Kapitel 2   Paper 2
Guds natur   The Nature of God
2:0.1 (33.1) I og med at menneskets højest mulige gudsbegreb er omfattet af den menneskelige idé og ideal om en oprindelig og uendelig personlighed, er det tilladt, og kan vise sig nyttig, at studere visse karakteristika af den guddommelige natur som tilsammen udgør Guddommens karakter. Guds natur kan bedst forstås af åbenbaring af Faderen som Mikael af Nebadon udfoldede i sine mangfoldige læresætninger og i sit fremragende jordiske liv i kødet. Den guddommelige natur kan også bedre forstås af mennesket, hvis det betragter sig selv som et Guds barn og ser op til Skaberen i Paradis som en sand åndelig Fader.   2:0.1 (33.1) INASMUCH as man’s highest possible concept of God is embraced within the human idea and ideal of a primal and infinite personality, it is permissible, and may prove helpful, to study certain characteristics of the divine nature which constitute the character of Deity. The nature of God can best be understood by the revelation of the Father which Michael of Nebadon unfolded in his manifold teachings and in his superb mortal life in the flesh. The divine nature can also be better understood by man if he regards himself as a child of God and looks up to the Paradise Creator as a true spiritual Father.
2:0.2 (33.2) Guds natur kan studeres i en åbenbarelse af højeste ideer, den guddommelige karakter kan betragtes som en portrættering af overjordiske idealer, men den mest oplysende og åndeligt opbyggelige af alle åbenbaringer af den guddommelige natur findes i forståelsen af Jesus fra Nazarets religiøse liv, både før og efter, hans opnåelse af fuld bevidsthed om guddommelighed. Hvis Mikaels inkarnarede liv tages som baggrund for åbenbaringen af Guds til mennesket, kan vi forsøge at overføre til menneskelige ordsymboler visse ideer og idealer vedrørende den guddommelige natur, som muligvis kan bidrage til en yderligere belysning og forening af det menneskelige begreb af naturen og karakteren af den Universelle Faders personlighed.   2:0.2 (33.2) The nature of God can be studied in a revelation of supreme ideas, the divine character can be envisaged as a portrayal of supernal ideals, but the most enlightening and spiritually edifying of all revelations of the divine nature is to be found in the comprehension of the religious life of Jesus of Nazareth, both before and after his attainment of full consciousness of divinity. If the incarnated life of Michael is taken as the background of the revelation of God to man, we may attempt to put in human word symbols certain ideas and ideals concerning the divine nature which may possibly contribute to a further illumination and unification of the human concept of the nature and the character of the personality of the Universal Father.
2:0.3 (33.3) I alle vores bestræbelser på at udvide og åndeliggøre det menneskelige begreb om Gud, er vi uhyre handicappede af det dødelige sinds begrænsede kapacitet. Vi er også alvorlig handicappede i udførelsen af vores opgave på grund af sprogets begrænsninger og af fattigdommen af materiale, som kan bruge til illustration eller sammenligning i vores forsøg på at skildre guddommelige værdier og præsentere åndelige betydninger for det endelige, dødelige sind af mennesket. Alle vore bestræbelser på at udvide det menneskelige begreb om Gud ville være så godt som nytteløse bortset fra den kendsgerning, at det dødelige sind er beboet af den Universelle Faders skænkede Tankeretter og gennemtrængt af Skabersønnens Sandhedsånd. Afhængig af tilstedeværelsen af disse guddommelige ånder i menneskers hjerte for at få hjælp til opgradering af gudsbegrebet, påtager jeg mig derfor med glæde udførlsen af mit mandat til at forsøge den yderligere fremstilling af Guds natur i menneskesindet.   2:0.3 (33.3) In all our efforts to enlarge and spiritualize the human concept of God, we are tremendously handicapped by the limited capacity of the mortal mind. We are also seriously handicapped in the execution of our assignment by the limitations of language and by the poverty of material which can be utilized for purposes of illustration or comparison in our efforts to portray divine values and to present spiritual meanings to the finite, mortal mind of man. All our efforts to enlarge the human concept of God would be well-nigh futile except for the fact that the mortal mind is indwelt by the bestowed Adjuster of the Universal Father and is pervaded by the Truth Spirit of the Creator Son. Depending, therefore, on the presence of these divine spirits within the heart of man for assistance in the enlargement of the concept of God, I cheerfully undertake the execution of my mandate to attempt the further portrayal of the nature of God to the mind of man.
1. Guds uendelighed ^top   1. The Infinity of God ^top
2:1.1 (33.4) “I berøringen af den Uendelige, kan vi ikke forstå ham. De guddommelige fodspor er ukendte.” “Hans forståelse er uendelig og hans storhed er uudforskelig.” Det blændende lys fra Faderens tilstedeværelse er sådan, at han for sine ydmyge skabninger tilsyneladende “opholder sig i det tætteste mørke.” Ikke alene er hans tanker og planer uudforskelige, men “han udretter store og vidunderlige gerninger uden nogen kan tælle.” “Gud er stor; vi forstår ham ikke, og ej heller kan man udregne hvor gammel han er.” “Vil Gud virkelig bo på jorden? Se, himlen (universet) og himlenes himmel (universernes univers) kan ikke rumme ham.” “Hvor uransagelige er ikke hans domme og hans måde at løse tingene på!”   2:1.1 (33.4) “Touching the Infinite, we cannot find him out. The divine footsteps are not known.” “His understanding is infinite and his greatness is unsearchable.” The blinding light of the Father’s presence is such that to his lowly creatures he apparently “dwells in the thick darkness.” Not only are his thoughts and plans unsearchable, but “he does great and marvelous things without number.” “God is great; we comprehend him not, neither can the number of his years be searched out.” “Will God indeed dwell on the earth? Behold, the heaven (universe) and the heaven of heavens (universe of universes) cannot contain him.” “How unsearchable are his judgments and his ways past finding out!”
2:1.2 (34.1) “Der er kun en Gud, den uendelige Fader, som også er en trofast Skaber.” “Den guddommelige Skaber er også den Universelle Bestyrer, sjælenes kilde og skæbne. Han er den Højeste Sjæl, det Oprindelige Sind, og den Ubegrænset Ånd i hele skabelsen.” “Den Store Overvåger laver ingen fejl. Han er lysende i majestæt og herlighed.” Skaberens Gud er fuldstændig blottet for frygt og fjendskab. Han er udødelig, evig, selveksisterende, guddommelig og gavmild.” Hvor ren og smuk, hvor dyb og uudgrundelig er den himmelske Stamfader til alle ting!” “Den Uendelige er uovertræffelig idet han tildeler sig selv til mennesker. Han er begyndelsen og enden, Faderen til enhver god og fuldkommen hensigt.” Med Gud er alle ting mulige; den evige Skaber er årsag til årsagerne.”   2:1.2 (34.1) “There is but one God, the infinite Father, who is also a faithful Creator.” “The divine Creator is also the Universal Disposer, the source and destiny of souls. He is the Supreme Soul, the Primal Mind, and the Unlimited Spirit of all creation.” “The great Controller makes no mistakes. He is resplendent in majesty and glory.” “The Creator God is wholly devoid of fear and enmity. He is immortal, eternal, self-existent, divine, and bountiful.” “How pure and beautiful, how deep and unfathomable is the supernal Ancestor of all things!” “The Infinite is most excellent in that he imparts himself to men. He is the beginning and the end, the Father of every good and perfect purpose.” “With God all things are possible; the eternal Creator is the cause of causes.”
2:1.3 (34.2) På trods af uendeligheden i de overvældende manifestationer af Faderens evige og universelle personlighed, er han ubegrænset selvbevidst om både sin uendelighed og evighed; ligeledes kender han fuldt ud sin fuldkommenhed og kraft. Han er det eneste væsen i universet bortset fra sine guddommelige koordinater som oplever en perfekt, korrekt og fuldstændig vurdering af sig selv.   2:1.3 (34.2) Notwithstanding the infinity of the stupendous manifestations of the Father’s eternal and universal personality, he is unqualifiedly self-conscious of both his infinity and eternity; likewise he knows fully his perfection and power. He is the only being in the universe, aside from his divine co-ordinates, who experiences a perfect, proper, and complete appraisal of himself.
2:1.4 (34.3) Faderen imødekommer konstant og usvigeligt behovet for den differentierede efterspørgsel efter sig selv, som den ændrer sig fra tid til anden i forskellige dele af hans mesterunivers. Den store Gud kender og forstår sig selv; han er uendelig selvbevidst om alle sine oprindelige egenskaber af perfektion. Gud er ikke en kosmisk ulykke; han er heller ikke en universeksperimentator. Universets suveræner kan engagere sig i eventyr; Konstellationsfædrene kan eksperimentere; systemcheferne kan øve sig; men den Universelle Fader ser enden fra begyndelsen, og hans guddommelige plan og evige formål omfatter og begriber faktisk alle eksperimenter og alle hans underordnedes eventyr i enhver verden, system og konstellation i hvert univers af hans enorme domæner.   2:1.4 (34.3) The Father constantly and unfailingly meets the need of the differential of demand for himself as it changes from time to time in various sections of his master universe. The great God knows and understands himself; he is infinitely self-conscious of all his primal attributes of perfection. God is not a cosmic accident; neither is he a universe experimenter. The Universe Sovereigns may engage in adventure; the Constellation Fathers may experiment; the system heads may practice; but the Universal Father sees the end from the beginning, and his divine plan and eternal purpose actually embrace and comprehend all the experiments and all the adventures of all his subordinates in every world, system, and constellation in every universe of his vast domains.
2:1.5 (34.4) Intet er nyt for Gud, og ingen kosmisk begivenhed kommer nogensinde som en overraskelse; han bor i evighedens cirkel. Han er uden dagenes begyndelse eller afslutning. For Gud er der ingen fortid, nutid eller fremtid; al tid er til stede på ethvert givet tidspunkt. Han er den store og eneste JEG ER.   2:1.5 (34.4) No thing is new to God, and no cosmic event ever comes as a surprise; he inhabits the circle of eternity. He is without beginning or end of days. To God there is no past, present, or future; all time is present at any given moment. He is the great and only I AM.
2:1.6 (34.5) Den Universelle Fader er absolut og uden forbehold uendelig i alle sine egenskaber; og denne kendsgerning er i sig selv nok til automatisk at udelukke ham fra al direkte personlig kommunikation med endelige materielle væsener og andre ydmyge skabte intelligenser.   2:1.6 (34.5) The Universal Father is absolutely and without qualification infinite in all his attributes; and this fact, in and of itself, automatically shuts him off from all direct personal communication with finite material beings and other lowly created intelligences.
2:1.7 (34.6) Og alt dette nødvendiggør sådanne ordninger for kontakt og kommunikation med hans mangfoldige skabninger, som først er blevet ordineret i personlighederne af Guds Paradissønners, som, selv om de er fuldkomne i guddommelighed, også ofte tager del i selve kødets og blodets natur af de planetariske racer ved at blive en af jer og en med jer; således bliver Gud så at sige menneske, som det skete under Mikaels overdragelse, hvor han vekselvis blev kaldt Guds Søn og Menneskesønnen. Og for det andet er der personlighederne i den Uendelige Ånd, de forskellige ordener af de serafiske hærskarer og andre himmelske intelligenser, som nærmer sig de materielle væsener af ringe oprindelse og på så mange måder tjener og tager hånd om dem. Og for det tredje her der de upersonlige Mysterieledsagere, Tankeretterne, den faktiske gave fra den store Gud selv sendt for at tage bolig i mennesker på Urantia, de er sendt uden bekendtgørelse og uden forklaring. I en endeløs, overdådig strøm stiger de ned fra herlighedens højder for at begunstige og tage bolig i de dødeliges ydmyge sind, som besidder evnen til gudsbevidsthed eller potentialet derfor.   2:1.7 (34.6) And all this necessitates such arrangements for contact and communication with his manifold creatures as have been ordained, first, in the personalities of the Paradise Sons of God, who, although perfect in divinity, also often partake of the nature of the very flesh and blood of the planetary races, becoming one of you and one with you; thus, as it were, God becomes man, as occurred in the bestowal of Michael, who was called interchangeably the Son of God and the Son of Man. And second, there are the personalities of the Infinite Spirit, the various orders of the seraphic hosts and other celestial intelligences who draw near to the material beings of lowly origin and in so many ways minister to them and serve them. And third, there are the impersonal Mystery Monitors, Thought Adjusters, the actual gift of the great God himself sent to indwell such as the humans of Urantia, sent without announcement and without explanation. In endless profusion they descend from the heights of glory to grace and indwell the humble minds of those mortals who possess the capacity for God-consciousness or the potential therefor.
2:1.8 (35.1) På disse og mange andre måder, ad veje som er ukendte for jer og som ligger langt hinsides den endelige fatteevne, nedsætter Paradisfaderen kærligt og velvilligt eller på anden måde modificerer, fortynder og dæmper sin uendelighed for at han kan være i stand til at komme nærmere de endelige sind af hans skabningsbørn. Og så, gennem en serie personlighedsfordelinger som er aftagende absolutte, bliver den uendelige Fader i stand til at nyde nær kontakt med de forskellige intelligenter i de mange riger i hans fjerntliggende univers.   2:1.8 (35.1) In these ways and in many others, in ways unknown to you and utterly beyond finite comprehension, does the Paradise Father lovingly and willingly downstep and otherwise modify, dilute, and attenuate his infinity in order that he may be able to draw nearer the finite minds of his creature children. And so, through a series of personality distributions which are diminishingly absolute, the infinite Father is enabled to enjoy close contact with the diverse intelligences of the many realms of his far-flung universe.
2:1.9 (35.2) Alt dette har han gjort, gør og vil i al evighed fortsætte med at gøre, uden at det på mindste måde vil forringe hans sande og virkelige uendelighed, evighed og oprindelighed. Og alt dette er absolut sandt, trods det, at det er svært at forstå, trods det mysterium de er indhyllet i eller umuligheden af, at de nogensinde vil kunne forstås fuldt ud af sådanne skabninger, som er hjemmehørende på Urantia.   2:1.9 (35.2) All this he has done and now does, and evermore will continue to do, without in the least detracting from the fact and reality of his infinity, eternity, and primacy. And these things are absolutely true, notwithstanding the difficulty of their comprehension, the mystery in which they are enshrouded, or the impossibility of their being fully understood by creatures such as dwell on Urantia.
2:1.10 (35.3) Fordi den Første Fader er uendelig i sine planer og evig i sine hensigter; er det i sagens natur umulig for noget endeligt væsen nogensinde at fatte eller forstå disse guddommelige planer og hensigter i deres fylde. Det dødelige menneske kan kun få et glimt af Faderens hensigter nu og da og her og der, efterhånden som de åbenbares i forhold til gennemførelsen af planen for skabningens opstigning på de skiftende niveauer af universets fremskridt. Selvom mennesket ikke kan omfatte uendelighedens betydning, så forstår og omfavner den uendelige Fader helt sikkert og kærligt al endeligheden af alle sine børn i alle universer.   2:1.10 (35.3) Because the First Father is infinite in his plans and eternal in his purposes, it is inherently impossible for any finite being ever to grasp or comprehend these divine plans and purposes in their fullness. Mortal man can glimpse the Father’s purposes only now and then, here and there, as they are revealed in relation to the outworking of the plan of creature ascension on its successive levels of universe progression. Though man cannot encompass the significance of infinity, the infinite Father does most certainly fully comprehend and lovingly embrace all the finity of all his children in all universes.
2:1.11 (35.4) Faderen deler sin guddommelighed og evighed med et stort antal af de højere Paradis væsener, men vi stiller spørgsmålstegn ved, om uendeligheden og den deraf følgende universelle oprindelse deles helt og fuldt med nogen undtagen hans samordnede partnere i Paradisets Treenighed. Personlighedens uendelighed må i hvert fald omfatte al personlighedens endelighed; deraf sandheden—den bogstavelige sandhed—om den lære, der erklærer, at “I ham lever og bevæger vi os og er til.” Det fragment af den Universelle Faders rene Guddom som er iboende i det dødelige menneske er en del af uendeligheden af den Første Store Kilde og Center, Fædrenes Fader.   2:1.11 (35.4) Divinity and eternity the Father shares with large numbers of the higher Paradise beings, but we question whether infinity and consequent universal primacy is fully shared with any save his co-ordinate associates of the Paradise Trinity. Infinity of personality must, perforce, embrace all finitude of personality; hence the truth—literal truth—of the teaching which declares that “In Him we live and move and have our being.” That fragment of the pure Deity of the Universal Father which indwells mortal man is a part of the infinity of the First Great Source and Center, the Father of Fathers.
2. Faderens evige fuldkommenhed ^top   2. The Father’s Eternal Perfection ^top
2:2.1 (35.5) Selv jeres gamle profeter forstod den Universelle Faders evige, aldrig-begyndende, uendelige, cirkulære natur. Gud er bogstaveligt og evigt til stede i hans univers af universer. Han bebor det nuværende øjeblik med al sin absolutte majestæt og evig storhed. “Faderen har liv i sig selv, og dette liv er evigt liv.” Gennem de evige tidsaldre har det været Faderen, der “giver liv til alt.” Der er uendelig fuldkommenhed i den guddommelige integritet. “Jeg er Herren, Jeg ændrer mig ikke.” Vores viden om universernes univers afslører ikke kun, at han er lysets Fader, men også, at der i hans opførsel af interplanetariske anliggender “ikke er nogen foranderlighed eller skygge af forandring.” Han “forkynder enden fra begyndelsen.” Han siger: “Mit råd skal stå; Jeg vil gøre alle mine fornøjelser” “i overensstemmelse med den evige hensigt, som jeg havde til hensigt med min søn.” Sådan er planerne og formålene med den Første Kilde og Center som ham selv: evige, perfekte og evigt uforanderlige.   2:2.1 (35.5) Even your olden prophets understood the eternal, never-beginning, never-ending, circular nature of the Universal Father. God is literally and eternally present in his universe of universes. He inhabits the present moment with all his absolute majesty and eternal greatness. “The Father has life in himself, and this life is eternal life.” Throughout the eternal ages it has been the Father who “gives to all life.” There is infinite perfection in the divine integrity. “I am the Lord; I change not.” Our knowledge of the universe of universes discloses not only that he is the Father of lights, but also that in his conduct of interplanetary affairs there “is no variableness neither shadow of changing.” He “declares the end from the beginning.” He says: “My counsel shall stand; I will do all my pleasures” “according to the eternal purpose which I purposed in my Son.” Thus are the plans and purposes of the First Source and Center like himself: eternal, perfect, and forever changeless.
2:2.2 (35.6) Der er endelighed af fuldstændighed og fuldkommenhed af fylde i Faderens mandater. “Hvad Gud end gør, det skal være for evigt; intet kan tilføjes til det eller tages noget fra det.” Den Universelle Fader omvender sig ikke fra sine oprindelige formål med visdom og fuldkommenhed. Hans planer er urokkelige, hans råd uforanderlige, mens hans handlinger er guddommelige og ufejlbarlige. “Tusind år i hans øjne er kun som i går, når det er forbi, og som en vagt om natten.” Det guddommeliges fuldkommenhed og evighedens størrelse er for evigt uden for den fulde forståelse af det dødelige menneskes afgrænsede sind.   2:2.2 (35.6) There is finality of completeness and perfection of repleteness in the mandates of the Father. “Whatsoever God does, it shall be forever; nothing can be added to it nor anything taken from it.” The Universal Father does not repent of his original purposes of wisdom and perfection. His plans are steadfast, his counsel immutable, while his acts are divine and infallible. “A thousand years in his sight are but as yesterday when it is past and as a watch in the night.” The perfection of divinity and the magnitude of eternity are forever beyond the full grasp of the circumscribed mind of mortal man.
2:2.3 (36.1) En uforanderlig Guds reaktioner i udførelsen af hans evige hensigt kan synes at variere i overensstemmelse med den skiftende holdning og de skiftende sind i hans skabte intelligenser; det vil sige, at de tilsyneladende og overfladisk kan variere; men under overfladen og under alle ydre manifestationer er der stadig den evige Guds uforanderlige hensigt, den evige plan.   2:2.3 (36.1) The reactions of a changeless God, in the execution of his eternal purpose, may seem to vary in accordance with the changing attitude and the shifting minds of his created intelligences; that is, they may apparently and superficially vary; but underneath the surface and beneath all outward manifestations, there is still present the changeless purpose, the everlasting plan, of the eternal God.
2:2.4 (36.2) Ude i universerne må perfektion nødvendigvis være et relativt begreb, men i centraluniverset og i særdeleshed på Paradiset er perfektion ufortyndet; i visse faser er den endda absolut. Treenighedsmanifestationer varierer udstillingen af den guddommelige perfektion men dæmper den ikke.   2:2.4 (36.2) Out in the universes, perfection must necessarily be a relative term, but in the central universe and especially on Paradise, perfection is undiluted; in certain phases it is even absolute. Trinity manifestations vary the exhibition of the divine perfection but do not attenuate it.
2:2.5 (36.3) Guds oprindelige fuldkommenhed består ikke i en påtaget retfærdighed, men snarere i den iboende fuldkommenhed af godhed i hans guddommelige natur. Han er endelig, komplet og perfekt. Der mangler ikke noget i skønheden og fuldkommenheden af hans retfærdige karakter. Og hele planen for levende eksistenser i rummets verdener er centreret i det guddommelige formål at ophøje alle vilje skabninger til den høje skæbne for oplevelsen af at dele Faderens Paradis-fuldkommenhed. Gud er hverken selvcentreret eller sig selv god nok; han ophører aldrig med at skænke sig selv til alle selvbevidste skabninger i det enorme univers af universer.   2:2.5 (36.3) God’s primal perfection consists not in an assumed righteousness but rather in the inherent perfection of the goodness of his divine nature. He is final, complete, and perfect. There is no thing lacking in the beauty and perfection of his righteous character. And the whole scheme of living existences on the worlds of space is centered in the divine purpose of elevating all will creatures to the high destiny of the experience of sharing the Father’s Paradise perfection. God is neither self-centered nor self-contained; he never ceases to bestow himself upon all self-conscious creatures of the vast universe of universes.
2:2.6 (36.4) Gud er evigt og uendeligt perfekt, han kan ikke personligt kende ufuldkommenhed som sin egen oplevelse, men han deler bevidstheden om al oplevelsen af ufuldkommenhed hos alle de kæmpende skabninger i de evolutionære universer af alle Paradisets Skabersønner. Det personlige og befriende berøring af perfektionens Gud overskygger hjerterne og omslutter naturen af alle de dødelige skabninger, som er steget op til universets niveau af moralsk skelnen. På denne måde, såvel som gennem kontakterne til den guddommelige tilstedeværelse, deltager den Universelle Fader faktisk i oplevelsen med umodenhed og ufuldkommenhed i den udviklende karriere for ethvert moralsk væsen i hele universet.   2:2.6 (36.4) God is eternally and infinitely perfect, he cannot personally know imperfection as his own experience, but he does share the consciousness of all the experience of imperfectness of all the struggling creatures of the evolutionary universes of all the Paradise Creator Sons. The personal and liberating touch of the God of perfection overshadows the hearts and encircuits the natures of all those mortal creatures who have ascended to the universe level of moral discernment. In this manner, as well as through the contacts of the divine presence, the Universal Father actually participates in the experience with immaturity and imperfection in the evolving career of every moral being of the entire universe.
2:2.7 (36.5) Menneskelige begrænsninger, potentiel ondskab, er ikke en del af den guddommelige natur, men dødelig erfaring med det onde og alle menneskets relationer dertil er helt sikkert en del af Guds stadigt ekspanderende selvrealisering i tidens børn—skabninger med moralsk ansvar, som har blevet skabt eller udviklet af enhver Skabersøn, der går ud fra Paradiset.   2:2.7 (36.5) Human limitations, potential evil, are not a part of the divine nature, but mortal experience with evil and all man’s relations thereto are most certainly a part of God’s ever-expanding self-realization in the children of time—creatures of moral responsibility who have been created or evolved by every Creator Son going out from Paradise.
3. Ret og retfærdighed ^top   3. Justice and Righteousness ^top
2:3.1 (36.6) Gud er retfærdig; derfor er han retskaffen. “Herren er retfærdig i alle sine gerninger.” “‘Jeg har ikke skabt uden grund al det jeg har skabt,’ siger Herren.” “Herrens domme er sande og helt retfærdige.” Den Universelle Faders retfærdighed kan ikke påvirkes af hans skabningers handlinger eller præstationer, “for der er ingen uretfærdighed hos Herren vores Gud, ingen personlige særhensyn, ingen bestikkelse.”   2:3.1 (36.6) God is righteous; therefore is he just. “The Lord is righteous in all his ways.” “‘I have not done without cause all that I have done,’ says the Lord.” “The judgments of the Lord are true and righteous altogether.” The justice of the Universal Father cannot be influenced by the acts and performances of his creatures, “for there is no iniquity with the Lord our God, no respect of persons, no taking of gifts.”
2:3.2 (36.7) Hvor nytteløst at fremsætte barnlige appeller til sådan en Gud om at ændre på hans uforanderlige dekreter så vi kan undgå de retfærdige konsekvenser af gennemførelsen af hans kloge naturlove og retfærdige åndelige mandater! “Lad dig ikke narre; Gud lader sig ikke spotte, for hvad end et menneske sår, det skal han også høste.” Sandt nok, selv når man må høste det man har sået og stå til regnskab for sine ugerninger, er denne guddommelige retfærdighed altid afpasset med barmhjertighed. Uendelig visdom er den evige dommer, som bestemmer proportionerne af retfærdighed og barmhjertighed som skal udmåles under enhver given situation. Den største straf (i virkeligheden en uundgåelig konsekvens) for forseelser og bevidst oprør mod Guds styre er at miste eksistensen som individuel medborger af dette styre. Slutresultatet af helhjertet synd er tilintetgørelse. I sidste ende har sådanne syndsidentificerede individer udslettet sig selv ved at blive helt uvirkelige gennem deres omfavnelse af uretfærdighed. En sådan skabnings faktiske forsvinden er imidlertid altid forsinket, indtil den foreskrevne retspraksis der er gældende i dette univers er blevet fuldt ud overholdt.   2:3.2 (36.7) How futile to make puerile appeals to such a God to modify his changeless decrees so that we can avoid the just consequences of the operation of his wise natural laws and righteous spiritual mandates! “Be not deceived; God is not mocked, for whatsoever a man sows that shall he also reap.” True, even in the justice of reaping the harvest of wrongdoing, this divine justice is always tempered with mercy. Infinite wisdom is the eternal arbiter which determines the proportions of justice and mercy which shall be meted out in any given circumstance. The greatest punishment (in reality an inevitable consequence) for wrongdoing and deliberate rebellion against the government of God is loss of existence as an individual subject of that government. The final result of wholehearted sin is annihilation. In the last analysis, such sin-identified individuals have destroyed themselves by becoming wholly unreal through their embrace of iniquity. The factual disappearance of such a creature is, however, always delayed until the ordained order of justice current in that universe has been fully complied with.
2:3.3 (37.1) Eksistensudslettelse bliver sædvanligvis dekreteret ved dispensation eller tidsalders dom af en eller flere verdener. På en verden som Urantia sker det ved slutningen af en planetarisk dispensation. Eksistensudslettelse kan dekreteres ved sådanne tidspunkter ved koordineret handling fra alle jurisdiktionsdomstole, der strækker sig fra det planetariske råd op gennem Skabersønnens domstole til Dagenes Ældstes domstols instanser. Opløsningsmandatet tager udspring i de højere domstole i superuniverset efter en ubrudt bekræftelse af anklageskriftet, der stammer fra sfæren af forbryderens bopæl; og så, når dommen om udslettelse er blevet bekræftet i det høje, er henrettelsen ved direkte handling fra de dommere, der bor på og opererer fra superuniversets hovedkvarter.   2:3.3 (37.1) Cessation of existence is usually decreed at the dispensational or epochal adjudication of the realm or realms. On a world such as Urantia it comes at the end of a planetary dispensation. Cessation of existence can be decreed at such times by co-ordinate action of all tribunals of jurisdiction, extending from the planetary council up through the courts of the Creator Son to the judgment tribunals of the Ancients of Days. The mandate of dissolution originates in the higher courts of the superuniverse following an unbroken confirmation of the indictment originating on the sphere of the wrongdoer’s residence; and then, when sentence of extinction has been confirmed on high, the execution is by the direct act of those judges residential on, and operating from, the headquarters of the superuniverse.
2:3.4 (37.2) Når dommen endelig er bekræftet, bliver det syndidentificerede væsen øjeblikkelig, som om det ikke havde eksisteret. Det findes ingen opstandelsesmulighed fra en sådan skæbne; den er evig og uigenkaldelig. Identitetens levende energifaktorer opløses af tidens transformationer og rummets metamorfoser til de kosmiske potentialer de engang opstod fra. Hvad angår den uretfærdiges personlighed, er den frataget sin videregående livsmekanisme på grund af skabningens manglende evne til at træffe de valg og endelige beslutninger, som ville have sikret evigt liv. Når det tilknyttede sinds fortsatte omfavnelse af synd kulminerer i fuldstændig selvidentifikation med uretfærdighed, så absorberes en sådan isoleret personlighed ved livets ophør, ved kosmisk opløsning, i skabelsens oversjæl og bliver en del af den udviklende oplevelse af det Højeste Væsen. Aldrig mere skal den fremstå som en personlighed; dens identitet bliver, som om den aldrig havde været det. Hvis det er en personlighed, hvor Retteren har været til stede, overlever de erfaringsmæssige åndsværdier videre i Retterens virkelighed.   2:3.4 (37.2) When this sentence is finally confirmed, the sin-identified being instantly becomes as though he had not been. There is no resurrection from such a fate; it is everlasting and eternal. The living energy factors of identity are resolved by the transformations of time and the metamorphoses of space into the cosmic potentials whence they once emerged. As for the personality of the iniquitous one, it is deprived of a continuing life vehicle by the creature’s failure to make those choices and final decisions which would have assured eternal life. When the continued embrace of sin by the associated mind culminates in complete self-identification with iniquity, then upon the cessation of life, upon cosmic dissolution, such an isolated personality is absorbed into the oversoul of creation, becoming a part of the evolving experience of the Supreme Being. Never again does it appear as a personality; its identity becomes as though it had never been. In the case of an Adjuster-indwelt personality, the experiential spirit values survive in the reality of the continuing Adjuster.
2:3.5 (37.3) I enhver universkonkurrence mellem faktiske niveauer af virkeligheden, vil personligheden på det højere niveau i sidste ende triumfere over personligheden på det lavere niveau. Dette uundgåelige udfald af modsætninger i universet er iboende i det faktum, at guddommelighed af kvalitet er lig med graden af virkelighed eller virkelighed af enhver viljeskabning. Ufortyndet ondskab, fuldstændig fejltagelse, forsætlig synd og rendyrket uretfærdighed er i sagens natur og automatisk selvmorderisk. Sådanne holdninger af kosmisk uvirkelighed kan kun overleve i universet på grund af forbigående barmhjertigheds tolerance i afventning af handlingen fra de retfærdighedsbestemmende og retfærdighedsfindende mekanismer i universets domstole for retfærdig dom.   2:3.5 (37.3) In any universe contest between actual levels of reality, the personality of the higher level will ultimately triumph over the personality of the lower level. This inevitable outcome of universe controversy is inherent in the fact that divinity of quality equals the degree of reality or actuality of any will creature. Undiluted evil, complete error, willful sin, and unmitigated iniquity are inherently and automatically suicidal. Such attitudes of cosmic unreality can survive in the universe only because of transient mercy-tolerance pending the action of the justice-determining and fairness-finding mechanisms of the universe tribunals of righteous adjudication.
2:3.6 (37.4) Skabersønnernes styre i lokaluniverserne er skabelse og åndeliggørelse. Disse Sønner hellige sig til den effektive eksekvering af Paradisets plan for de dødeliges fremadskridende opstigning, til rehabiliteringen af oprørere og intellektuelt vildfarne, men når alle sådanne kærlige bestræbelser endeligt og uigenkaldeligt afvist, bliver det endelige udslettelsesdekret eksekveret af kræfter, der handler under jurisdiktion af Dagenes Ældste.   2:3.6 (37.4) The rule of the Creator Sons in the local universes is one of creation and spiritualization. These Sons devote themselves to the effective execution of the Paradise plan of progressive mortal ascension, to the rehabilitation of rebels and wrong thinkers, but when all such loving efforts are finally and forever rejected, the final decree of dissolution is executed by forces acting under the jurisdiction of the Ancients of Days.
4. Den guddommelige barmhjertighed ^top   4. The Divine Mercy ^top
2:4.1 (38.1) Barmhjertighed er simpelthen retfærdighed som er mildnet af den visdom, der vokser ud af fuldkommenhed af viden og fuld erkendelse af de naturlige svagheder og miljøbetingede handicaps hos begrænsede skabninger. Vores Gud er fyldt med medfølelse, venlighed, langmodig og rig på barmhjertighed.” Derfor skal “enhver der påkalder Herren blive frelst.” “for han vil med glæde tilgive.” Herrens barmhjertighed er fra evighed til evighed”; ja, “hans barmhjertighed varer til evig tid.” “Jeg er Herren, som udøver kærlig-venlighed, dom og retfærdighed på jorden, for heri finder jeg glæde.” “Jeg bedrøver ikke villigt og sørger ikke for menneskebørnene,” for Jeg er “barmhjertighedens Fader og al trøsts Gud.”   2:4.1 (38.1) Mercy is simply justice tempered by that wisdom which grows out of perfection of knowledge and the full recognition of the natural weaknesses and environmental handicaps of finite creatures. “Our God is full of compassion, gracious, long-suffering, and plenteous in mercy.” Therefore “whosoever calls upon the Lord shall be saved,” “for he will abundantly pardon.” “The mercy of the Lord is from everlasting to everlasting”; yes, “his mercy endures forever.” “I am the Lord who executes loving-kindness, judgment, and righteousness in the earth, for in these things I delight.” “I do not afflict willingly nor grieve the children of men,” for I am “the Father of mercies and the God of all comfort.”
2:4.2 (38.2) Gud er af natur venlig, naturlig medfølende og til evig tid fuld af barmhjertighed. Og det er aldrig nødvendig at udøve noget påvirkning overfor Faderen for at påkalde hans kærlige-venlighed. Skabningens behov er fuldt ud tilstrækkeligt til at sikre den fulde strøm af Faderens milde barmhjertighed og hans frelsende nåde. Da Gud ved alt om sine børn, er det let for ham at tilgive. Jo bedre mennesket forstår sin næste, jo lettere vil det være at tilgive ham endda at elske ham.   2:4.2 (38.2) God is inherently kind, naturally compassionate, and everlastingly merciful. And never is it necessary that any influence be brought to bear upon the Father to call forth his loving-kindness. The creature’s need is wholly sufficient to insure the full flow of the Father’s tender mercies and his saving grace. Since God knows all about his children, it is easy for him to forgive. The better man understands his neighbor, the easier it will be to forgive him, even to love him.
2:4.3 (38.3) Kun den uendelige visdoms indblik gør det muligt for en retfærdig Gud iat tjene retfærdighed og barmhjertighed på samme tid og i enhver given univers situation. Den himmelske Fader bliver aldrig splittet af modstridende holdninger til sine børn i universet; Gud er aldrig et offer for holdningsmodsætninger. Guds alvidenhed styrer ufejlbarligt hans frie vilje i valget af den universadfærd, som perfekt, samtidig, og lige så tilfredsstiler kravene til alle hans guddommelige egenskaber og de uendelige kvaliteter i hans evige natur.   2:4.3 (38.3) Only the discernment of infinite wisdom enables a righteous God to minister justice and mercy at the same time and in any given universe situation. The heavenly Father is never torn by conflicting attitudes towards his universe children; God is never a victim of attitudinal antagonisms. God’s all-knowingness unfailingly directs his free will in the choosing of that universe conduct which perfectly, simultaneously, and equally satisfies the demands of all his divine attributes and the infinite qualities of his eternal nature.
2:4.4 (38.4) Barmhjertighed er den naturlige og uundgåelige konsekvens af godhed og kærlighed. En kærlig Faders gode natur kunne umulig tilbageholde den kloge tjeneste for barmhjertighed til hvert medlem af hver gruppe af hans univers børn. Den evige retfærdighed og guddommelige barmhjertighed udgør tilsammen, hvad man i menneskelig erfaring ville kalde ærlighed.   2:4.4 (38.4) Mercy is the natural and inevitable offspring of goodness and love. The good nature of a loving Father could not possibly withhold the wise ministry of mercy to each member of every group of his universe children. Eternal justice and divine mercy together constitute what in human experience would be called fairness.
2:4.5 (38.5) Guddommelig barmhjertighed repræsenterer en ærlig teknik til justering mellem universets niveauer af perfektion og ufuldkommenhed. Barmhjertighedn er Højestehedens retfærdighed tilpasset situationen for de udviklende endelige, evighedens retfærdighed modificeret til at imødekomme tidens børns højeste interesser og universets velfærd. Barmhjertighed står ikke i modsætning til retfærdigheden, men snarere en forståelsesfortolkning af kravene om højeste retfærdighed, da den på retfærdig vis anvendes på de underordnede åndelige væsener og på de materielle skabninger i de udviklende universer. Barmhjertighed er Paradistreenighedens retfærdighed der klogt og kærligt anvendes overfor de mangfoldige intelligenser af skabelsen af tid og rum, som den er formuleret af guddommelig visdom og bestemt af det alvidende sind og den Universelle Faders suveræne frie vilje og alle hans medvirkende Skabere.   2:4.5 (38.5) Divine mercy represents a fairness technique of adjustment between the universe levels of perfection and imperfection. Mercy is the justice of Supremacy adapted to the situations of the evolving finite, the righteousness of eternity modified to meet the highest interests and universe welfare of the children of time. Mercy is not a contravention of justice but rather an understanding interpretation of the demands of supreme justice as it is fairly applied to the subordinate spiritual beings and to the material creatures of the evolving universes. Mercy is the justice of the Paradise Trinity wisely and lovingly visited upon the manifold intelligences of the creations of time and space as it is formulated by divine wisdom and determined by the all-knowing mind and the sovereign free will of the Universal Father and all his associated Creators.
5. Guds kærlighed ^top   5. The Love of God ^top
2:5.1 (38.6) “Gud er kærlighed;” derfor er hans eneste personlige holdning i forhold til universets anliggender altid en guddommelig kærlighedsreaktion. Faderen elsker os tilstrækkelig til at han skænker os sit liv. “Han får sin sol til at stige op over de onde såvel som de gode og han lader det regne over de retfærdige og de uretfærdige.”   2:5.1 (38.6) “God is love”; therefore his only personal attitude towards the affairs of the universe is always a reaction of divine affection. The Father loves us sufficiently to bestow his life upon us. “He makes his sun to rise on the evil and on the good and sends rain on the just and on the unjust.”
2:5.2 (39.1) Det er forkert at tænke på, at Gud er blevet lokket til at elske sine børn på grund af hans Sønners ofre eller forbøn fra hans underordnede skabninger, “for Faderen selv elsker jer.” Det er som svar på denne faderlige hengivenhed, at Gud sender de forunderlige Rettere til at bo i menneskers sind. Guds kærlighed er universel; “Den, der vil, kan komme.” Han ønsker “at alle mennesker bliver frelst ved at få viden om sandheden.” Han er “ikke villig til at nogen skal fortabes.”   2:5.2 (39.1) It is wrong to think of God as being coaxed into loving his children because of the sacrifices of his Sons or the intercession of his subordinate creatures, “for the Father himself loves you.” It is in response to this paternal affection that God sends the marvelous Adjusters to indwell the minds of men. God’s love is universal; “whosoever will may come.” He would “have all men be saved by coming into the knowledge of the truth.” He is “not willing that any should perish.”
2:5.3 (39.2) Skaberne er de allerførste til at forsøge at redde mennesket fra de katastrofale følger af dets tåbelige overtrædelser af de guddommelige love. Guds kærlighed er af natur en faderlig hengivenhed; derfor “tugter han os nogle gange for vores egen gavn, for at vi kan få del i hans hellighed.” Husk selv under dine brændende prøvelser, at “i alle vore trængsler er han plaget med os.”   2:5.3 (39.2) The Creators are the very first to attempt to save man from the disastrous results of his foolish transgression of the divine laws. God’s love is by nature a fatherly affection; therefore does he sometimes “chasten us for our own profit, that we may be partakers of his holiness.” Even during your fiery trials remember that “in all our afflictions he is afflicted with us.”
2:5.4 (39.3) Gud er guddommelig god overfor syndere. Når oprørere vender tilbage til retfærdighed, bliver de barmhjertighed modtaget, “for vor Gud vil rigeligt tilgive.” “Jeg er den som udsletter jeres synder for min egen skyld, og jeg vil ikke huske dine synder.” “Se, hvilken kærlighed Faderen har skænket os at vi skal kaldes Guds sønner.”   2:5.4 (39.3) God is divinely kind to sinners. When rebels return to righteousness, they are mercifully received, “for our God will abundantly pardon.” “I am he who blots out your transgressions for my own sake, and I will not remember your sins.” “Behold what manner of love the Father has bestowed upon us that we should be called the sons of God.”
2:5.5 (39.4) Når alt kommer til alt, er det største bevis på Guds godhed og den højeste grund til at elske ham Faderens iboende gave—Retteren, som så tålmodigt afventer den time, hvor I begge for evigt skal blive til én. Selvom du ikke kan finde Gud ved at søge, vil du, hvis du vil underkaste dig ledelsen af den iboende ånd, blive ufejlbarligt vejledt, skridt for skridt, liv for liv, gennem univers på univers og alder for alder, indtil du endelig står i tilstedeværelse af Paradisets personlighed af den Universelle Fader.   2:5.5 (39.4) After all, the greatest evidence of the goodness of God and the supreme reason for loving him is the indwelling gift of the Father—the Adjuster who so patiently awaits the hour when you both shall be eternally made one. Though you cannot find God by searching, if you will submit to the leading of the indwelling spirit, you will be unerringly guided, step by step, life by life, through universe upon universe, and age by age, until you finally stand in the presence of the Paradise personality of the Universal Father.
2:5.6 (39.5) Hvor er det urimeligt, at du ikke skal tilbede Gud, fordi begrænsningerne af den menneskelige natur og din materielle skabelses handicap gør det umuligt for dig at se ham. Mellem dig og Gud er der en enorm afstand (fysisk plads), der skal tilbagelægges. Der eksisterer ligeledes en stor kløft af åndelig forskel, som må bygges bro over; men til trods for alt det fysisk og åndeligt adskiller dig fra Paradisets personlige tilstedeværelse af Gud, stop op og overvej det højtidelige faktum, at Gud bor i dig; han har allerede på sin egen måde slået bro over kløften. Han har sendt af sig selv, sin ånd, for at leve i dig og arbejde sammen med dig, mens du forfølger din evige univers karriere.   2:5.6 (39.5) How unreasonable that you should not worship God because the limitations of human nature and the handicaps of your material creation make it impossible for you to see him. Between you and God there is a tremendous distance (physical space) to be traversed. There likewise exists a great gulf of spiritual differential which must be bridged; but notwithstanding all that physically and spiritually separates you from the Paradise personal presence of God, stop and ponder the solemn fact that God lives within you; he has in his own way already bridged the gulf. He has sent of himself, his spirit, to live in you and to toil with you as you pursue your eternal universe career.
2:5.7 (39.6) Jeg finder det nemt og behageligt at tilbede en, der er så stor og samtidig så kærligt hengiven til sine ydmyge skabningers opløftende tjeneste. Jeg elsker naturligvis en, der er så magtfuld i skabelsen og i kontrollen deraf, og som alligevel er så perfekt i godhed og så trofast i den kærlige venlighed, som konstant overskygger os. Jeg tror, jeg ville elske Gud lige så meget, hvis han ikke var så stor og mægtig, så længe han er så god og barmhjertig. Vi elsker alle Faderen mere på grund af hans natur end i erkendelse af hans fantastiske egenskaber.   2:5.7 (39.6) I find it easy and pleasant to worship one who is so great and at the same time so affectionately devoted to the uplifting ministry of his lowly creatures. I naturally love one who is so powerful in creation and in the control thereof, and yet who is so perfect in goodness and so faithful in the loving-kindness which constantly overshadows us. I think I would love God just as much if he were not so great and powerful, as long as he is so good and merciful. We all love the Father more because of his nature than in recognition of his amazing attributes.
2:5.8 (39.7) Når jeg observerer Skabersønnerne og deres underordnede administratorer kæmper så tappert med tidens mangfoldige vanskeligheder, der er iboende i udviklingen af rummets universer, opdager jeg, at jeg bærer disse mindre herskere af universerne en stor og dyb hengivenhed. Når alt kommer til alt, tror jeg, at vi alle, inklusive de dødelige i rigerne, elsker den Universelle Fader og alle andre væsener, guddommelige eller menneskelige, fordi vi kan se, at disse personligheder virkelig elsker os. Oplevelsen af at elske er meget en direkte reaktion på oplevelsen af at være elsket. Vel vidende, at Gud elsker mig, vil jeg gerne fortsætte med at elske ham højt over alt, selv om han var frataget alle sine egenskaber af højestehed, ultimativitet, og absoluthed.   2:5.8 (39.7) When I observe the Creator Sons and their subordinate administrators struggling so valiantly with the manifold difficulties of time inherent in the evolution of the universes of space, I discover that I bear these lesser rulers of the universes a great and profound affection. After all, I think we all, including the mortals of the realms, love the Universal Father and all other beings, divine or human, because we discern that these personalities truly love us. The experience of loving is very much a direct response to the experience of being loved. Knowing that God loves me, I should continue to love him supremely, even though he were divested of all his attributes of supremacy, ultimacy, and absoluteness.
2:5.9 (40.1) Faderens kærlighed følger os nu og gennem de evige tidsaldres endeløse cirkel. Når i overvejer Guds kærlige natur, er der kun en fornuftig og naturlig personlighedsreaktion herpå: I vil i stigende grad elske jeres Skaber; i vil give Gud en hengivenhed, svarer til den et barn giver til sine jordiske forældre; for som en far, som en virkelig, rigtig, ægte far elsker sine børn, således elsker den Universelle Fader og søger for evigt for sine skabte sønners og døtres velfærd.   2:5.9 (40.1) The Father’s love follows us now and throughout the endless circle of the eternal ages. As you ponder the loving nature of God, there is only one reasonable and natural personality reaction thereto: You will increasingly love your Maker; you will yield to God an affection analogous to that given by a child to an earthly parent; for, as a father, a real father, a true father, loves his children, so the Universal Father loves and forever seeks the welfare of his created sons and daughters.
2:5.10 (40.2) Men Guds kærlighed er en klog og langsigtet forældrekærlighed. Den guddommelige kærlighed fungerer i forenet samarbejde med guddommelig visdom og alle andre uendelige egenskaber ved den Universelle Faders perfekte natur. Gud er kærlighed, men kærlighed er ikke Gud. Den største manifestation af den guddommelige kærlighed til dødelige væsener observeres i overdragelsen af Tankeretterne, men jeres største åbenbaring af Faderens kærlighed ses i overdragelseslivet af hans Søn Mikael, da han levede på jorden det ideelle åndelige liv. Det er den iboende Retter, som individualiserer Guds kærlighed til hver menneskesjæl.   2:5.10 (40.2) But the love of God is an intelligent and farseeing parental affection. The divine love functions in unified association with divine wisdom and all other infinite characteristics of the perfect nature of the Universal Father. God is love, but love is not God. The greatest manifestation of the divine love for mortal beings is observed in the bestowal of the Thought Adjusters, but your greatest revelation of the Father’s love is seen in the bestowal life of his Son Michael as he lived on earth the ideal spiritual life. It is the indwelling Adjuster who individualizes the love of God to each human soul.
2:5.11 (40.3) Til tider er jeg næsten smertefuld over at blive tvunget til at skildre den himmelske Faders guddommelige hengivenhed for hans univers-børn ved at bruge det menneskelige ordsymbol kærlighed. Selv om dette udtryk er udtryk for menneskets højeste begreb om de dødelige relationer respekt og hengivenhed, er det så ofte betegnende for så meget af det menneskelige forhold, der er fuldstændig uværdigt og fuldstændig uegnet til at blive kendt med ethvert ord, som også bruges til at angive den levende Guds mageløse hengivenhed for hans univers-skabninger! Hvor er det ærgerligt, at jeg ikke kan bruge et eller andet overjordisk og eksklusivt udtryk, som ville formidle til menneskets sind den sande natur og den udsøgt smukke betydning af Paradisfaderens guddommelige hengivenhed.   2:5.11 (40.3) At times I am almost pained to be compelled to portray the divine affection of the heavenly Father for his universe children by the employment of the human word symbol love. This term, even though it does connote man’s highest concept of the mortal relations of respect and devotion, is so frequently designative of so much of human relationship that is wholly ignoble and utterly unfit to be known by any word which is also used to indicate the matchless affection of the living God for his universe creatures! How unfortunate that I cannot make use of some supernal and exclusive term which would convey to the mind of man the true nature and exquisitely beautiful significance of the divine affection of the Paradise Father.
2:5.12 (40.4) Når mennesket mister kærligheden til en personlig Gud af syne, bliver Guds rige blot det godes rige. På trods af den guddommelige naturs uendelige enhed er kærlighed det dominerende kendetegn ved alle Guds personlige forhold med sine skabninger.   2:5.12 (40.4) When man loses sight of the love of a personal God, the kingdom of God becomes merely the kingdom of good. Notwithstanding the infinite unity of the divine nature, love is the dominant characteristic of all God’s personal dealings with his creatures.
6. Guds godhed ^top   6. The Goodness of God ^top
2:6.1 (40.5) I det fysiske univers kan vi se den guddommelige skønhed; i den intellektuelle verden kan vi skelne den evige sandhed, men Guds godhed findes kun i den åndelige verden af personlig religiøs erfaring. I sin sande essens er religion selve trostilliden til Guds godhed. Gud kunne være stor og absolut, på en eller anden måde endda intelligent og personlig, i filosofien, men i religionen må Gud også være moralsk; han skal være god. Mennesket frygter måske en stor Gud, men det stoler på og elsker kun en god Gud. Denne Guds godhed er en del af Guds personlighed, og dens fulde åbenbaring viser sig kun i den personlige religiøse oplevelse af de troende Guds sønner.   2:6.1 (40.5) In the physical universe we may see the divine beauty, in the intellectual world we may discern eternal truth, but the goodness of God is found only in the spiritual world of personal religious experience. In its true essence, religion is a faith-trust in the goodness of God. God could be great and absolute, somehow even intelligent and personal, in philosophy, but in religion God must also be moral; he must be good. Man might fear a great God, but he trusts and loves only a good God. This goodness of God is a part of the personality of God, and its full revelation appears only in the personal religious experience of the believing sons of God.
2:6.2 (40.6) Religion forudsætter, at den åndelige naturs oververdens er bevidst om og reagerer på de grundlæggende behov i den menneskelige verden. Evolutionær religion kan blive etisk, men kun åbenbaret religion bliver virkelig og åndelig moralsk. Det gamle koncept om, at Gud er en Guddom domineret af en kongelig moral, blev af Jesus løftet op til det kærligt rørende niveau af intim familiemoral i forholdet mellem forældre og barn, som noget mere ømt og smukt i jordiske erfaringer.   2:6.2 (40.6) Religion implies that the superworld of spirit nature is cognizant of, and responsive to, the fundamental needs of the human world. Evolutionary religion may become ethical, but only revealed religion becomes truly and spiritually moral. The olden concept that God is a Deity dominated by kingly morality was upstepped by Jesus to that affectionately touching level of intimate family morality of the parent-child relationship, than which there is none more tender and beautiful in mortal experience.
2:6.3 (41.1) “Guds godheds rigdom fører vildfarne mennesker til omvendelse.” “Enhver god gave og enhver fuldkommen gave kommer ned fra lysenes Fader.” “Gud er god; han er menneskesjælenes evige tilflugtssted.” “Herren Gud er barmhjertig og nådig” “Han er langmodig og rig på godhed og sandhed” “Smag og se, at Herren er god! Velsignet er det menneske som stoler på ham.” “Herren er nådig og fuld af medlidenhed. Han er den frelsende Gud.” “Han helbreder de knuste hjerter og forbinder sjælens sår. Han er menneskets almægtige velgører.”   2:6.3 (41.1) The “richness of the goodness of God leads erring man to repentance.” “Every good gift and every perfect gift comes down from the Father of lights.” “God is good; he is the eternal refuge of the souls of men.” “The Lord God is merciful and gracious. He is long-suffering and abundant in goodness and truth.” “Taste and see that the Lord is good! Blessed is the man who trusts him.” “The Lord is gracious and full of compassion. He is the God of salvation.” “He heals the brokenhearted and binds up the wounds of the soul. He is man’s all-powerful benefactor.”
2:6.4 (41.2) Begrebet Gud som en konge- dommer, selv om det fremmede en høj moralsk standard og skabte et lovrespekterende folk som gruppe, efterlod den enkelte troende i en bedrøvelig tilstand af usikkerhed med respekt for deres egen status i tid og evighed. De senere hebraiske profeter forkyndte, at Gud var en Fader for Israel; Jesus åbenbarede Gud som faderen til hvert menneske. Hele det jordiske begreb om Gud er transcendent oplyst af Jesu liv. Uselviskhed er iboende i forældrekærligheden. Gud elsker ikke som en far, men i egenskab af at være en far. Han er Paradisfaderen til enhver universpersonlighed.   2:6.4 (41.2) The concept of God as a king-judge, although it fostered a high moral standard and created a law-respecting people as a group, left the individual believer in a sad position of insecurity respecting his status in time and in eternity. The later Hebrew prophets proclaimed God to be a Father to Israel; Jesus revealed God as the Father of each human being. The entire mortal concept of God is transcendently illuminated by the life of Jesus. Selflessness is inherent in parental love. God loves not like a father, but as a father. He is the Paradise Father of every universe personality.
2:6.5 (41.3) Retfærdigheden indebærer, at Gud er kilden til universets moralske lov. Sandheden viser Gud som en åbenbarer, som lærer. Men kærligheden giver og higer efter hengivenhed, søger forståelsesfuldt fællesskab, sådan som der findes mellem forældre og barn. Retfærdighed kan være den guddommelige tanke, men kærlighed er en fars holdning. Den fejlagtige antagelse om, at Guds retfærdighed var uforenelig med den himmelske Faders uselviske kærlighed, forudsatte fravær af enhed i Guddommens natur og førte direkte til udarbejdelsen af forsoningslæren, som er et filosofisk angreb på både enhed og Guds og frie vilje.   2:6.5 (41.3) Righteousness implies that God is the source of the moral law of the universe. Truth exhibits God as a revealer, as a teacher. But love gives and craves affection, seeks understanding fellowship such as exists between parent and child. Righteousness may be the divine thought, but love is a father’s attitude. The erroneous supposition that the righteousness of God was irreconcilable with the selfless love of the heavenly Father, presupposed absence of unity in the nature of Deity and led directly to the elaboration of the atonement doctrine, which is a philosophic assault upon both the unity and the free-willness of God.
2:6.6 (41.4) Den hengivne himmelske Fader hvis ånd bor i hans jordiske børn, er ikke en splittet personlighed—en af retfærdighed og en af barmhjertighed—og den kræver heller ikke en mægler for at sikre Faderens velvilje eller tilgivelse. Guddommelig retfærdighed er ikke domineret af en streng gengældelsesretfærdighed; Gud som far overgår Gud som dommer.   2:6.6 (41.4) The affectionate heavenly Father, whose spirit indwells his children on earth, is not a divided personality—one of justice and one of mercy—neither does it require a mediator to secure the Father’s favor or forgiveness. Divine righteousness is not dominated by strict retributive justice; God as a father transcends God as a judge.
2:6.7 (41.5) Gud er aldrig rasende, hævngerrig eller vred. Det er sandt, at visdommen ofte begrænser hans kærlighed, mens retfærdighed betinger hans afviste barmhjertighed. Hans kærlighed til retfærdighed kan ikke undgå at fremstå som værende mindre end hans had til synd. Faderen er ikke en inkonsekvent personlighed; den guddommelige enhed er fperfekt. I Paradistreenigheden er der absolut enhed på trods af at Guds medaktører har deres egne, evige identiteter.   2:6.7 (41.5) God is never wrathful, vengeful, or angry. It is true that wisdom does often restrain his love, while justice conditions his rejected mercy. His love of righteousness cannot help being exhibited as equal hatred for sin. The Father is not an inconsistent personality; the divine unity is perfect. In the Paradise Trinity there is absolute unity despite the eternal identities of the co-ordinates of God.
2:6.8 (41.6) Gud elsker synderen og hader synden; sådan et udsagn er filosofisk sandt, men Gud er en transcendent personlighed, og personer kan kun elske og hade andre personer. Synd er ikke en person. Gud elsker synderen fordi denne er en personlighedsvirkelighed (potentielt evig), mens Gud ikke har nogen personlig holdning til synd, for synd er ikke en åndelig virkelighed; den er ikke personlig; derfor er det kun Guds retfærdighed, der er opmærksom på dens eksistens. Guds kærlighed frelser synderen; Guds lov tilintetgør synden. Denne guddommelige naturs holdning ville tilsyneladende ændre sig, hvis synderen indgår en endelig og fuldstændig identifikation med synden, lige som det samme dødelige sind også fuldt ud kan identificere sig med den iboende ånds Retter. En sådan synd-identificeret dødelige ville så blive helt uåndelig af natur (og derfor personligt uvirkelig) og ville opleve en eventuel udslettelse af sin væren. Uvirkelighed, selv ufuldstændigheden af skabningens natur, kan ikke eksistere for evigt i et fremadskridende virkeligt og tiltagende åndeligt univers.   2:6.8 (41.6) God loves the sinner and hates the sin: such a statement is true philosophically, but God is a transcendent personality, and persons can only love and hate other persons. Sin is not a person. God loves the sinner because he is a personality reality (potentially eternal), while towards sin God strikes no personal attitude, for sin is not a spiritual reality; it is not personal; therefore does only the justice of God take cognizance of its existence. The love of God saves the sinner; the law of God destroys the sin. This attitude of the divine nature would apparently change if the sinner finally identified himself wholly with sin just as the same mortal mind may also fully identify itself with the indwelling spirit Adjuster. Such a sin-identified mortal would then become wholly unspiritual in nature (and therefore personally unreal) and would experience eventual extinction of being. Unreality, even incompleteness of creature nature, cannot exist forever in a progressingly real and increasingly spiritual universe.
2:6.9 (42.1) Overfor personlighedens verden bliver Gud opdager at være en kærlig person; overfor den åndelige verden er han en personlig kærlighed; i religiøs erfaring er han begge dele. Kærlighed identificerer Guds viljebestemte vilje. Guds godhed hviler i bunden af den guddommelige viljefrihed: den universelle tendens til at elske, vise barmhjertighed, give udtryk for tålmodighed og udvise tilgivelse.   2:6.9 (42.1) Facing the world of personality, God is discovered to be a loving person; facing the spiritual world, he is a personal love; in religious experience he is both. Love identifies the volitional will of God. The goodness of God rests at the bottom of the divine free-willness—the universal tendency to love, show mercy, manifest patience, and minister forgiveness.
7. Guddommelig sandhed og skønhed ^top   7. Divine Truth and Beauty ^top
2:7.1 (42.2) Al endelig viden og skabningsforståelse er relativ. Information og intelligens, hentet fra selv høje kilder, er kun relativt fuldstændige, lokalt nøjagtigt og personligt sande.   2:7.1 (42.2) All finite knowledge and creature understanding are relative. Information and intelligence, gleaned from even high sources, is only relatively complete, locally accurate, and personally true.
2:7.2 (42.3) Fysiske fakta er ret ensartede, men sandheden er en levende og fleksible faktor i universets filosofi. Udviklende personligheder er kun delvis kloge og relativt sande i deres kommunikation. De kan kun være sikre, så vidt deres personlige erfaring rækker. Det, der tilsyneladende kan være sandt ét sted, kan kun være relativt sandt i et andet segment af skabelsen.   2:7.2 (42.3) Physical facts are fairly uniform, but truth is a living and flexible factor in the philosophy of the universe. Evolving personalities are only partially wise and relatively true in their communications. They can be certain only as far as their personal experience extends. That which apparently may be wholly true in one place may be only relatively true in another segment of creation.
2:7.3 (42.4) Den guddommelige sandhed, den endelige sandhed, er ensartet og universel, men historien om åndelige ting, som den fortælles af adskillige individer fra forskellige sfærer, kan nogle gange variere i detaljer på grund af denne relativitet i videns fuldstændighed og i fylden af personlige erfaring samt i længden og omfanget af denne erfaring. Mens lovene og dekreterne, tankerne og holdningerne fra den Første Store Kilde og Center er evigt, uendeligt og universelt sande; samtidig er deres anvendelse på og tilpasning til ethvert univers, system, verden og skabt intelligens i overensstemmelse med Skabersønnernes planer og teknik, som de fungerer i deres respektive universer, såvel som i harmoni med den Uendelige Ånds lokale planer og procedurer og for alle andre tilknyttede himmelske personligheder.   2:7.3 (42.4) Divine truth, final truth, is uniform and universal, but the story of things spiritual, as it is told by numerous individuals hailing from various spheres, may sometimes vary in details owing to this relativity in the completeness of knowledge and in the repleteness of personal experience as well as in the length and extent of that experience. While the laws and decrees, the thoughts and attitudes, of the First Great Source and Center are eternally, infinitely, and universally true; at the same time, their application to, and adjustment for, every universe, system, world, and created intelligence, are in accordance with the plans and technique of the Creator Sons as they function in their respective universes, as well as in harmony with the local plans and procedures of the Infinite Spirit and of all other associated celestial personalities.
2:7.4 (42.5) Den falske videnskab om materialisme ville dømme det dødelige menneske til at blive udstødt i universet. Sådan delvis viden er potentielt ond; det er viden sammensat af både godt og ondt. Sandheden er smuk, fordi den er både fyldt og symmetrisk. Når mennesket søger efter sandheden, forfølger det det guddommelige virkelige.   2:7.4 (42.5) The false science of materialism would sentence mortal man to become an outcast in the universe. Such partial knowledge is potentially evil; it is knowledge composed of both good and evil. Truth is beautiful because it is both replete and symmetrical. When man searches for truth, he pursues the divinely real.
2:7.5 (42.6) Filosoffer begår deres alvorligste fejl, når de bliver vildledt til abstraktionens fejltagelse, praksis med at fokusere opmærksomheden på et aspekt af virkeligheden og derefter udtale et sådant isoleret aspekt for at være hele sandheden. Den kloge filosof vil altid kigge efter det kreative mønster som ligger til grund og eksisterer før alle universets fænomener. Den skabende tanke vil altid gå forud for den skabende handling.   2:7.5 (42.6) Philosophers commit their gravest error when they are misled into the fallacy of abstraction, the practice of focusing the attention upon one aspect of reality and then of pronouncing such an isolated aspect to be the whole truth. The wise philosopher will always look for the creative design which is behind, and pre-existent to, all universe phenomena. The creator thought invariably precedes creative action.
2:7.6 (42.7) Intellektuel selvbevidsthed kan opdage sandhedens skønhed, dens åndelige kvalitet, ikke kun ved dens filosofiske konsistens, men mere sikkert og sikkert ved den altid tilstedeværende sandhedsånds fejlfrie reaktion. Lykke udspringer af erkendelsen af sandheden, fordi den kan omsættes til handling; den kan leves. Skuffelse og sorg følger med fejl, fordi det ikke er en realitet, kan idet kke realiseres i erfaring. Den guddommelige sandhed er bedst kendt for sin åndelige smag.   2:7.6 (42.7) Intellectual self-consciousness can discover the beauty of truth, its spiritual quality, not only by the philosophic consistency of its concepts, but more certainly and surely by the unerring response of the ever-present Spirit of Truth. Happiness ensues from the recognition of truth because it can be acted out; it can be lived. Disappointment and sorrow attend upon error because, not being a reality, it cannot be realized in experience. Divine truth is best known by its spiritual flavor.
2:7.7 (42.8) Den evige søgen er efter forening, efter guddommelig sammenhæng. Det vidtstrakte fysiske univers holdes sammen i Paradisøen; det intellektuelle univers holdes sammen i sindets Gud, Samforeneren, det åndelige univers er sammenhængende i den Evige Søns personlighed. Men tidens og rummets isolerede dødelige hænger sammen i Gud Faderen gennem den direkte forbindelse mellem den iboende Tankeretter og den Universelle Fader. Menneskets Retter er et fragment af Gud og den søger altid den guddommelige forening; den hænger sammen med, og i Paradisguddommen af den Første Kilde og Center.   2:7.7 (42.8) The eternal quest is for unification, for divine coherence. The far-flung physical universe coheres in the Isle of Paradise; the intellectual universe coheres in the God of mind, the Conjoint Actor; the spiritual universe is coherent in the personality of the Eternal Son. But the isolated mortal of time and space coheres in God the Father through the direct relationship between the indwelling Thought Adjuster and the Universal Father. Man’s Adjuster is a fragment of God and everlastingly seeks for divine unification; it coheres with, and in, the Paradise Deity of the First Source and Center.
2:7.8 (43.1) Det at få et glimt af den ypperste skønhed er opdagelsen og integrationen af virkeligheden: Det at få øje på den guddommelige godhed i den evige sandhed, det er den ultimative skønhed. Selv tiltrækningen i menneskelig kunst ligger i harmonien af dens enhed.   2:7.8 (43.1) The discernment of supreme beauty is the discovery and integration of reality: The discernment of the divine goodness in the eternal truth, that is ultimate beauty. Even the charm of human art consists in the harmony of its unity.
2:7.9 (43.2) Den hebraiske religions store fejl var dens manglende evne til at forbinde Guds godhed med videnskabens faktuelle sandheder og kunstens tiltalende skønhed. Efterhånden som civilisationen skred frem, og da religionen fortsatte med at forfølge den samme ukloge vej med overbetoning af Guds godhed til relativ udelukkelse af sandhed og forsømmelse af skønhed, udviklede der sig en stigende tendens til, at visse typer mænd vendte sig væk fra det abstrakte og dissocierede koncept. af isoleret godhed. Den moderne religions overbetonede og isolerede moral, som ikke er i stand til at fastholde hengivenheden og loyaliteten hos mange mænd i det tyvende århundrede, ville rehabilitere sig selv, hvis den ud over sine moralske mandater ville tage lige så stor hensyn til videnskabens, filosofiens og den åndelige oplevelses sandheder og til skønheden ved den fysiske skabelse, charmen ved intellektuel kunst og storheden ved ægte karakterpræsentation.   2:7.9 (43.2) The great mistake of the Hebrew religion was its failure to associate the goodness of God with the factual truths of science and the appealing beauty of art. As civilization progressed, and since religion continued to pursue the same unwise course of overemphasizing the goodness of God to the relative exclusion of truth and neglect of beauty, there developed an increasing tendency for certain types of men to turn away from the abstract and dissociated concept of isolated goodness. The overstressed and isolated morality of modern religion, which fails to hold the devotion and loyalty of many twentieth-century men, would rehabilitate itself if, in addition to its moral mandates, it would give equal consideration to the truths of science, philosophy, and spiritual experience, and to the beauties of the physical creation, the charm of intellectual art, and the grandeur of genuine character achievement.
2:7.10 (43.3) Den religiøse udfordring i denne tidsalder er til de langtseende og fremadskuende mænd og kvinder med spirituel indsigt, som vil vove at konstruere en ny og tiltalende filosofi om at leve ud af de udvidede og udsøgt integrerede moderne begreber om kosmisk sandhed, universets skønhed og guddommelige godhed. En sådan ny og retfærdig vision af moral vil tiltrække alt, hvad der er godt i menneskets sind og udfordre det, der er bedst i den menneskelige sjæl. Sandhed, skønhed og godhed er guddommelige realiteter, og efterhånden som mennesket stiger op på skalaen af åndeligt liv, bliver disse højeste kvaliteter hos den Evige i stigende grad koordineret og forenet i Gud, som er kærlighed.   2:7.10 (43.3) The religious challenge of this age is to those farseeing and forward-looking men and women of spiritual insight who will dare to construct a new and appealing philosophy of living out of the enlarged and exquisitely integrated modern concepts of cosmic truth, universe beauty, and divine goodness. Such a new and righteous vision of morality will attract all that is good in the mind of man and challenge that which is best in the human soul. Truth, beauty, and goodness are divine realities, and as man ascends the scale of spiritual living, these supreme qualities of the Eternal become increasingly co-ordinated and unified in God, who is love.
2:7.11 (43.4) Al sandhed—materiel, filosofisk eller åndelig—er både smuk og god. Al ægte skønhed—materiel kunst eller åndelig symmetri—er både sand og god. Al ægte godhed—hvad enten det er personlig moral, social retfærdighed eller guddommelig tjeneste—er lige sandt og smukt. Sundhed, fornuft og lykke er integrationer af sandhed, skønhed og godhed, da de er blandet i menneskelig erfaring. Sådanne niveauer af effektiv levevis opstår gennem forening af energisystemer, idésystemer og åndesystemer.   2:7.11 (43.4) All truth—material, philosophic, or spiritual—is both beautiful and good. All real beauty—material art or spiritual symmetry—is both true and good. All genuine goodness—whether personal morality, social equity, or divine ministry—is equally true and beautiful. Health, sanity, and happiness are integrations of truth, beauty, and goodness as they are blended in human experience. Such levels of efficient living come about through the unification of energy systems, idea systems, and spirit systems.
2:7.12 (43.5) Sandheden er sammenhængende, skønhed tiltrækkende, godhed stabiliserende. Og når disse værdier af det, der er virkeligt, er koordineret i personlighedserfaring, er resultatet en høj kærlighedsorden betinget af visdom og kvalificeret af loyalitet. Det virkelige formål med al universuddannelse er at bevirke en bedre koordinering af verdens isolerede børn med de større realiteter af deres ekspanderende erfaring. Virkeligheden er begrænset på det menneskelige plan, uendelig og evig på de højere og guddommelige niveauer.   2:7.12 (43.5) Truth is coherent, beauty attractive, goodness stabilizing. And when these values of that which is real are co-ordinated in personality experience, the result is a high order of love conditioned by wisdom and qualified by loyalty. The real purpose of all universe education is to effect the better co-ordination of the isolated child of the worlds with the larger realities of his expanding experience. Reality is finite on the human level, infinite and eternal on the higher and divine levels.
2:7.13 (43.6) [Præsenteret af en Guddommelig Rådgiver autoriseret af Dagenes Ældste på Uversa.]   2:7.13 (43.6) [Presented by a Divine Counselor acting by authority of the Ancients of Days on Uversa.]