Kapitel 196		Paper 196
Jesu Tro		The Faith of Jesus
196:0.1 (2087.1) JESUS havde en sublim og helhjertet tro på Gud. Han oplevede de almindelige op- og nedture i den dødelige tilværelse, men han tvivlede aldrig religiøst på visheden om Guds omsorg og vejledning. Hans tro var udsprunget af den indsigt, der blev født af aktiviteten i det guddommelige nærvær, hans indre Retter. Hans tro var hverken traditionel eller blot intellektuel; den var helt personlig og rent åndelig.		196:0.1 (2087.1) JESUS enjoyed a sublime and wholehearted faith in God. He experienced the ordinary ups and downs of mortal existence, but he never religiously doubted the certainty of God’s watchcare and guidance. His faith was the outgrowth of the insight born of the activity of the divine presence, his indwelling Adjuster. His faith was neither traditional nor merely intellectual; it was wholly personal and purely spiritual.
196:0.2 (2087.2) Mennesket Jesus så Gud som værende hellig, retfærdig og stor, såvel som sand, smuk og god. Alle disse guddommelige egenskaber fokuserede han på i sit sind som “Faderens vilje i himlen.” Jesu Gud var på en og samme tid “Israels Hellige” og “den levende og kærlige Fader i himlen.” Forestillingen om Gud som en far var ikke original hos Jesus, men han ophøjede ideen til en sublim oplevelse ved at opnå en ny åbenbaring af Gud og ved at proklamere, at enhver dødelig skabning er et barn af denne kærlighedens Fader, et barn af Gud.		196:0.2 (2087.2) The human Jesus saw God as being holy, just, and great, as well as being true, beautiful, and good. All these attributes of divinity he focused in his mind as the “will of the Father in heaven.” Jesus’ God was at one and the same time “The Holy One of Israel” and “The living and loving Father in heaven.” The concept of God as a Father was not original with Jesus, but he exalted and elevated the idea into a sublime experience by achieving a new revelation of God and by proclaiming that every mortal creature is a child of this Father of love, a son of God.
196:0.3 (2087.3) Jesus klyngede sig ikke til troen på Gud, som en kæmpende sjæl ville gøre i krig med universet og i dødens greb med en fjendtlig og syndig verden; han tyede ikke til troen blot som en trøst midt i vanskelighederne eller som en trøst i truende fortvivlelse; troen var ikke blot en illusorisk kompensation for livets ubehagelige realiteter og sorger. På trods af alle de naturlige vanskeligheder og timelige modsætninger i den dødelige tilværelse oplevede han roen i den højeste og ubestridte tillid til Gud og følte den enorme spænding ved at leve i tro i selve den himmelske Faders nærvær. Og denne triumferende tro var en levende oplevelse af faktisk åndelig opnåelse. Jesu store bidrag til værdierne i den menneskelige erfaring var ikke, at han åbenbarede så mange nye ideer om Faderen i himlen, men snarere at han så storslået og menneskeligt demonstrerede en ny og højere type levende tro på Gud. Aldrig i nogen af universets verdener, i nogen dødeliges liv, er Gud nogensinde blevet en så levende realitet som i Jesus af Nazarets menneskelige erfaring.		196:0.3 (2087.3) Jesus did not cling to faith in God as would a struggling soul at war with the universe and at death grips with a hostile and sinful world; he did not resort to faith merely as a consolation in the midst of difficulties or as a comfort in threatened despair; faith was not just an illusory compensation for the unpleasant realities and the sorrows of living. In the very face of all the natural difficulties and the temporal contradictions of mortal existence, he experienced the tranquillity of supreme and unquestioned trust in God and felt the tremendous thrill of living, by faith, in the very presence of the heavenly Father. And this triumphant faith was a living experience of actual spirit attainment. Jesus’ great contribution to the values of human experience was not that he revealed so many new ideas about the Father in heaven, but rather that he so magnificently and humanly demonstrated a new and higher type of living faith in God. Never on all the worlds of this universe, in the life of any one mortal, did God ever become such a living reality as in the human experience of Jesus of Nazareth.
196:0.4 (2087.4) I Mesterens liv på Urantia opdager denne og alle andre verdener i den lokale skabelse en ny og højere form for religion, en religion, der er baseret på personlige åndelige relationer med den Universelle Fader og fuldt ud valideret af den højeste autoritet i ægte personlig erfaring. Denne levende tro hos Jesus var mere end en intellektuel refleksion, og det var ikke en mystisk meditation.		196:0.4 (2087.4) In the Master’s life on Urantia, this and all other worlds of the local creation discover a new and higher type of religion, religion based on personal spiritual relations with the Universal Father and wholly validated by the supreme authority of genuine personal experience. This living faith of Jesus was more than an intellectual reflection, and it was not a mystic meditation.
196:0.5 (2087.5) Teologien kan fastsætte, formulere, definere og dogmatisere troen, men i Jesu menneskelige liv var troen personlig, levende, oprindelig, spontan og rent åndelig. Denne tro var ikke ærbødighed for traditionen eller en intellektuel overbevisning, som han holdt fast i som en hellig trosbekendelse, men snarere en sublim oplevelse og en dyb overbevisning, som holdt ham fast. Hans tro var så virkelig og altomfattende, at den absolut fejede enhver åndelig tvivl væk og effektivt ødelagde ethvert modstridende begær. Intet var i stand til at rive ham væk fra den åndelige forankring i denne inderlige, sublime og frygtløse tro. Selv i lyset af et tilsyneladende nederlag eller under skuffelse og truende fortvivlelse stod han roligt i det guddommelige nærvær, fri for frygt og fuldt bevidst om åndelig uovervindelighed. Jesus nød den forfriskende vished om at være i besiddelse af en urokkelig tro, og i alle livets svære situationer udviste han altid en ubetinget loyalitet over for Faderens vilje. Og denne fantastiske tro lod sig ikke skræmme, selv ikke af den grusomme og knusende trussel om en skammelig død.		196:0.5 (2087.5) Theology may fix, formulate, define, and dogmatize faith, but in the human life of Jesus faith was personal, living, original, spontaneous, and purely spiritual. This faith was not reverence for tradition nor a mere intellectual belief which he held as a sacred creed, but rather a sublime experience and a profound conviction which securely held him. His faith was so real and all-encompassing that it absolutely swept away any spiritual doubts and effectively destroyed every conflicting desire. Nothing was able to tear him away from the spiritual anchorage of this fervent, sublime, and undaunted faith. Even in the face of apparent defeat or in the throes of disappointment and threatening despair, he calmly stood in the divine presence free from fear and fully conscious of spiritual invincibility. Jesus enjoyed the invigorating assurance of the possession of unflinching faith, and in each of life’s trying situations he unfailingly exhibited an unquestioning loyalty to the Father’s will. And this superb faith was undaunted even by the cruel and crushing threat of an ignominious death.
196:0.6 (2088.1) Hos et religiøst geni fører stærk åndelig tro så ofte direkte til katastrofal fanatisme, til overdrivelse af det religiøse ego, men sådan var det ikke med Jesus. Han blev ikke negativt påvirket i sit praktiske liv af sin ekstraordinære tro og åndelige opnåelse, fordi denne åndelige ophøjelse var et helt ubevidst og spontant sjæleligt udtryk for hans personlige oplevelse med Gud.		196:0.6 (2088.1) In a religious genius, strong spiritual faith so many times leads directly to disastrous fanaticism, to exaggeration of the religious ego, but it was not so with Jesus. He was not unfavorably affected in his practical life by his extraordinary faith and spirit attainment because this spiritual exaltation was a wholly unconscious and spontaneous soul expression of his personal experience with God.
196:0.7 (2088.2) Jesu altopslugende og ukuelige åndelige tro blev aldrig fanatisk, for den forsøgte aldrig at løbe fra hans velafbalancerede intellektuelle vurderinger af de proportionelle værdier i praktiske og almindelige sociale, økonomiske og moralske livssituationer. Menneskesønnen var en fantastisk forenet menneskelig personlighed; han var et perfekt udstyret guddommeligt væsen; han var også storslået koordineret som et kombineret menneskeligt og guddommeligt væsen, der fungerede på jorden som en enkelt personlighed. Altid koordinerede Mesteren sjælens tro med visdomsvurderingerne fra den erfarne erfaring. Personlig tro, åndeligt håb og moralsk hengivenhed var altid korreleret i en enestående religiøs enhed af harmonisk forening med den skarpe erkendelse af virkeligheden og helligheden af alle menneskelige loyaliteter—personlig ære, familiekærlighed, religiøs forpligtelse, social pligt og økonomisk nødvendighed.		196:0.7 (2088.2) The all-consuming and indomitable spiritual faith of Jesus never became fanatical, for it never attempted to run away with his well-balanced intellectual judgments concerning the proportional values of practical and commonplace social, economic, and moral life situations. The Son of Man was a splendidly unified human personality; he was a perfectly endowed divine being; he was also magnificently co-ordinated as a combined human and divine being functioning on earth as a single personality. Always did the Master co-ordinate the faith of the soul with the wisdom-appraisals of seasoned experience. Personal faith, spiritual hope, and moral devotion were always correlated in a matchless religious unity of harmonious association with the keen realization of the reality and sacredness of all human loyalties—personal honor, family love, religious obligation, social duty, and economic necessity.
196:0.8 (2088.3) Jesu tro visualiserede alle åndelige værdier som værende at finde i Guds rige; derfor sagde han: “Søg først Himmeriget.” Jesus så i det avancerede og ideelle fællesskab i riget opnåelsen og opfyldelsen af “Guds vilje.” Selve kernen i den bøn, han lærte sine disciple, var: “Komme dit rige, ske din vilje.” Da han således opfattede riget som omfattende Guds vilje, helligede han sig sagen om dets realisering med forbløffende selvforglemmelse og ubegrænset entusiasme. Men i hele hans intense mission og gennem hele hans ekstraordinære liv viste der sig aldrig fanatikerens raseri eller den religiøse egoists overfladiske fråds.		196:0.8 (2088.3) The faith of Jesus visualized all spirit values as being found in the kingdom of God; therefore he said, “Seek first the kingdom of heaven.” Jesus saw in the advanced and ideal fellowship of the kingdom the achievement and fulfillment of the “will of God.” The very heart of the prayer which he taught his disciples was, “Your kingdom come; your will be done.” Having thus conceived of the kingdom as comprising the will of God, he devoted himself to the cause of its realization with amazing self-forgetfulness and unbounded enthusiasm. But in all his intense mission and throughout his extraordinary life there never appeared the fury of the fanatic nor the superficial frothiness of the religious egotist.
196:0.9 (2088.4) Hele Mesterens liv var konsekvent præget af denne levende tro, denne sublime religiøse oplevelse. Denne åndelige indstilling dominerede fuldstændig hans tanker og følelser, hans tro og bøn, hans undervisning og forkyndelse. Denne personlige tro som en søn på visheden om og sikkerheden ved den himmelske Faders vejledning og beskyttelse gav hans unikke liv en dybtgående gave af åndelig virkelighed. Og alligevel, på trods af denne meget dybe bevidsthed om et tæt forhold til guddommelighed, svarede denne galilæer, Guds galilæer, da han blev tiltalt som den gode lærer, øjeblikkeligt: “Hvorfor kalder du mig god?” Når vi konfronteres med en sådan pragtfuld selvforglemmelse, begynder vi at forstå, hvordan den Universelle Fader fandt det muligt så fuldstændigt at manifestere sig for ham og gennem ham åbenbare sig for de dødelige i rigerne.		196:0.9 (2088.4) The Master’s entire life was consistently conditioned by this living faith, this sublime religious experience. This spiritual attitude wholly dominated his thinking and feeling, his believing and praying, his teaching and preaching. This personal faith of a son in the certainty and security of the guidance and protection of the heavenly Father imparted to his unique life a profound endowment of spiritual reality. And yet, despite this very deep consciousness of close relationship with divinity, this Galilean, God’s Galilean, when addressed as Good Teacher, instantly replied, “Why do you call me good?” When we stand confronted by such splendid self-forgetfulness, we begin to understand how the Universal Father found it possible so fully to manifest himself to him and reveal himself through him to the mortals of the realms.
196:0.10 (2088.5) Jesus bragte Gud det største af alle ofre som en mand af riget: indvielsen og dedikationen af sin egen vilje til den majestætiske tjeneste at gøre den guddommelige vilje. Jesus fortolkede altid og konsekvent religion helt og holdent i forhold til Faderens vilje. Når man studerer Mesterens karriere, hvad angår bøn eller andre aspekter af det religiøse liv, skal man ikke så meget se på, hvad han lærte, men på hvad han gjorde. Jesus bad aldrig som en religiøs pligt. For ham var bønnen et oprigtigt udtryk for en åndelig holdning, en erklæring om sjælens loyalitet, en opremsning af personlig hengivenhed, et udtryk for taksigelse, en undgåelse af følelsesmæssig spænding, en forebyggelse af konflikt, en ophøjelse af intellektet, en forædling af begæret, en retfærdiggørelse af moralske beslutninger, en berigelse af tanken, en styrkelse af højere tilbøjeligheder, en indvielse af impulsen, en afklaring af synspunkt, en troserklæring, en transcendental overgivelse af vilje, en sublim tillidserklæring, en åbenbaring af mod, proklamationen af opdagelse, en bekendelse af højeste hengivenhed, valideringen af indvielse, en teknik til justering af vanskeligheder og den mægtige mobilisering af de kombinerede sjælskræfter til at modstå alle menneskelige tendenser til egoisme, ondskab og synd. Han levede netop sådan et liv med bedende indvielse til at gøre sin Faders vilje og sluttede sit liv triumferende med netop sådan en bøn. Hemmeligheden bag hans enestående religiøse liv var denne bevidsthed om Guds nærvær; og han opnåede den ved intelligent bøn og oprigtig tilbedelse—et ubrudt fællesskab med Gud—og ikke ved ledelse, stemmer, visioner eller ekstraordinær religiøs praksis.		196:0.10 (2088.5) Jesus brought to God, as a man of the realm, the greatest of all offerings: the consecration and dedication of his own will to the majestic service of doing the divine will. Jesus always and consistently interpreted religion wholly in terms of the Father’s will. When you study the career of the Master, as concerns prayer or any other feature of the religious life, look not so much for what he taught as for what he did. Jesus never prayed as a religious duty. To him prayer was a sincere expression of spiritual attitude, a declaration of soul loyalty, a recital of personal devotion, an expression of thanksgiving, an avoidance of emotional tension, a prevention of conflict, an exaltation of intellection, an ennoblement of desire, a vindication of moral decision, an enrichment of thought, an invigoration of higher inclinations, a consecration of impulse, a clarification of viewpoint, a declaration of faith, a transcendental surrender of will, a sublime assertion of confidence, a revelation of courage, the proclamation of discovery, a confession of supreme devotion, the validation of consecration, a technique for the adjustment of difficulties, and the mighty mobilization of the combined soul powers to withstand all human tendencies toward selfishness, evil, and sin. He lived just such a life of prayerful consecration to the doing of his Father’s will and ended his life triumphantly with just such a prayer. The secret of his unparalleled religious life was this consciousness of the presence of God; and he attained it by intelligent prayer and sincere worship—unbroken communion with God—and not by leadings, voices, visions, or extraordinary religious practices.
196:0.11 (2089.1) I Jesu jordiske liv var religion en levende oplevelse, en direkte og personlig bevægelse fra åndelig ærbødighed til praktisk retfærdighed. Jesu tro bar de transcendente frugter af den guddommelige ånd. Hans tro var ikke umoden og godtroende som et barns, men på mange måder lignede den barnesindets intetanende tillid. Jesus stolede på Gud, som et barn stoler på sine forældre. Han havde en dyb tillid til universet—præcis sådan en tillid, som barnet har til sine forældre. Jesu helhjertede tro på universets grundlæggende godhed mindede meget om barnets tillid til trygheden i dets jordiske omgivelser. Han var afhængig af den himmelske Fader, som et barn læner sig op ad sine jordiske forældre, og hans inderlige tro tvivlede ikke et øjeblik på visheden om den himmelske Faders omsorg. Han blev ikke for alvor forstyrret af frygt, tvivl og skepticisme. Vantro hæmmede ikke det frie og originale udtryk i hans liv. Han kombinerede en fuldvoksen mands robuste og intelligente mod med et troende barns oprigtige og tillidsfulde optimisme. Hans tro voksede til sådanne højder af tillid, at den var blottet for frygt.		196:0.11 (2089.1) In the earthly life of Jesus, religion was a living experience, a direct and personal movement from spiritual reverence to practical righteousness. The faith of Jesus bore the transcendent fruits of the divine spirit. His faith was not immature and credulous like that of a child, but in many ways it did resemble the unsuspecting trust of the child mind. Jesus trusted God much as the child trusts a parent. He had a profound confidence in the universe—just such a trust as the child has in its parental environment. Jesus’ wholehearted faith in the fundamental goodness of the universe very much resembled the child’s trust in the security of its earthly surroundings. He depended on the heavenly Father as a child leans upon its earthly parent, and his fervent faith never for one moment doubted the certainty of the heavenly Father’s overcare. He was not disturbed seriously by fears, doubts, and skepticism. Unbelief did not inhibit the free and original expression of his life. He combined the stalwart and intelligent courage of a full-grown man with the sincere and trusting optimism of a believing child. His faith grew to such heights of trust that it was devoid of fear.
196:0.12 (2089.2) Jesu tro opnåede renheden af et barns tillid. Hans tro var så absolut og utvivlsom, at den reagerede på charmen ved kontakten med medmennesker og på universets vidundere. Hans følelse af afhængighed af det guddommelige var så fuldstændig og så selvsikker, at den gav glæden og forvissningen om absolut personlig sikkerhed. Der var ingen tøvende forstillelse i hans religiøse oplevelse. I denne voksne mands gigantiske intellekt herskede barnets tro suverænt i alle spørgsmål, der vedrørte den religiøse bevidsthed. Det er ikke mærkeligt, at han engang sagde: “Hvis I ikke bliver som et lille barn, kommer I ikke ind i riget.” På trods af at Jesu tro var som et barns, var den på ingen måde barnlig.		196:0.12 (2089.2) The faith of Jesus attained the purity of a child’s trust. His faith was so absolute and undoubting that it responded to the charm of the contact of fellow beings and to the wonders of the universe. His sense of dependence on the divine was so complete and so confident that it yielded the joy and the assurance of absolute personal security. There was no hesitating pretense in his religious experience. In this giant intellect of the full-grown man the faith of the child reigned supreme in all matters relating to the religious consciousness. It is not strange that he once said, “Except you become as a little child, you shall not enter the kingdom.” Notwithstanding that Jesus’ faith was childlike, it was in no sense childish.
196:0.13 (2089.3) Jesus kræver ikke af sine disciple at de skal tro på ham men hellere at de skulle tro med ham, tro på virkeligheden i Guds kærlighed og i fuld tillid acceptere sikkerheden ved at være børn af den himmelske Fader. Mesteren ønsker, at alle hans tilhængere fuldt ud skal dele hans transcendente tro. Jesus udfordrede på den mest rørende måde sine tilhængere til ikke kun at tro på hvad han troede på, men også til at tro som han troede. Dette er den fulde betydning af hans højeste påbud: “Følg mig.”		196:0.13 (2089.3) Jesus does not require his disciples to believe in him but rather to believe with him, believe in the reality of the love of God and in full confidence accept the security of the assurance of sonship with the heavenly Father. The Master desires that all his followers should fully share his transcendent faith. Jesus most touchingly challenged his followers, not only to believe what he believed, but also to believe as he believed. This is the full significance of his one supreme requirement, “Follow me.”
196:0.14 (2090.1) Jesu jordiske liv var helliget ét stort formål—at gøre Faderens vilje, at leve det menneskelige liv religiøst og i tro. Jesu tro var tillidsfuld, som et barns, men den var helt fri for indbildskhed. Han traf robuste og mandige beslutninger, stod modigt over for mangfoldige skuffelser, overvandt resolut ekstraordinære vanskeligheder og konfronterede ufortrødent pligtens strenge krav. Det krævede en stærk vilje og en usvigelig tillid at tro, hvad Jesus troede, og som han troede.		196:0.14 (2090.1) Jesus’ earthly life was devoted to one great purpose—doing the Father’s will, living the human life religiously and by faith. The faith of Jesus was trusting, like that of a child, but it was wholly free from presumption. He made robust and manly decisions, courageously faced manifold disappointments, resolutely surmounted extraordinary difficulties, and unflinchingly confronted the stern requirements of duty. It required a strong will and an unfailing confidence to believe what Jesus believed and as he believed.
1. Mennesket—Jesus ^top		1. Jesus—The Man ^top
196:1.1 (2090.2) Jesu hengivenhed til Faderens vilje og menneskets tjeneste var endnu mere end en dødelig beslutning og menneskelig beslutsomhed; det var en helhjertet indvielse af sig selv til en sådan uforbeholden kærlighedsgave. Uanset hvor stor Mikaels suverænitet er, må man ikke tage den menneskelige Jesus fra mennesker. Mesteren er steget op i det høje som et menneske såvel som Gud; han tilhører menneskene; menneskene tilhører ham. Hvor uheldigt, at religionen selv skulle blive så misfortolket, at den tager mennesket Jesus væk fra kæmpende dødelige! Lad ikke diskussionerne om Kristi menneskelighed eller guddommelighed tilsløre den frelsende sandhed, at Jesus af Nazaret var et religiøst menneske, der ved tro opnåede at kende og gøre Guds vilje; han var det mest ægte religiøse menneske, der nogensinde har levet på Urantia.		196:1.1 (2090.2) Jesus’ devotion to the Father’s will and the service of man was even more than mortal decision and human determination; it was a wholehearted consecration of himself to such an unreserved bestowal of love. No matter how great the fact of the sovereignty of Michael, you must not take the human Jesus away from men. The Master has ascended on high as a man, as well as God; he belongs to men; men belong to him. How unfortunate that religion itself should be so misinterpreted as to take the human Jesus away from struggling mortals! Let not the discussions of the humanity or the divinity of the Christ obscure the saving truth that Jesus of Nazareth was a religious man who, by faith, achieved the knowing and the doing of the will of God; he was the most truly religious man who has ever lived on Urantia.
196:1.2 (2090.3) Tiden er moden til at bevidne den menneskelige Jesus’ billedlige opstandelse fra sin grav midt i de teologiske traditioner og religiøse dogmer fra 19 århundreder. Jesus af Nazaret må ikke længere blive ofret for selv den mest fantastiske forestilling om den herliggjorte Kristus. Hvilken transcendent tjeneste, hvis Menneskesønnen gennem denne åbenbaring skulle blive genoprettet fra den traditionelle teologis grav og blive præsenteret som den levende Jesus for den kirke, der bærer hans navn, og for alle andre religioner! Det kristne fællesskab af troende vil helt sikkert ikke tøve med at foretage sådanne tilpasninger af tro og levevis, som vil gøre det muligt for det at “følge efter” Mesteren i demonstrationen af hans virkelige liv med religiøs hengivenhed for at gøre sin Faders vilje og med indvielse til uselvisk tjeneste for mennesket. Frygter erklærede kristne afsløringen af et selvtilstrækkeligt og uindviet fællesskab af social respektabilitet og egoistisk økonomisk utilpassethed? Frygter den institutionelle kristendom, at den traditionelle kirkelige autoritet kan blive bragt i fare eller ligefrem væltet, hvis Jesus fra Galilæa genindsættes i dødelige menneskers sind og sjæle som idealet for et personligt religiøst liv? Faktisk ville de sociale tilpasninger, de økonomiske forandringer, de moralske foryngelser og de religiøse revisioner af den kristne civilisation være drastiske og revolutionerende, hvis Jesu levende religion pludselig skulle erstatte den teologiske religion om Jesus.		196:1.2 (2090.3) The time is ripe to witness the figurative resurrection of the human Jesus from his burial tomb amidst the theological traditions and the religious dogmas of nineteen centuries. Jesus of Nazareth must not be longer sacrificed to even the splendid concept of the glorified Christ. What a transcendent service if, through this revelation, the Son of Man should be recovered from the tomb of traditional theology and be presented as the living Jesus to the church that bears his name, and to all other religions! Surely the Christian fellowship of believers will not hesitate to make such adjustments of faith and of practices of living as will enable it to “follow after” the Master in the demonstration of his real life of religious devotion to the doing of his Father’s will and of consecration to the unselfish service of man. Do professed Christians fear the exposure of a self-sufficient and unconsecrated fellowship of social respectability and selfish economic maladjustment? Does institutional Christianity fear the possible jeopardy, or even the overthrow, of traditional ecclesiastical authority if the Jesus of Galilee is reinstated in the minds and souls of mortal men as the ideal of personal religious living? Indeed, the social readjustments, the economic transformations, the moral rejuvenations, and the religious revisions of Christian civilization would be drastic and revolutionary if the living religion of Jesus should suddenly supplant the theologic religion about Jesus.
196:1.3 (2090.4) At “følge Jesus” betyder personligt at dele hans religiøse tro og at gå ind i ånden i Mesterens liv i uselvisk tjeneste for mennesket. En af de vigtigste ting i menneskets liv er at finde ud af, hvad Jesus troede på, at opdage hans idealer og at stræbe efter at opnå hans ophøjede livsformål. Af al menneskelig viden er den, der har størst værdi, at kende Jesu religiøse liv, og hvordan han levede det.		196:1.3 (2090.4) To “follow Jesus” means to personally share his religious faith and to enter into the spirit of the Master’s life of unselfish service for man. One of the most important things in human living is to find out what Jesus believed, to discover his ideals, and to strive for the achievement of his exalted life purpose. Of all human knowledge, that which is of greatest value is to know the religious life of Jesus and how he lived it.
196:1.4 (2090.5) Almindelige mennesker hørte Jesus med glæde, og de vil igen reagere på præsentationen af hans oprigtige menneskeliv med indviet religiøs motivation, hvis sådanne sandheder igen skal forkyndes for verden. Folket hørte ham med glæde, fordi han var en af dem, en uhøjtidelig lægmand; verdens største religiøse lærer var i sandhed en lægmand.		196:1.4 (2090.5) The common people heard Jesus gladly, and they will again respond to the presentation of his sincere human life of consecrated religious motivation if such truths shall again be proclaimed to the world. The people heard him gladly because he was one of them, an unpretentious layman; the world’s greatest religious teacher was indeed a layman.
196:1.5 (2091.1) Det bør ikke være målet for de troende i riget bogstaveligt talt at efterligne Jesu ydre liv i kødet, men snarere at dele hans tro; at stole på Gud, som han stolede på Gud, og at tro på mennesker, som han troede på mennesker. Jesus diskuterede aldrig hverken Guds faderskab eller menneskers broderskab; han var en levende illustration af det ene og en dybtgående demonstration af det andet.		196:1.5 (2091.1) It should not be the aim of kingdom believers literally to imitate the outward life of Jesus in the flesh but rather to share his faith; to trust God as he trusted God and to believe in men as he believed in men. Jesus never argued about either the fatherhood of God or the brotherhood of men; he was a living illustration of the one and a profound demonstration of the other.
196:1.6 (2091.2) Ligesom mennesker må udvikle sig fra bevidstheden om det menneskelige til erkendelsen af det guddommelige, således steg Jesus op fra menneskets natur til bevidstheden om Guds natur. Og Mesteren foretog denne store opstigning fra det menneskelige til det guddommelige ved den fælles præstation af troen på hans dødelige intellekt og handlingerne fra hans indre Retter. Den faktiske realisering af opnåelsen af total guddommelighed (samtidig med at han var fuldt bevidst om menneskehedens virkelighed) blev ledsaget af syv stadier af trosbevidsthed om progressiv guddommeliggørelse. Disse stadier af progressiv selvrealisering blev markeret af følgende usædvanlige begivenheder i Mesterens jordiske overdragelseserfaring:		196:1.6 (2091.2) Just as men must progress from the consciousness of the human to the realization of the divine, so did Jesus ascend from the nature of man to the consciousness of the nature of God. And the Master made this great ascent from the human to the divine by the conjoint achievement of the faith of his mortal intellect and the acts of his indwelling Adjuster. The fact-realization of the attainment of totality of divinity (all the while fully conscious of the reality of humanity) was attended by seven stages of faith consciousness of progressive divinization. These stages of progressive self-realization were marked off by the following extraordinary events in the Master’s bestowal experience:
196:1.7 (2091.3) 1. Tankeretterens ankomst.		196:1.7 (2091.3) 1. The arrival of the Thought Adjuster.
196:1.8 (2091.4) 2. Immanuels budbringer som viste sig for ham i Jerusalem da han var omtrent tolv år gammel.		196:1.8 (2091.4) 2. The messenger of Immanuel who appeared to him at Jerusalem when he was about twelve years old.
196:1.9 (2091.5) 3. Manifestationerne i forbindelse med hans dåb.		196:1.9 (2091.5) 3. The manifestations attendant upon his baptism.
196:1.10 (2091.6) 4. Oplevelserne på Forklarelsens Bjerg.		196:1.10 (2091.6) 4. The experiences on the Mount of Transfiguration.
196:1.11 (2091.7) 5. Morontiaopstandelsen.		196:1.11 (2091.7) 5. The morontia resurrection.
196:1.12 (2091.8) 6. Åndeopstigningen.		196:1.12 (2091.8) 6. The spirit ascension.
196:1.13 (2091.9) 7. Den endelige omfavnelse hos Paradisfaderen, som gav ham ubegrænset suverænitet over sit univers.		196:1.13 (2091.9) 7. The final embrace of the Paradise Father, conferring unlimited sovereignty of his universe.
2. Jesu religion ^top		2. The Religion of Jesus ^top
196:2.1 (2091.10) En dag vil en reformation i den kristne kirke måske ramme dybt nok til at vende tilbage til den uforfalskede religiøse lære fra Jesus, vores tros ophavsmand og fuldender. Du kan prædikere en religion om Jesus, men du må nødvendigvis leve religionen af Jesus. I pinsens begejstring indviede Peter utilsigtet en ny religion, religionen om den opstandne og herliggjorte Kristus. Apostlen Paulus forvandlede senere dette nye evangelium til kristendom, en religion, der legemliggjorde hans egne teologiske synspunkter og skildrede hans egen personlige oplevelse med Jesus på Damaskusvejen. Evangeliet om riget er baseret på den personlige religiøse oplevelse af Jesus fra Galilæa; kristendommen er næsten udelukkende baseret på apostlen Paulus’ personlige religiøse oplevelse. Næsten hele Det Nye Testamente er ikke helliget en skildring af Jesu betydningsfulde og inspirerende religiøse liv, men en diskussion af Paulus’ religiøse erfaringer og en skildring af hans personlige religiøse overbevisninger. De eneste bemærkelsesværdige undtagelser fra dette udsagn, bortset fra visse dele af Mattæus, Markus og Lukas, er Hebræerbrevet og James brev. Selv Peter vendte kun en gang tilbage til sin mesters personlige religiøse liv i sine skrifter. Det Nye Testamente er et fremragende kristent dokument, men det er kun i ringe grad jesusiansk.		196:2.1 (2091.10) Some day a reformation in the Christian church may strike deep enough to get back to the unadulterated religious teachings of Jesus, the author and finisher of our faith. You may preach a religion about Jesus, but, perforce, you must live the religion of Jesus. In the enthusiasm of Pentecost, Peter unintentionally inaugurated a new religion, the religion of the risen and glorified Christ. The Apostle Paul later on transformed this new gospel into Christianity, a religion embodying his own theologic views and portraying his own personal experience with the Jesus of the Damascus road. The gospel of the kingdom is founded on the personal religious experience of the Jesus of Galilee; Christianity is founded almost exclusively on the personal religious experience of the Apostle Paul. Almost the whole of the New Testament is devoted, not to the portrayal of the significant and inspiring religious life of Jesus, but to a discussion of Paul’s religious experience and to a portrayal of his personal religious convictions. The only notable exceptions to this statement, aside from certain parts of Matthew, Mark, and Luke, are the Book of Hebrews and the Epistle of James. Even Peter, in his writing, only once reverted to the personal religious life of his Master. The New Testament is a superb Christian document, but it is only meagerly Jesusonian.
196:2.2 (2091.11) Jesu liv i kødet skildrer en transcendent religiøs vækst fra de tidlige ideer om primitiv ærefrygt og menneskelig ærbødighed op gennem mange års personligt åndeligt fællesskab, indtil han endelig nåede frem til den avancerede og ophøjede status af bevidstheden om sin enhed med Faderen. Og således gennemgik Jesus i løbet af et kort liv den oplevelse af religiøs åndelig udvikling, som mennesket begynder på jorden og normalt først opnår ved afslutningen af sit lange ophold i de åndelige træningsskoler på de successive niveauer i karrieren før Paradis. Jesus udviklede sig fra en rent menneskelig bevidsthed om den personlige religiøse erfarings trosvisshed til de sublime åndelige højder med den positive erkendelse af hans guddommelige natur og til bevidstheden om hans tætte tilknytning til den Universelle Fader i ledelsen af et univers. Han udviklede sig fra den ydmyge status af dødelig afhængighed, som fik ham til spontant at sige til den, der kaldte ham den gode lærer: “Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god undtagen Gud,” til den sublime bevidsthed om opnået guddommelighed, som fik ham til at udbryde: “Hvem af jer dømmer mig for synd?” Og denne fremadskridende opstigning fra det menneskelige til det guddommelige var udelukkende en dødelig præstation. Og da han således havde opnået guddommelighed, var han stadig den samme menneskelige Jesus, Menneskesønnen såvel som Guds Søn.		196:2.2 (2091.11) Jesus’ life in the flesh portrays a transcendent religious growth from the early ideas of primitive awe and human reverence up through years of personal spiritual communion until he finally arrived at that advanced and exalted status of the consciousness of his oneness with the Father. And thus, in one short life, did Jesus traverse that experience of religious spiritual progression which man begins on earth and ordinarily achieves only at the conclusion of his long sojourn in the spirit training schools of the successive levels of the pre-Paradise career. Jesus progressed from a purely human consciousness of the faith certainties of personal religious experience to the sublime spiritual heights of the positive realization of his divine nature and to the consciousness of his close association with the Universal Father in the management of a universe. He progressed from the humble status of mortal dependence which prompted him spontaneously to say to the one who called him Good Teacher, “Why do you call me good? None is good but God,” to that sublime consciousness of achieved divinity which led him to exclaim, “Which one of you convicts me of sin?” And this progressing ascent from the human to the divine was an exclusively mortal achievement. And when he had thus attained divinity, he was still the same human Jesus, the Son of Man as well as the Son of God.
196:2.3 (2092.1) Markus, Mattæus og Lukas bevarer noget af billedet af den menneskelige Jesus, da han engagerede sig i den fantastiske kamp for at finde ud af den guddommelige vilje og for at gøre denne vilje. Johannes præsenterer et billede af den triumferende Jesus, da han vandrede på jorden i fuld bevidsthed om sin guddommelighed. Den store fejl, der er blevet begået af dem, der har studeret Mesterens liv, er, at nogle har opfattet ham som helt menneskelig, mens andre har tænkt på ham som kun guddommelig. Gennem hele sin erfaring var han i sandhed både menneskelig og guddommelig, ligesom han stadig er det.		196:2.3 (2092.1) Mark, Matthew, and Luke retain something of the picture of the human Jesus as he engaged in the superb struggle to ascertain the divine will and to do that will. John presents a picture of the triumphant Jesus as he walked on earth in the full consciousness of divinity. The great mistake that has been made by those who have studied the Master’s life is that some have conceived of him as entirely human, while others have thought of him as only divine. Throughout his entire experience he was truly both human and divine, even as he yet is.
196:2.4 (2092.2) Men den største fejl blev begået ved, at mens den menneskelige Jesus blev anerkendt som havende en religion, blev den guddommelige Jesus (Kristus) næsten fra den ene dag til den anden en religion. Paulus kristendom sørgede for tilbedelsen af den guddommelige Kristus, men den tabte næsten helt den kæmpende og tapre menneskelige Jesus fra Galilæa af syne, som ved hjælp af sin personlige religiøse tros tapperhed og sin indre Retters heltemod steg op fra menneskehedens lave niveauer for at blive ét med guddommeligheden og dermed blev den nye og levende vej, hvormed alle dødelige kan stige op fra menneskelighed til guddommelighed. Dødelige på alle stadier af spiritualitet og i alle verdener kan i Jesu personlige liv finde det, der vil styrke og inspirere dem, når de bevæger sig fra de laveste åndelige niveauer op til de højeste guddommelige værdier, fra begyndelsen til slutningen af al personlig religiøs erfaring.		196:2.4 (2092.2) But the greatest mistake was made in that, while the human Jesus was recognized as having a religion, the divine Jesus (Christ) almost overnight became a religion. Paul’s Christianity made sure of the adoration of the divine Christ, but it almost wholly lost sight of the struggling and valiant human Jesus of Galilee, who, by the valor of his personal religious faith and the heroism of his indwelling Adjuster, ascended from the lowly levels of humanity to become one with divinity, thus becoming the new and living way whereby all mortals may so ascend from humanity to divinity. Mortals in all stages of spirituality and on all worlds may find in the personal life of Jesus that which will strengthen and inspire them as they progress from the lowest spirit levels up to the highest divine values, from the beginning to the end of all personal religious experience.
196:2.5 (2092.3) På det tidspunkt, hvor Det Nye Testamente blev skrevet, troede forfatterne ikke blot dybt på den opstandne Kristi guddommelighed, men de troede også hengivent og oprigtigt på hans umiddelbare tilbagevenden til jorden for at fuldbyrde det himmelske rige. Denne stærke tro på Herrens umiddelbare genkomst havde meget at gøre med tendensen til at udelade de referencer fra optegnelserne, som skildrede Mesterens rent menneskelige oplevelser og egenskaber. Hele den kristne bevægelse tenderede væk fra det menneskelige billede af Jesus af Nazaret mod ophøjelsen af den opstandne Kristus, den herliggjorte og snart tilbagevendende Herre Jesus Kristus.		196:2.5 (2092.3) At the time of the writing of the New Testament, the authors not only most profoundly believed in the divinity of the risen Christ, but they also devotedly and sincerely believed in his immediate return to earth to consummate the heavenly kingdom. This strong faith in the Lord’s immediate return had much to do with the tendency to omit from the record those references which portrayed the purely human experiences and attributes of the Master. The whole Christian movement tended away from the human picture of Jesus of Nazareth toward the exaltation of the risen Christ, the glorified and soon-returning Lord Jesus Christ.
196:2.6 (2092.4) Jesus grundlagde religionen med personlig erfaring i at gøre Guds vilje og tjene det menneskelige broderskab; Paulus grundlagde en religion, hvor den forherligede Jesus blev genstand for tilbedelse, og broderskabet bestod af trosfæller i den guddommelige Kristus. I Jesu overdragelse var disse to begreber potentielle i hans guddommeligt-menneskelige liv, og det er virkelig en skam, at hans tilhængere ikke formåede at skabe en forenet religion, som kunne have givet den rette anerkendelse af både Mesterens menneskelige og guddommelige natur, som de var uadskilleligt forbundet i hans jordiske liv og så herligt beskrevet i det oprindelige evangelium om riget.		196:2.6 (2092.4) Jesus founded the religion of personal experience in doing the will of God and serving the human brotherhood; Paul founded a religion in which the glorified Jesus became the object of worship and the brotherhood consisted of fellow believers in the divine Christ. In the bestowal of Jesus these two concepts were potential in his divine-human life, and it is indeed a pity that his followers failed to create a unified religion which might have given proper recognition to both the human and the divine natures of the Master as they were inseparably bound up in his earth life and so gloriously set forth in the original gospel of the kingdom.
196:2.7 (2093.1) Du ville hverken blive chokeret eller foruroliget over nogle af Jesu stærke udtalelser, hvis du blot huskede på, at han var verdens mest helhjertede og hengivne religionsudøver. Han var en helt indviet dødelig, uforbeholdent dedikeret til at gøre sin Faders vilje. Mange af hans tilsyneladende hårde ord var mere en personlig trosbekendelse og et løfte om hengivenhed end befalinger til hans tilhængere. Og det var netop denne målbevidsthed og uselviske hengivenhed, der gjorde ham i stand til at gøre så ekstraordinære fremskridt i erobringen af det menneskelige sind i løbet af et kort liv. Mange af hans erklæringer bør betragtes som en bekendelse af, hvad han krævede af sig selv, snarere end hvad han krævede af alle sine tilhængere. I sin hengivenhed for rigets sag brændte Jesus alle broer bag sig; han ofrede alle forhindringer for at gøre sin Faders vilje.		196:2.7 (2093.1) You would be neither shocked nor disturbed by some of Jesus’ strong pronouncements if you would only remember that he was the world’s most wholehearted and devoted religionist. He was a wholly consecrated mortal, unreservedly dedicated to doing his Father’s will. Many of his apparently hard sayings were more of a personal confession of faith and a pledge of devotion than commands to his followers. And it was this very singleness of purpose and unselfish devotion that enabled him to effect such extraordinary progress in the conquest of the human mind in one short life. Many of his declarations should be considered as a confession of what he demanded of himself rather than what he required of all his followers. In his devotion to the cause of the kingdom, Jesus burned all bridges behind him; he sacrificed all hindrances to the doing of his Father’s will.
196:2.8 (2093.2) Jesus velsignede de fattige, fordi de som regel var oprigtige og fromme; han fordømte de rige, fordi de som regel var letsindige og irreligiøse. Han ville ligeledes fordømme den irreligiøse fattige og rose den indviede og tilbedende velhavende mand.		196:2.8 (2093.2) Jesus blessed the poor because they were usually sincere and pious; he condemned the rich because they were usually wanton and irreligious. He would equally condemn the irreligious pauper and commend the consecrated and worshipful man of wealth.
196:2.9 (2093.3) Jesus fik mennesker til at føle sig hjemme i verden; han befriede dem fra tabuernes slaveri og lærte dem, at verden ikke var grundlæggende ond. Han længtes ikke efter at flygte fra sit jordiske liv; han mestrede en teknik til acceptabelt at gøre Faderens vilje, mens han var i kødet. Han opnåede et idealistisk religiøst liv midt i en realistisk verden. Jesus delte ikke Paulus’ pessimistiske syn på menneskeheden. Mesteren betragtede mennesker som Guds børn og forudså en storslået og evig fremtid for dem, der valgte overlevelse. Han var ikke en moralsk skeptiker; han så positivt på mennesket, ikke negativt. Han så de fleste mennesker som svage snarere end onde, mere fortvivlede end fordærvede. Men uanset hvilken status de havde, var de alle Guds børn og hans søskende.		196:2.9 (2093.3) Jesus led men to feel at home in the world; he delivered them from the slavery of taboo and taught them that the world was not fundamentally evil. He did not long to escape from his earthly life; he mastered a technique of acceptably doing the Father’s will while in the flesh. He attained an idealistic religious life in the very midst of a realistic world. Jesus did not share Paul’s pessimistic view of humankind. The Master looked upon men as the sons of God and foresaw a magnificent and eternal future for those who chose survival. He was not a moral skeptic; he viewed man positively, not negatively. He saw most men as weak rather than wicked, more distraught than depraved. But no matter what their status, they were all God’s children and his brethren.
196:2.10 (2093.4) Han lærte mennesker at sætte en høj værdi på sig selv i tid og evighed. På grund af denne høje vurdering, som Jesus gav mennesket, var han villig til at bruge sig selv i en utrættelig tjeneste for menneskeheden. Og det var denne uendelige værdi af det endelige, der gjorde den gyldne regel til en vital faktor i hans religion. Hvilken dødelig kan undgå at blive opløftet af den ekstraordinære tro, Jesus har på ham?		196:2.10 (2093.4) He taught men to place a high value upon themselves in time and in eternity. Because of this high estimate which Jesus placed upon men, he was willing to spend himself in the unremitting service of humankind. And it was this infinite worth of the finite that made the golden rule a vital factor in his religion. What mortal can fail to be uplifted by the extraordinary faith Jesus has in him?
196:2.11 (2093.5) Jesus tilbød ingen regler for social fremgang; hans mission var religiøs, og religion er udelukkende en individuel oplevelse. Det ultimative mål for samfundets mest avancerede præstationer kan aldrig håbe på at overgå Jesu slægtskab mellem mennesker baseret på anerkendelsen af Guds faderskab. Idealet for al social opnåelse kan kun realiseres i dette guddommelige riges komme.		196:2.11 (2093.5) Jesus offered no rules for social advancement; his was a religious mission, and religion is an exclusively individual experience. The ultimate goal of society’s most advanced achievement can never hope to transcend Jesus’ brotherhood of men based on the recognition of the fatherhood of God. The ideal of all social attainment can be realized only in the coming of this divine kingdom.
3. Religionens overherredømme ^top		3. The Supremacy of Religion ^top
196:3.1 (2093.6) Personlig, åndelig religiøs erfaring er et effektivt opløsningsmiddel for de fleste jordiske vanskeligheder; den er en effektiv sorterer, evaluerer og justerer alle menneskelige problemer. Religion fjerner eller ødelægger ikke menneskelige problemer, men den opløser, absorberer, oplyser og transcenderer dem. Sand religion forener personligheden til effektiv tilpasning til alle dødelige krav. Religiøs tro—den positive ledelse af det guddommelige nærvær i mennesket—gør det muligt for det gudsvidende menneske at bygge bro over den kløft, der er mellem den intellektuelle logik, der anerkender den universelle første årsag som Den, og de positive bekræftelser fra sjælen, der siger, at denne første årsag er Ham, den himmelske Fader i Jesu evangelium, den personlige Gud for menneskets frelse.		196:3.1 (2093.6) Personal, spiritual religious experience is an efficient solvent for most mortal difficulties; it is an effective sorter, evaluator, and adjuster of all human problems. Religion does not remove or destroy human troubles, but it does dissolve, absorb, illuminate, and transcend them. True religion unifies the personality for effective adjustment to all mortal requirements. Religious faith—the positive leading of the indwelling divine presence—unfailingly enables the God-knowing man to bridge that gulf existing between the intellectual logic which recognizes the Universal First Cause as It and those positive affirmations of the soul which aver this First Cause is He, the heavenly Father of Jesus’ gospel, the personal God of human salvation.
196:3.2 (2094.1) Der er kun tre elementer i den universelle virkelighed: fakta, idé og relation. Den religiøse bevidsthed identificerer disse realiteter som videnskab, filosofi og sandhed. Filosofien ville være tilbøjelig til at se disse aktiviteter som fornuft, visdom og tro—fysisk virkelighed, intellektuel virkelighed og åndelig virkelighed. Vi har for vane at betegne disse realiteter som ting, mening og værdi.		196:3.2 (2094.1) There are just three elements in universal reality: fact, idea, and relation. The religious consciousness identifies these realities as science, philosophy, and truth. Philosophy would be inclined to view these activities as reason, wisdom, and faith—physical reality, intellectual reality, and spiritual reality. We are in the habit of designating these realities as thing, meaning, and value.
196:3.3 (2094.2) Den gradvise forståelse af virkeligheden er det samme som at nærme sig Gud. At finde Gud, bevidstheden om identitet med virkeligheden, svarer til oplevelsen af selvets fuldkommenhed—selvets helhed, selvets totalitet. Oplevelsen af den totale virkelighed er den fulde erkendelse af Gud, den gudsbevidste oplevelses endelighed.		196:3.3 (2094.2) The progressive comprehension of reality is the equivalent of approaching God. The finding of God, the consciousness of identity with reality, is the equivalent of the experiencing of self-completion—self-entirety, self-totality. The experiencing of total reality is the full realization of God, the finality of the God-knowing experience.
196:3.4 (2094.3) Den fulde opsummering af menneskelivet er den viden, at mennesket er uddannet af fakta, forædlet af visdom og frelst—retfærdiggjort—af religiøs tro.		196:3.4 (2094.3) The full summation of human life is the knowledge that man is educated by fact, ennobled by wisdom, and saved—justified—by religious faith.
196:3.5 (2094.4) Fysisk vished består i videnskabens logik; moralsk vished i filosofiens visdom; åndelig vished i sandheden af ægte religiøs erfaring.		196:3.5 (2094.4) Physical certainty consists in the logic of science; moral certainty, in the wisdom of philosophy; spiritual certainty, in the truth of genuine religious experience.
196:3.6 (2094.5) Menneskets sind kan nå høje niveauer af åndelig indsigt og tilsvarende sfærer af guddommelige værdier, fordi det ikke er helt materielt. Der er en åndelig kerne i menneskets sind—den guddommelige Retters nærværelse. Der er tre forskellige beviser på, at denne ånd bor i det menneskelige sind:		196:3.6 (2094.5) The mind of man can attain high levels of spiritual insight and corresponding spheres of divinity of values because it is not wholly material. There is a spirit nucleus in the mind of man—the Adjuster of the divine presence. There are three separate evidences of this spirit indwelling of the human mind:
196:3.7 (2094.6) 1. Humanitært fællesskab—kærlighed. Det rent dyriske sind kan være flokagtigt for at beskytte sig selv, men kun det åndsindviede intellekt er uselvisk altruistisk og betingelsesløst kærligt.		196:3.7 (2094.6) 1. Humanitarian fellowship—love. The purely animal mind may be gregarious for self-protection, but only the spirit-indwelt intellect is unselfishly altruistic and unconditionally loving.
196:3.8 (2094.7) 2. Fortolkning af universet—visdom. Kun det åndsbevidste sind kan forstå, at universet er venligt indstillet over for individet.		196:3.8 (2094.7) 2. Interpretation of the universe—wisdom. Only the spirit-indwelt mind can comprehend that the universe is friendly to the individual.
196:3.9 (2094.8) 3. Åndelig vurdering af livet—tilbedelse. Kun det menneske, der er besjælet af ånden, kan indse det guddommelige nærvær og søge at opnå en mere fuldkommen oplevelse i og med denne forsmag på guddommelighed.		196:3.9 (2094.8) 3. Spiritual evaluation of life—worship. Only the spirit-indwelt man can realize the divine presence and seek to attain a fuller experience in and with this foretaste of divinity.
196:3.10 (2094.9) Det menneskelige sind skaber ikke virkelige værdier; menneskelig erfaring giver ikke universet indsigt. Hvad angår indsigt, erkendelse af moralske værdier og skelnen mellem åndelige betydninger, er alt, hvad det menneskelige sind kan gøre, at opdage, erkende, fortolke og vælge.		196:3.10 (2094.9) The human mind does not create real values; human experience does not yield universe insight. Concerning insight, the recognition of moral values and the discernment of spiritual meanings, all that the human mind can do is to discover, recognize, interpret, and choose.
196:3.11 (2094.10) Universets moralske værdier bliver intellektuelle ejendele ved udøvelsen af det dødelige sinds tre grundlæggende vurderinger eller valg:		196:3.11 (2094.10) The moral values of the universe become intellectual possessions by the exercise of the three basic judgments, or choices, of the mortal mind:
196:3.12 (2094.11) 1. Selvbedømmelse—moralsk valg.		196:3.12 (2094.11) 1. Self-judgment—moral choice.
196:3.13 (2094.12) 2. Social bedømmelse—etisk valg.		196:3.13 (2094.12) 2. Social-judgment—ethical choice.
196:3.14 (2094.13) 3. Gudsbedømmelse—religiøst valg.		196:3.14 (2094.13) 3. God-judgment—religious choice.
196:3.15 (2094.14) Det ser således ud til, at alle menneskelige fremskridt sker ved hjælp af en teknik med fælles åbenbaringsmæssig evolution.		196:3.15 (2094.14) Thus it appears that all human progress is effected by a technique of conjoint revelational evolution.
196:3.16 (2094.15) Hvis der ikke bor en guddommelig elsker i mennesket, kan det ikke elske uselvisk og åndeligt. Hvis ikke en fortolker boede i sindet, kunne mennesket ikke virkelig indse universets enhed. Hvis der ikke bor en evaluerer i mennesket, kan det umuligt vurdere moralske værdier og genkende åndelige betydninger. Og denne elsker kommer fra selve kilden til den uendelige kærlighed; denne fortolker er en del af den universelle enhed; denne evaluerer er barn af centret og kilden til alle absolutte værdier i den guddommelige og evige virkelighed.		196:3.16 (2094.15) Unless a divine lover lived in man, he could not unselfishly and spiritually love. Unless an interpreter lived in the mind, man could not truly realize the unity of the universe. Unless an evaluator dwelt with man, he could not possibly appraise moral values and recognize spiritual meanings. And this lover hails from the very source of infinite love; this interpreter is a part of Universal Unity; this evaluator is the child of the Center and Source of all absolute values of divine and eternal reality.
196:3.17 (2095.1) Moralsk evaluering med en religiøs betydning—åndelig indsigt—betegner individets valg mellem godt og ondt, sandhed og fejl, materielt og åndeligt, menneskeligt og guddommeligt, tid og evighed. Menneskets overlevelse er i høj grad afhængig af, at den menneskelige vilje indvies til at vælge de værdier, der udvælges af denne åndelige værdisorterer—den indre fortolker og forener. Personlig religiøs erfaring består af to faser: opdagelse i det menneskelige sind og åbenbaring af den guddommelige ånd, der bor i mennesket. På grund af oversofistikering eller som et resultat af de erklærede religionisters irreligiøse adfærd kan et menneske, eller endda en generation af mennesker, vælge at suspendere deres bestræbelser på at opdage den Gud, der bor i dem; de kan undlade at gøre fremskridt og opnå den guddommelige åbenbaring. Men en sådan holdning af åndelig manglende fremgang kan ikke vare længe på grund af tilstedeværelsen af og indflydelsen fra de indre Tankerettere.		196:3.17 (2095.1) Moral evaluation with a religious meaning—spiritual insight—connotes the individual’s choice between good and evil, truth and error, material and spiritual, human and divine, time and eternity. Human survival is in great measure dependent on consecrating the human will to the choosing of those values selected by this spirit-value sorter—the indwelling interpreter and unifier. Personal religious experience consists in two phases: discovery in the human mind and revelation by the indwelling divine spirit. Through oversophistication or as a result of the irreligious conduct of professed religionists, a man, or even a generation of men, may elect to suspend their efforts to discover the God who indwells them; they may fail to progress in and attain the divine revelation. But such attitudes of spiritual nonprogression cannot long persist because of the presence and influence of the indwelling Thought Adjusters.
196:3.18 (2095.2) Denne dybe oplevelse af virkeligheden i det guddommelige indre overskrider for evigt den rå materialistiske teknik i de fysiske videnskaber. Man kan ikke lægge åndelig glæde under et mikroskop, man kan ikke veje kærlighed på en vægt, man kan ikke måle moralske værdier, og man kan heller ikke vurdere kvaliteten af åndelig tilbedelse.		196:3.18 (2095.2) This profound experience of the reality of the divine indwelling forever transcends the crude materialistic technique of the physical sciences. You cannot put spiritual joy under a microscope; you cannot weigh love in a balance; you cannot measure moral values; neither can you estimate the quality of spiritual worship.
196:3.19 (2095.3) Hebræerne havde en moralsk sublim religion; grækerne udviklede en skønhedsreligion; Paulus og hans meningsfæller grundlagde en religion af tro, håb og næstekærlighed. Jesus åbenbarede og eksemplificerede en kærlighedsreligion: sikkerhed i Faderens kærlighed, med glæde og tilfredshed som følge af at dele denne kærlighed i det menneskelige broderskabs tjeneste.		196:3.19 (2095.3) The Hebrews had a religion of moral sublimity; the Greeks evolved a religion of beauty; Paul and his conferees founded a religion of faith, hope, and charity. Jesus revealed and exemplified a religion of love: security in the Father’s love, with joy and satisfaction consequent upon sharing this love in the service of the human brotherhood.
196:3.20 (2095.4) Hver gang mennesket træffer et reflekteret moralsk valg, oplever det straks en ny guddommelig invasion af sin sjæl. Moralske valg udgør religion som motivet for indre respons på ydre forhold. Men en sådan ægte religion er ikke en rent subjektiv oplevelse. Den betyder, at hele individets subjektivitet er engageret i en meningsfuld og intelligent respons på den totale objektivitet—universet og dets skaber.		196:3.20 (2095.4) Every time man makes a reflective moral choice, he immediately experiences a new divine invasion of his soul. Moral choosing constitutes religion as the motive of inner response to outer conditions. But such a real religion is not a purely subjective experience. It signifies the whole of the subjectivity of the individual engaged in a meaningful and intelligent response to total objectivity—the universe and its Maker.
196:3.21 (2095.5) Den udsøgte og transcendente oplevelse af at elske og blive elsket er ikke bare en psykisk illusion, fordi den er så rent subjektiv. Den eneste virkelig guddommelige og objektive virkelighed, der er forbundet med dødelige væsener, Tankeretteren, fungerer for menneskelig observation tilsyneladende som et udelukkende subjektivt fænomen. Menneskets kontakt med den højeste objektive virkelighed, Gud, sker kun gennem den rent subjektive oplevelse af at kende ham, af at tilbede ham, af at realisere sit slægtskab med ham.		196:3.21 (2095.5) The exquisite and transcendent experience of loving and being loved is not just a psychic illusion because it is so purely subjective. The one truly divine and objective reality that is associated with mortal beings, the Thought Adjuster, functions to human observation apparently as an exclusively subjective phenomenon. Man’s contact with the highest objective reality, God, is only through the purely subjective experience of knowing him, of worshiping him, of realizing sonship with him.
196:3.22 (2095.6) Ægte religiøs tilbedelse er ikke en nytteløs monolog af selvbedrag. Tilbedelse er et personligt fællesskab med det, der er guddommeligt virkeligt, med det, der er selve kilden til virkeligheden. Mennesket stræber gennem tilbedelse efter at blive bedre og opnår derved til sidst det bedste.		196:3.22 (2095.6) True religious worship is not a futile monologue of self-deception. Worship is a personal communion with that which is divinely real, with that which is the very source of reality. Man aspires by worship to be better and thereby eventually attains the best.
196:3.23 (2095.7) Idealiseringen og forsøget på at tjene sandheden, skønheden og godheden er ikke en erstatning for ægte religiøs erfaring—åndelig virkelighed. Psykologi og idealisme er ikke det samme som religiøs virkelighed. Det menneskelige intellekts projektioner kan ganske vist skabe falske guder—guder i menneskets billede—men den sande gudsbevidsthed har ikke en sådan oprindelse. Gudsbevidstheden bor i den iboende ånd. Mange af menneskets religiøse systemer kommer fra det menneskelige intellekts formuleringer, men gudsbevidstheden er ikke nødvendigvis en del af disse groteske religiøse slaverisystemer.		196:3.23 (2095.7) The idealization and attempted service of truth, beauty, and goodness is not a substitute for genuine religious experience—spiritual reality. Psychology and idealism are not the equivalent of religious reality. The projections of the human intellect may indeed originate false gods—gods in man’s image—but the true God-consciousness does not have such an origin. The God-consciousness is resident in the indwelling spirit. Many of the religious systems of man come from the formulations of the human intellect, but the God-consciousness is not necessarily a part of these grotesque systems of religious slavery.
196:3.24 (2095.8) Gud er ikke blot en opfindelse af menneskets idealisme; han er selve kilden til alle disse superanimalske indsigter og værdier. Gud er ikke en hypotese, der er formuleret for at forene de menneskelige begreber om sandhed, skønhed og godhed; han er kærlighedens personlighed, som alle disse universets manifestationer er afledt af. Sandheden, skønheden og godheden i menneskets verden forenes af den stigende spiritualitet i de dødeliges oplevelse af at stige op mod Paradisets realiteter. Enheden af sandhed, skønhed og godhed kan kun realiseres i den gudsvidende personligheds åndelige oplevelse.		196:3.24 (2095.8) God is not the mere invention of man’s idealism; he is the very source of all such superanimal insights and values. God is not a hypothesis formulated to unify the human concepts of truth, beauty, and goodness; he is the personality of love from whom all of these universe manifestations are derived. The truth, beauty, and goodness of man’s world are unified by the increasing spirituality of the experience of mortals ascending toward Paradise realities. The unity of truth, beauty, and goodness can only be realized in the spiritual experience of the God-knowing personality.
196:3.25 (2096.1) Moral er den essentielle forudgående jordbund for personlig gudsbevidsthed, den personlige erkendelse af Retterens indre nærvær, men en sådan moral er ikke kilden til religiøs erfaring og den deraf følgende åndelige indsigt. Den moralske natur er superanimalsk, men subspirituel. Moral er lig med erkendelsen af pligt, erkendelsen af eksistensen af rigtigt og forkert. Den moralske zone griber ind mellem de dyriske og de menneskelige typer af sind, ligesom morontia fungerer mellem de materielle og de åndelige sfærer af personlighedsopnåelse.		196:3.25 (2096.1) Morality is the essential pre-existent soil of personal God-consciousness, the personal realization of the Adjuster’s inner presence, but such morality is not the source of religious experience and the resultant spiritual insight. The moral nature is superanimal but subspiritual. Morality is equivalent to the recognition of duty, the realization of the existence of right and wrong. The moral zone intervenes between the animal and the human types of mind as morontia functions between the material and the spiritual spheres of personality attainment.
196:3.26 (2096.2) Det evolutionære sind er i stand til at opdage lov, moral og etik; men den skænkede ånd, den iboende Retter, afslører for det udviklende menneskesind lovgiveren, Faderen-kilden til alt, hvad der er sandt, smukt og godt; og et sådant oplyst menneske har en religion og er åndeligt udrustet til at begynde den lange og eventyrlige søgen efter Gud.		196:3.26 (2096.2) The evolutionary mind is able to discover law, morals, and ethics; but the bestowed spirit, the indwelling Adjuster, reveals to the evolving human mind the lawgiver, the Father-source of all that is true, beautiful, and good; and such an illuminated man has a religion and is spiritually equipped to begin the long and adventurous search for God.
196:3.27 (2096.3) Moral er ikke nødvendigvis åndelig; den kan være helt og aldeles menneskelig, selv om ægte religion forbedrer alle moralske værdier og gør dem mere meningsfulde. Moral uden religion kan ikke afsløre den ultimative godhed, og den kan heller ikke sørge for, at selv dens egne moralske værdier overlever. Religion sørger for at forbedre, forherlige og sikre overlevelsen af alt det, moralen anerkender og godkender.		196:3.27 (2096.3) Morality is not necessarily spiritual; it may be wholly and purely human, albeit real religion enhances all moral values, makes them more meaningful. Morality without religion fails to reveal ultimate goodness, and it also fails to provide for the survival of even its own moral values. Religion provides for the enhancement, glorification, and assured survival of everything morality recognizes and approves.
196:3.28 (2096.4) Religion står over videnskab, kunst, filosofi, etik og moral, men er ikke uafhængig af dem. De er alle uløseligt forbundet med hinanden i den menneskelige erfaring, både den personlige og den sociale. Religion er menneskets højeste erfaring i den dødelige natur, men det begrænsede sprog gør det for evigt umuligt for teologien nogensinde at skildre den virkelige religiøse erfaring fyldestgørende.		196:3.28 (2096.4) Religion stands above science, art, philosophy, ethics, and morals, but not independent of them. They are all indissolubly interrelated in human experience, personal and social. Religion is man’s supreme experience in the mortal nature, but finite language makes it forever impossible for theology ever adequately to depict real religious experience.
196:3.29 (2096.5) Religiøs indsigt har magten til at forvandle nederlag til højere ønsker og nye beslutninger. Kærlighed er den højeste motivation, som mennesket kan bruge i sin opstigning i universet. Men kærlighed uden sandhed, skønhed og godhed er kun en følelse, en filosofisk forvrængning, en psykisk illusion, et åndeligt bedrag. Kærlighed skal altid omdefineres på successive niveauer af morontia og åndelig fremgang.		196:3.29 (2096.5) Religious insight possesses the power of turning defeat into higher desires and new determinations. Love is the highest motivation which man may utilize in his universe ascent. But love, divested of truth, beauty, and goodness, is only a sentiment, a philosophic distortion, a psychic illusion, a spiritual deception. Love must always be redefined on successive levels of morontia and spirit progression.
196:3.30 (2096.6) Kunst er resultatet af menneskets forsøg på at flygte fra manglen på skønhed i sit materielle miljø; det er en gestus mod morontia-niveauet. Videnskab er menneskets forsøg på at løse de tilsyneladende gåder i det materielle univers. Filosofi er menneskets forsøg på at forene den menneskelige erfaring. Religion er menneskets højeste gestus, dets storslåede stræben efter den endelige virkelighed, dets beslutsomhed om at finde Gud og blive som ham.		196:3.30 (2096.6) Art results from man’s attempt to escape from the lack of beauty in his material environment; it is a gesture toward the morontia level. Science is man’s effort to solve the apparent riddles of the material universe. Philosophy is man’s attempt at the unification of human experience. Religion is man’s supreme gesture, his magnificent reach for final reality, his determination to find God and to be like him.
196:3.31 (2096.7) I den religiøse erfaringsverden er åndelig mulighed potentiel virkelighed. Menneskets fremadrettede åndelige trang er ikke en psykisk illusion. Al menneskets universromantisering er måske ikke fakta, men meget, meget, er sandhed.		196:3.31 (2096.7) In the realm of religious experience, spiritual possibility is potential reality. Man’s forward spiritual urge is not a psychic illusion. All of man’s universe romancing may not be fact, but much, very much, is truth.
196:3.32 (2096.8) Nogle menneskers liv er for store og ædle til at synke ned på det lave niveau, hvor man blot er succesfuld. Dyret må tilpasse sig sine omgivelser, men det religiøse menneske transcenderer sine omgivelser og undslipper på den måde begrænsningerne i den nuværende materielle verden gennem indsigten i guddommelig kærlighed. Dette begreb om kærlighed skaber i menneskets sjæl den overdyriske anstrengelse for at finde sandhed, skønhed og godhed; og når mennesket finder dem, bliver det forherliget i deres favntag; det bliver opslugt af ønsket om at efterleve dem, at udøve retfærdighed.		196:3.32 (2096.8) Some men’s lives are too great and noble to descend to the low level of being merely successful. The animal must adapt itself to the environment, but the religious man transcends his environment and in this way escapes the limitations of the present material world through this insight of divine love. This concept of love generates in the soul of man that superanimal effort to find truth, beauty, and goodness; and when he does find them, he is glorified in their embrace; he is consumed with the desire to live them, to do righteousness.
196:3.33 (2097.1) Vær ikke modløs; den menneskelige evolution er stadig i gang, og Guds åbenbaring til verden i og gennem Jesus vil ikke slå fejl.		196:3.33 (2097.1) Be not discouraged; human evolution is still in progress, and the revelation of God to the world, in and through Jesus, shall not fail.
196:3.34 (2097.2) Det moderne menneskes store udfordring er at opnå en bedre kommunikation med den guddommelige Ledsager, der bor i det menneskelige sind. Menneskets største eventyr i kødet består i den velafbalancerede og fornuftige indsats for at rykke selvbevidsthedens grænser ud gennem den embryonale sjælsbevidstheds dunkle områder i en helhjertet indsats for at nå åndsbevidsthedens grænseland—kontakten med det guddommelige nærvær. En sådan oplevelse udgør gudsbevidsthed, en oplevelse, der i høj grad bekræfter, den præeksisterende sandhed i den religiøse oplevelse af at kende Gud. En sådan åndsbevidsthed er ækvivalent med visheden om det faktiske slægtskab med Gud. Ellers udgør trosoplevelsen forsikringen om slægtskab.		196:3.34 (2097.2) The great challenge to modern man is to achieve better communication with the divine Monitor that dwells within the human mind. Man’s greatest adventure in the flesh consists in the well-balanced and sane effort to advance the borders of self-consciousness out through the dim realms of embryonic soul-consciousness in a wholehearted effort to reach the borderland of spirit-consciousness—contact with the divine presence. Such an experience constitutes God-consciousness, an experience mightily confirmative of the pre-existent truth of the religious experience of knowing God. Such spirit-consciousness is the equivalent of the knowledge of the actuality of sonship with God. Otherwise, the assurance of sonship is the experience of faith.
196:3.35 (2097.3) Og Gudsbevidsthed svarer til integrationen af selvet med universet, og på dets højeste niveauer af åndelig virkelighed. Kun det åndelige indhold af enhver værdi er uforgængeligt. Selv det, der er sandt, smukt og godt, kan ikke forgå i den menneskelige erfaring. Hvis mennesket ikke vælger at overleve, så bevarer den overlevende Retter de virkeligheder, der er født af kærlighed og næret i tjeneste. Og alle disse ting er en del af den Universelle Fader. Faderen er levende kærlighed, og dette Faderens liv er i hans børn. Og Faderens ånd er i hans sønners børn—de dødelige mennesker. Når alt kommer til alt, er ideen om Faderen stadig det højeste menneskelige begreb om Gud.		196:3.35 (2097.3) And God-consciousness is equivalent to the integration of the self with the universe, and on its highest levels of spiritual reality. Only the spirit content of any value is imperishable. Even that which is true, beautiful, and good may not perish in human experience. If man does not choose to survive, then does the surviving Adjuster conserve those realities born of love and nurtured in service. And all these things are a part of the Universal Father. The Father is living love, and this life of the Father is in his Sons. And the spirit of the Father is in his Sons’ sons—mortal men. When all is said and done, the Father idea is still the highest human concept of God.