Kapitel 111		Paper 111
Retteren Og Sjælen		The Adjuster and the Soul
111:0.1 (1215.1) Tilstedeværelsen af den guddommelige Retter i det menneskelige sind gør det for evigt umuligt for både videnskab og filosofi at opnå en tilfredsstillende forståelse af den menneskelige personligheds udviklende sjæl. Morontiasjælen er et barn af universet og kan kun virkelig kendes gennem kosmisk indsigt og åndelig opdagelse.		111:0.1 (1215.1) THE presence of the divine Adjuster in the human mind makes it forever impossible for either science or philosophy to attain a satisfactory comprehension of the evolving soul of the human personality. The morontia soul is the child of the universe and may be really known only through cosmic insight and spiritual discovery.
111:0.2 (1215.2) Opfattelsen af en sjæl og en iboende ånd er ikke ny på Urantia; den har ofte optrådt i de forskellige planetariske trossystemer. Mange af de østlige såvel som nogle af de vestlige trosretninger har opfattet, at mennesket er guddommeligt i sin herkomst såvel som menneskeligt i sin arv. Følelsen af det indre nærvær ud over guddommens ydre allestedsnærværelse har længe været en del af mange religioner på Urantia. Mennesker har længe troet på, at der er noget, der vokser i den menneskelige natur, noget vitalt, som er bestemt til at bestå ud over det korte jordiske livs tidsforløb.		111:0.2 (1215.2) The concept of a soul and of an indwelling spirit is not new to Urantia; it has frequently appeared in the various systems of planetary beliefs. Many of the Oriental as well as some of the Occidental faiths have perceived that man is divine in heritage as well as human in inheritance. The feeling of the inner presence in addition to the external omnipresence of Deity has long formed a part of many Urantian religions. Men have long believed that there is something growing within the human nature, something vital that is destined to endure beyond the short span of temporal life.
111:0.3 (1215.3) Før mennesket indså, at dets udviklende sjæl var født af en guddommelig ånd, troede man, at den befandt sig i forskellige fysiske organer—øjet, leveren, nyrerne, hjertet og senere hjernen. De vilde forbandt sjælen med blod, åndedræt, skygger og med refleksioner af selvet i vand.		111:0.3 (1215.3) Before man realized that his evolving soul was fathered by a divine spirit, it was thought to reside in different physical organs—the eye, liver, kidney, heart, and later, the brain. The savage associated the soul with blood, breath, shadows and with reflections of the self in water.
111:0.4 (1215.4) I begrebet af Atman nærmede de hinduistiske lærere sig virkelig en forståelse af Retterens essens og tilstedeværelse, men de formåede ikke at skelne mellem den udviklende og potentielt udødelige sjæls sameksistens. Kineserne forstod imidlertid to aspekter af et menneske, yang og yin, sjælen og ånden. Egypterne og mange afrikanske stammer troede også på to faktorer, ka og ba;sjælen blev normalt ikke anset for at være præeksisterende, kun ånden.		111:0.4 (1215.4) In the conception of the atman the Hindu teachers really approximated an appreciation of the nature and presence of the Adjuster, but they failed to distinguish the copresence of the evolving and potentially immortal soul. The Chinese, however, recognized two aspects of a human being, the yang and the yin, the soul and the spirit. The Egyptians and many African tribes also believed in two factors, the ka and the ba; the soul was not usually believed to be pre-existent, only the spirit.
111:0.5 (1215.5) Indbyggerne i Nildalen troede, at hvert begunstiget individ ved fødslen, eller snarest derefter, blev skænket en beskyttende ånd, som de kaldte ka. De lærte, at denne skytsånd forblev hos den dødelige person gennem hele livet og gik foran ham ind i den fremtidige tilstand. På væggene i et tempel i Luxor, hvor Amenhotep IIIs fødsel er afbildet, ses den lille prins på Nilgudens arm, og ved siden af ham, er et andet barn, i udseende identisk med prinsen, som er et symbol på denne enhed, som egypterne kaldte ka. Denne skulptur blev færdiggjort i det femtende århundrede før Kristus.		111:0.5 (1215.5) The inhabitants of the Nile valley believed that each favored individual had bestowed upon him at birth, or soon thereafter, a protecting spirit which they called the ka. They taught that this guardian spirit remained with the mortal subject throughout life and passed before him into the future estate. On the walls of a temple at Luxor, where is depicted the birth of Amenhotep III, the little prince is pictured on the arm of the Nile god, and near him is another child, in appearance identical with the prince, which is a symbol of that entity which the Egyptians called the ka. This sculpture was completed in the fifteenth century before Christ.
111:0.6 (1215.6) Ka’en blev anset for at være et overlegent åndeligt geni, som ønskede at guide den tilhørende dødelige sjæl ind på de bedre veje i det timelige liv, men mere specielt at påvirke menneskets skæbne i det hinsides. Når en egypter fra denne periode døde, forventede man, at hans ka ville vente på ham på den anden side af Den Store Flod. I starten var det kun konger, der formodedes at have kas, men efterhånden troede man, at alle retskafne mænd havde dem. En egyptisk hersker sagde om ka’en i sit hjerte: “Jeg foragtede ikke dens tale; Jeg frygtede at overskride dens vejledning. Jeg havde stor fremgang derved; jeg havde succes på grund af det, den fik mig til at gøre; jeg blev fremtrædende under dens ledelse.” Mange troede, at ka var “et orakel fra Gud i alle.” Mange troede, at de skulle “tilbringe evigheden i hjertets glæde over den Guds gunst, som er i ens indre.”		111:0.6 (1215.6) The ka was thought to be a superior spirit genius which desired to guide the associated mortal soul into the better paths of temporal living but more especially to influence the fortunes of the human subject in the hereafter. When an Egyptian of this period died, it was expected that his ka would be waiting for him on the other side of the Great River. At first, only kings were supposed to have kas, but presently all righteous men were believed to possess them. One Egyptian ruler, speaking of the ka within his heart, said: “I did not disregard its speech; I feared to transgress its guidance. I prospered thereby greatly; I was thus successful by reason of that which it caused me to do; I was distinguished by its guidance.” Many believed that the ka was “an oracle from God in everybody.” Many believed that they were to “spend eternity in gladness of heart in the favor of the God that is in you.”
111:0.7 (1216.1) Hvert folkeslag blandt de udviklende dødelige på Urantia har et ord, der svarer til begrebet sjæl. Mange primitive folkeslag troede, at sjælen kiggede ud på verden gennem menneskets øjne; derfor frygtede de så kujonagtig det onde øjes ondskab. De har længe troet, at “menneskets ånd er Herrens lampe.” Rig-Veda siger: “Mit sind taler til mit hjerte.”		111:0.7 (1216.1) Every race of evolving Urantia mortals has a word equivalent to the concept of soul. Many primitive peoples believed the soul looked out upon the world through human eyes; therefore did they so cravenly fear the malevolence of the evil eye. They have long believed that “the spirit of man is the lamp of the Lord.” The Rig-Veda says: “My mind speaks to my heart.”
1. Sindet - mødested for at vælge ^top		1. The Mind Arena of Choice ^top
111:1.1 (1216.2) Selvom Retternes arbejde er åndelig af natur, må de, nødvendigvis udføre alt deres arbejde på et intellektuelt grundlag. Sindet er den menneskelige jord, hvorfra åndeledsageren skal udvikle morontiasjælen i samarbejdet med den iboende personlighed.		111:1.1 (1216.2) Though the work of Adjusters is spiritual in nature, they must, perforce, do all their work upon an intellectual foundation. Mind is the human soil from which the spirit Monitor must evolve the morontia soul with the co-operation of the indwelt personality.
111:1.2 (1216.3) Der er en kosmisk enhed mellem de mange sindsniveauer i universernes univers. Intellektuelle selv har deres oprindelse i det kosmiske sind, ligesom stjernetåger har deres oprindelse i de kosmiske energier i universets rum. På det menneskelige (dvs. personligt) niveau af intellektuelle selv bliver potentialet for åndelig evolution dominerende, med det dødelige sinds samtykke, på grund af den menneskelige personligheds åndelige begavelse sammen med den kreative tilstedeværelse af et enhedspunkt af absolut værdi i sådanne menneskelige selv. Men en sådan åndelig dominans af det materielle sind er betinget af to erfaringer: Dette sind skal have udviklet sig op gennem de syv hjælpende sindsånders tjenestegørelse og det materielle (personlige) selv skal vælge at samarbejde med den iboende Retter om at skabe og udvikle morontiaselvet, den evolutionære og potentielt udødelige sjæl.		111:1.2 (1216.3) There is a cosmic unity in the several mind levels of the universe of universes. Intellectual selves have their origin in the cosmic mind much as nebulae take origin in the cosmic energies of universe space. On the human (hence personal) level of intellectual selves the potential of spirit evolution becomes dominant, with the assent of the mortal mind, because of the spiritual endowments of the human personality together with the creative presence of an entity-point of absolute value in such human selves. But such a spirit dominance of the material mind is conditioned upon two experiences: This mind must have evolved up through the ministry of the seven adjutant mind-spirits, and the material (personal) self must choose to co-operate with the indwelling Adjuster in creating and fostering the morontia self, the evolutionary and potentially immortal soul.
111:1.3 (1216.4) Det materielle sind er arenaen, hvor menneskelige personlighederne lever, er selvbevidste, træffer beslutninger, vælger Gud eller svigter ham, eviggøres eller ødelægger sig selv.		111:1.3 (1216.4) Material mind is the arena in which human personalities live, are self-conscious, make decisions, choose God or forsake him, eternalize or destroy themselves.
111:1.4 (1216.5) Den materielle evolution har givet dig en livsmaskine, din krop; Faderen selv har udstyret dig med den reneste åndelige virkelighed, der er kendt i universet, din Tankeretter. Men i dine hænder, underlagt dine egne beslutninger, er sindet blevet givet, og det er ved sindet, at du lever eller dør. Det er inden for dette sind og med dette sind, at du træffer de moralske beslutninger, som gør det muligt for dig at opnå at blive lig med din Retter, og det er at blive lig med Gud.		111:1.4 (1216.5) Material evolution has provided you a life machine, your body; the Father himself has endowed you with the purest spirit reality known in the universe, your Thought Adjuster. But into your hands, subject to your own decisions, has been given mind, and it is by mind that you live or die. It is within this mind and with this mind that you make those moral decisions which enable you to achieve Adjusterlikeness, and that is Godlikeness.
111:1.5 (1216.6) Det jordiske sind er et midlertidigt intellektsystem, som mennesket har lånt til brug i et materielt liv, og når det bruger dette sind, accepterer eller afviser det muligheden for evig eksistens. Sindet er omtrent alt, hvad du har af universets virkelighed, som er underlagt din vilje, og sjælen—morontia-selvet—vil trofast skildre høsten af de tidslige beslutninger, som det dødelige selv træffer. Den menneskelige bevidsthed hviler blidt på den elektrokemiske mekanisme nedenunder og rører forsigtigt ved det åndelige-morontielle energisystem ovenover. Ingen af disse to systemer er mennesket nogensinde helt bevidst om i sit jordiske liv; derfor må det arbejde i sindet, som det er bevidst om. Og det er ikke så meget det, sindet forstår, som det, sindet ønsker at forstå, der sikrer overlevelse; det er ikke så meget det, sindet ligner, som det, sindet stræber efter at ligne, der udgør den åndelige identifikation. Det er ikke så meget det, at mennesket er bevidst om Gud, som det, at mennesket længes efter Gud, der resulterer i universets opstigning. Det, du er i dag, er ikke så vigtigt som det, du bliver dag for dag og i evigheden.		111:1.5 (1216.6) Mortal mind is a temporary intellect system loaned to human beings for use during a material lifetime, and as they use this mind, they are either accepting or rejecting the potential of eternal existence. Mind is about all you have of universe reality that is subject to your will, and the soul—the morontia self—will faithfully portray the harvest of the temporal decisions which the mortal self is making. Human consciousness rests gently upon the electrochemical mechanism below and delicately touches the spirit-morontia energy system above. Of neither of these two systems is the human being ever completely conscious in his mortal life; therefore must he work in mind, of which he is conscious. And it is not so much what mind comprehends as what mind desires to comprehend that insures survival; it is not so much what mind is like as what mind is striving to be like that constitutes spirit identification. It is not so much that man is conscious of God as that man yearns for God that results in universe ascension. What you are today is not so important as what you are becoming day by day and in eternity.
111:1.6 (1217.1) Sindet er det kosmiske instrument, hvorpå den menneskelige vilje kan spille destruktionens disharmonier, eller hvorpå den samme menneskelige vilje kan frembringe de udsøgte melodier af gudsidentifikation og deraf følgende evig overlevelse. Den Retter, der er skænket mennesket, er i sidste ende uimodtagelig for ondskab og ude af stand til at synde, men det dødelige sind kan faktisk blive fordrejet, forvrænget og gjort ondt og grimt af en pervers og selvsøgende menneskelig viljes syndige rænkespil. På samme måde kan dette sind gøres ædelt, smukt, sandt og godt—faktisk stort—i overensstemmelse med den åndsoplyste vilje hos et menneske, der kender Gud.		111:1.6 (1217.1) Mind is the cosmic instrument on which the human will can play the discords of destruction, or upon which this same human will can bring forth the exquisite melodies of God identification and consequent eternal survival. The Adjuster bestowed upon man is, in the last analysis, impervious to evil and incapable of sin, but mortal mind can actually be twisted, distorted, and rendered evil and ugly by the sinful machinations of a perverse and self-seeking human will. Likewise can this mind be made noble, beautiful, true, and good—actually great—in accordance with the spirit-illuminated will of a God-knowing human being.
111:1.7 (1217.2) Det evolutionære sind er kun fuldt ud stabilt og pålideligt, når det manifesterer sig på de to yderpunkter af kosmisk intellektualitet—det helt mekaniserede og det helt spiritualiserede. Mellem de intellektuelle yderpunkter af ren mekanisk kontrol og sand åndelig natur findes den enorme gruppe af udviklende og opstigende sind, hvis stabilitet og ro afhænger af personlighedsvalg og åndelig identifikation.		111:1.7 (1217.2) Evolutionary mind is only fully stable and dependable when manifesting itself upon the two extremes of cosmic intellectuality—the wholly mechanized and the entirely spiritualized. Between the intellectual extremes of pure mechanical control and true spirit nature there intervenes that enormous group of evolving and ascending minds whose stability and tranquillity are dependent upon personality choice and spirit identification.
111:1.8 (1217.3) Men mennesket overgiver ikke passivt og slavisk sin vilje til Retteren. Tværtimod vælger det aktivt, positivt og samarbejdsvilligt at følge Retterens ledelse, når og som denne ledelse bevidst adskiller sig fra det naturlige dødelige sinds ønsker og impulser. Retterne manipulerer, men dominerer aldrig menneskets sind mod dets vilje; for Retterne er den menneskelige vilje den højeste. Og de betragter og respekterer den, mens de stræber efter at opnå de åndelige mål med tankejustering og karaktertransformation på det udviklende menneskelige intellekts næsten ubegrænsede arena.		111:1.8 (1217.3) But man does not passively, slavishly, surrender his will to the Adjuster. Rather does he actively, positively, and co-operatively choose to follow the Adjuster’s leading when and as such leading consciously differs from the desires and impulses of the natural mortal mind. The Adjusters manipulate but never dominate man’s mind against his will; to the Adjusters the human will is supreme. And they so regard and respect it while they strive to achieve the spiritual goals of thought adjustment and character transformation in the almost limitless arena of the evolving human intellect.
111:1.9 (1217.4) Sindet er dit skib, Retteren er din lods, den menneskelige vilje er kaptajnen. Føreren af det jordiske fartøj bør have visdom nok til at stole på, at den guddommelige lods guider den opstigende sjæl ind i morontiahavnene for evig overlevelse. Kun ved egoisme, dovenskab, og syndighed kan menneskets vilje afvise vejledningen fra en sådan kærlig lods og til sidst ødelægge den dødelige karriere på de onde grunde af afvist barmhjertighed og på klipperne af omfavnet synd. Med dit samtykke vil denne trofaste lods sikkert føre dig på tværs af tidens barrierer og rummets forhindringer til selve kilden til det guddommelige sind og videre, selv til Retternes Paradisfader.		111:1.9 (1217.4) Mind is your ship, the Adjuster is your pilot, the human will is captain. The master of the mortal vessel should have the wisdom to trust the divine pilot to guide the ascending soul into the morontia harbors of eternal survival. Only by selfishness, slothfulness, and sinfulness can the will of man reject the guidance of such a loving pilot and eventually wreck the mortal career upon the evil shoals of rejected mercy and upon the rocks of embraced sin. With your consent, this faithful pilot will safely carry you across the barriers of time and the handicaps of space to the very source of the divine mind and on beyond, even to the Paradise Father of Adjusters.
2. Sjælens natur ^top		2. Nature of the Soul ^top
111:2.1 (1217.5) I hele den kosmisk intelligens sindsfunktioner, er sindets totalitet dominerende over de intellektuelle funktionsområder. Sindet er i sin essens, en funktionel enhed; derfor undlader sindet aldrig at manifestere denne konstitutive enhed, selv når det hæmmes og hindres af et vildledt selvs ukloge handlinger og valg. Og denne enhed i sindet søger uvægerligt åndelig koordination på alle niveauer af sin forbindelse med selvet med viljeværdighed og opstigningsprivilegier.		111:2.1 (1217.5) Throughout the mind functions of cosmic intelligence, the totality of mind is dominant over the parts of intellectual function. Mind, in its essence, is functional unity; therefore does mind never fail to manifest this constitutive unity, even when hampered and hindered by the unwise actions and choices of a misguided self. And this unity of mind invariably seeks for spirit co-ordination on all levels of its association with selves of will dignity and ascension prerogatives.
111:2.2 (1217.6) Det dødelige menneskes materielle sind er den kosmiske væv, der bærer morontia-stofferne, hvorpå den iboende Tankeretter væver de åndelige mønstre af en univers-karakter med varige værdier og guddommelige betydninger—en overlevende sjæl med en ultimativ skæbne og uendelig karriere, en potentiel finaliter.		111:2.2 (1217.6) The material mind of mortal man is the cosmic loom that carries the morontia fabrics on which the indwelling Thought Adjuster threads the spirit patterns of a universe character of enduring values and divine meanings—a surviving soul of ultimate destiny and unending career, a potential finaliter.
111:2.3 (1218.1) Den menneskelige personlighed identificeres med sind og ånd, holdt sammen i funktionelt forhold af livet i en materiel krop. Dette funktionelle forhold mellem sind og ånd resulterer ikke i en kombination af sindets og åndens kvaliteter eller egenskaber, men snarere i en helt ny, original og unik universværdi af potentielt evig varighed, sjælen.		111:2.3 (1218.1) The human personality is identified with mind and spirit held together in functional relationship by life in a material body. This functioning relationship of such mind and spirit does not result in some combination of the qualities or attributes of mind and spirit but rather in an entirely new, original, and unique universe value of potentially eternal endurance, the soul.
111:2.4 (1218.2) Der er tre og ikke to faktorer i den evolutionære oprettelse af en sådan udødelig sjæl. Disse tre fortilfælde for den menneskelige morontiasjæl er:		111:2.4 (1218.2) There are three and not two factors in the evolutionary creation of such an immortal soul. These three antecedents of the morontia human soul are:
111:2.5 (1218.3) 1. Det menneskelige sind og alle kosmiske indflydelser der går forud og påvirker det.		111:2.5 (1218.3) 1. The human mind and all cosmic influences antecedent thereto and impinging thereon.
111:2.6 (1218.4) 2. Den guddommelige ånd, iboende i dette menneskesind, og alle de potentialer, der indgår i dette fragment af absolut åndelighed sammen med alle tilknyttede åndelige indflydelser og faktorer i menneskelivet.		111:2.6 (1218.4) 2. The divine spirit indwelling this human mind and all potentials inherent in such a fragment of absolute spirituality together with all associated spiritual influences and factors in human life.
111:2.7 (1218.5) 3. Forholdet mellem det materielle sind og den guddommelige ånd, som indebærer en værdi og har en betydning, der ikke findes i nogen af de medvirkende faktorer til en sådan forening. Virkeligheden i dette unikke forhold er hverken materiel eller åndelig, men morontial. Det er sjælen.		111:2.7 (1218.5) 3. The relationship between material mind and divine spirit, which connotes a value and carries a meaning not found in either of the contributing factors to such an association. The reality of this unique relationship is neither material nor spiritual but morontial. It is the soul.
111:2.8 (1218.6) Mellemvæsenerne har længe kaldt denne udviklende sjæl i mennesket for mellemsindet, i modsætning til det lavere eller materielle sind og det højere eller kosmiske sind. Dette mellemsind er virkelig et morontia-fænomen, da det eksisterer i området mellem det materielle og det åndelige. Potentialet for en sådan morontia-udvikling er uløseligt forbundet med de to universelle drifter i sindet: impulsen fra skabningens begrænsede sind til at kende Gud og opnå Skaberens guddommelighed, og impulsen fra Skaberens uendelige sind til at kende mennesket og opnå skabningens erfaring.		111:2.8 (1218.6) The midway creatures have long denominated this evolving soul of man the mid-mind in contradistinction to the lower or material mind and the higher or cosmic mind. This mid-mind is really a morontia phenomenon since it exists in the realm between the material and the spiritual. The potential of such a morontia evolution is inherent in the two universal urges of mind: the impulse of the finite mind of the creature to know God and attain the divinity of the Creator, and the impulse of the infinite mind of the Creator to know man and attain the experience of the creature.
111:2.9 (1218.7) Denne overjordiske transaktion med at udvikle den udødelige sjæl er mulig, fordi det jordiske sind for det første er personligt og for det andet er i kontakt med superanimalske realiteter; det besidder en supermateriel begavelse af kosmisk tjeneste, som sikrer udviklingen af en moralsk natur, der er i stand til at træffe moralske beslutninger og derved skabe en ægte skabende kontakt med de tilknyttede åndelige tjenester og med den indre Tankeretter.		111:2.9 (1218.7) This supernal transaction of evolving the immortal soul is made possible because the mortal mind is first personal and second is in contact with superanimal realities; it possesses a supermaterial endowment of cosmic ministry which insures the evolution of a moral nature capable of making moral decisions, thereby effecting a bona fide creative contact with the associated spiritual ministries and with the indwelling Thought Adjuster.
111:2.10 (1218.8) Det uundgåelige resultat af en sådan kontaktmæssig åndeliggørelse af menneskesindet er den gradvise fødsel af en sjæl, det fælles afkom af et hjælpesind, der domineres af en menneskelig vilje, der længes efter at kende Gud, og som arbejder i forbindelse med universets åndelige kræfter, der er under overkontrol af et faktisk fragment af selve skabelsens Gud—Mysterieledsageren. Og således overskrider selvets materielle og dødelige virkelighed den fysiske livsmaskines tidsbegrænsninger og opnår et nyt udtryk og en ny identifikation i det udviklende befordringsmiddel for selvets kontinuitet—den morontielle og udødelige sjæl.		111:2.10 (1218.8) The inevitable result of such a contactual spiritualization of the human mind is the gradual birth of a soul, the joint offspring of an adjutant mind dominated by a human will that craves to know God, working in liaison with the spiritual forces of the universe which are under the overcontrol of an actual fragment of the very God of all creation—the Mystery Monitor. And thus does the material and mortal reality of the self transcend the temporal limitations of the physical-life machine and attain a new expression and a new identification in the evolving vehicle for selfhood continuity, the morontia and immortal soul.
3. Den udviklende sjæl ^top		3. The Evolving Soul ^top
111:3.1 (1218.9) Det dødelige sinds fejltagelser og fejl i den menneskelige adfærd kan markant forsinke sjælens evolution, selvom de ikke kan hæmme et sådant morontielt fænomen, når det først er blevet igangsat af den indre Retter med samtykke fra skabningens vilje. Men på ethvert tidspunkt før den dødelige død har den samme materielle og menneskelige vilje mulighed for at tilbagekalde et sådant valg og afvise overlevelse. Selv efter overlevelsen bevarer den opstigende dødelige stadig denne ret til at vælge at afvise evigt liv; på ethvert tidspunkt før fusionen med Retteren kan det evolverende og opstigende væsen vælge at opgive Paradisfaderens vilje. Fusion med Retteren signalerer det faktum, at den opstigende dødelige for evigt og uden forbehold har valgt at gøre Faderens vilje.		111:3.1 (1218.9) The mistakes of mortal mind and the errors of human conduct may markedly delay the evolution of the soul, although they cannot inhibit such a morontia phenomenon when once it has been initiated by the indwelling Adjuster with the consent of the creature will. But at any time prior to mortal death this same material and human will is empowered to rescind such a choice and to reject survival. Even after survival the ascending mortal still retains this prerogative of choosing to reject eternal life; at any time before fusion with the Adjuster the evolving and ascending creature can choose to forsake the will of the Paradise Father. Fusion with the Adjuster signalizes the fact that the ascending mortal has eternally and unreservedly chosen to do the Father’s will.
111:3.2 (1219.1) I løbet af det kødelige liv bliver den udviklende sjæl i stand til at forstærke det dødelige sinds overmaterielle beslutninger. Sjælen, som er overmateriel, fungerer ikke i sig selv på det materielle niveau af menneskelig erfaring. Denne subspirituelle sjæl kan heller ikke fungere over morontia-niveauet uden samarbejde med en guddomsånd, såsom Retteren. Sjælen træffer heller ikke endelige beslutninger, før døden eller overførslen adskiller den fra den materielle forbindelse med det dødelige sind, undtagen når og som dette materielle sind frit og villigt delegerer en sådan autoritet til en morontiasjæl med associeret funktion. I løbet af livet er den dødelige vilje, personlighedens beslutningskraft, bosat i de materielle sindskredsløb; som den jordiske dødelige vækst skrider frem, bliver dette selv, med dets uvurderlige valgmuligheder, i stigende grad identificeret med den fremvoksende morontiasjæls enhed; efter døden og opstandelsen i mansoniaverdenerne, er den menneskelige personlighed helt identificeret med morontiaselvet. Sjælen er således kimen til fremtidens morontielle befordringsmiddel af personlighedens identitet.		111:3.2 (1219.1) During the life in the flesh the evolving soul is enabled to reinforce the supermaterial decisions of the mortal mind. The soul, being supermaterial, does not of itself function on the material level of human experience. Neither can this subspiritual soul, without the collaboration of some spirit of Deity, such as the Adjuster, function above the morontia level. Neither does the soul make final decisions until death or translation divorces it from material association with the mortal mind except when and as this material mind delegates such authority freely and willingly to such a morontia soul of associated function. During life the mortal will, the personality power of decision-choice, is resident in the material mind circuits; as terrestrial mortal growth proceeds, this self, with its priceless powers of choice, becomes increasingly identified with the emerging morontia-soul entity; after death and following the mansion world resurrection, the human personality is completely identified with the morontia self. The soul is thus the embryo of the future morontia vehicle of personality identity.
111:3.3 (1219.2) Denne udødelige sjæl er først helt og holdent morontiel af natur, men den har en sådan evne til udvikling, at den altid stiger op til de sande åndelige niveauer af fusionsværdi med Guddommens ånder, normalt med den samme ånd fra den Universelle Fader, som indledte et sådant kreativt fænomen i skabningens sind.		111:3.3 (1219.2) This immortal soul is at first wholly morontia in nature, but it possesses such a capacity for development that it invariably ascends to the true spirit levels of fusion value with the spirits of Deity, usually with the same spirit of the Universal Father that initiated such a creative phenomenon in the creature mind.
111:3.4 (1219.3) Både det menneskelige sind og den guddommelige Retter er bevidste om den udviklende sjæls tilstedeværelse og differentierede natur—Retteren fuldt ud, sindet delvist. Sjælen bliver i stigende grad bevidst om både sindet og Retteren som associerede identiteter, proportionalt med dens egen evolutionære vækst. Sjælen tager del i kvaliteterne fra både det menneskelige sind og den guddommelige ånd, men udvikler sig vedvarende mod en forøgelse af åndens kontrol og guddommelig dominans gennem fremme af en sindsfunktion, hvis betydninger søger at koordinere med sande åndelige værdier.		111:3.4 (1219.3) Both the human mind and the divine Adjuster are conscious of the presence and differential nature of the evolving soul—the Adjuster fully, the mind partially. The soul becomes increasingly conscious of both the mind and the Adjuster as associated identities, proportional to its own evolutionary growth. The soul partakes of the qualities of both the human mind and the divine spirit but persistently evolves toward augmentation of spirit control and divine dominance through the fostering of a mind function whose meanings seek to co-ordinate with true spirit value.
111:3.5 (1219.4) Den jordiske karriere, sjælens evolution, er ikke så meget en prøvetid som en uddannelse. Troen på de højeste værdiers overlevelse er kernen i religion; ægte religiøs erfaring består i foreningen af de højeste værdier og kosmiske betydninger som en erkendelse af den universelle virkelighed.		111:3.5 (1219.4) The mortal career, the soul’s evolution, is not so much a probation as an education. Faith in the survival of supreme values is the core of religion; genuine religious experience consists in the union of supreme values and cosmic meanings as a realization of universal reality.
111:3.6 (1219.5) Sindet kender kvantitet, virkelighed, betydninger. Men kvalitet—værdier—er følt Det, der føles, er den gensidige skabelse af sindet, som ved, og den tilknyttede ånd, som virkeliggør.		111:3.6 (1219.5) Mind knows quantity, reality, meanings. But quality—values—is felt. That which feels is the mutual creation of mind, which knows, and the associated spirit, which reality-izes.
111:3.7 (1219.6) For så vidt som menneskets morontielle sjæl under udvikling bliver gennemtrængt af sandhed, skønhed og godhed som gudsbevidsthedens værdirealisering, bliver et sådant resulterende væsen uforgængeligt. Hvis der ikke er nogen overlevelse af evige værdier i menneskets udviklende sjæl, så er den dødelige eksistens uden mening, og selve livet er en tragisk illusion. Men det er evigt sandt: Hvad du begynder i tiden, vil du med sikkerhed afslutte i evigheden—hvis det er værd at afslutte.		111:3.7 (1219.6) In so far as man’s evolving morontia soul becomes permeated by truth, beauty, and goodness as the value-realization of God-consciousness, such a resultant being becomes indestructible. If there is no survival of eternal values in the evolving soul of man, then mortal existence is without meaning, and life itself is a tragic illusion. But it is forever true: What you begin in time you will assuredly finish in eternity—if it is worth finishing.
4. Det indre liv ^top		4. The Inner Life ^top
111:4.1 (1219.7) Genkendelse er den intellektuelle proces, hvor de sanseindtryk, man modtager fra den ydre verden, indpasses i individets hukommelsesmønstre. Forståelse betyder, at disse genkendte sanseindtryk og deres tilknyttede hukommelsesmønstre er blevet integreret eller organiseret i et dynamisk netværk af principper.		111:4.1 (1219.7) Recognition is the intellectual process of fitting the sensory impressions received from the external world into the memory patterns of the individual. Understanding connotes that these recognized sensory impressions and their associated memory patterns have become integrated or organized into a dynamic network of principles.
111:4.2 (1220.1) Betydninger udledes af en kombination af genkendelse og forståelse. Betydninger eksisterer ikke i en rent sensorisk eller materiel verden. Betydninger og værdier opfattes kun i de indre eller overmaterielle sfærer af den menneskelige erfaring.		111:4.2 (1220.1) Meanings are derived from a combination of recognition and understanding. Meanings are nonexistent in a wholly sensory or material world. Meanings and values are only perceived in the inner or supermaterial spheres of human experience.
111:4.3 (1220.2) Den sande civilisations fremskridt er alle født i menneskehedens indre verden. Det er kun det indre liv, der virkelig er kreativt. Civilisationen kan næppe gøre fremskridt, hvis størstedelen af de unge i en generation bruger deres interesser og energi på materialistiske sysler i den sanselige eller ydre verden.		111:4.3 (1220.2) The advances of true civilization are all born in this inner world of mankind. It is only the inner life that is truly creative. Civilization can hardly progress when the majority of the youth of any generation devote their interests and energies to the materialistic pursuits of the sensory or outer world.
111:4.4 (1220.3) Den indre og den ydre verden har forskellige værdisæt. Enhver civilisation er i fare, når tre fjerdedele af dens unge går ind i materialistiske erhverv og helliger sig den ydre verdens sanselige aktiviteter. Civilisationen er i fare, når ungdommen forsømmer at interessere sig for etik, sociologi, racehygiejne, filosofi, de skønne kunster, religion og kosmologi.		111:4.4 (1220.3) The inner and the outer worlds have a different set of values. Any civilization is in jeopardy when three quarters of its youth enter materialistic professions and devote themselves to the pursuit of the sensory activities of the outer world. Civilization is in danger when youth neglect to interest themselves in ethics, sociology, eugenics, philosophy, the fine arts, religion, and cosmology.
111:4.5 (1220.4) Kun på de højere niveauer af det overbevidste sind, som det påvirker den menneskelige erfarings åndelige rige, kan man finde de højere begreber i forbindelse med effektive mestermønstre, som vil bidrage til opbygningen af en bedre og mere varig civilisation. Personligheden er i sig selv kreativ, men den fungerer kun i individets indre liv.		111:4.5 (1220.4) Only in the higher levels of the superconscious mind as it impinges upon the spirit realm of human experience can you find those higher concepts in association with effective master patterns which will contribute to the building of a better and more enduring civilization. Personality is inherently creative, but it thus functions only in the inner life of the individual.
111:4.6 (1220.5) Snekrystaller er altid sekskantede i formen, men der er aldrig to, der er ens. Børn følger typer, men der er ikke to, der er helt ens, selv når det drejer sig om tvillinger. Personlighed følger typer, men er altid unik.		111:4.6 (1220.5) Snow crystals are always hexagonal in form, but no two are ever alike. Children conform to types, but no two are exactly alike, even in the case of twins. Personality follows types but is always unique.
111:4.7 (1220.6) Lykke og glæde udspringer af det indre liv. Man kan ikke opleve ægte glæde helt alene. Et ensomt liv er fatalt for lykken. Selv familier og nationer vil nyde livet mere, hvis de deler det med andre.		111:4.7 (1220.6) Happiness and joy take origin in the inner life. You cannot experience real joy all by yourself. A solitary life is fatal to happiness. Even families and nations will enjoy life more if they share it with others.
111:4.8 (1220.7) Du kan ikke kontrollere det ydre miljø—fuldstændigt. Det er kreativiteten i den indre verden, der er mest underlagt din styring, fordi din personlighed her i så høj grad er frigjort fra de lænker, som lovene om forudgående årsagssammenhænge lægger. Der er en begrænset suverænitet i viljen forbundet med personligheden.		111:4.8 (1220.7) You cannot completely control the external world—environment. It is the creativity of the inner world that is most subject to your direction because there your personality is so largely liberated from the fetters of the laws of antecedent causation. There is associated with personality a limited sovereignty of will.
111:4.9 (1220.8) Da menneskets indre liv i sandhed er kreativt, hviler der et ansvar på hver enkelt person for at vælge, om denne kreativitet skal være spontan og helt tilfældig eller kontrolleret, styret og konstruktiv. Hvordan kan en kreativ fantasi frembringe værdige børn, når scenen, hvor den fungerer, allerede er optaget af fordomme, had, frygt, vrede, hævn og fanatisme?		111:4.9 (1220.8) Since this inner life of man is truly creative, there rests upon each person the responsibility of choosing as to whether this creativity shall be spontaneous and wholly haphazard or controlled, directed, and constructive. How can a creative imagination produce worthy children when the stage whereon it functions is already preoccupied by prejudice, hate, fears, resentments, revenge, and bigotries?
111:4.10 (1220.9) Ideer kan opstå i den ydre verdens stimuli, men idealer fødes kun i den indre verdens kreative riger. I dag ledes verdens nationer af mennesker, der har en overflod af ideer, men de er fattige på idealer. Det er forklaringen på fattigdom, skilsmisse, krig og racehad.		111:4.10 (1220.9) Ideas may take origin in the stimuli of the outer world, but ideals are born only in the creative realms of the inner world. Today the nations of the world are directed by men who have a superabundance of ideas, but they are poverty-stricken in ideals. That is the explanation of poverty, divorce, war, and racial hatreds.
111:4.11 (1220.10) Dette er problemet: Hvis mennesket med fri vilje er udstyret med kreativitetens kræfter i det indre menneske, så må vi erkende, at kreativitet med fri vilje omfatter potentialet for destruktivitet med fri vilje. Og når kreativitet bliver til destruktivitet, står man ansigt til ansigt med ondskabens og syndens ødelæggelser—undertrykkelse, krig og ødelæggelse. Ondskab er en del af kreativiteten, som tenderer mod opløsning og i sidste ende destruktion. Al konflikt er ond, fordi den hæmmer det indre livs kreative funktion—det er en slags borgerkrig i personligheden.		111:4.11 (1220.10) This is the problem: If freewill man is endowed with the powers of creativity in the inner man, then must we recognize that freewill creativity embraces the potential of freewill destructivity. And when creativity is turned to destructivity, you are face to face with the devastation of evil and sin—oppression, war, and destruction. Evil is a partiality of creativity which tends toward disintegration and eventual destruction. All conflict is evil in that it inhibits the creative function of the inner life—it is a species of civil war in the personality.
111:4.12 (1221.1) Indre kreativitet bidrager til at forædle karakteren gennem integration af personligheden og forening af selvet. Det er evigt sandt: Fortiden er uforanderlig; kun fremtiden kan ændres ved hjælp af det indre selvs nuværende kreativitet.		111:4.12 (1221.1) Inner creativity contributes to ennoblement of character through personality integration and selfhood unification. It is forever true: The past is unchangeable; only the future can be changed by the ministry of the present creativity of the inner self.
5. Valgets indvielse ^top		5. The Consecration of Choice ^top
111:5.1 (1221.2) At gøre Guds vilje er hverken mere eller mindre end en tilkendegivelse af skabningens villighed til at dele det indre liv med Gud—med selve den Gud, som har gjort et sådant skabningsliv af indre meningsværdi muligt. Deling er at være som Gud—guddommeligt. Gud deler alt med den Evige Søn og den Uendelige Ånd, mens de til gengæld deler alle ting med universernes guddommelige Sønner og åndelige Døtre.		111:5.1 (1221.2) The doing of the will of God is nothing more or less than an exhibition of creature willingness to share the inner life with God—with the very God who has made such a creature life of inner meaning-value possible. Sharing is Godlike—divine. God shares all with the Eternal Son and the Infinite Spirit, while they, in turn, share all things with the divine Sons and spirit Daughters of the universes.
111:5.2 (1221.3) At efterligne Gud er nøglen til perfektion; at gøre hans vilje er hemmeligheden bag overlevelse og perfektion i overlevelse.		111:5.2 (1221.3) The imitation of God is the key to perfection; the doing of his will is the secret of survival and of perfection in survival.
111:5.3 (1221.4) De dødelige lever i Gud, og derfor har Gud ønsket at leve i de dødelige. Ligesom mennesker betror sig selv til ham, således har han—og først—betroet en del af sig selv til at være sammen med mennesker; har givet sit samtykke til at leve i mennesker, og bo i mennesker, underlagt den menneskelige vilje.		111:5.3 (1221.4) Mortals live in God, and so God has willed to live in mortals. As men trust themselves to him, so has he—and first—trusted a part of himself to be with men; has consented to live in men and to indwell men subject to the human will.
111:5.4 (1221.5) Fred i dette liv, overlevelse i døden, fuldkommenhed i det næste liv, tjeneste i evigheden—alt dette opnås (i ånden) nu, når skabningens personlighed samtykker i—vælger—at underkaste skabningens vilje til Faderens vilje. Faderen har allerede valgt at stille et fragment af sig selv til genstand for den skabte personligheds vilje.		111:5.4 (1221.5) Peace in this life, survival in death, perfection in the next life, service in eternity—all these are achieved (in spirit) now when the creature personality consents—chooses—to subject the creature will to the Father’s will. And already has the Father chosen to make a fragment of himself subject to the will of the creature personality.
111:5.5 (1221.6) Et sådant valg, som den skabte gør, er ikke en overgivelse af sin vilje. Det er en indvielse af vilje, en udvidelse af vilje, en forherligelse af vilje, en fuldkommengørelse af vilje; og et sådan valg hæver den skabtes vilje fra niveauet af tidsmæssige betydning til de højere tilstande, hvor den skabningens personlighed kommunikerer med ånden i Faders personlighed.		111:5.5 (1221.6) Such a creature choice is not a surrender of will. It is a consecration of will, an expansion of will, a glorification of will, a perfecting of will; and such choosing raises the creature will from the level of temporal significance to that higher estate wherein the personality of the creature son communes with the personality of the spirit Father.
111:5.6 (1221.7) Dette valg af Faderens vilje er det dødelige menneskes åndelige opdagelse af den åndelige Fader, selv om der skal gå en menneskealder, før skabningen faktisk kan stå i Guds faktiske nærvær i Paradis. Dette valg består ikke så meget i en nægtelse af skabningens vilje—“Ikke min vilje, men din skal ske”—som det består i skabningens positive bekræftelse: “Det er min vilje, at din vilje sker.” Og hvis dette valg bliver truffet, så vil den søn eller datter, der vælger Gud, før eller senere finde indre forening (fusion) med det iboende gudfragment, mens den samme søn eller datter, der fuldkommengør sig, vil finde den højeste personlighedstilfredsstillelse i det tilbedende fællesskab mellem menneskets personlighed og hans Skabers personlighed, to personligheder, hvis skabende egenskaber for evigt har forenet sig i et gensidigt udtryk af egen vilje—fødslen af endnu et evigt partnerskab mellem menneskets vilje og Guds vilje.		111:5.6 (1221.7) This choosing of the Father’s will is the spiritual finding of the spirit Father by mortal man, even though an age must pass before the creature son may actually stand in the factual presence of God on Paradise. This choosing does not so much consist in the negation of creature will—“Not my will but yours be done”—as it consists in the creature’s positive affirmation: “It is my will that your will be done.” And if this choice is made, sooner or later will the God-choosing son find inner union (fusion) with the indwelling God fragment, while this same perfecting son will find supreme personality satisfaction in the worship communion of the personality of man and the personality of his Maker, two personalities whose creative attributes have eternally joined in self-willed mutuality of expression—the birth of another eternal partnership of the will of man and the will of God.
6. Menneskets paradoks ^top		6. The Human Paradox ^top
111:6.1 (1221.8) Mange af de jordiske menneskers tidsmæssige problemer vokser ud af dets dobbelte forhold til kosmos. Mennesket er en del af naturen—det eksisterer i naturen—og alligevel er det i stand til at transcendere naturen. Mennesket er begrænset, men det er besjælet af en gnist af uendelighed. En sådan dobbeltsidig situation, udgør ikke kun potentiale for ondskab, men skaber også mange sociale og moralske situationer, fyldt med stor usikkerhed og ikke så lidt ængstelse.		111:6.1 (1221.8) Many of the temporal troubles of mortal man grow out of his twofold relation to the cosmos. Man is a part of nature—he exists in nature—and yet he is able to transcend nature. Man is finite, but he is indwelt by a spark of infinity. Such a dual situation not only provides the potential for evil but also engenders many social and moral situations fraught with much uncertainty and not a little anxiety.
111:6.2 (1222.1) Det mod, der kræves for at erobre naturen og transcendere sig selv, er et mod, der kan bukke under for selvhøjtidelighedens fristelser. Den dødelige, der kan transcendere sig selv, kan falde for fristelsen til at guddommeliggøre sin egen selvbevidsthed. Det dødelige dilemma består i den dobbelte kendsgerning, at mennesket er trælbundet til naturen, samtidig med at det besidder en unik frihed—frihed til åndelige valg og handlinger. På det materielle plan er mennesket underlagt naturen, mens det på det åndelige plan triumferer over naturen og over alt timeligt og endeligt. Et sådant paradoks er uadskilleligt fra fristelse, potentiel ondskab, fejlbeslutninger, og når selvet bliver hovmodigt og arrogant, kan synd udvikle sig.		111:6.2 (1222.1) The courage required to effect the conquest of nature and to transcend one’s self is a courage that might succumb to the temptations of self-pride. The mortal who can transcend self might yield to the temptation to deify his own self-consciousness. The mortal dilemma consists in the double fact that man is in bondage to nature while at the same time he possesses a unique liberty—freedom of spiritual choice and action. On material levels man finds himself subservient to nature, while on spiritual levels he is triumphant over nature and over all things temporal and finite. Such a paradox is inseparable from temptation, potential evil, decisional errors, and when self becomes proud and arrogant, sin may evolve.
111:6.3 (1222.2) Problemet med synd er ikke selveksisterende i den endelige verden. Endelighedens kendsgerning er ikke ond eller syndig. Den endelige verden blev skabt af en uendelig Skaber—den er hans guddommelige Sønners værk—og derfor må den være god. Det er misbruget, forvrængningen, og perverteringen af det endelige, der giver oprindelse til ondskab og synd.		111:6.3 (1222.2) The problem of sin is not self-existent in the finite world. The fact of finiteness is not evil or sinful. The finite world was made by an infinite Creator—it is the handiwork of his divine Sons—and therefore it must be good. It is the misuse, distortion, and perversion of the finite that gives origin to evil and sin.
111:6.4 (1222.3) Ånden kan dominere sindet; så sindet kan kontrollere energien. Men sindet kan kun kontrollere energien gennem sin egen intelligente manipulation af de forvandlingspotentialer, der ligger i det matematiske niveau af årsager og virkninger i de fysiske domæner. Et væsens sind kontrollerer ikke i sig selv energi; det er et guddomsprivilegium. Men det skabte sind kan manipulere energi, og gør det også, i det omfang det er blevet herre over det fysiske univers’ energihemmeligheder.		111:6.4 (1222.3) The spirit can dominate mind; so mind can control energy. But mind can control energy only through its own intelligent manipulation of the metamorphic potentials inherent in the mathematical level of the causes and effects of the physical domains. Creature mind does not inherently control energy; that is a Deity prerogative. But creature mind can and does manipulate energy just in so far as it has become master of the energy secrets of the physical universe.
111:6.5 (1222.4) Når mennesket ønsker at ændre den fysiske virkelighed, hvad enten det er sig selv eller sine omgivelser, lykkes det i det omfang, det har opdaget måder og midler til at kontrollere materien og styre energien. Uden hjælp er sindet ude af stand til at påvirke noget materielt, bortset fra dets egen fysiske mekanisme, som det er uundgåeligt forbundet med. Men gennem intelligent brug af kroppens mekanisme kan sindet skabe andre mekanismer, endda energirelationer og levende relationer, ved hjælp af hvilke dette sind i stigende grad kan kontrollere og endda dominere sit fysiske niveau i universet.		111:6.5 (1222.4) When man wishes to modify physical reality, be it himself or his environment, he succeeds to the extent that he has discovered the ways and means of controlling matter and directing energy. Unaided mind is impotent to influence anything material save its own physical mechanism, with which it is inescapably linked. But through the intelligent use of the body mechanism, mind can create other mechanisms, even energy relationships and living relationships, by the utilization of which this mind can increasingly control and even dominate its physical level in the universe.
111:6.6 (1222.5) Videnskaben er kilden til fakta, og sindet kan ikke fungere uden fakta. De er byggestenene i konstruktionen af visdom, som cementeres sammen af livserfaring. Mennesket kan finde Guds kærlighed uden fakta, og mennesket kan opdage Guds love uden kærlighed, men mennesket kan aldrig begynde at værdsætte den uendelige symmetri, den himmelske harmoni, den udsøgte fyldestgørelse af den Første Kilde og Centers altomfattende natur, indtil det har fundet den guddommelige lov og den guddommelige kærlighed og erfaringsmæssigt har forenet dem i sin egen udviklende kosmiske filosofi.		111:6.6 (1222.5) Science is the source of facts, and mind cannot operate without facts. They are the building blocks in the construction of wisdom which are cemented together by life experience. Man can find the love of God without facts, and man can discover the laws of God without love, but man can never begin to appreciate the infinite symmetry, the supernal harmony, the exquisite repleteness of the all-inclusive nature of the First Source and Center until he has found divine law and divine love and has experientially unified these in his own evolving cosmic philosophy.
111:6.7 (1222.6) Udvidelsen af den materielle viden muliggør en større intellektuel forståelse af idéernes betydning og idealernes værdier. Et menneske kan finde sandheden i sin indre oplevelse, men det har brug for en klar viden om fakta for at kunne anvende sin personlige opdagelse af sandheden på hverdagens hensynsløse praktiske krav.		111:6.7 (1222.6) The expansion of material knowledge permits a greater intellectual appreciation of the meanings of ideas and the values of ideals. A human being can find truth in his inner experience, but he needs a clear knowledge of facts to apply his personal discovery of truth to the ruthlessly practical demands of everyday life.
111:6.8 (1222.7) Det er kun naturligt, at det dødelige menneske bliver plaget af følelser af usikkerhed, som det betragter sig selv uløseligt bundet til naturen, mens det besidder åndelige kræfter, der er helt hævet over alt, hvad der er timeligt og endeligt. Kun religiøs tillid—levende tro—kan holde mennesket oppe midt i sådanne vanskelige og forvirrende problemer.		111:6.8 (1222.7) It is only natural that mortal man should be harassed by feelings of insecurity as he views himself inextricably bound to nature while he possesses spiritual powers wholly transcendent to all things temporal and finite. Only religious confidence—living faith—can sustain man amid such difficult and perplexing problems.
111:6.9 (1223.1) Af alle de farer, som plager menneskets dødelige natur og bringer dets åndelige integritet i fare, er stolthed den største. Mod er tappert, men egoisme er forfængeligt og selvmorderisk. Rimelig selvtillid er ikke at beklage. Menneskets evne til at transcendere sig selv er den eneste ting, der adskiller det fra dyreriget.		111:6.9 (1223.1) Of all the dangers which beset man’s mortal nature and jeopardize his spiritual integrity, pride is the greatest. Courage is valorous, but egotism is vainglorious and suicidal. Reasonable self-confidence is not to be deplored. Man’s ability to transcend himself is the one thing which distinguishes him from the animal kingdom.
111:6.10 (1223.2) Stolthed er bedragerisk, berusende og fører til synd, uanset om den findes hos et individ, en gruppe, en race eller en nation. Det er bogstaveligt talt sandt: “Hovmod går forud for fald.”		111:6.10 (1223.2) Pride is deceitful, intoxicating, and sin-breeding whether found in an individual, a group, a race, or a nation. It is literally true, “Pride goes before a fall.”
7. Retterens problem ^top		7. The Adjuster’s Problem ^top
111:7.1 (1223.3) Usikkerhed i forbindelse med tryghed er, hvad Paradis eventyret i sin inderste natur er—usikkerhed i tid og sind, usikkerhed med hensyn til begivenhederne i den udfoldende opstigning til Paradis; tryghed i ånd og i evighed, tryghed i den skabte søns ubetinget tillid til den Universelle Faders guddommelige medfølelse og uendelig kærlighed; usikkerhed som en uerfaren borger i universet; tryghed som en opstigende skabning i en almægtig, alvidende, og alkærlig Faders boliger i universet.		111:7.1 (1223.3) Uncertainty with security is the essence of the Paradise adventure—uncertainty in time and in mind, uncertainty as to the events of the unfolding Paradise ascent; security in spirit and in eternity, security in the unqualified trust of the creature son in the divine compassion and infinite love of the Universal Father; uncertainty as an inexperienced citizen of the universe; security as an ascending son in the universe mansions of an all-powerful, all-wise, and all-loving Father.
111:7.2 (1223.4) Må jeg formane dig til at lytte til det fjerne ekko af Retterens trofaste kald til din sjæl? Den iboende Retter kan ikke standse eller endog ændre dit livsforløbs kampe mod tiden væsentligt; Retteren kan ikke mindske livets strabadser, mens du rejse videre gennem denne verden af slid. Den guddommelige beboer kan kun tålmodigt se til, mens du kæmper livets kamp, som det leves på din planet; men du kunne, hvis du bare ville—mens du arbejder og bekymrer dig, mens du kæmper og slider—tillade den tapre Retter at kæmpe med dig og for dig. Du kunne blive så trøstet og inspireret, så betaget og fascineret, hvis du blot ville tillade Retteren konstant at frembringe billederne af det virkelige motiv, det endelige mål og det evige formål med al denne vanskelige, op ad bakke kamp med de almindelige problemer i din nuværende materielle verden.		111:7.2 (1223.4) May I admonish you to heed the distant echo of the Adjuster’s faithful call to your soul? The indwelling Adjuster cannot stop or even materially alter your career struggle of time; the Adjuster cannot lessen the hardships of life as you journey on through this world of toil. The divine indweller can only patiently forbear while you fight the battle of life as it is lived on your planet; but you could, if you only would—as you work and worry, as you fight and toil—permit the valiant Adjuster to fight with you and for you. You could be so comforted and inspired, so enthralled and intrigued, if you would only allow the Adjuster constantly to bring forth the pictures of the real motive, the final aim, and the eternal purpose of all this difficult, uphill struggle with the commonplace problems of your present material world.
111:7.3 (1223.5) Hvorfor hjælpe I ikke Retteren med dens opgave med at vise jer dens åndelige modstykke til alle disse uophørlige materielle anstrengelser? Hvorfor tillader du ikke Retteren at styrke dig med de åndelige sandheder om kosmisk kraft, mens du kæmper med de timelige vanskeligheder i skabningernes eksistens? Hvorfor opmuntrer du ikke den himmelske hjælper til at opmuntre dig med den klare vision om det universelle livs evige udsigter, mens du forvirret stirrer på tidens problemer? Hvorfor nægter du at blive oplyst og inspireret af universets synspunkt, mens du knokler midt i tidens handicap og famler i den labyrint af usikkerheder, der omgiver din jordiske livsrejse? Hvorfor tillader du ikke Retteren at åndeliggøre din tænkning, selvom dine fødder må betræde de jordiske bestræbelsers materielle stier?		111:7.3 (1223.5) Why do you not aid the Adjuster in the task of showing you the spiritual counterpart of all these strenuous material efforts? Why do you not allow the Adjuster to strengthen you with the spiritual truths of cosmic power while you wrestle with the temporal difficulties of creature existence? Why do you not encourage the heavenly helper to cheer you with the clear vision of the eternal outlook of universal life as you gaze in perplexity at the problems of the passing hour? Why do you refuse to be enlightened and inspired by the universe viewpoint while you toil amidst the handicaps of time and flounder in the maze of uncertainties which beset your mortal life journey? Why not allow the Adjuster to spiritualize your thinking, even though your feet must tread the material paths of earthly endeavor?
111:7.4 (1223.6) De højerestående menneskeracer på Urantia er komplekst blandet; de er en blanding af mange racer og stammer af forskellige oprindelser. Denne sammensatte karakter gør det yderst vanskeligt for Ledsagerne at arbejde effektivt under menneskets levetid og efter døden øges disse problemer definitivt for både Retteren og serafvogter. For ikke så længe siden var jeg til stede på Salvington og hørte en skæbnevogter fremlægge en formel erklæring som en forklaring af de vanskeligheder, der er forbundet med omsorgen af sit menneskelige emne. Denne seraf sagde:		111:7.4 (1223.6) The higher human races of Urantia are complexly admixed; they are a blend of many races and stocks of different origin. This composite nature renders it exceedingly difficult for the Monitors to work efficiently during life and adds definitely to the problems of both the Adjuster and the guardian seraphim after death. Not long since I was present on Salvington and heard a guardian of destiny present a formal statement in extenuation of the difficulties of ministering to her mortal subject. This seraphim said:
111:7.5 (1223.7) “Mange af mine vanskeligheder skyldtes den uendelige konflikt mellem de to naturer i mit emne: Ambitionens trang modsat dyrisk sløvhed; et overlegent folks idealer krydset af en underlegen races instinkter; et storslået sinds høje formål modarbejdet af en primitiv arv; det langtrækkende syn hos en fremsynet Ledsager modvirkes af den skabtes nærsynethed i tiden; et opstigende væsens progressive planer ændret af en fysisk naturs begær og længsler; intelligente univers indsigter annulleret af den udviklende races kemiske energimandater; englenes behov i modsætning til et dyrs følelser; et intellekts uddannelse annulleret af instinkternes tendenser; individets erfaring i modsætning til racens akkumulerede tilbøjeligheder; de bedste mål overskygget af de værste drifter; geniets flugt neutraliseres af middelmådighedens tyngde; de godes fremskridt retarderes af det dårliges inerti; det skønnes kunst besudlet af det ondes tilstedeværelse; sundhedens opdrift neutraliseret af sygdoms svækkelse; troens kilde forurenet af frygtens gift; glædes kilde forplumret af sorgens vand; forventningens glæde desillusioneret af virkelighedens bitterhed; livets glæder trues altid af dødens sorger. Sikke et liv på sådan en planet! Og alligevel opnåede denne sjæl en rimelig grad af lykke og succes på grund af Tankeretterens, evigt tilstedeværende hjælp og tilskyndelse, og selv nu er den steget op til domshallerne på Mansonia.”		111:7.5 (1223.7) “Much of my difficulty was due to the unending conflict between the two natures of my subject: the urge of ambition opposed by animal indolence; the ideals of a superior people crossed by the instincts of an inferior race; the high purposes of a great mind antagonized by the urge of a primitive inheritance; the long-distance view of a far-seeing Monitor counteracted by the nearsightedness of a creature of time; the progressive plans of an ascending being modified by the desires and longings of a material nature; the flashes of universe intelligence cancelled by the chemical-energy mandates of the evolving race; the urge of angels opposed by the emotions of an animal; the training of an intellect annulled by the tendencies of instinct; the experience of the individual opposed by the accumulated propensities of the race; the aims of the best overshadowed by the drift of the worst; the flight of genius neutralized by the gravity of mediocrity; the progress of the good retarded by the inertia of the bad; the art of the beautiful besmirched by the presence of evil; the buoyancy of health neutralized by the debility of disease; the fountain of faith polluted by the poisons of fear; the spring of joy embittered by the waters of sorrow; the gladness of anticipation disillusioned by the bitterness of realization; the joys of living ever threatened by the sorrows of death. Such a life on such a planet! And yet, because of the ever-present help and urge of the Thought Adjuster, this soul did achieve a fair degree of happiness and success and has even now ascended to the judgment halls of mansonia.”
111:7.6 (1224.1) [Præsenteret af en Enlig Budbringer fra Orvonton.]		111:7.6 (1224.1) [Presented by a Solitary Messenger of Orvonton.]