Kapitel 100		Paper 100
Religionen I Menneskelig Erfaring		Religion in Human Experience
100:0.1 (1094.1) OPLEVELSEN af et dynamisk religiøst liv forvandler det middelmådige individ til en personlighed med idealistisk styrke. Religion tjener til alles fremgang ved at fremme den enkeltes fremgang, og den enkeltes fremgang forøges gennem alles præstationer.		100:0.1 (1094.1) THE experience of dynamic religious living transforms the mediocre individual into a personality of idealistic power. Religion ministers to the progress of all through fostering the progress of each individual, and the progress of each is augmented through the achievement of all.
100:0.2 (1094.2) Åndelig vækst stimuleres gensidigt af intimt samvær med andre religiøse. Kærlighed giver grobund for religiøs vækst—et objektivt lokkemiddel i stedet for subjektiv tilfredsstillelse—men det giver den højeste subjektive tilfredsstillelse. Og religion forædler hverdagens trivielle slid.		100:0.2 (1094.2) Spiritual growth is mutually stimulated by intimate association with other religionists. Love supplies the soil for religious growth—an objective lure in the place of subjective gratification—yet it yields the supreme subjective satisfaction. And religion ennobles the commonplace drudgery of daily living.
1. Religiøs vækst ^top		1. Religious Growth ^top
100:1.1 (1094.3) Mens religion skaber vækst i betydninger og forbedring af værdier, resulterer det altid i ondskab, når rent personlige evalueringer bliver ophøjet til absolutte niveauer. Et barn evaluerer erfaringer i overensstemmelse med indholdet af nydelse; modenhed er proportional med erstatningen af personlig nydelse med højere betydninger, selv loyalitet over for de højeste begreber i forskellige livssituationer og kosmiske relationer.		100:1.1 (1094.3) While religion produces growth of meanings and enhancement of values, evil always results when purely personal evaluations are elevated to the levels of absolutes. A child evaluates experience in accordance with the content of pleasure; maturity is proportional to the substitution of higher meanings for personal pleasure, even loyalties to the highest concepts of diversified life situations and cosmic relations.
100:1.2 (1094.4) Nogle personer har for travlt til at vokse og er derfor i stor fare for åndelig forstening. Der skal være mulighed for vækst af betydninger på forskellige alderstrin, i efter hinanden følgende kulturer, og i de forskellige stadier af fremrykkende civilisation. De væsentligste hindringer for vækst er fordomme og uvidenhed.		100:1.2 (1094.4) Some persons are too busy to grow and are therefore in grave danger of spiritual fixation. Provision must be made for growth of meanings at differing ages, in successive cultures, and in the passing stages of advancing civilization. The chief inhibitors of growth are prejudice and ignorance.
100:1.3 (1094.5) Giv ethvert barn i udvikling en chance for at dyrke sin egen religiøse erfaring; tving ikke en færdiglavet voksenerfaring ned over ham. Husk, at fremskridt år for år gennem et etableret uddannelsessystem ikke nødvendigvis betyder intellektuelle fremskridt, og slet ikke åndelig vækst. Udvidelse af ordforrådet er ikke ensbetydende med karakterudvikling. Vækst viser sig ikke blot ved produkter, men snarere ved fremskridt. Ægte uddannelsesmæssig vækst viser sig ved forbedring af idealer, øget værdsættelse af værdier, nye betydninger af værdier og øget loyalitet over for de højeste værdier.		100:1.3 (1094.5) Give every developing child a chance to grow his own religious experience; do not force a ready-made adult experience upon him. Remember, year-by-year progress through an established educational regime does not necessarily mean intellectual progress, much less spiritual growth. Enlargement of vocabulary does not signify development of character. Growth is not truly indicated by mere products but rather by progress. Real educational growth is indicated by enhancement of ideals, increased appreciation of values, new meanings of values, and augmented loyalty to supreme values.
100:1.4 (1094.6) Børn bliver kun varigt imponeret af deres voksne kollegers loyalitet; forskrifter eller endda eksempler har ikke varig indflydelse. Loyale mennesker er mennesker i vækst, og vækst er en imponerende og inspirerende realitet. Lev loyalt i dag—voks—og morgendagen vil passe sig selv. Den hurtigste måde for en haletudse at blive til en frø på er at leve loyalt hvert øjeblik som en haletudse.		100:1.4 (1094.6) Children are permanently impressed only by the loyalties of their adult associates; precept or even example is not lastingly influential. Loyal persons are growing persons, and growth is an impressive and inspiring reality. Live loyally today—grow—and tomorrow will attend to itself. The quickest way for a tadpole to become a frog is to live loyally each moment as a tadpole.
100:1.5 (1094.7) Den jordbund, der er afgørende for religiøs vækst, forudsætter et progressivt liv i selvrealisering, koordinering af naturlige tilbøjeligheder, udøvelse af nysgerrighed og nydelse af fornuftige eventyr, oplevelse af følelser af tilfredsstillelse, funktionen af frygtstimulansen for opmærksomhed og bevidsthed, forundringslysten, og en normal bevidsthed om lidenhed, ydmyghed. Vækst er også baseret på opdagelsen af selvet ledsaget af selvkritik—samvittighed, for samvittighed er i virkeligheden en kritik af sig selv ud fra ens egne værdivaner, personlige idealer.		100:1.5 (1094.7) The soil essential for religious growth presupposes a progressive life of self-realization, the co-ordination of natural propensities, the exercise of curiosity and the enjoyment of reasonable adventure, the experiencing of feelings of satisfaction, the functioning of the fear stimulus of attention and awareness, the wonder-lure, and a normal consciousness of smallness, humility. Growth is also predicated on the discovery of selfhood accompanied by self-criticism—conscience, for conscience is really the criticism of oneself by one’s own value-habits, personal ideals.
100:1.6 (1095.1) Religiøs oplevelse påvirkes markant af fysisk helbred, nedarvet temperament og socialt miljø. Men disse timelige forhold hæmmer ikke den indre åndelige udvikling hos en sjæl, der er dedikeret til at gøre den himmelske Faders vilje. I alle normale dødelige findes der visse medfødte drifter mod vækst og selvrealisering, som fungerer, hvis de ikke specifikt hæmmes. Den sikre teknik til at fremme denne konstitutive begavelse af potentialet for åndelig vækst er at opretholde en holdning af helhjertet hengivenhed over for de højeste værdier.		100:1.6 (1095.1) Religious experience is markedly influenced by physical health, inherited temperament, and social environment. But these temporal conditions do not inhibit inner spiritual progress by a soul dedicated to the doing of the will of the Father in heaven. There are present in all normal mortals certain innate drives toward growth and self-realization which function if they are not specifically inhibited. The certain technique of fostering this constitutive endowment of the potential of spiritual growth is to maintain an attitude of wholehearted devotion to supreme values.
100:1.7 (1095.2) Religion kan ikke overdrages, modtages, lånes, læres eller mistes. Det er en personlig oplevelse, som vokser proportionalt med den voksende søgen efter endelige værdier. Kosmisk vækst følger således med akkumuleringen af betydninger og den stadigt voksende ophøjelse af værdier. Men ædelhed i sig selv er altid en ubevidst vækst.		100:1.7 (1095.2) Religion cannot be bestowed, received, loaned, learned, or lost. It is a personal experience which grows proportionally to the growing quest for final values. Cosmic growth thus attends on the accumulation of meanings and the ever-expanding elevation of values. But nobility itself is always an unconscious growth.
100:1.8 (1095.3) Religiøse vaner med hensyn til tænkning og handling bidrager til den åndelige væksts økonomi. Man kan udvikle religiøse tilbøjeligheder til at reagere positivt på spirituelle stimuli, en slags betinget spirituel refleks. Vaner, der fremmer religiøs vækst, omfatter kultiveret følsomhed over for guddommelige værdier, anerkendelse af religiøs livsførelse hos andre, reflekterende meditation over kosmiske betydninger, tilbedende problemløsning, deling af ens åndelige liv med ens medmennesker, undgåelse af egoisme, afvisning af at påberåbe sig guddommelig barmhjertighed, at leve som i Guds nærvær. Faktorerne for religiøs vækst kan være bevidste, men selve væksten er altid ubevidst.		100:1.8 (1095.3) Religious habits of thinking and acting are contributory to the economy of spiritual growth. One can develop religious predispositions toward favorable reaction to spiritual stimuli, a sort of conditioned spiritual reflex. Habits which favor religious growth embrace cultivated sensitivity to divine values, recognition of religious living in others, reflective meditation on cosmic meanings, worshipful problem solving, sharing one’s spiritual life with one’s fellows, avoidance of selfishness, refusal to presume on divine mercy, living as in the presence of God. The factors of religious growth may be intentional, but the growth itself is unvaryingly unconscious.
100:1.9 (1095.4) Den ubevidste natur af religiøs vækst betyder dog ikke, at det er en aktivitet, der fungerer i det menneskelige intellekts formodede underbevidste områder; det betyder snarere kreative aktiviteter i de overbevidste niveauer af det dødelige sind. Oplevelsen af, at ubevidst religiøs vækst er en realitet, er det eneste positive bevis på superbevidsthedens funktionelle eksistens.		100:1.9 (1095.4) The unconscious nature of religious growth does not, however, signify that it is an activity functioning in the supposed subconscious realms of human intellect; rather does it signify creative activities in the superconscious levels of mortal mind. The experience of the realization of the reality of unconscious religious growth is the one positive proof of the functional existence of the superconsciousness.
2. Åndelig vækst ^top		2. Spiritual Growth ^top
100:2.1 (1095.5) Åndelig udvikling afhænger for det første af, at man opretholder en levende åndelig forbindelse med sande åndelige kræfter, og for det andet af, at man til stadighed bærer åndelig frugt: at man giver sine medmennesker det, man har modtaget fra sine åndelige velgørere. Åndelig fremgang er baseret på intellektuel erkendelse af åndelig fattigdom kombineret med selvbevidsthed om fuldkommenhedshunger, ønsket om at kende Gud og være som ham, det helhjertede formål at gøre den himmelske Faders vilje.		100:2.1 (1095.5) Spiritual development depends, first, on the maintenance of a living spiritual connection with true spiritual forces and, second, on the continuous bearing of spiritual fruit: yielding the ministry to one’s fellows of that which has been received from one’s spiritual benefactors. Spiritual progress is predicated on intellectual recognition of spiritual poverty coupled with the self-consciousness of perfection-hunger, the desire to know God and be like him, the wholehearted purpose to do the will of the Father in heaven.
100:2.2 (1095.6) Åndelig vækst er først en opvågnen til behov, dernæst en skelnen mellem betydninger og så en opdagelse af værdier. Beviset på sand åndelig udvikling består i fremvisningen af en menneskelig personlighed, der er motiveret af kærlighed, aktiveret af uselvisk tjeneste og domineret af helhjertet tilbedelse af guddommelighedens perfektionsidealer. Og hele denne oplevelse udgør religionens virkelighed i modsætning til blot teologiske overbevisninger.		100:2.2 (1095.6) Spiritual growth is first an awakening to needs, next a discernment of meanings, and then a discovery of values. The evidence of true spiritual development consists in the exhibition of a human personality motivated by love, activated by unselfish ministry, and dominated by the wholehearted worship of the perfection ideals of divinity. And this entire experience constitutes the reality of religion as contrasted with mere theological beliefs.
100:2.3 (1095.7) Religion kan udvikle sig til det erfaringsniveau, hvor den bliver en oplyst og klog teknik for åndelig reaktion på universet. En sådan forherliget religion kan fungere på tre niveauer af den menneskelige personlighed: det intellektuelle, det morontielle og det åndelige; i sindet, i den udviklende sjæl og med den iboende ånd.		100:2.3 (1095.7) Religion can progress to that level of experience whereon it becomes an enlightened and wise technique of spiritual reaction to the universe. Such a glorified religion can function on three levels of human personality: the intellectual, the morontial, and the spiritual; upon the mind, in the evolving soul, and with the indwelling spirit.
100:2.4 (1096.1) Åndelighed bliver på én gang en indikator for ens nærhed til Gud og et mål for, hvor nyttig man er for sine medmennesker. Åndelighed forbedrer evnen til at opdage skønhed i ting, genkende sandhed i betydninger og opdage godhed i værdier. Åndelig udvikling bestemmes af evnen til det og er direkte proportional med elimineringen af kærlighedens egoistiske kvaliteter.		100:2.4 (1096.1) Spirituality becomes at once the indicator of one’s nearness to God and the measure of one’s usefulness to fellow beings. Spirituality enhances the ability to discover beauty in things, recognize truth in meanings, and discover goodness in values. Spiritual development is determined by capacity therefor and is directly proportional to the elimination of the selfish qualities of love.
100:2.5 (1096.2) Den faktiske åndelige status er målet for opnåelse af guddom, afstemning med Retteren. Opnåelsen af åndelighedens endelighed svarer til opnåelsen af virkelighedens maksimum, guddommelighedens maksimum. Evigt liv er den endeløse søgen efter uendelige værdier.		100:2.5 (1096.2) Actual spiritual status is the measure of Deity attainment, Adjuster attunement. The achievement of finality of spirituality is equivalent to the attainment of the maximum of reality, the maximum of Godlikeness. Eternal life is the endless quest for infinite values.
100:2.6 (1096.3) Målet for menneskets selvrealisering bør være åndeligt, ikke materielt. De eneste realiteter, der er værd at stræbe efter, er guddommelige, åndelige og evige. Det dødelige menneske har ret til at nyde fysiske fornøjelser og tilfredsstille menneskelige følelser; det har gavn af loyalitet over for menneskelige foreninger og timelige institutioner; men det er ikke det evige fundament, hvorpå man kan bygge den udødelige personlighed, som skal transcendere rummet, overvinde tiden og opnå den evige skæbne med guddommelig perfektion og endelig tjeneste.		100:2.6 (1096.3) The goal of human self-realization should be spiritual, not material. The only realities worth striving for are divine, spiritual, and eternal. Mortal man is entitled to the enjoyment of physical pleasures and to the satisfaction of human affections; he is benefited by loyalty to human associations and temporal institutions; but these are not the eternal foundations upon which to build the immortal personality which must transcend space, vanquish time, and achieve the eternal destiny of divine perfection and finaliter service.
100:2.7 (1096.4) Jesus skildrede den dybe sikkerhed hos den dødelige, der kender Gud, da han sagde: “For en troende i Guds rige, der kender Gud, hvad betyder det, hvis alt jordisk styrter sammen?” Tidsmæssige sikkerheder er sårbare, men åndelige sikkerheder er uovervindelige. Når tidevandet af menneskelig modgang, egoisme, grusomhed, had, ondskab og jalousi slår ind over den dødelige sjæl, kan du hvile i forvisningen om, at der er en indre bastion, åndens fæstning, som er absolut uangribelig; det gælder i hvert fald for ethvert menneske, som har viet sin sjæl til den evige Guds indre ånd.		100:2.7 (1096.4) Jesus portrayed the profound surety of the God-knowing mortal when he said: “To a God-knowing kingdom believer, what does it matter if all things earthly crash?” Temporal securities are vulnerable, but spiritual sureties are impregnable. When the flood tides of human adversity, selfishness, cruelty, hate, malice, and jealousy beat about the mortal soul, you may rest in the assurance that there is one inner bastion, the citadel of the spirit, which is absolutely unassailable; at least this is true of every human being who has dedicated the keeping of his soul to the indwelling spirit of the eternal God.
100:2.8 (1096.5) Efter en sådan åndelig opnåelse, hvad enten den er sikret gennem gradvis vækst eller en specifik krise, sker der en nyorientering af personligheden såvel som udviklingen af en ny værdistandard. Sådanne åndsfødte individer er så genmotiverede i livet, at de roligt kan se til, mens deres største ambitioner går til grunde og deres største håb brister; de ved med sikkerhed, at sådanne katastrofer blot er de omdirigerende kataklysmer, der ødelægger ens timelige kreationer forud for opdragelsen af de mere ædle og varige realiteter på et nyt og mere sublimt niveau af universets opnåelse.		100:2.8 (1096.5) After such spiritual attainment, whether secured by gradual growth or specific crisis, there occurs a new orientation of personality as well as the development of a new standard of values. Such spirit-born individuals are so remotivated in life that they can calmly stand by while their fondest ambitions perish and their keenest hopes crash; they positively know that such catastrophes are but the redirecting cataclysms which wreck one’s temporal creations preliminary to the rearing of the more noble and enduring realities of a new and more sublime level of universe attainment.
3. Højeste værdibegreber ^top		3. Concepts of Supreme Value ^top
100:3.1 (1096.6) Religionen er ikke en metode til at opnå en statisk og lyksalig ro i sindet; den er en impuls til at organisere sjælen til dynamisk tjeneste. Den indebærer mobilisering af hele sig selv i en trofast hengivenhed til at elske Gud og tjene mennesket. Religionen betaler enhver pris som er afgørende for opnåelsen af det øverste mål, den evige præmie. Der er i den religiøse loyalitet en indviet fuldstændighed, som er vidunderlig smuk. Disse loyaliteter er socialt effektive og åndeligt progressive.		100:3.1 (1096.6) Religion is not a technique for attaining a static and blissful peace of mind; it is an impulse for organizing the soul for dynamic service. It is the enlistment of the totality of selfhood in the loyal service of loving God and serving man. Religion pays any price essential to the attainment of the supreme goal, the eternal prize. There is a consecrated completeness in religious loyalty which is superbly sublime. And these loyalties are socially effective and spiritually progressive.
100:3.2 (1096.7) For religionsudøveren bliver Guds ord et symbol der angiver tilgangen til den øverste virkelighed og en anerkendelse af den guddommelige værdi. Menneskelige sympatier og antipatier bestemmer ikke hvad der er godt og hvad der er ondt. Moralske værdier vokser ikke ud af ønsker som går i opfyldelse eller følelsesmæssige skuffelser.		100:3.2 (1096.7) To the religionist the word God becomes a symbol signifying the approach to supreme reality and the recognition of divine value. Human likes and dislikes do not determine good and evil; moral values do not grow out of wish fulfillment or emotional frustration.
100:3.3 (1096.8) I overvejelsen af værdier må du skelne mellem det, der er værdi, og det, der har værdi. Du må erkende forholdet mellem lystbetonede aktiviteter og deres meningsfulde integration og forøgede realisering på stadigt højere og højere niveauer af menneskelig erfaring.		100:3.3 (1096.8) In the contemplation of values you must distinguish between that which is value and that which has value. You must recognize the relation between pleasurable activities and their meaningful integration and enhanced realization on ever progressively higher and higher levels of human experience.
100:3.4 (1097.1) Mening er noget, som erfaring føjer til værdi; det er den anerkendende bevidsthed om værdier. En isoleret og rent egoistisk nydelse kan betyde en egentlig devaluering af betydninger, en meningsløs nydelse på grænsen til det relativt onde. Værdier er erfaringsbaserede, når realiteter er meningsfulde og mentalt forbundne, når sådanne relationer genkendes og værdsættes af sindet.		100:3.4 (1097.1) Meaning is something which experience adds to value; it is the appreciative consciousness of values. An isolated and purely selfish pleasure may connote a virtual devaluation of meanings, a meaningless enjoyment bordering on relative evil. Values are experiential when realities are meaningful and mentally associated, when such relationships are recognized and appreciated by mind.
100:3.5 (1097.2) Værdier kan aldrig være statisk; virkeligheden betyder ændringen, vækst. Skift uden vækst, udvidelse af mening og ophøjelse af værdi, er værdiløse—er potentielt ond. Jo højere kvalitet af den kosmiske tilpasning, desto mere mening har en oplevelse. Værdier er ikke konceptuelle illusioner; de er reelle, men de er altid afhængige af relationer. Værdier er altid både aktuelle og potentielle—ikke hvad var, men hvad der er og hvad der kommer at være.		100:3.5 (1097.2) Values can never be static; reality signifies change, growth. Change without growth, expansion of meaning and exaltation of value, is valueless—is potential evil. The greater the quality of cosmic adaptation, the more of meaning any experience possesses. Values are not conceptual illusions; they are real, but always they depend on the fact of relationships. Values are always both actual and potential—not what was, but what is and is to be.
100:3.6 (1097.3) Forbindelsen mellem det faktiske og det potentielle er lig med vækst, den erfaringsmæssige realisering af værdier. Men vækst er ikke blot fremskridt. Fremskridt er altid meningsfuldt, men det er relativt værdiløst uden vækst. Den højeste værdi af menneskelivet består i vækst af værdier, fremskridt i betydninger og erkendelse af den kosmiske sammenhæng mellem begge disse erfaringer. Og en sådan oplevelse er ækvivalent med gudsbevidsthed. Selv om en sådan dødelig ikke er overnaturlig, er vedkommende i sandhed ved at blive overmenneskelig; en udødelig sjæl er ved at udvikle sig.		100:3.6 (1097.3) The association of actuals and potentials equals growth, the experiential realization of values. But growth is not mere progress. Progress is always meaningful, but it is relatively valueless without growth. The supreme value of human life consists in growth of values, progress in meanings, and realization of the cosmic interrelatedness of both of these experiences. And such an experience is the equivalent of God-consciousness. Such a mortal, while not supernatural, is truly becoming superhuman; an immortal soul is evolving.
100:3.7 (1097.4) Mennesket kan ikke forårsage vækst, men det kan skabe gunstige betingelser. Vækst er altid ubevidst, hvad enten den er fysisk, intellektuel eller åndelig. Kærlighed vokser således; den kan ikke skabes, fremstilles eller købes; den må vokse. Evolution er en kosmisk vækstteknik. Social vækst kan ikke sikres gennem lovgivning, og moralsk vækst opnås ikke gennem forbedret administration. Mennesket kan fremstille en maskine, men dens virkelige værdi skal komme fra menneskelig kultur og personlig værdsættelse. Menneskets eneste bidrag til vækst er mobiliseringen af alle kræfter i dets personlighed—den levende tro.		100:3.7 (1097.4) Man cannot cause growth, but he can supply favorable conditions. Growth is always unconscious, be it physical, intellectual, or spiritual. Love thus grows; it cannot be created, manufactured, or purchased; it must grow. Evolution is a cosmic technique of growth. Social growth cannot be secured by legislation, and moral growth is not had by improved administration. Man may manufacture a machine, but its real value must be derived from human culture and personal appreciation. Man’s sole contribution to growth is the mobilization of the total powers of his personality—living faith.
4. Vækst problemer ^top		4. Problems of Growth ^top
100:4.1 (1097.5) At leve religiøst er at leve hengivent, og at leve hengivent er at leve kreativt, originalt og spontant. Nye religiøse indsigter opstår ud af konflikter, som sætter gang i valget af nye og bedre reaktionsvaner i stedet for ældre og mindreværdige reaktionsmønstre. Nye betydninger opstår kun midt i en konflikt, og konflikten fortsætter kun, hvis man nægter at tilslutte sig de højere værdier, som de højere betydninger indebærer.		100:4.1 (1097.5) Religious living is devoted living, and devoted living is creative living, original and spontaneous. New religious insights arise out of conflicts which initiate the choosing of new and better reaction habits in the place of older and inferior reaction patterns. New meanings only emerge amid conflict; and conflict persists only in the face of refusal to espouse the higher values connoted in superior meanings.
100:4.2 (1097.6) Religiøs forvirring er uundgåelig; der kan ikke være nogen vækst uden psykisk konflikt og åndelig uro. Organiseringen af en filosofisk levestandard medfører betydelig uro i sindets filosofiske sfærer. Loyalitet udøves ikke på vegne af det store, det gode, det sande og det ædle uden kamp. Anstrengelse er forbundet med afklaring af åndelig vision og forbedring af kosmisk indsigt. Og det menneskelige intellekt protesterer mod at blive afvænnet fra at leve af de ikke-åndelige energier i den timelige eksistens. Det dovne dyresind gør oprør over den indsats, der kræves for at kæmpe med kosmisk problemløsning.		100:4.2 (1097.6) Religious perplexities are inevitable; there can be no growth without psychic conflict and spiritual agitation. The organization of a philosophic standard of living entails considerable commotion in the philosophic realms of the mind. Loyalties are not exercised in behalf of the great, the good, the true, and the noble without a struggle. Effort is attendant upon clarification of spiritual vision and enhancement of cosmic insight. And the human intellect protests against being weaned from subsisting upon the nonspiritual energies of temporal existence. The slothful animal mind rebels at the effort required to wrestle with cosmic problem solving.
100:4.3 (1097.7) Men det store problem i det religiøse liv består i opgaven med at forene personlighedens sjælelige kræfter ved hjælp af kærlighedens dominans. Sundhed, mental effektivitet og lykke opstår fra foreningen af fysiske systemer, sindssystemer og åndssystemer. Mennesket forstår meget om sundhed og fornuft, men det har kun forstået meget lidt om lykke. Den højeste lykke er uløseligt forbundet med åndelig fremgang. Åndelig vækst giver varig glæde og fred, der overgår al forstand.		100:4.3 (1097.7) But the great problem of religious living consists in the task of unifying the soul powers of the personality by the dominance of love. Health, mental efficiency, and happiness arise from the unification of physical systems, mind systems, and spirit systems. Of health and sanity man understands much, but of happiness he has truly realized very little. The highest happiness is indissolubly linked with spiritual progress. Spiritual growth yields lasting joy, peace which passes all understanding.
100:4.4 (1098.1) I det fysiske liv fortæller sanserne om tingenes eksistens; sindet opdager betydningenes virkelighed; men den åndelige oplevelse afslører livets sande værdier for den enkelte. Disse høje niveauer af menneskelig levevis opnås i den højeste kærlighed til Gud og i den uselviske kærlighed til mennesket. Hvis du elsker dine medmennesker, må du have opdaget deres værdier. Jesus elskede mennesker så højt, fordi han satte så stor pris på dem. Du kan bedst opdage værdier hos dine medmennesker ved at opdage deres motivation. Hvis nogen irriterer dig og vækker harme, bør du med sympati forsøge at finde ud af, hvad hans synspunkt er, og hvorfor han opfører sig så anstødeligt. Hvis du først forstår din næste, vil du blive tolerant, og denne tolerance vil vokse til venskab og modnes til kærlighed.		100:4.4 (1098.1) In physical life the senses tell of the existence of things; mind discovers the reality of meanings; but the spiritual experience reveals to the individual the true values of life. These high levels of human living are attained in the supreme love of God and in the unselfish love of man. If you love your fellow men, you must have discovered their values. Jesus loved men so much because he placed such a high value upon them. You can best discover values in your associates by discovering their motivation. If someone irritates you, causes feelings of resentment, you should sympathetically seek to discern his viewpoint, his reasons for such objectionable conduct. If once you understand your neighbor, you will become tolerant, and this tolerance will grow into friendship and ripen into love.
100:4.5 (1098.2) For dit indre øje kan du fremkalde et billede af en af dine primitive forfædre fra huleboernes tid—en lille, misdannet, beskidt, snerrende skrummel af en mand, der står med spredte ben, køllen hævet og ånder had og fjendtlighed, mens han ser voldsomt lige frem. Et sådant billede skildrer næppe menneskets guddommelige værdighed. Men lad os forstørre billedet. Foran dette animerede menneske ligger en sabeltands tiger på spring. Bag ham en kvinde og to børn. Man genkender straks, at et sådant billede står for begyndelsen til meget, der er fint og ædelt i den menneskelige race, men manden er den samme i begge billeder. Men i den anden skitse er du begunstiget med en udvidet horisont. Deri kan man se motivationen hos dette dødelige menneske i udvikling. Hans holdning bliver prisværdig, fordi du forstår ham. Hvis du bare kunne gennemskue dine kollegers motiver, hvor meget bedre ville du så ikke forstå dem. Hvis du bare kunne kende dine medmennesker, ville du til sidst blive forelsket i dem.		100:4.5 (1098.2) In the mind’s eye conjure up a picture of one of your primitive ancestors of cave-dwelling times—a short, misshapen, filthy, snarling hulk of a man standing, legs spread, club upraised, breathing hate and animosity as he looks fiercely just ahead. Such a picture hardly depicts the divine dignity of man. But allow us to enlarge the picture. In front of this animated human crouches a saber-toothed tiger. Behind him, a woman and two children. Immediately you recognize that such a picture stands for the beginnings of much that is fine and noble in the human race, but the man is the same in both pictures. Only, in the second sketch you are favored with a widened horizon. You therein discern the motivation of this evolving mortal. His attitude becomes praiseworthy because you understand him. If you could only fathom the motives of your associates, how much better you would understand them. If you could only know your fellows, you would eventually fall in love with them.
100:4.6 (1098.3) Man kan ikke virkelig elske sine medmennesker ved en simpel viljeshandling. Kærlighed fødes kun af en grundig forståelse af din næstes motiver og følelser. Det er ikke så vigtigt at elske alle mennesker i dag, som det er, at du hver dag lærer at elske et menneske mere. Hvis du hver dag eller hver uge opnår en forståelse for endnu en af dine medmennesker, og hvis dette er grænsen for din evne, så er du helt sikkert ved at socialisere og virkelig åndeliggøre din personlighed. Kærlighed smitter, og når menneskelig hengivenhed er intelligent og klog, er kærlighed mere fængslende end had. Men kun ægte og uselvisk kærlighed er virkelig smitsom. Hvis hver eneste dødelig kunne blive et fokus for dynamisk hengivenhed, ville denne godartede kærlighedsvirus snart gennemtrænge menneskehedens sentimentale følelsesstrøm i en sådan grad, at hele civilisationen ville blive omsluttet af kærlighed, og det ville være virkeliggørelsen af menneskets broderskab.		100:4.6 (1098.3) You cannot truly love your fellows by a mere act of the will. Love is only born of thoroughgoing understanding of your neighbor’s motives and sentiments. It is not so important to love all men today as it is that each day you learn to love one more human being. If each day or each week you achieve an understanding of one more of your fellows, and if this is the limit of your ability, then you are certainly socializing and truly spiritualizing your personality. Love is infectious, and when human devotion is intelligent and wise, love is more catching than hate. But only genuine and unselfish love is truly contagious. If each mortal could only become a focus of dynamic affection, this benign virus of love would soon pervade the sentimental emotion-stream of humanity to such an extent that all civilization would be encompassed by love, and that would be the realization of the brotherhood of man.
5. Omvendelse og mystik ^top		5. Conversion and Mysticism ^top
100:5.1 (1098.4) Verden er fyldt med fortabte sjæle, ikke fortabte i teologisk forstand, men fortabte i den retningsbestemte betydning, som vandrer forvirrede rundt blandt ismer og kulter i en frustreret filosofisk æra. Alt for få har lært, hvordan man installerer en livsfilosofi i stedet for religiøs autoritet. (Den socialiserede religions symboler er ikke at foragte som kanaler for vækst, om end flodlejet ikke er floden).		100:5.1 (1098.4) The world is filled with lost souls, not lost in the theologic sense but lost in the directional meaning, wandering about in confusion among the isms and cults of a frustrated philosophic era. Too few have learned how to install a philosophy of living in the place of religious authority. (The symbols of socialized religion are not to be despised as channels of growth, albeit the river bed is not the river.)
100:5.2 (1098.5) Religiøs vækst fører fra stagnation gennem konflikt til koordination, fra usikkerhed til utvivlsom tro, fra forvirring i den kosmiske bevidsthed til forening af personligheden, fra det timelige mål til det evige, fra frygtens trældom til friheden i det guddommelige slægtskab.		100:5.2 (1098.5) The progression of religious growth leads from stagnation through conflict to co-ordination, from insecurity to undoubting faith, from confusion of cosmic consciousness to unification of personality, from the temporal objective to the eternal, from the bondage of fear to the liberty of divine sonship.
100:5.3 (1099.1) Det bør gøres klart, at bekendelser til de højeste idealer—den psykiske, følelsesmæssige og åndelige bevidsthed om Gudsbevidsthed—kan være en naturlig og gradvis vækst eller nogle gange opleves på bestemte tidspunkter, som i en krise. Apostlen Paulus oplevede netop sådan en pludselig og spektakulær omvendelse den begivenhedsrige dag på vejen til Damaskus. Gautama Siddhartha havde en lignende oplevelse den nat, han sad alene og forsøgte at trænge ind i den endelige sandheds mysterium. Mange andre har haft lignende oplevelser, og mange sande troende har gjort fremskridt i ånden uden pludselig omvendelse.		100:5.3 (1099.1) It should be made clear that professions of loyalty to the supreme ideals—the psychic, emotional, and spiritual awareness of God-consciousness—may be a natural and gradual growth or may sometimes be experienced at certain junctures, as in a crisis. The Apostle Paul experienced just such a sudden and spectacular conversion that eventful day on the Damascus road. Gautama Siddhartha had a similar experience the night he sat alone and sought to penetrate the mystery of final truth. Many others have had like experiences, and many true believers have progressed in the spirit without sudden conversion.
100:5.4 (1099.2) De fleste af de spektakulære fænomener, der er forbundet med såkaldte religiøse omvendelser, er udelukkende af psykologisk karakter, men nu og da forekommer der oplevelser, som også er af åndelig oprindelse. Når den mentale mobilisering er absolut total på ethvert niveau af den psykiske stræben mod åndsopnåelse, når der er fuldkommenhed i den menneskelige motivation af loyalitet over for den guddommelige idé, så sker der meget ofte et pludseligt nedgreb af den iboende ånd for at synkronisere med det koncentrerede og indviede formål i det overbevidste sind hos den troende dødelige. Og det er sådanne oplevelser af forenede intellektuelle og åndelige fænomener, der udgør omvendelsen, som består af faktorer, der rækker ud over rent psykologisk involvering.		100:5.4 (1099.2) Most of the spectacular phenomena associated with so-called religious conversions are entirely psychologic in nature, but now and then there do occur experiences which are also spiritual in origin. When the mental mobilization is absolutely total on any level of the psychic upreach toward spirit attainment, when there exists perfection of the human motivation of loyalties to the divine idea, then there very often occurs a sudden down-grasp of the indwelling spirit to synchronize with the concentrated and consecrated purpose of the superconscious mind of the believing mortal. And it is such experiences of unified intellectual and spiritual phenomena that constitute the conversion which consists in factors over and above purely psychologic involvement.
100:5.5 (1099.3) Men følelser alene er en falsk omvendelse; man må have tro såvel som følelser. I det omfang en sådan psykisk mobilisering er delvis, og i det omfang en sådan motivation for menneskelig loyalitet er ufuldstændig, i det omfang vil oplevelsen af omvendelse være en blandet intellektuel, følelsesmæssig og åndelig virkelighed.		100:5.5 (1099.3) But emotion alone is a false conversion; one must have faith as well as feeling. To the extent that such psychic mobilization is partial, and in so far as such human-loyalty motivation is incomplete, to that extent will the experience of conversion be a blended intellectual, emotional, and spiritual reality.
100:5.6 (1099.4) Hvis man er indstillet på at anerkende et teoretisk underbevidst sind som en praktisk arbejdshypotese i det ellers forenede intellektuelle liv, så bør man, for at være konsekvent, postulere et lignende og tilsvarende område for opstigende intellektuel aktivitet som det overbevidste niveau, zonen for umiddelbar kontakt med den indre åndelige enhed, Tankeretteren. Den store fare ved alle disse psykiske spekulationer er, at visioner og andre såkaldte mystiske oplevelser, sammen med ekstraordinære drømme, kan blive betragtet som guddommelige meddelelser til det menneskelige sind. I tidligere tider har guddommelige væsener åbenbaret sig for visse personer, der kendte Gud, ikke på grund af deres mystiske trancer eller sygelige visioner, men på trods af alle disse fænomener.		100:5.6 (1099.4) If one is disposed to recognize a theoretical subconscious mind as a practical working hypothesis in the otherwise unified intellectual life, then, to be consistent, one should postulate a similar and corresponding realm of ascending intellectual activity as the superconscious level, the zone of immediate contact with the indwelling spirit entity, the Thought Adjuster. The great danger in all these psychic speculations is that visions and other so-called mystic experiences, along with extraordinary dreams, may be regarded as divine communications to the human mind. In times past, divine beings have revealed themselves to certain God-knowing persons, not because of their mystic trances or morbid visions, but in spite of all these phenomena.
100:5.7 (1099.5) I modsætning til at søge omvendelse ville den bedste tilgang til de morontielle zoner, hvor der er mulighed for kontakt med tanketilpasseren, være gennem levende tro og oprigtig tilbedelse, helhjertet og uselvisk bøn. Alt for meget af det, der er kommet ud af erindringerne fra de ubevidste niveauer i menneskesindet, er blevet forvekslet med guddommelige åbenbaringer og åndelig ledelse.		100:5.7 (1099.5) In contrast with conversion-seeking, the better approach to the morontia zones of possible contact with the Thought Adjuster would be through living faith and sincere worship, wholehearted and unselfish prayer. Altogether too much of the uprush of the memories of the unconscious levels of the human mind has been mistaken for divine revelations and spirit leadings.
100:5.8 (1099.6) Der er stor fare forbundet med vanemæssig udøvelse af religiøs dagdrømmeri; mystik kan blive en teknik til at undgå virkeligheden, selv om det nogle gange har været et middel til ægte åndeligt fællesskab. Korte perioder med tilbagetrækning fra livets travle scener er måske ikke alvorligt farlige, men langvarig isolation af personligheden er højst uønsket. Den trancelignende tilstand af visionær bevidsthed bør under ingen omstændigheder dyrkes som en religiøs oplevelse.		100:5.8 (1099.6) There is great danger associated with the habitual practice of religious daydreaming; mysticism may become a technique of reality avoidance, albeit it has sometimes been a means of genuine spiritual communion. Short seasons of retreat from the busy scenes of life may not be seriously dangerous, but prolonged isolation of personality is most undesirable. Under no circumstances should the trancelike state of visionary consciousness be cultivated as a religious experience.
100:5.9 (1099.7) Den mystiske tilstand er kendetegnet ved en diffus bevidsthed med levende øer af fokuseret opmærksomhed, der påvirker et forholdsvis passivt intellekt. Alt dette trækker bevidstheden i retning af det underbevidste snarere end i retning af zonen for åndelig kontakt, det overbevidste. Mange mystikere har ført deres mentale dissociation op på niveauet for unormale mentale manifestationer.		100:5.9 (1099.7) The characteristics of the mystical state are diffusion of consciousness with vivid islands of focal attention operating on a comparatively passive intellect. All of this gravitates consciousness toward the subconscious rather than in the direction of the zone of spiritual contact, the superconscious. Many mystics have carried their mental dissociation to the level of abnormal mental manifestations.
100:5.10 (1100.1) Den mere sunde holdning til åndelig meditation findes i reflekterende tilbedelse og i taksigelsesbønnen. Det direkte fællesskab med ens tanketilpasser, sådan som det fandt sted i de senere år af Jesu liv i kødet, bør ikke forveksles med disse såkaldte mystiske oplevelser. De faktorer, der bidrager til indvielsen af mystisk fællesskab, er tegn på faren ved sådanne psykiske tilstande. Den mystiske status fremmes af ting som: fysisk træthed, faste, psykisk dissociation, dybe æstetiske oplevelser, livlige seximpulser, frygt, angst, raseri og vild dans. Meget af det materiale, der opstår som et resultat af en sådan forberedelse, har sin oprindelse i underbevidstheden.		100:5.10 (1100.1) The more healthful attitude of spiritual meditation is to be found in reflective worship and in the prayer of thanksgiving. The direct communion with one’s Thought Adjuster, such as occurred in the later years of Jesus’ life in the flesh, should not be confused with these so-called mystical experiences. The factors which contribute to the initiation of mystic communion are indicative of the danger of such psychic states. The mystic status is favored by such things as: physical fatigue, fasting, psychic dissociation, profound aesthetic experiences, vivid sex impulses, fear, anxiety, rage, and wild dancing. Much of the material arising as a result of such preliminary preparation has its origin in the subconscious mind.
100:5.11 (1100.2) Hvor gunstige betingelserne for mystiske fænomener end måtte have været, skal det klart forstås, at Jesus af Nazaret aldrig benyttede sig af sådanne metoder til at kommunikere med Paradisets Fader. Jesus havde ingen underbevidste vrangforestillinger eller overbevidste illusioner.		100:5.11 (1100.2) However favorable may have been the conditions for mystic phenomena, it should be clearly understood that Jesus of Nazareth never resorted to such methods for communion with the Paradise Father. Jesus had no subconscious delusions or superconscious illusions.
6. Det religiøse livs kendetegn ^top		6. Marks of Religious Living ^top
100:6.1 (1100.3) Evolutionære religioner og åbenbaringsreligioner adskiller sig måske markant i metode, men i motiv er der stor lighed. Religion er ikke en specifik funktion i livet; det er snarere en måde at leve på. Ægte religion er en helhjertet hengivenhed til en virkelighed, som den religiøse anser for at være af højeste værdi for sig selv og for hele menneskeheden. Og de enestående karakteristika ved alle religioner er: ubetinget loyalitet og helhjertet hengivenhed til de højeste værdier. Denne religiøse hengivenhed over for de højeste værdier viser sig i den angiveligt irreligiøse mors forhold til sit barn og i ikke-religiøses inderlige loyalitet over for en sag, de går ind for.		100:6.1 (1100.3) Evolutionary religions and revelatory religions may differ markedly in method, but in motive there is great similarity. Religion is not a specific function of life; rather is it a mode of living. True religion is a wholehearted devotion to some reality which the religionist deems to be of supreme value to himself and for all mankind. And the outstanding characteristics of all religions are: unquestioning loyalty and wholehearted devotion to supreme values. This religious devotion to supreme values is shown in the relation of the supposedly irreligious mother to her child and in the fervent loyalty of nonreligionists to an espoused cause.
100:6.2 (1100.4) Den accepterede højeste værdi hos den religiøse kan være simpel eller endda falsk, men den er ikke desto mindre religiøs. En religion er kun ægte i det omfang, at den værdi, der anses for at være den højeste, virkelig er en kosmisk realitet af ægte åndelig værdi.		100:6.2 (1100.4) The accepted supreme value of the religionist may be base or even false, but it is nevertheless religious. A religion is genuine to just the extent that the value which is held to be supreme is truly a cosmic reality of genuine spiritual worth.
100:6.3 (1100.5) Menneskets svar på den religiøse impuls er præget af ædelhed og storhed. Den oprigtige religiøse er bevidst om at være en del af universet og er klar over, at han er i kontakt med kilder af overmenneskelig kraft. Han er begejstret og får energi af visheden om at tilhøre et overlegent og forædlet fællesskab af Guds afkom. Bevidstheden om eget værd er blevet forstærket af stimulansen fra jagten på de højeste mål i universet—de højeste mål.		100:6.3 (1100.5) The marks of human response to the religious impulse embrace the qualities of nobility and grandeur. The sincere religionist is conscious of universe citizenship and is aware of making contact with sources of superhuman power. He is thrilled and energized with the assurance of belonging to a superior and ennobled fellowship of the sons of God. The consciousness of self-worth has become augmented by the stimulus of the quest for the highest universe objectives—supreme goals.
100:6.4 (1100.6) Selvet har overgivet sig til den fascinerende drivkraft i en altomfattende motivation, som kræver øget selvdisciplin, mindsker følelsesmæssige konflikter og gør det jordiske liv virkelig værd at leve. Den sygelige erkendelse af menneskelige begrænsninger er ændret til den naturlige bevidsthed om dødelige mangler, forbundet med moralsk beslutsomhed og åndelig stræben efter at nå de højeste mål i universet og superuniverset. Og denne intense stræben efter at nå de superdødelige idealer er altid kendetegnet ved stigende tålmodighed, overbærenhed, styrke og tolerance.		100:6.4 (1100.6) The self has surrendered to the intriguing drive of an all-encompassing motivation which imposes heightened self-discipline, lessens emotional conflict, and makes mortal life truly worth living. The morbid recognition of human limitations is changed to the natural consciousness of mortal shortcomings, associated with moral determination and spiritual aspiration to attain the highest universe and superuniverse goals. And this intense striving for the attainment of supermortal ideals is always characterized by increasing patience, forbearance, fortitude, and tolerance.
100:6.5 (1100.7) Men sand religion er en levende kærlighed, et liv i tjeneste. Den religiøses frigørelse fra meget, der er rent timeligt og trivielt, fører aldrig til social isolation, og det bør ikke ødelægge sansen for humor. Ægte religion fjerner intet fra den menneskelige eksistens, men den tilføjer nye betydninger til hele livet; den skaber nye former for entusiasme, iver og mod. Den kan endda skabe en korsfarerånd, som er mere end farlig, hvis den ikke kontrolleres af åndelig indsigt og loyal hengivenhed over for de almindelige sociale forpligtelser, som menneskelige loyaliteter indebærer.		100:6.5 (1100.7) But true religion is a living love, a life of service. The religionist’s detachment from much that is purely temporal and trivial never leads to social isolation, and it should not destroy the sense of humor. Genuine religion takes nothing away from human existence, but it does add new meanings to all of life; it generates new types of enthusiasm, zeal, and courage. It may even engender the spirit of the crusader, which is more than dangerous if not controlled by spiritual insight and loyal devotion to the commonplace social obligations of human loyalties.
100:6.6 (1101.1) Et af de mest fantastiske kendetegn ved et religiøst liv er den dynamiske og sublime fred, den fred, som overgår al menneskelig forståelse, den kosmiske ro, som vidner om fraværet af al tvivl og uro. Sådanne niveauer af åndelig stabilitet er immune over for skuffelse. Sådanne religiøse er som apostlen Paulus, der sagde: “Jeg er overbevist om, at hverken død eller liv, hverken engle, fyrstemagter eller kræfter, hverken det nuværende eller det kommende, hverken højde eller dybde eller noget som helst andet skal kunne skille os fra Guds kærlighed.”		100:6.6 (1101.1) One of the most amazing earmarks of religious living is that dynamic and sublime peace, that peace which passes all human understanding, that cosmic poise which betokens the absence of all doubt and turmoil. Such levels of spiritual stability are immune to disappointment. Such religionists are like the Apostle Paul, who said: “I am persuaded that neither death, nor life, nor angels, nor principalities, nor powers, nor things present, nor things to come, nor height, nor depth, nor anything else shall be able to separate us from the love of God.”
100:6.7 (1101.2) Der er en følelse af sikkerhed, forbundet med erkendelsen af triumferende herlighed, i bevidstheden hos den religiøse, der har forstået det Højestes virkelighed, og som forfølger målet om det Ultimative.		100:6.7 (1101.2) There is a sense of security, associated with the realization of triumphing glory, resident in the consciousness of the religionist who has grasped the reality of the Supreme, and who pursues the goal of the Ultimate.
100:6.8 (1101.3) Selv evolutionær religion er alt dette i loyalitet og storhed, fordi det er en ægte oplevelse. Men åbenbaringsreligion er fremragende såvel som ægte. Den udvidede åndelige visions nye loyaliteter skaber nye niveauer af kærlighed og hengivenhed, af tjeneste og fællesskab; og hele dette forbedrede sociale udsyn skaber en udvidet bevidsthed om Guds faderskab og menneskets broderskab.		100:6.8 (1101.3) Even evolutionary religion is all of this in loyalty and grandeur because it is a genuine experience. But revelatory religion is excellent as well as genuine. The new loyalties of enlarged spiritual vision create new levels of love and devotion, of service and fellowship; and all this enhanced social outlook produces an enlarged consciousness of the Fatherhood of God and the brotherhood of man.
100:6.9 (1101.4) Den karakteristiske forskel mellem udviklet og åbenbaret religion er en ny kvalitet af guddommelig visdom, som føjes til den rent erfaringsbaserede menneskelige visdom. Men det er erfaring i og med de menneskelige religioner, der udvikler evnen til efterfølgende at modtage øgede tildelinger af guddommelig visdom og kosmisk indsigt.		100:6.9 (1101.4) The characteristic difference between evolved and revealed religion is a new quality of divine wisdom which is added to purely experiential human wisdom. But it is experience in and with the human religions that develops the capacity for subsequent reception of increased bestowals of divine wisdom and cosmic insight.
7. Den højeste form af religiøst liv ^top		7. The Acme of Religious Living ^top
100:7.1 (1101.5) Selvom den gennemsnitlige dødelige på Urantia ikke kan håbe på at opnå den høje karakterfuldkommenhed, som Jesus af Nazaret opnåede, mens han opholdt sig i kødet, er det fuldt ud muligt for enhver dødelig troende at udvikle en stærk og forenet personlighed i tråd med Jesus’ fuldkomne personlighed. Det unikke ved Mesterens personlighed var ikke så meget dens perfektion som dens symmetri, dens udsøgte og afbalancerede forening. Den mest effektive præsentation af Jesus består i at følge eksemplet fra ham, der sagde, da han gjorde en gestus mod Mesteren, der stod foran sine anklagere: “Se manden!”		100:7.1 (1101.5) Although the average mortal of Urantia cannot hope to attain the high perfection of character which Jesus of Nazareth acquired while sojourning in the flesh, it is altogether possible for every mortal believer to develop a strong and unified personality along the perfected lines of the Jesus personality. The unique feature of the Master’s personality was not so much its perfection as its symmetry, its exquisite and balanced unification. The most effective presentation of Jesus consists in following the example of the one who said, as he gestured toward the Master standing before his accusers, “Behold the man!”
100:7.2 (1101.6) Jesu ufejlbarlige venlighed rørte menneskers hjerter, men hans urokkelige karakterstyrke forbløffede hans tilhængere. Han var virkelig oprigtig; der var intet hyklerisk i ham. Han var fri for selvhøjtidelighed; han var altid så forfriskende ægte. Han bøjede sig aldrig ned til hykleri, og han tyede aldrig til bedrag. Han levede sandheden, ligesom han underviste i den. Han var sandheden. Han var tvunget til at forkynde den frelsende sandhed for sin generation, selv om en sådan oprigtighed nogle gange forårsagede smerte. Han var ubetinget loyal over for al sandhed.		100:7.2 (1101.6) The unfailing kindness of Jesus touched the hearts of men, but his stalwart strength of character amazed his followers. He was truly sincere; there was nothing of the hypocrite in him. He was free from affectation; he was always so refreshingly genuine. He never stooped to pretense, and he never resorted to shamming. He lived the truth, even as he taught it. He was the truth. He was constrained to proclaim saving truth to his generation, even though such sincerity sometimes caused pain. He was unquestioningly loyal to all truth.
100:7.3 (1101.7) Men Mesteren var så fornuftig, så tilgængelig. Han var så praktisk i al sin tjeneste, mens alle hans planer var præget af så hellig sund fornuft. Han var så fri for alle underlige, uberegnelige og excentriske tendenser. Han var aldrig uberegnelig, lunefuld eller hysterisk. I al hans undervisning og i alt, hvad han gjorde, var der altid en udsøgt diskretion forbundet med en ekstraordinær sans for anstændighed.		100:7.3 (1101.7) But the Master was so reasonable, so approachable. He was so practical in all his ministry, while all his plans were characterized by such sanctified common sense. He was so free from all freakish, erratic, and eccentric tendencies. He was never capricious, whimsical, or hysterical. In all his teaching and in everything he did there was always an exquisite discrimination associated with an extraordinary sense of propriety.
100:7.4 (1102.1) Menneskesønnen var altid en veloplagt personlighed. Selv hans fjender bevarede en sund respekt for ham; de frygtede endda hans tilstedeværelse. Jesus var ikke bange. Han var fyldt med guddommelig entusiasme, men han blev aldrig fanatisk. Han var følelsesmæssigt aktiv, men aldrig flyvsk. Han var fantasifuld, men altid praktisk. Han så ærligt på livets realiteter, men han var aldrig kedelig eller prosaisk. Han var modig, men aldrig hensynsløs; forsigtig, men aldrig fej. Han var sympatisk, men ikke sentimental; unik, men ikke excentrisk. Han var from, men ikke skinhellig. Og han var så velafbalanceret, fordi han var så perfekt forenet.		100:7.4 (1102.1) The Son of Man was always a well-poised personality. Even his enemies maintained a wholesome respect for him; they even feared his presence. Jesus was unafraid. He was surcharged with divine enthusiasm, but he never became fanatical. He was emotionally active but never flighty. He was imaginative but always practical. He frankly faced the realities of life, but he was never dull or prosaic. He was courageous but never reckless; prudent but never cowardly. He was sympathetic but not sentimental; unique but not eccentric. He was pious but not sanctimonious. And he was so well-poised because he was so perfectly unified.
100:7.5 (1102.2) Jesus’ originalitet var uhæmmet. Han var ikke bundet af traditioner eller handicappet af at være slave af en snæver konventionalitet. Han talte med utvivlsom selvtillid og underviste med absolut autoritet. Men hans fantastiske originalitet fik ham ikke til at overse sandhedens perler i sine forgængeres og samtidige lærdomme. Og det mest originale i hans lære var fremhævelsen af kærlighed og barmhjertighed i stedet for frygt og opofrelse.		100:7.5 (1102.2) Jesus’ originality was unstifled. He was not bound by tradition or handicapped by enslavement to narrow conventionality. He spoke with undoubted confidence and taught with absolute authority. But his superb originality did not cause him to overlook the gems of truth in the teachings of his predecessors and contemporaries. And the most original of his teachings was the emphasis of love and mercy in the place of fear and sacrifice.
100:7.6 (1102.3) Jesus var meget bred i sit udsyn. Han formanede sine tilhængere til at forkynde evangeliet for alle folkeslag. Han var fri for al snæversynethed. Hans sympatiske hjerte omfattede hele menneskeheden, selv et univers. Hans invitation lød altid: “Hvem som end vil, lad ham komme.”		100:7.6 (1102.3) Jesus was very broad in his outlook. He exhorted his followers to preach the gospel to all peoples. He was free from all narrow-mindedness. His sympathetic heart embraced all mankind, even a universe. Always his invitation was, “Whosoever will, let him come.”
100:7.7 (1102.4) Om Jesus blev det i sandhed sagt: “Han stolede på Gud.” Som et menneske blandt mennesker stolede han på den mest sublime måde på Faderen i himlen. Han stolede på sin Fader, som et lille barn stoler på sine jordiske forældre. Hans tro var perfekt, men aldrig overmodig. Uanset hvor grusom naturen kunne synes at være, eller hvor ligeglad den var med menneskets velfærd på jorden, vaklede Jesus aldrig i sin tro. Han var immun over for skuffelser og uimodtagelig over for forfølgelse. Han var uberørt af tilsyneladende fiasko.		100:7.7 (1102.4) Of Jesus it was truly said, “He trusted God.” As a man among men he most sublimely trusted the Father in heaven. He trusted his Father as a little child trusts his earthly parent. His faith was perfect but never presumptuous. No matter how cruel nature might appear to be or how indifferent to man’s welfare on earth, Jesus never faltered in his faith. He was immune to disappointment and impervious to persecution. He was untouched by apparent failure.
100:7.8 (1102.5) Han elskede mennesker som brødre og anerkendte samtidig, hvordan de var forskellige med hensyn til medfødte evner og erhvervede kvaliteter. “Han gik omkring og gjorde godt.”		100:7.8 (1102.5) He loved men as brothers, at the same time recognizing how they differed in innate endowments and acquired qualities. “He went about doing good.”
100:7.9 (1102.6) Jesus var et usædvanligt muntert menneske, men han var ikke en blind og urimelig optimist. Hans konstante formaning var: “Vær ved godt mod.” Han kunne bevare denne fortrøstningsfulde holdning på grund af sin urokkelige tillid til Gud og sin urokkelige tillid til mennesket. Han var altid rørende hensynsfuld over for alle mennesker, fordi han elskede dem og troede på dem. Alligevel var han altid tro mod sine overbevisninger og storslået fast i sin hengivenhed til at gøre sin Faders vilje.		100:7.9 (1102.6) Jesus was an unusually cheerful person, but he was not a blind and unreasoning optimist. His constant word of exhortation was, “Be of good cheer.” He could maintain this confident attitude because of his unswerving trust in God and his unshakable confidence in man. He was always touchingly considerate of all men because he loved them and believed in them. Still he was always true to his convictions and magnificently firm in his devotion to the doing of his Father’s will.
100:7.10 (1102.7) Mesteren var altid gavmild. Han blev aldrig træt af at sige: “Det er mere velsignet at give end at modtage.” Han sagde: “Hvad I frit har modtaget, skal I frit give videre.” Og alligevel, med al sin ubegrænsede generøsitet, var han aldrig ødsel eller ekstravagant. Han lærte, at man skal tro for at modtage frelse. “For enhver, som søger, skal modtage.”		100:7.10 (1102.7) The Master was always generous. He never grew weary of saying, “It is more blessed to give than to receive.” Said he, “Freely you have received, freely give.” And yet, with all of his unbounded generosity, he was never wasteful or extravagant. He taught that you must believe to receive salvation. “For every one who seeks shall receive.”
100:7.11 (1102.8) Han var ærlig, men altid venlig. Han sagde: “Hvis det ikke var sådan, ville jeg have fortalt dig det.” Han var oprigtig, men altid hjertelig. Han var åbenhjertig i sin kærlighed til synderen og i sit had til synden. Men i al denne fantastiske ærlighed var han ufejlbarligt retfærdig.		100:7.11 (1102.8) He was candid, but always kind. Said he, “If it were not so, I would have told you.” He was frank, but always friendly. He was outspoken in his love for the sinner and in his hatred for sin. But throughout all this amazing frankness he was unerringly fair.
100:7.12 (1102.9) Jesus var altid munter, selv om han nogle gange drak dybt af den menneskelige sorgs bæger. Han så frygtløst tilværelsens realiteter i øjnene, men alligevel var han fyldt med begejstring for evangeliet om riget. Men han kontrollerede sin begejstring; den kontrollerede aldrig ham. Han var uforbeholdent dedikeret til “Faderens arbejde.” Denne guddommelige entusiasme fik hans uåndelige brødre til at tro, at han var ved siden af sig selv, men universet vurderede ham som et forbillede på sund fornuft og et mønster på den højeste dødelige hengivenhed over for de høje standarder for åndelig levevis. Og hans kontrollerede entusiasme var smitsom; hans medarbejdere var tvunget til at dele hans guddommelige optimisme.		100:7.12 (1102.9) Jesus was consistently cheerful, notwithstanding he sometimes drank deeply of the cup of human sorrow. He fearlessly faced the realities of existence, yet was he filled with enthusiasm for the gospel of the kingdom. But he controlled his enthusiasm; it never controlled him. He was unreservedly dedicated to “the Father’s business.” This divine enthusiasm led his unspiritual brethren to think he was beside himself, but the onlooking universe appraised him as the model of sanity and the pattern of supreme mortal devotion to the high standards of spiritual living. And his controlled enthusiasm was contagious; his associates were constrained to share his divine optimism.
100:7.13 (1103.1) Denne mand fra Galilæa var ikke en sorgens mand; han var en glædens sjæl. Altid sagde han: “Glæd jer og vær overordentlig glade.” Men når pligten krævede det, var han villig til at gå modigt gennem “dødsskyggens dal.” Han var glad, men samtidig ydmyg.		100:7.13 (1103.1) This man of Galilee was not a man of sorrows; he was a soul of gladness. Always was he saying, “Rejoice and be exceedingly glad.” But when duty required, he was willing to walk courageously through the “valley of the shadow of death.” He was gladsome but at the same time humble.
100:7.14 (1103.2) Hans mod blev kun overgået af hans tålmodighed. Når han blev presset til at handle for tidligt, svarede han blot: “Min time er endnu ikke kommet.” Han havde aldrig travlt; hans ro var sublim. Men han var ofte indigneret over det onde, intolerant over for synden. Han var ofte stærkt bevæget til at modstå det, som var skadeligt for hans børns velfærd på jorden. Men hans forargelse over synden førte aldrig til vrede mod synderen.		100:7.14 (1103.2) His courage was equaled only by his patience. When pressed to act prematurely, he would only reply, “My hour has not yet come.” He was never in a hurry; his composure was sublime. But he was often indignant at evil, intolerant of sin. He was often mightily moved to resist that which was inimical to the welfare of his children on earth. But his indignation against sin never led to anger at the sinner.
100:7.15 (1103.3) Hans mod var storslået, men han var aldrig dumdristig. Hans motto var: “Frygt ikke.” Hans tapperhed var ophøjet, og hans mod var ofte heroisk. Men hans mod var forbundet med diskretion og kontrolleret af fornuft. Det var mod født af tro, ikke dumdristighed som følge af blindt overmod. Han var virkelig modig, men aldrig dristig.		100:7.15 (1103.3) His courage was magnificent, but he was never foolhardy. His watchword was, “Fear not.” His bravery was lofty and his courage often heroic. But his courage was linked with discretion and controlled by reason. It was courage born of faith, not the recklessness of blind presumption. He was truly brave but never audacious.
100:7.16 (1103.4) Mesteren var et mønster af ærbødighed. Selv hans ungdoms bøn begyndte med: “Fader vor, du som er i himlene, helliget vorde dit navn.” Han var endda respektfuld over for sine medmenneskers mangelfulde tilbedelse. Men det afholdt ham ikke fra at angribe religiøse traditioner eller fejl i den menneskelige tro. Han var ærbødig over for sand hellighed, og alligevel kunne han med rette appellere til sine medmennesker og sige: “Hvem af jer dømmer mig for synd?”		100:7.16 (1103.4) The Master was a pattern of reverence. The prayer of even his youth began, “Our Father who is in heaven, hallowed be your name.” He was even respectful of the faulty worship of his fellows. But this did not deter him from making attacks on religious traditions or assaulting errors of human belief. He was reverential of true holiness, and yet he could justly appeal to his fellows, saying, “Who among you convicts me of sin?”
100:7.17 (1103.5) Jesus var stor, fordi han var god, og alligevel omgikkes han de små børn. Han var blid og beskeden i sit personlige liv, og alligevel var han det fuldkomne menneske i et univers. Hans medarbejdere kaldte ham uopfordret Mester.		100:7.17 (1103.5) Jesus was great because he was good, and yet he fraternized with the little children. He was gentle and unassuming in his personal life, and yet he was the perfected man of a universe. His associates called him Master unbidden.
100:7.18 (1103.6) Jesus var den perfekt forenede menneskelige personlighed. Og i dag, som i Galilæa, fortsætter han med at forene dødelig erfaring og koordinere menneskelige bestræbelser. Han forener livet, forædler karakteren og forenkler oplevelsen. Han går ind i det menneskelige sind for at ophøje, forvandle og omdanne det. Det er bogstaveligt talt sandt: “Hvis nogen har Kristus Jesus i sit indre, er han en ny skabning; gamle ting forgår; se, alting bliver nyt.”		100:7.18 (1103.6) Jesus was the perfectly unified human personality. And today, as in Galilee, he continues to unify mortal experience and to co-ordinate human endeavors. He unifies life, ennobles character, and simplifies experience. He enters the human mind to elevate, transform, and transfigure it. It is literally true: “If any man has Christ Jesus within him, he is a new creature; old things are passing away; behold, all things are becoming new.”
100:7.19 (1103.7) [Præsenteret af en Melkisedek fra Nebadon.]		100:7.19 (1103.7) [Presented by a Melchizedek of Nebadon.]