and Center of eternal reality. God is neither manlike nor machinelike. The First Father is universal spirit, eternal truth, infinite reality, and father personality.
1:2.2 (23.5) Den evige Gud er uendeligt meget mere end virkeligheden idealiseret eller universet personaliseret. Gud er ikke blot menneskets højeste ønske, den dødelige søgen objektiveret. Gud er heller ikke blot et begreb, retfærdighedens styrkepotentiale. Den Universelle Fader er ikke et synonym for naturen, og hans naturlov er heller ikke personificeret. Gud er en transcendent virkelighed, ikke blot menneskets traditionelle begreb om højeste værdier. Gud er ikke en psykologisk fokalisering af åndelige betydninger, og han er heller ikke “menneskets ædleste værk”. Gud kan være nogen eller alle disse begreber i menneskers sind, men han er mere. Han er en frelsende person og en kærlig Fader for alle, der nyder åndelig fred på jorden, og som higer efter at opleve personlighedens overlevelse i døden.		1:2.2 (23.5) The eternal God is infinitely more than reality idealized or the universe personalized. God is not simply the supreme desire of man, the mortal quest objectified. Neither is God merely a concept, the power-potential of righteousness. The Universal Father is not a synonym for nature, neither is he natural law personified. God is a transcendent reality, not merely man’s traditional concept of supreme values. God is not a psychological focalization of spiritual meanings, neither is he “the noblest work of man.” God may be any or all of these concepts in the minds of men, but he is more. He is a saving person and a loving Father to all who enjoy spiritual peace on earth, and who crave to experience personality survival in death.
1:2.3 (24.1) Det faktum at Guds eksistens er virkelig vises i menneskets erfaring af den iboende guddommelige tilstedeværelse som bor i mennesket, den åndelige Åndeledsager sendt fra Paradiset for at leve i det dødelige menneskets sind hvor den hjælper med at udvikle den evige overlevelses udødelige sjæl. Tilstedeværelsen af denne guddommelige Retter i det menneskelige sind afsløres af tre erfaringsfænomener:		1:2.3 (24.1) The actuality of the existence of God is demonstrated in human experience by the indwelling of the divine presence, the spirit Monitor sent from Paradise to live in the mortal mind of man and there to assist in evolving the immortal soul of eternal survival. The presence of this divine Adjuster in the human mind is disclosed by three experiential phenomena:
1:2.4 (24.2) 1. Den intellektuelle evne til at kende Gud—Gudsbevidstheden.		1:2.4 (24.2) 1. The intellectual capacity for knowing God—God-consciousness.
1:2.5 (24.3) 2. Den åndelige trang til at finde Gud—Gudssøgende.		1:2.5 (24.3) 2. The spiritual urge to find God—God-seeking.
1:2.6 (24.4) 3. Personlighedens længsel efter at blive som Gud—det helhjertede ønske om at udføre Faderens vilje.		1:2.6 (24.4) 3. The personality craving to be like God—the wholehearted desire to do the Father’s will.
1:2.7 (24.5) Guds eksistens kan aldrig bevises ved videnskabelige eksperimenter eller af den rene grund af logisk deduktion. Gud kan kun realiseres i den menneskelige erfarings riger; ikke desto mindre er det sande begreb om Guds virkelighed logisk fornuftigt, plausibelt for filosofi, essentielt for religion og uundværligt for ethvert håb om personlighedens overlevelse.		1:2.7 (24.5) The existence of God can never be proved by scientific experiment or by the pure reason of logical deduction. God can be realized only in the realms of human experience; nevertheless, the true concept of the reality of God is reasonable to logic, plausible to philosophy, essential to religion, and indispensable to any hope of personality survival.
1:2.8 (24.6) De, der kender Gud, har oplevet hans nærvær; sådanne gudkendende dødelige har i deres personlige erfaringer det eneste positive bevis på eksistensen af den levende Gud, som et menneske kan tilbyde et andet. Guds eksistens er fuldstændig hinsides enhver mulighed for demonstration bortset fra kontakten mellem gudsbevidstheden i det menneskelige sind og Guds tilstedeværelse af Tankeretteren, der bor i det dødelige intellekt og er skænket mennesket som den universelle Faders frie gave.		1:2.8 (24.6) Those who know God have experienced the fact of his presence; such God-knowing mortals hold in their personal experience the only positive proof of the existence of the living God which one human being can offer to another. The existence of God is utterly beyond all possibility of demonstration except for the contact between the God-consciousness of the human mind and the God-presence of the Thought Adjuster that indwells the mortal intellect and is bestowed upon man as the free gift of the Universal Father.
1:2.9 (24.7) I teorien kan du tænke på Gud som Skaberen, og han er den personlige skaber af Paradiset og perfektionens centrale univers, men tidens og rummets universer er alle skabt og organiseret af Skabersønnernes paradiskorps. Den Universelle Fader er ikke den personlige skaber af Nebadons lokalunivers; universet, du lever i, er skabelsen af hans søn Mikael. Selvom Faderen ikke personligt skaber de evolutionære universer, kontrollerer han dem i mange af deres universelle forhold og i visse af deres manifestationer af fysiske, mentale og spirituelle energier. Gud Faderen er den personlige skaber af Paradisets univers og, i forening med den Evige Søn, skaberen af alle andre personlige univers Skabere.		1:2.9 (24.7) In theory you may think of God as the Creator, and he is the personal creator of Paradise and the central universe of perfection, but the universes of time and space are all created and organized by the Paradise corps of the Creator Sons. The Universal Father is not the personal creator of the local universe of Nebadon; the universe in which you live is the creation of his Son Michael. Though the Father does not personally create the evolutionary universes, he does control them in many of their universal relationships and in certain of their manifestations of physical, mindal, and spiritual energies. God the Father is the personal creator of the Paradise universe and, in association with the Eternal Son, the creator of all other personal universe Creators.
1:2.10 (24.8) Som en fysisk kontrollerer i universernes materielle univers fungerer den Første Kilde og Center i mønstrene på den evige Paradisø, og gennem dette absolutte tyngdekraftscenter udøver den evige Gud kosmisk overkontrol af det fysiske niveau ligeligt i centraluniverset og overalt. universernes univers. Som sind fungerer Gud i den uendelige ånds guddom; som ånd er Gud åbenbar i den Evige Søns person og i den Evige Søns guddommelige børns personer. Denne indbyrdes forbindelse mellem den Første Kilde og Center med de koordinerede Personer og Absolutter i Paradiset udelukker ikke det mindste den Universelle Faders direkte personlige handling gennem hele skabelsen og på alle niveauer deraf. Gennem tilstedeværelsen af sin fragmenterede ånd opretholder Skaberfaderen umiddelbar kontakt med sine skabningsbørn og sine skabte universer.		1:2.10 (24.8) As a physical controller in the material universe of universes, the First Source and Center functions in the patterns of the eternal Isle of Paradise, and through this absolute gravity center the eternal God exercises cosmic overcontrol of the physical level equally in the central universe and throughout the universe of universes. As mind, God functions in the Deity of the Infinite Spirit; as spirit, God is manifest in the person of the Eternal Son and in the persons of the divine children of the Eternal Son. This interrelation of the First Source and Center with the co-ordinate Persons and Absolutes of Paradise does not in the least preclude the direct personal action of the Universal Father throughout all creation and on all levels thereof. Through the presence of his fragmentized spirit the Creator Father maintains immediate contact with his creature children and his created universes.
3. Gud er en universel ånd ^top		3. God is a Universal Spirit ^top
1:3.1 (25.1) “Gud er ånd.” Han er en universel åndelig tilstedeværelse. Den Universelle Fader er en uendelig åndelig virkelighed; han er “den suveræne, evige, udødelige, usynlige og eneste sande Gud.” Selvom I er “Guds afkom”, bør I ikke tro, at Faderen er som jer selv i form og kropsbygning, fordi det siges, at I er skabt “i hans billede”—beboet af Mysterieledsageren som er udsendt fra hans evige væsens centrale bolig. Åndelige væsener er virkelige, til trods for at de er usynlige for menneskelige øjne; selvom de ikke har kød og blod.		1:3.1 (25.1) “God is spirit.” He is a universal spiritual presence. The Universal Father is an infinite spiritual reality; he is “the sovereign, eternal, immortal, invisible, and only true God.” Even though you are “the offspring of God,” you ought not to think that the Father is like yourselves in form and physique because you are said to be created “in his image”—indwelt by Mystery Monitors dispatched from the central abode of his eternal presence. Spirit beings are real, notwithstanding they are invisible to human eyes; even though they have not flesh and blood.
1:3.2 (25.2) En af oldtidens seere sagde “Se, han går forbi mig, og jeg ser ham ikke; han går også videre, men jeg opfatter ham ikke.” Vi kan konstant observere Guds gerninger, vi kan være meget bevidste om de materielle beviser på hans majestætiske adfærd, men sjældent kan vi se på den synlige manifestation af hans guddommelighed, ikke engang for at se tilstedeværelsen af hans delegerede ånd iboende menneskelig bolig.		1:3.2 (25.2) Said the seer of old: “Lo, he goes by me, and I see him not; he passes on also, but I perceive him not.” We may constantly observe the works of God, we may be highly conscious of the material evidences of his majestic conduct, but rarely may we gaze upon the visible manifestation of his divinity, not even to behold the presence of his delegated spirit of human indwelling.
1:3.3 (25.3) Den Universelle Fader er ikke usynlig, fordi han gemmer sig væk fra de ydmyge skabninger med materialistiske handicap og begrænsede åndelige begavelser. Situationen er snarere: “Du kan ikke se mit ansigt, for ingen dødelig kan se mig og leve.” Intet materielt menneske kunne se den åndelige Gud og bevare sin jordiske eksistens. Herligheden og den åndelige glans af den guddommelige personligheds tilstedeværelse er umulig at nærme sig af de lavere grupper af åndevæsener eller af nogen form for materielle personligheder. Den åndelige lysstyrke af Faderens personlige tilstedeværelse er et “lys, som intet dødeligt menneske kan nærme sig; som ingen materiel skabning har set eller kan se.” Men det er ikke nødvendigt at se Gud med kødets øjne for at kunne skelne ham ved det åndelige sinds trossyn.		1:3.3 (25.3) The Universal Father is not invisible because he is hiding himself away from the lowly creatures of materialistic handicaps and limited spiritual endowments. The situation rather is: “You cannot see my face, for no mortal can see me and live.” No material man could behold the spirit God and preserve his mortal existence. The glory and the spiritual brilliance of the divine personality presence is impossible of approach by the lower groups of spirit beings or by any order of material personalities. The spiritual luminosity of the Father’s personal presence is a “light which no mortal man can approach; which no material creature has seen or can see.” But it is not necessary to see God with the eyes of the flesh in order to discern him by the faith-vision of the spiritualized mind.
1:3.4 (25.4) Den Universelle Faders åndenatur deles fuldt ud med hans sameksisterende selv, Paradisets Evige Søn. Både Faderen og Sønnen deler på samme måde den universelle og evige ånd fuldt ud og uforbeholdent med deres fælles personlighedskoordinat, Den Uendelige Ånd. Guds ånd er i og for sig selv absolut; i Sønnen er den egenskabsløs, i Ånden, universel, og i og af dem alle, uendelig.		1:3.4 (25.4) The spirit nature of the Universal Father is shared fully with his coexistent self, the Eternal Son of Paradise. Both the Father and the Son in like manner share the universal and eternal spirit fully and unreservedly with their conjoint personality co-ordinate, the Infinite Spirit. God’s spirit is, in and of himself, absolute; in the Son it is unqualified, in the Spirit, universal, and in and by all of them, infinite.
1:3.5 (25.5) Gud er en universel ånd; Gud er den universelle person. Den højeste personlige virkelighed af den endelige skabelse er ånd; den ultimative virkelighed i det personlige kosmos er absonit ånd. Kun niveauerne af uendelighed er absolutte, og kun på sådanne niveauer er der endelighed af enhed mellem materie, sind og ånd.		1:3.5 (25.5) God is a universal spirit; God is the universal person. The supreme personal reality of the finite creation is spirit; the ultimate reality of the personal cosmos is absonite spirit. Only the levels of infinity are absolute, and only on such levels is there finality of oneness between matter, mind, and spirit.
1:3.6 (25.6) I universerne er, Gud Faderen i potentialitet, den der overvåge materie, sind og ånd. Kun ved hjælp af sit vidtstrakte personlighedskredsløb beskæftiger Gud sig direkte med personlighederne i sin store skabelse af viljevæsener, men han kan kun kontaktes (udenfor Paradis) gennem tilstedeværelse af sine fragmenterede enheder, som er Guds vilje spredt ud i universerne. Denne Paradisånd som er iboende i sindene hos tidens dødelige og der fostrer udviklingen af den overlevende skabnings udødelige sjæl, indeholder den Universelle Faders væsen og guddommelighed. Men sindene hos sådanne uevolutionære skabninger har deres oprindelse i lokaluniverserne og skal opnå guddommelig perfektion ved at opnå de erfaringsmæssige forvandlinger af åndelig opnåelses, som er det uundgåelige resultat af at skabningen vælger at gøre den himmelske Faders vilje.		1:3.6 (25.6) In the universes God the Father is, in potential, the overcontroller of matter, mind, and spirit. Only by means of his far-flung personality circuit does God deal directly with the personalities of his vast creation of will creatures, but he is contactable (outside of Paradise) only in the presences of his fragmented entities, the will of God abroad in the universes. This Paradise spirit that indwells the minds of the mortals of time and there fosters the evolution of the immortal soul of the surviving creature is of the nature and divinity of the Universal Father. But the minds of such evolutionary creatures originate in the local universes and must gain divine perfection by achieving those experiential transformations of spiritual attainment which are the inevitable result of a creature’s choosing to do the will of the Father in heaven.
1:3.7 (26.1) I menneskets indre oplevelse er sindet forbundet med materien. Sådanne materietilkoblede sind kan ikke overleve når mennesket dør. Overlevelsesteknikken har sit grundlag i de tilpasninger af menneskeviljen og de transformationer i den dødeliges sind hvorved et sådan gudsbevidst intellekt gradvis bliver modtagelig for åndelig oplæring og dernæst for åndelig ledelse. Denne udvikling af menneskesindet fra materietilknytning til forening med ånden resulterer i forvandlingen af det dødeliges sinds potentielle åndsfaser til den udødelige sjæls morontia virkeligheder. Det dødelige sind, der er underlagt materien, er bestemt til at blive mere og mere materielt og som en følge få sin personlighed udslettet; mens sind som retter sig efter ånden ligeledes bliver mere og mere åndelig og til slut opnå enhed med den overlevende og guddommelige ånd og på denne måde overleve og opnå evig eksistens for sin personlighed.		1:3.7 (26.1) In the inner experience of man, mind is joined to matter. Such material-linked minds cannot survive mortal death. The technique of survival is embraced in those adjustments of the human will and those transformations in the mortal mind whereby such a God-conscious intellect gradually becomes spirit taught and eventually spirit led. This evolution of the human mind from matter association to spirit union results in the transmutation of the potentially spirit phases of the mortal mind into the morontia realities of the immortal soul. Mortal mind subservient to matter is destined to become increasingly material and consequently to suffer eventual personality extinction; mind yielded to spirit is destined to become increasingly spiritual and ultimately to achieve oneness with the surviving and guiding divine spirit and in this way to attain survival and eternity of personality existence.
1:3.8 (26.2) Jeg kommer fra den Evige, og jeg har gentagende gange vendt tilbage til den Universelle Faders tilstedeværelse. Jeg kender til virkeligheden og personligheden af den Første Kilde og Center, den Evige og Universelle Faders. Jeg ved, at selvom den store Gud er absolut, evig og uendelig, så er han også god, guddommelig og nådig. Jeg kender sandheden i de store erklæringer: “Gud er ånd” og “Gud er kærlighed,” og disse to egenskaber er mest fuldstændig åbenbaret for universet i den Evige Søn.		1:3.8 (26.2) I come forth from the Eternal, and I have repeatedly returned to the presence of the Universal Father. I know of the actuality and personality of the First Source and Center, the Eternal and Universal Father. I know that, while the great God is absolute, eternal, and infinite, he is also good, divine, and gracious. I know the truth of the great declarations: “God is spirit” and “God is love,” and these two attributes are most completely revealed to the universe in the Eternal Son.
4. Mysteriet gud ^top		4. The Mystery of God ^top
1:4.1 (26.3) Uendeligheden af Guds fuldkommenhed er sådan, at den for evigt udgør hans mysterium. Og det største af alle Guds uudgrundelige mysterier er fænomenet det guddommelige iboende i dødelige sind. Den måde, hvorpå den Universelle Fader opholder sig hos tidens skabninger, er den dybeste af alle universets mysterier; Den guddommelige tilstedeværelse i menneskets sind er mysteriernes mysterium.		1:4.1 (26.3) The infinity of the perfection of God is such that it eternally constitutes him mystery. And the greatest of all the unfathomable mysteries of God is the phenomenon of the divine indwelling of mortal minds. The manner in which the Universal Father sojourns with the creatures of time is the most profound of all universe mysteries; the divine presence in the mind of man is the mystery of mysteries.
1:4.2 (26.4) De dødeliges fysiske legemer er Guds templer. På trods af at de suveræne skabersønner kommer nær skabningerne i deres beboede verdener og “trækker alle mennesker til sig selv”; skønt de “står ved bevidsthedens dør” “og banker på” og glæder sig over at komme ind til alle, der vil “åbne deres hjertes døre”; selvom der eksisterer dette intime personlige fællesskab mellem Skabersønnerne og deres dødelige skabninger, har dødelige mennesker ikke desto mindre noget fra Gud selv, som faktisk bor i dem; deres legemer er templerne deri.		1:4.2 (26.4) The physical bodies of mortals are “the temples of God.” Notwithstanding that the Sovereign Creator Sons come near the creatures of their inhabited worlds and “draw all men to themselves”; though they “stand at the door” of consciousness “and knock” and delight to come in to all who will “open the doors of their hearts”; although there does exist this intimate personal communion between the Creator Sons and their mortal creatures, nevertheless, mortal men have something from God himself which actually dwells within them; their bodies are the temples thereof.
1:4.3 (26.5) Når I er færdige hernede, når jeres kurs er blevet kørt i midlertidig form på jorden, når jeres prøverejse i kødet er afsluttet, når støvet, der udgør det jordiske tabernakel, “vender tilbage til jorden, hvorfra det kom”; så åbenbares det, det iboende “Ånd skal vende tilbage til Gud, som gav den.” Der opholder sig i hvert moralsk væsen på denne planet et fragment af Gud, en del af guddommelighed. Det er endnu ikke jeres ved ret til besiddelse, men det er meningen, at det skal være ét med jer, hvis I overlever den jordiske eksistens.		1:4.3 (26.5) When you are through down here, when your course has been run in temporary form on earth, when your trial trip in the flesh is finished, when the dust that composes the mortal tabernacle “returns to the earth whence it came”; then, it is revealed, the indwelling “Spirit shall return to God who gave it.” There sojourns within each moral being of this planet a fragment of God, a part and parcel of divinity. It is not yet yours by right of possession, but it is designedly intended to be one with you if you survive the mortal existence.
1:4.4 (26.6) Vi konfronteres konstant med dette Guds mysterium; Vi er ikke begejstrede for den stigende udfoldelse af det endeløse panorama af sandheden om hans uendelige godhed, endeløse barmhjertighed, mageløse visdom og fremragende karakter.		1:4.4 (26.6) We are constantly confronted with this mystery of God; we are nonplused by the increasing unfolding of the endless panorama of the truth of his infinite goodness, endless mercy, matchless wisdom, and superb character.
1:4.5 (26.7) Det guddommelige mysterium består i den iboende forskel, der eksisterer mellem det endelige og det uendelige, det timelige og det evige, tid-rum-skabningen og den Universelle Skaber, det materielle og det åndelige, menneskets ufuldkommenhed og Paradisguddommens fuldkommenhed. Den universelle kærligheds Gud manifesterer sig ufejlbarligt for hver eneste af sine skabninger op til fylden af denne skabnings evne til åndeligt at forstå kvaliteterne guddommelig sandhed, skønhed og godhed.		1:4.5 (26.7) The divine mystery consists in the inherent difference which exists between the finite and the infinite, the temporal and the eternal, the time-space creature and the Universal Creator, the material and the spiritual, the imperfection of man and the perfection of Paradise Deity. The God of universal love unfailingly manifests himself to every one of his creatures up to the fullness of that creature’s capacity to spiritually grasp the qualities of divine truth, beauty, and goodness.
1:4.6 (27.1) For ethvert åndeligt væsen og for enhver dødelig skabning på alle områder og i enhver verden i universet af universer åbenbarer den Universelle Fader alt sit nådige og guddommelige selv, som kan skelnes eller forstås af sådanne åndelige væsener og af sådanne dødelige skabninger. Gud respekterer ikke personer, hverken åndelige eller materielle. Den guddommelige tilstedeværelse, som ethvert barn af universet nyder på et givet tidspunkt, er kun begrænset af en sådan skabnings evne til at modtage og skelne de åndelige realiteter i den overmaterielle verden.		1:4.6 (27.1) To every spirit being and to every mortal creature in every sphere and on every world of the universe of universes, the Universal Father reveals all of his gracious and divine self that can be discerned or comprehended by such spirit beings and by such mortal creatures. God is no respecter of persons, either spiritual or material. The divine presence which any child of the universe enjoys at any given moment is limited only by the capacity of such a creature to receive and to discern the spirit actualities of the supermaterial world.
1:4.7 (27.2) Som en realitet i menneskets åndelige oplevelse er Gud ikke et mysterium. Men når der gøres et forsøg på at tydeliggøre åndeverdenens realiteter for den materielle ordens fysiske sind, opstår mysteriet: mysterier så subtile og så dybe, at kun den gudvidende dødeliges trosgreb kan opnå det filosofiske mirakel med erkendelsen af det uendelige ved det endelige, skelnen mellem den evige Gud af de udviklende dødelige i de materielle verdener af tid og rum.		1:4.7 (27.2) As a reality in human spiritual experience God is not a mystery. But when an attempt is made to make plain the realities of the spirit world to the physical minds of the material order, mystery appears: mysteries so subtle and so profound that only the faith-grasp of the God-knowing mortal can achieve the philosophic miracle of the recognition of the Infinite by the finite, the discernment of the eternal God by the evolving mortals of the material worlds of time and space.
5. Den universelle faders personlighed ^top		5. Personality of the Universal Father ^top
1:5.1 (27.3) Tillad ikke Guds omfang, hans uendelighed, hverken at formørke eller overskygge hans personlighed. “Han som planlagde øret, skal han ikke høre? Han som udformet øjet, skal han ikke se?” Den universelle Fader er kulminationen af guddommelig personlighed; han er personlighedens oprindelse og skæbne gennem hele skabelsen. Gud er både uendelig og personlig; han er en uendelig personlighed. Faderen er i sandhed en personlighed, rent bortset fra at hans persons uendelighed for altid placerer ham hinsides de materielle og endelige væseners fulde forståelse.		1:5.1 (27.3) Do not permit the magnitude of God, his infinity, either to obscure or eclipse his personality. “He who planned the ear, shall he not hear? He who formed the eye, shall he not see?” The Universal Father is the acme of divine personality; he is the origin and destiny of personality throughout all creation. God is both infinite and personal; he is an infinite personality. The Father is truly a personality, notwithstanding that the infinity of his person places him forever beyond the full comprehension of material and finite beings.
1:5.2 (27.4) Gud er meget mere end en personlighed sådan som personlighed forstås af menneskesindet; han er endda langt mere end ethvert begreb om en superpersonlighed. Men det er fuldstændig nytteløst at diskutere sådanne uforståelige begreber om guddommelig personlighed med materielle skabningers sind, hvis maksimale begreb om tilværelsens virkelighed består i personlighedens idé og ideal. Det materielle væsens højest mulige begreb om den Universelle Skaber er omfattet af de spirituelle idealer af ophøjede idé om guddommelig personlighed. Derfor, selvom I måske ved, at Gud må være meget mere end den menneskelige opfattelse af personlighed, så ved du lige så godt, at den Universelle Fader umulig kan være noget mindre end en evig, uendelig, sand, god og smuk personlighed.		1:5.2 (27.4) God is much more than a personality as personality is understood by the human mind; he is even far more than any possible concept of a superpersonality. But it is utterly futile to discuss such incomprehensible concepts of divine personality with the minds of material creatures whose maximum concept of the reality of being consists in the idea and ideal of personality. The material creature’s highest possible concept of the Universal Creator is embraced within the spiritual ideals of the exalted idea of divine personality. Therefore, although you may know that God must be much more than the human conception of personality, you equally well know that the Universal Father cannot possibly be anything less than an eternal, infinite, true, good, and beautiful personality.
1:5.3 (27.5) Gud skjuler sig ikke for nogen af sine skabninger. Han er utilnærmelig for så mange klasser af væsener, kun fordi han “bor i et lys som ingen materiel skabning kan nærme sig.” Den guddommelige personligheds enorme udstrækning og storhed ligger uden for evolutionære dødeliges ufuldkomne sinds fatteevne. Han “måler vandmasserne i sin hule hånd, måler et univers med sin håndsbredde. Det er ham som sidder på jordens omkreds, som udspænder himlen som et gardin og spreder dem ud som et univers man kan leve i.” “Løft jeres øjne op mod det høje og tag i øjesyn hvem det er som har skabt alt dette, som har tal på alle verdnerne han bringer til veje og nævner dem alle ved deres navne”; og så er det sandt, at “Guds usynlige ting delvis kan forstås gennem alt det som er blevet skabt.” I dag, og som i er, må i skelne den usynlige Skaber gennem hans mangfoldige og forskelligartede skabelse, såvel som gennem åbenbaringen og tjenesten af hans Sønner og deres talrige underordnede.		1:5.3 (27.5) God is not hiding from any of his creatures. He is unapproachable to so many orders of beings only because he “dwells in a light which no material creature can approach.” The immensity and grandeur of the divine personality is beyond the grasp of the unperfected mind of evolutionary mortals. He “measures the waters in the hollow of his hand, measures a universe with the span of his hand. It is he who sits on the circle of the earth, who stretches out the heavens as a curtain and spreads them out as a universe to dwell in.” “Lift up your eyes on high and behold who has created all these things, who brings out their worlds by number and calls them all by their names”; and so it is true that “the invisible things of God are partially understood by the things which are made.” Today, and as you are, you must discern the invisible Maker through his manifold and diverse creation, as well as through the revelation and ministration of his Sons and their numerous subordinates.
1:5.4 (28.1) Til trods for at materielle dødelige ikke kan se Guds person, burde de glæde sig over forsikringen om, at han er en person; ved tro accepter sandheden, som fremviser, at den Universelle Fader elskede verden så meget, at han sørgede for dens ydmyge beboeres evige åndelig fremgang; at han “glæder sig over sine børn.” Gud mangler ingen af de overmenneskelige og guddommelige egenskaber som udgør en fuldkommen, evig, kærlig og uendelig Skaberpersonlighed.		1:5.4 (28.1) Even though material mortals cannot see the person of God, they should rejoice in the assurance that he is a person; by faith accept the truth which portrays that the Universal Father so loved the world as to provide for the eternal spiritual progression of its lowly inhabitants; that he “delights in his children.” God is lacking in none of those superhuman and divine attributes which constitute a perfect, eternal, loving, and infinite Creator personality.
1:5.5 (28.2) I de lokale skabelser (undtagen superuniversernes personale) har Gud ingen personlig eller boligmanifestation bortset fra Paradisets Skabersønner, som er fædre til de beboede verdener og lokaluniversernes suveræne herskere. Hvis skabningens tro var fuldkommen, ville han med sikkerhed vide, at når han havde set en Skabersøn, havde han set den Universelle Fader; når han søgte Faderen ville han ikke spørge eller forvente at se nogen anden end Sønnen. Det dødelige menneske kan simpelthen ikke se Gud før det opnår fuldstændig åndelig forvandling og faktisk når frem til Paradiset.		1:5.5 (28.2) In the local creations (excepting the personnel of the superuniverses) God has no personal or residential manifestation aside from the Paradise Creator Sons who are the fathers of the inhabited worlds and the sovereigns of the local universes. If the faith of the creature were perfect, he would assuredly know that when he had seen a Creator Son he had seen the Universal Father; in seeking for the Father, he would not ask nor expect to see other than the Son. Mortal man simply cannot see God until he achieves completed spirit transformation and actually attains Paradise.
1:5.6 (28.3) Paradis Skabersønnernes natur omfatter ikke alle de egenskabsløse potentialer af den universelle absoluthed som indgår af den Første Store Kilde og Centers uendelige natur, men den Universelle Fader er på alle måder guddommelig til stede i Skabersønnerne. Faderen og hans Sønner er ét. Disse Paradissønner af Mikaels klasse er perfekte personligheder, selv mønsteret for alle lokaluniversets personligheder fra den Klare Morgenstjernes og ned til den laveste menneskelige skabning af fremadskridende dyreevolution.		1:5.6 (28.3) The natures of the Paradise Creator Sons do not encompass all the unqualified potentials of the universal absoluteness of the infinite nature of the First Great Source and Center, but the Universal Father is in every way divinely present in the Creator Sons. The Father and his Sons are one. These Paradise Sons of the order of Michael are perfect personalities, even the pattern for all local universe personality from that of the Bright and Morning Star down to the lowest human creature of progressing animal evolution.
1:5.7 (28.4) Uden Gud og uden hans storslået og centrale person ville det ikke være nogen personlighed i hele det vidtstrakte universernes univers. Gud er personlighed.		1:5.7 (28.4) Without God and except for his great and central person, there would be no personality throughout all the vast universe of universes. God is personality.
1:5.8 (28.5) Uanset at Gud er en evig kraft, en majestætisk nærværelse, et transcendent ideal og en herlig ånd, selv om han er alt dette og uendelig meget mere, ikke desto mindre er han i sandhed og evigt fuldkommen Skaberpersonlighed, en person der kan “kende og være kendt”, som kan “elske og bliver elsket”, og en, som kan blive venner med os: mens du kan blive kendt, som andre mennesker er blevet kendt, som Guds ven. Han er en ægte ånd og en åndelig virkelighed.		1:5.8 (28.5) Notwithstanding that God is an eternal power, a majestic presence, a transcendent ideal, and a glorious spirit, though he is all these and infinitely more, nonetheless, he is truly and everlastingly a perfect Creator personality, a person who can “know and be known,” who can “love and be loved,” and one who can befriend us; while you can be known, as other humans have been known, as the friend of God. He is a real spirit and a spiritual reality.
1:5.9 (28.6) Som vi ser den Universelle Fader åbenbaret i hele sit univers; som vi skimter ham iboende sine myriader af skabninger; når vi beskuer ham i hans suveræne sønners personer; mens vi fortsætter med at mærke hans guddommelige tilstedeværelse rundt omkring, nært og fjernt, så lad os ikke tvivle på eller stille spørgsmålstegn ved hans personligheds forrang. På trods af alle disse vidtstrakte distributioner forbliver han en sand person og bevarer evigt personlig forbindelse med sine utallige skarer af skabninger spredt ud over universernes univers.		1:5.9 (28.6) As we see the Universal Father revealed throughout his universe; as we discern him indwelling his myriads of creatures; as we behold him in the persons of his Sovereign Sons; as we continue to sense his divine presence here and there, near and afar, let us not doubt nor question his personality primacy. Notwithstanding all these far-flung distributions, he remains a true person and everlastingly maintains personal connection with the countless hosts of his creatures scattered throughout the universe of universes.
1:5.10 (28.7) Ideen om den Universelle Faders personlighed er et udvidet og sandere gudsbegreb som hovedsageligt er kommet til menneskeheden gennem åbenbaring. Både fornuften, visdommen og den religiøse erfaring udleder og antyder at Gud er en personlighed, men de bekræfter den ikke helt. Selv den iboende Tankeretter er førpersonlig. Sandheden og modenheden af enhver religion er direkte proportional med dens opfattelse af Guds uendelige personlighed og dens indsigt om Guddommens absolutte enhed. Ideen om en personlig Guddom bliver altså målestokken for religiøs modenhed, efter at religion først har formuleret begrebet om Guds enhed.		1:5.10 (28.7) The idea of the personality of the Universal Father is an enlarged and truer concept of God which has come to mankind chiefly through revelation. Reason, wisdom, and religious experience all infer and imply the personality of God, but they do not altogether validate it. Even the indwelling Thought Adjuster is prepersonal. The truth and maturity of any religion is directly proportional to its concept of the infinite personality of God and to its grasp of the absolute unity of Deity. The idea of a personal Deity becomes, then, the measure of religious maturity after religion has first formulated the concept of the unity of God.
1:5.11 (29.1) Primitiv religion havde mange personlige guder, og de var formet i menneskets billede. Åbenbaringen bekræfter gyldigheden af personlighedsbegrebet om Gud, som kun er muligt i det videnskabelige postulat om en første årsag og kun foreløbigt foreslås i den filosofiske idé om universel enhed. Kun ved personlig tilgang kan enhver person begynde at forstå Guds enhed. At fornægte personligheden af den Første Kilde og Center, efterlader én kun valget mellem to filosofiske dilemmaer: materialisme eller panteisme.		1:5.11 (29.1) Primitive religion had many personal gods, and they were fashioned in the image of man. Revelation affirms the validity of the personality concept of God which is merely possible in the scientific postulate of a First Cause and is only provisionally suggested in the philosophic idea of Universal Unity. Only by personality approach can any person begin to comprehend the unity of God. To deny the personality of the First Source and Center leaves one only the choice of two philosophic dilemmas: materialism or pantheism.
1:5.12 (29.2) I kontemplationen af Guddommen skal begrebet personlighed skilles fra ideen om kropslighed. En materiel krop er ikke uundværlig for personligheden i hverken mennesket eller Gud. Den kropslige fejl er vist i begge yderpunkter af menneskelig filosofi. I materialismen, da mennesket mister sin krop ved døden, ophører det med at eksistere som en personlighed; i panteismen, da Gud ikke har noget legeme, er han derfor ikke en person. Den overmenneskelige type progressiv personlighed fungerer i en forening af sind og ånd.		1:5.12 (29.2) In the contemplation of Deity, the concept of personality must be divested of the idea of corporeality. A material body is not indispensable to personality in either man or God. The corporeality error is shown in both extremes of human philosophy. In materialism, since man loses his body at death, he ceases to exist as a personality; in pantheism, since God has no body, he is not, therefore, a person. The superhuman type of progressing personality functions in a union of mind and spirit.
1:5.13 (29.3) Personlighed er ikke blot en egenskab hos Gud; snarere står den for helheden af det koordinerede uendelige natur og den forenede guddommelige vilje, som fremtræder i evighed og universalitet af perfekt udtryk. Personlighed i sin højeste betydning er Guds åbenbaring til universernes univers.		1:5.13 (29.3) Personality is not simply an attribute of God; it rather stands for the totality of the co-ordinated infinite nature and the unified divine will which is exhibited in eternity and universality of perfect expression. Personality, in the supreme sense, is the revelation of God to the universe of universes.
1:5.14 (29.4) Gud, der er evig, universel, absolut og uendelig, vokser ikke i viden eller øges i visdom. Gud tilegner sig ikke erfaring som det endelige mennesket kunne formode eller forstå, men indenfor grænserne af sin egen evige personlighed kan han nyde de kontinuerlige udvidelser af selvrealisering som på sin vis kan sammenlignes med og er analoge med erhvervelsen af nye erfaringer fra de endelige skabninger i de evolutionære verdener		1:5.14 (29.4) God, being eternal, universal, absolute, and infinite, does not grow in knowledge nor increase in wisdom. God does not acquire experience, as finite man might conjecture or comprehend, but he does, within the realms of his own eternal personality, enjoy those continuous expansions of self-realization which are in certain ways comparable to, and analogous with, the acquirement of new experience by the finite creatures of the evolutionary worlds.
1:5.15 (29.5) Den uendelige Guds absolutte perfektion ville få ham til at lide under de forfærdelige begrænsninger af perfektionens egenskabsløse endelighed hvis det ikke var for den kendsgerning, at den Universelle Fader direkte deltager i personlighedskampen for enhver ufuldkommen sjæl i det vidtstrakte univers, som søger ved guddommelig hjælp, at opstige til de åndeligt perfekte verdener i det høje. Denne progressive oplevelse af ethvert åndeligt væsen og enhver dødelig skabning gennem universernes univers udgør en del af Faderens stadig ekspanderende guddomsbevidsthed om den evigvarende guddommelige cirkel af uophørlige selvrealisering		1:5.15 (29.5) The absolute perfection of the infinite God would cause him to suffer the awful limitations of unqualified finality of perfectness were it not a fact that the Universal Father directly participates in the personality struggle of every imperfect soul in the wide universe who seeks, by divine aid, to ascend to the spiritually perfect worlds on high. This progressive experience of every spirit being and every mortal creature throughout the universe of universes is a part of the Father’s ever-expanding Deity-consciousness of the never-ending divine circle of ceaseless self-realization.
1:5.16 (29.6) Det er bogstaveligt talt sandt: “I alle jeres pinsler lider også han.” “I alle jeres sejre sejrer han i jer og med jer.” Hans førpersonlige guddommelige ånd er en virkelig del af jer. Paradis øen reagerer på alle fysiske metamofoser i universernes univers; den Evige Søn omfatter alle åndsimpulser fra hele skabelsen; Samforeneren omfatter hele sindets udtryk af det ekspanderende kosmos. Den Universelle Fader realiserer i fylden af den guddommelige bevidsthed al den individuelle oplevelse af de ekspanderende sinds progressive kampe og de opadstigende ånder af enhver entitet, væsen og personlighed i hele den evolutionære skabelse af tid og rum. Og alt dette er bogstavelig talt sandt, for “i ham lever og bevæger vi os alle og er til.”		1:5.16 (29.6) It is literally true: “In all your afflictions he is afflicted.” “In all your triumphs he triumphs in and with you.” His prepersonal divine spirit is a real part of you. The Isle of Paradise responds to all the physical metamorphoses of the universe of universes; the Eternal Son includes all the spirit impulses of all creation; the Conjoint Actor encompasses all the mind expression of the expanding cosmos. The Universal Father realizes in the fullness of the divine consciousness all the individual experience of the progressive struggles of the expanding minds and the ascending spirits of every entity, being, and personality of the whole evolutionary creation of time and space. And all this is literally true, for “in Him we all live and move and have our being.”
6. Personlighed i universet ^top		6. Personality in the Universe ^top
1:6.1 (29.7) Menneskets personlighed er et skyggebillede kastet i tid og rum af den guddommelige Skaberpersonlighed. Og ingen virkelighed kan nogensinde blive rigtig forstået ved en undersøgelse af dens skygge. Skygger skal fortolkes i forhold til den sande substans.		1:6.1 (29.7) Human personality is the time-space image-shadow cast by the divine Creator personality. And no actuality can ever be adequately comprehended by an examination of its shadow. Shadows should be interpreted in terms of the true substance.
1:6.2 (30.1) Gud er for videnskaben en årsag, for filosofien en idé, for religionen en person, selv den kærlige himmelske Fader. Gud er for videnskabsudøveren en urkraft, for filosoffen en hypotese om enhed, for religionsudøveren en levende åndelig oplevelse. Menneskets utilstrækkelige opfattelse af den Universelle Faders personlighed kan kun forbedres ved menneskets åndelige fremskridt i universet og vil kun blive tilstrækkelig, når pilgrimmene i tid og rum endelig opnår den levende Guds guddommelige omfavnelse i Paradisets.		1:6.2 (30.1) God is to science a cause, to philosophy an idea, to religion a person, even the loving heavenly Father. God is to the scientist a primal force, to the philosopher a hypothesis of unity, to the religionist a living spiritual experience. Man’s inadequate concept of the personality of the Universal Father can be improved only by man’s spiritual progress in the universe and will become truly adequate only when the pilgrims of time and space finally attain the divine embrace of the living God on Paradise.
1:6.3 (30.2) Glem aldrig de diametralt modsatte synspunkter af personligheden som de er opfattet af Gud og mennesket. Mennesket betragter og opfatter personligheden set fra det endelige til det uendelige; Gud ser fra det uendelige til det endelige. Mennesket besidder den laveste type personlighed, Gud den højeste, selv den alt overordnede, ultimative og absolutte. Derfor måtte de bedre begreber om den guddommelige personlighed tålmodigt afvente fremkomsten af forbedrede ideer om menneskets personlighed, i særdeleshed den forbedrede åbenbaring af både menneskelig og guddommelig personlighed i Skabersønnen Mikaels overdragelsesliv på Urantia.		1:6.3 (30.2) Never lose sight of the antipodal viewpoints of personality as it is conceived by God and man. Man views and comprehends personality, looking from the finite to the infinite; God looks from the infinite to the finite. Man possesses the lowest type of personality; God, the highest, even supreme, ultimate, and absolute. Therefore did the better concepts of the divine personality have patiently to await the appearance of improved ideas of human personality, especially the enhanced revelation of both human and divine personality in the Urantian bestowal life of Michael, the Creator Son.
1:6.4 (30.3) Den førpersonlige guddommelige ånd, som bor i det dødelige sind, bærer, i selve dets nærvær, det gyldige bevis på dets faktiske eksistens, men begrebet om den guddommelige personlighed kan kun fattes af den åndelige indsigt af ægte personlig religiøs erfaring. Enhver person, menneskelig eller guddommelig, kan kendes og forstås, helt uafhængig af personens ydre reaktioner eller fysiske tilstedeværelse.		1:6.4 (30.3) The prepersonal divine spirit which indwells the mortal mind carries, in its very presence, the valid proof of its actual existence, but the concept of the divine personality can be grasped only by the spiritual insight of genuine personal religious experience. Any person, human or divine, may be known and comprehended quite apart from the external reactions or the material presence of that person.
1:6.5 (30.4) En vis grad af moralsk beslægtethed og åndelig harmoni er afgørende for et venskab mellem to personer; en kærlig personlighed kan næppe åbenbare sig for en kærlighedsløs person. Selv for at nærme sig viden om en guddommelig personlighed, må alle menneskets personlighedsbegavelser være helt indviet til indsatsen; halvhjertet, delvis hengivenhed vil ikke hjælpe.		1:6.5 (30.4) Some degree of moral affinity and spiritual harmony is essential to friendship between two persons; a loving personality can hardly reveal himself to a loveless person. Even to approach the knowing of a divine personality, all of man’s personality endowments must be wholly consecrated to the effort; halfhearted, partial devotion will be unavailing.
1:6.6 (30.5) Jo mere fuldstændig mennesket forstår sig selv og værdsætter sine medmenneskers personligheder værdier, jo mere vil det hige efter at kende den oprindelige personlighed, og med desto større inderlighed vil et sådan gudkendende menneske stræbe efter at blive som den oprindelige personlighed. Man kan argumentere for forskellige opfattelser om Gud, men erfaring med ham og i ham eksisterer over og hinsides al menneskelig kontrovers og ensidig intellektuel logik. Et gudkendende menneske beskriver sine åndelige oplevelser, ikke for at overbevise de ikke troende, men for de troendes opbyggelise og gensidige tilfredsstillelse.		1:6.6 (30.5) The more completely man understands himself and appreciates the personality values of his fellows, the more he will crave to know the Original Personality, and the more earnestly such a God-knowing human will strive to become like the Original Personality. You can argue over opinions about God, but experience with him and in him exists above and beyond all human controversy and mere intellectual logic. The God-knowing man describes his spiritual experiences, not to convince unbelievers, but for the edification and mutual satisfaction of believers.
1:6.7 (30.6) At antage, at universet kan kendes at det er forståeligt, er at antage, at universet er bevidstgjort og personlighedsstyret. Menneskesindet kan kun opfatte sindsfænomenerne i andre sind, hvad enten de er menneskelige eller overmenneskelige. Hvis menneskets personlighed kan opleve universet, er der et guddommeligt sind og en faktisk personlighed skjult et sted i det univers.		1:6.7 (30.6) To assume that the universe can be known, that it is intelligible, is to assume that the universe is mind made and personality managed. Man’s mind can only perceive the mind phenomena of other minds, be they human or superhuman. If man’s personality can experience the universe, there is a divine mind and an actual personality somewhere concealed in that universe.
1:6.8 (30.7) Gud er ånd—åndspersonlighed; mennesket er også en ånd—potentiel åndspersonlighed. Jesus fra Nazaret opnåede den fulde erkendelse af dette potentiale for åndelig personlighed i sin menneskelige livserfaring; derfor bliver hans liv med at opnå Faderens vilje, menneskets mest virkelige og ideelle åbenbaring af Guds personlighed. Selvom den Universelle Faders personlighed kun kan erkendes i ægte religiøse erfaringer, er vi i Jesu jordiske liv inspireret af den perfekte demonstration af en sådan erkendelse og åbenbaring af Guds personlighed i en virkelig menneskelig oplevelse.		1:6.8 (30.7) God is spirit—spirit personality; man is also a spirit—potential spirit personality. Jesus of Nazareth attained the full realization of this potential of spirit personality in human experience; therefore his life of achieving the Father’s will becomes man’s most real and ideal revelation of the personality of God. Even though the personality of the Universal Father can be grasped only in actual religious experience, in Jesus’ earth life we are inspired by the perfect demonstration of such a realization and revelation of the personality of God in a truly human experience.
7. Personlighedsbegrebets åndelige værdi ^top		7. Spiritual Value of the Personality Concept ^top
1:7.1 (31.1) Da Jesus talte om “den levende Gud”, henviste han en personlig guddom—Faderen i himlen. Begrebet om Guddommens personlighed fremmer fællesskabet, det favoriserer intelligent tilbedelse og fremmer en forfriskende tillid. Interaktioner kan være mellem upersonlige ting, men ikke opleve fællesskab. Fællesskabsforholdet mellem far og søn, som mellem Gud og mennesket kan ikke nydes, medmindre begge er personer. Kun personligheder kan kommunikere med hinanden, omend dette personlige fællesskab i høj grad kan lettes ved tilstedeværelsen af netop sådan en upersonlig entitet som Tankeretteren.		1:7.1 (31.1) When Jesus talked about “the living God,” he referred to a personal Deity—the Father in heaven. The concept of the personality of Deity facilitates fellowship; it favors intelligent worship; it promotes refreshing trustfulness. Interactions can be had between nonpersonal things, but not fellowship. The fellowship relation of father and son, as between God and man, cannot be enjoyed unless both are persons. Only personalities can commune with each other, albeit this personal communion may be greatly facilitated by the presence of just such an impersonal entity as the Thought Adjuster.
1:7.2 (31.2) Mennesket opnår ikke forening med Gud, som en dråbe vand kan finde enhed med havet. Mennesket opnår guddommelig forening ved progressivt gensidigt åndeligt fællesskab, ved personligt samkvem med den personlige Gud, ved i stigende grad at opnå den guddommelige natur gennem helhjertet og intelligent overensstemmelse med den guddommelige vilje. Et sådant sublimt forhold kan kun eksistere mellem personligheder.		1:7.2 (31.2) Man does not achieve union with God as a drop of water might find unity with the ocean. Man attains divine union by progressive reciprocal spiritual communion, by personality intercourse with the personal God, by increasingly attaining the divine nature through wholehearted and intelligent conformity to the divine will. Such a sublime relationship can exist only between personalities.
1:7.3 (31.3) Sandhedsbegrebet kan muligvis drøftet løsrevet fra personlighed; skønhedsbegrebet kan eksistere uden personlighed; men begrebet guddommelig godhed lader sig kun forstå i relation til personlighed: Kun en person kan elske og blive elsket. Selv skønhed og sandhed ville ikke have noget håb om at overleve hvis de ikke var egenskaber af en personlig Gud, en kærlig Fader.		1:7.3 (31.3) The concept of truth might possibly be entertained apart from personality, the concept of beauty may exist without personality, but the concept of divine goodness is understandable only in relation to personality. Only a person can love and be loved. Even beauty and truth would be divorced from survival hope if they were not attributes of a personal God, a loving Father.
1:7.4 (31.4) Vi kan ikke fuldt ud forstå, hvordan Gud kan være oprindelig, uforanderlig, almægtig og perfekt og samtidig være omgivet af et evigt skiftende og tilsyneladende lovbegrænset univers, et udviklende univers af relative ufuldkommenheder. Men vi kan kende en sådan sandhed i vores egen personlige oplevelse, da vi alle opretholder personlighedsidentitet og viljens enhed på trods af den konstant forandring af både os selv og vores omgivelser.		1:7.4 (31.4) We cannot fully understand how God can be primal, changeless, all-powerful, and perfect, and at the same time be surrounded by an ever-changing and apparently law-limited universe, an evolving universe of relative imperfections. But we can know such a truth in our own personal experience since we all maintain identity of personality and unity of will in spite of the constant changing of both ourselves and our environment.
1:7.5 (31.5) Den ultimative univers virkelighed kan ikke forstås ud fra matematik, logik eller filosofi, kun ved personlig erfaring i progressiv overensstemmelse med en personlig Guds guddommelige vilje. Hverken videnskab, filosofi eller teologi kan validere Guds personlighed. Kun den personlige erfaring fra den himmelske Faders troende sønner kan bevirke den faktiske åndelige erkendelse af Guds personlighed.		1:7.5 (31.5) Ultimate universe reality cannot be grasped by mathematics, logic, or philosophy, only by personal experience in progressive conformity to the divine will of a personal God. Neither science, philosophy, nor theology can validate the personality of God. Only the personal experience of the faith sons of the heavenly Father can effect the actual spiritual realization of the personality of God.
1:7.6 (31.6) De højere begreber om universets personligheder indebærer: identitet, selvbevidsthed, egenvilje og mulighed for selvåbenbaring. Og disse egenskaber indebærer yderligere fællesskab med andre og ligeværdige personligheder, sådan som dem der eksisterer i Paradisguddommenes personlighedsrelationer. Og den absolutte enhed af disse associationer er så perfekt, at guddommelighed bliver kendt ved udelelighed, ved enhed: “Herren Gud er én.” Personlighedens udelelighed forhindre ikke Gud i, at skænke sin ånd til at leve i dødelige menneskers hjerter. Udelelighed af en menneskelig fars personlighed forhindrer ikke reproduktion af dødelige sønner og døtre.		1:7.6 (31.6) The higher concepts of universe personality imply: identity, self-consciousness, self-will, and possibility for self-revelation. And these characteristics further imply fellowship with other and equal personalities, such as exists in the personality associations of the Paradise Deities. And the absolute unity of these associations is so perfect that divinity becomes known by indivisibility, by oneness. “The Lord God is one.” Indivisibility of personality does not interfere with God’s bestowing his spirit to live in the hearts of mortal men. Indivisibility of a human father’s personality does not prevent the reproduction of mortal sons and daughters.
1:7.7 (31.7) Dette begreb om udelelighed i forbindelse med begrebet enhed indebærer transcendens af både tid og rum af Guddommens Ultimativitet; derfor kan hverken rum eller tid være absolutte eller uendelige. Den Første Kilde og Center er den uendelighed som egenskabsløs transcenderer alt sind, alt stof og al ånd.		1:7.7 (31.7) This concept of indivisibility in association with the concept of unity implies transcendence of both time and space by the Ultimacy of Deity; therefore neither space nor time can be absolute or infinite. The First Source and Center is that infinity who unqualifiedly transcends all mind, all matter, and all spirit.
1:7.8 (31.8) Fakta om Paradis treenigheden modsiger på ingen måde sandheden om den guddommelige enhed. Paradisguddommens tre personligheder er i alle univers virkelighedsreaktioner og i alle skabningsrelationer som én. Ej heller modsiger eksistensen af disse tre evige personer sandheden om guddommens udelelighed. Jeg er fuldt ud klar over, at jeg ikke har noget sprog, der er tilstrækkeligt til at gøre det klart for det dødelige sind, hvordan disse universproblemer ser ud for os. Men I burde ikke miste modet: alle disse ting er ikke engang helt klar for selv de højtstående personligheder som hører til min gruppe af Paradisvæsner. Husk altid på, at disse dybe sandheder, der vedrører Guddommen, i stigende grad vil blive afklaret, efterhånden som jeres sind bliver gradvist åndeliggjort under de på hinanden følgende epoker af den lange jordiske opstigning til Paradiset.		1:7.8 (31.8) The fact of the Paradise Trinity in no manner violates the truth of the divine unity. The three personalities of Paradise Deity are, in all universe reality reactions and in all creature relations, as one. Neither does the existence of these three eternal persons violate the truth of the indivisibility of Deity. I am fully aware that I have at my command no language adequate to make clear to the mortal mind how these universe problems appear to us. But you should not become discouraged; not all of these things are wholly clear to even the high personalities belonging to my group of Paradise beings. Ever bear in mind that these profound truths pertaining to Deity will increasingly clarify as your minds become progressively spiritualized during the successive epochs of the long mortal ascent to Paradise.
1:7.9 (32.1) [Præsenteret af en Guddommelig Rådgiver, et medlem af en gruppe af himmelske personligheder tildelt af Dagenes Ældste på Uversa, hovedkvarteret for det syvende superunivers, til at overvåge de dele af denne kommende åbenbaring som har at gøre med anliggender uden for grænserne af lokaluniverset Nebadon. Jeg har fået til opgave at sponsorere disse papirer, der skildrer Guds natur og egenskaber, fordi jeg repræsenterer den højeste kilde til information, der er tilgængelig til et sådant formål i enhver beboet verden. Jeg har tjent som Guddommelig Rådgiver i alle syv superuniverser og har længe haft mit ophold på Paradiscentret for alle ting. Mange gange har jeg haft den højeste fornøjelse af et ophold i umiddelbar personlige tilstedeværelse af den Universelle Fader. Jeg skildrer virkeligheden og sandheden af Faderens natur og egenskaber med ubestridelig autoritet; Jeg ved, hvad jeg taler om.]		1:7.9 (32.1) [Presented by a Divine Counselor, a member of a group of celestial personalities assigned by the Ancients of Days on Uversa, the headquarters of the seventh superuniverse, to supervise those portions of this forthcoming revelation which have to do with affairs beyond the borders of the local universe of Nebadon. I am commissioned to sponsor those papers portraying the nature and attributes of God because I represent the highest source of information available for such a purpose on any inhabited world. I have served as a Divine Counselor in all seven of the superuniverses and have long resided at the Paradise center of all things. Many times have I enjoyed the supreme pleasure of a sojourn in the immediate personal presence of the Universal Father. I portray the reality and truth of the Father’s nature and attributes with unchallengeable authority; I know whereof I speak.]