Kapitel 117		Paper 117
Gud Den Højeste		God the Supreme
117:0.1 (1278.1) I DET omfang, vi lever i overensstemmelse med Guds vilje, uanset hvor vi eksisterer i universet, i samme omfang er den Højestes almægtige potentiale endnu et skridt mere virkelig. Guds vilje er formålet med den Første Kilde og Center, som det er potentialiseret i de tre Absolutter, personificeret i den Evige Søn, forenet til universets handling i den Uendelige Ånd og foreviget i Paradisets evige mønstre. Gud den Højeste udvikles til at blive den højeste endelige manifestation af Guds totale vilje.		117:0.1 (1278.1) TO THE extent that we do the will of God in whatever universe station we may have our existence, in that measure the almighty potential of the Supreme becomes one step more actual. The will of God is the purpose of the First Source and Center as it is potentialized in the three Absolutes, personalized in the Eternal Son, conjoined for universe action in the Infinite Spirit, and eternalized in the everlasting patterns of Paradise. And God the Supreme is becoming the highest finite manifestation of the total will of God.
117:0.2 (1278.2) Hvis alle indbyggere i storuniverset nogensinde relativt skulle opnå den fulde udlevelse af Guds vilje, så ville skabelserne i tid og rum blive etableret i lys og liv, og så ville den Almægtige—Overhøjhedens guddommelige potentiale—blive en realitet i fremkomsten at den guddommelige personlighed Gud den Højeste.		117:0.2 (1278.2) If all grand universers should ever relatively achieve the full living of the will of God, then would the time-space creations be settled in light and life, and then would the Almighty, the deity potential of Supremacy, become factual in the emergence of the divine personality of God the Supreme.
117:0.3 (1278.3) Når et sind, der udvikler sig, bliver indstillet på det kosmiske sinds kredsløb, når et univers, der udvikler sig, bliver stabiliseret efter centraluniversets mønster, når en ånd, der bevæger sig fremad, kontakter Mesteråndernes forenede tjeneste, når en opstigende dødelig personlighed endelig indstiller sig på den indre Retters guddommelige ledelse, så er den Højestes aktualitet blevet virkelig i endnu en grad i universerne; så er Overhøjhedens guddommelighed rykket endnu et skridt frem mod kosmisk realisering.		117:0.3 (1278.3) When an evolving mind becomes attuned to the circuits of cosmic mind, when an evolving universe becomes stabilized after the pattern of the central universe, when an advancing spirit contacts the united ministry of the Master Spirits, when an ascending mortal personality finally attunes to the divine leading of the indwelling Adjuster, then has the actuality of the Supreme become real by one more degree in the universes; then has the divinity of Supremacy advanced one more step toward cosmic realization.
117:0.4 (1278.4) Storuniversets dele og individer udvikler sig som en refleksion af den Højestes totale udvikling, mens den Højeste til gengæld er den syntetiske kumulative sum af hele storuniversets evolution. Fra den dødeliges synspunkt er begge dele evolutionære og erfaringsmæssige hinandens modsætninger.		117:0.4 (1278.4) The parts and individuals of the grand universe evolve as a reflection of the total evolution of the Supreme, while in turn the Supreme is the synthetic cumulative total of all grand universe evolution. From the mortal viewpoint both are evolutionary and experiential reciprocals.
1. Det højeste væsens natur ^top		1. Nature of the Supreme Being ^top
117:1.1 (1278.5) Den Højeste er skønheden i fysisk harmoni, sandheden i intellektuel betydning og godheden i åndelig værdi. Han er sødmen ved sand fremgang og glæden ved evig opnåelse. Han er storuniversets oversjæl, det endelige kosmos bevidsthed, den endelige virkeligheds fuldendelse og personificeringen af oplevelsen af Skaber og skabning. Gennem hele den fremtidige evighed vil Gud den Højeste give udtryk for den viljebaserede erfarings virkelighed i Guddommens treenighedsforhold.		117:1.1 (1278.5) The Supreme is the beauty of physical harmony, the truth of intellectual meaning, and the goodness of spiritual value. He is the sweetness of true success and the joy of everlasting achievement. He is the oversoul of the grand universe, the consciousness of the finite cosmos, the completion of finite reality, and the personification of Creator-creature experience. Throughout all future eternity God the Supreme will voice the reality of volitional experience in the trinity relationships of Deity.
117:1.2 (1278.6) I skikkelse af de Højeste Skabere er Guderne steget ned fra Paradiset til tidens og rummets domæner for der at skabe og udvikle skabninger med evne til at nå Paradiset, som kan stige op til det i søgen efter Faderen. Denne universets procession af nedstigende Gud-åbenbarende Skabere og opstigende Gud-søgende skabninger er en åbenbaring af den Højestes guddomsevolution, i hvem både de nedstigende og de opstigende opnår gensidig forståelse, opdagelsen af evigt og universelt broderskab. Det Højeste Væsen bliver således den endelige syntese af oplevelsen af den perfekte Skabers årsag og det perfektionerende væsens respons.		117:1.2 (1278.6) In the persons of the Supreme Creators the Gods have descended from Paradise to the domains of time and space, there to create and to evolve creatures with Paradise-attainment capacity who can ascend thereto in quest of the Father. This universe procession of descending God-revealing Creators and ascending God-seeking creatures is revelatory of the Deity evolution of the Supreme, in whom both descenders and ascenders achieve mutuality of understanding, the discovery of eternal and universal brotherhood. The Supreme Being thus becomes the finite synthesis of the experience of the perfect-Creator cause and the perfecting-creature response.
117:1.3 (1279.1) Storuniverset indeholder muligheden for og stræber altid efter en fuldstændig forening, og det vokser ud af den kendsgerning, at denne kosmiske eksistens er en konsekvens af de skabende handlinger og styrkemandaterne fra Paradisets Treenighed, som er ubegrænset enhed. Netop denne trinitariske enhed kommer til udtryk i det endelige kosmos i den Højeste, hvis virkelighed bliver mere og mere tydelig, efterhånden som universerne når op på det maksimale niveau af treenighedsidentifikation.		117:1.3 (1279.1) The grand universe contains the possibility of, and ever seeks for, complete unification, and this grows out of the fact that this cosmic existence is a consequence of the creative acts and the power mandates of the Paradise Trinity, which is unqualified unity. This very trinitarian unity is expressed in the finite cosmos in the Supreme, whose reality becomes increasingly apparent as the universes attain to the maximum level of Trinity identification.
117:1.4 (1279.2) Skaberens vilje og skabningens vilje er kvalitativt forskellige, men de er også erfaringsmæssigt beslægtede, for skabningen og Skaberen kan samarbejde om at opnå universets fuldkommenhed. Mennesket kan arbejde sammen med Gud og derved samskabe en evig finaliter. Gud kan endda arbejde som menneskehed i sine Sønners inkarnationer, som derved opnår overherredømmet over skabningens erfaring.		117:1.4 (1279.2) The will of the Creator and the will of the creature are qualitatively different, but they are also experientially akin, for creature and Creator can collaborate in the achievement of universe perfection. Man can work in liaison with God and thereby cocreate an eternal finaliter. God can work even as humanity in the incarnations of his Sons, who thereby achieve the supremacy of creature experience.
117:1.5 (1279.3) I det Højeste Væsen er Skaberen og skabningen forenet i én Guddom, hvis vilje er udtryk for én guddommelig personlighed. Og denne Den Højestes vilje er noget mere end enten skabningens eller Skaberens vilje, ligesom den suveræne vilje hos Mestersønnen af Nebadon nu er noget mere end en kombination af guddommelighedens og menneskehedens vilje. Foreningen af Paradisets fuldkommenhed og oplevelsen af tid og rum giver en ny betydningsværdi på virkelighedens guddommelige niveauer.		117:1.5 (1279.3) In the Supreme Being, Creator and creature are united in one Deity whose will is expressive of one divine personality. And this will of the Supreme is something more than the will of either creature or Creator, even as the sovereign will of the Master Son of Nebadon is now something more than a combination of the will of divinity and humanity. The union of Paradise perfection and time-space experience yields a new meaning value on deity levels of reality.
117:1.6 (1279.4) Den Højestes udviklende guddommelige natur er ved at blive en troværdig gengivelse af alle uforlignelige erfaringer af alle de skabte og Skaberen i storuniverset. I den Højeste er essensen af skaber og de skabte den samme; de er for evigt forenet af den erfaring, der blev født af vanskelighederne i forbindelse med løsning af de mange problemer, der plager alle finite skabelser på deres evige vej i søgen efter perfektion og frigørelse fra ufuldstændighedens lænker.		117:1.6 (1279.4) The evolving divine nature of the Supreme is becoming a faithful portrayal of the matchless experience of all creatures and of all Creators in the grand universe. In the Supreme, creatorship and creaturehood are at one; they are forever united by that experience which was born of the vicissitudes attendant upon the solution of the manifold problems which beset all finite creation as it pursues the eternal path in quest of perfection and liberation from the fetters of incompleteness.
117:1.7 (1279.5) Sandhed, skønhed og godhed hænger sammen i Åndens tjeneste, Paradisets storhed, Sønnens barmhjertighed og oplevelsen af den Højeste. Gud den Højeste er sandhed, skønhed og godhed, for disse begreber om guddommelighed repræsenterer idémæssig erfarings endelige maksimum. De evige kilder til disse treenige guddommelighedskvaliteter er på superendelige niveauer, men et væsen kan kun forstille sig sådanne kilder som supersandhed, superskønhed og supergodhed.		117:1.7 (1279.5) Truth, beauty, and goodness are correlated in the ministry of the Spirit, the grandeur of Paradise, the mercy of the Son, and the experience of the Supreme. God the Supreme is truth, beauty, and goodness, for these concepts of divinity represent finite maximums of ideational experience. The eternal sources of these triune qualities of divinity are on superfinite levels, but a creature could only conceive of such sources as supertruth, superbeauty, and supergoodness.
117:1.8 (1279.6) Mikael, en skaber, åbenbarede Skaber-Faderens guddommelige kærlighed til sine jordiske børn. Efter at have opdaget og modtaget denne guddommelige kærlighed, kan menneskerne stræbe efter at videregive denne kærlighed til deres jordiske brødre. En sådan hengivenhed hos de skabte, er en sandt afspejling af den Højestes kærlighed.		117:1.8 (1279.6) Michael, a creator, revealed the divine love of the Creator Father for his terrestrial children. And having discovered and received this divine affection, men can aspire to reveal this love to their brethren in the flesh. Such creature affection is a true reflection of the love of the Supreme.
117:1.9 (1279.7) Den Højeste er symmetrisk inkluderende. Den Første Kilde og Center er potential i de tre store Absolutter, er aktuel i Paradiset, i Sønnen og i Ånden; men den Højeste er både aktuel og potentiel, et væsen af personlig overhøjhed og almægtig styrke, der reagerer på samme måde på skabningens indsats og Skaberens hensigt; selvvirkende på universet og selvreagerende på universets samlede sum; og på én og samme tid den højeste skaber og den højeste skabning. Overhøjhedens Guddom udtrykker dermed den samlede sum af alt det endelige.		117:1.9 (1279.7) The Supreme is symmetrically inclusive. The First Source and Center is potential in the three great Absolutes, is actual in Paradise, in the Son, and in the Spirit; but the Supreme is both actual and potential, a being of personal supremacy and of almighty power, responsive alike to creature effort and Creator purpose; self-acting upon the universe and self-reactive to the sum total of the universe; and at one and the same time the supreme creator and the supreme creature. The Deity of Supremacy is thus expressive of the sum total of the entire finite.
2. Kilden til den evolutionære vækst ^top		2. The Source of Evolutionary Growth ^top
117:2.1 (1280.1) Den Højeste er Gud-i-tiden. Han er hemmeligheden bag de skabtes vækst i tiden. Han er også sejren over den ufuldstændige nutid, og fuldbyrdelsen af den fremtid, som går mod perfektion. De afsluttende frugter af al finit vækst er: styrkekontrolleret af ånden, i kraft af personlighedens forenende og skabende tilstedeværelse, behersket gennem sindet. Den kulminerede konsekvens af al denne vækst er det Højeste Væsen.		117:2.1 (1280.1) The Supreme is God-in-time; his is the secret of creature growth in time; his also is the conquest of the incomplete present and the consummation of the perfecting future. And the final fruits of all finite growth are: power controlled through mind by spirit by virtue of the unifying and creative presence of personality. The culminating consequence of all this growth is the Supreme Being.
117:2.2 (1280.2) For det dødelige menneske er eksistens lig med vækst. Og sådan ser det virkelig ud til at være, selv i det større univers’ forstand, for åndeledede eksistens ser ud til at resultere i erfaringsmæssig vækst—forøgelse af status. Vi har længe været af den opfattelse, at den nuværende vækst, som kendetegner de skabtes eksistens i den nuværende univers tidsalder, er en funktion af den Højeste. Ligeledes mener vi, at denne form for vækst er særegen for den tidsalder, hvor den Højeste vokser, og at den vil ophøre, når den Højestes vækst er fuldendt.		117:2.2 (1280.2) To mortal man, existence is equivalent to growth. And so indeed it would seem to be, even in the larger universe sense, for spirit-led existence does seem to result in experiential growth—augmentation of status. We have long held, however, that the present growth which characterizes creature existence in the present universe age is a function of the Supreme. We equally hold that this kind of growth is peculiar to the age of the growth of the Supreme, and that it will terminate with the completion of the growth of the Supreme.
117:2.3 (1280.3) Overvej status for de skabte treenigede sønner: De er født og lever i den nuværende universtidsalder; de har personligheder sammen med sinds- og åndebegavelser. De har erfaringer og erindringer om dem, men de vokser ikke, som de opstigende gør. Det er vores overbevisning og forståelse, at disse skabningstreenigede sønner, selvom de er i den nuværende universtidsalder, i virkeligheden er af næste universtidsalder—den tidsalder, der vil følge efter afslutningen af den Højestes vækst. Derfor er de ikke i den Højeste, som i sin nuværende status kendetegnes af ufuldstændighed og deraf følgende vækst. De deltager dermed ikke i den erfaringsbaseret vækst i den nuværende universtidsalder, men holdes i reserve til den næste universtidsalder.		117:2.3 (1280.3) Consider the status of the creature-trinitized sons: They are born and live in the present universe age; they have personalities, together with mind and spirit endowments. They have experiences and the memory thereof, but they do not grow as do ascenders. It is our belief and understanding that these creature-trinitized sons, while they are in the present universe age, are really of the next universe age—the age which will follow the completion of the growth of the Supreme. Hence they are not in the Supreme as of his present status of incompleteness and consequent growth. Thus they are nonparticipating in the experiential growth of the present universe age, being held in reserve for the next universe age.
117:2.4 (1280.4) Min egen orden, De Mægtige Budbringere, som er omfattet af Treenigheden, deltager ikke i væksten i den nuværende tidsalder i universet. På en måde har vi status som i den foregående universtidsalder, da vi faktisk er Treenighedens Stationære Sønner. Én ting er sikker: Vores status er fastlåst af Treenighedens omfavnelse, og erfaring resulterer ikke længere i vækst.		117:2.4 (1280.4) My own order, the Mighty Messengers, being Trinity embraced, are nonparticipating in the growth of the present universe age. In a sense we are in status as of the preceding universe age as in fact are the Stationary Sons of the Trinity. One thing is certain: Our status is fixed by the Trinity embrace, and experience no longer eventuates in growth.
117:2.5 (1280.5) Dette gælder ikke for finaliterne eller andre af de evolutionære og erfaringsmæssige ordener, som er deltagere i den Højestes vækstproces. I dødelige, der nu lever på Urantia, og som måske stræber efter at opnå Paradis og finalit-status, bør forstå, at en sådan skæbne kun kan realiseres, fordi I er i og af den Højeste, og derfor er deltagere i den Højestes vækstcyklus.		117:2.5 (1280.5) This is not true of the finaliters nor of any other of the evolutionary and experiential orders which are participants in the growth process of the Supreme. You mortals now living on Urantia who may aspire to Paradise attainment and finaliter status should understand that such a destiny is only realizable because you are in and of the Supreme, hence are participants in the cycle of the growth of the Supreme.
117:2.6 (1280.6) Der vil komme en dag, hvor den Højestes vækst vil ophøre; hans status vil nå sin afslutning (i energi og åndelig forstand). Denne afslutning på den Højestes evolution vil også bevidne afslutningen på skabningernes evolution som en del af Overhøjheden. Vi ved ikke, hvilken form for vækst der vil karakterisere universerne i det ydre rum. Men vi er meget sikre på, at det vil være noget meget anderledes end noget, der er set i den nuværende tidsalder for evolutionen af de syv superuniverser. Det vil utvivlsomt være de evolutionære borgeres funktion i storuniverset at kompensere det ydre rum for denne mangel på Overhøjhedens vækst.		117:2.6 (1280.6) There will come an end sometime to the growth of the Supreme; his status will achieve completion (in the energy-spirit sense). This termination of the evolution of the Supreme will also witness the ending of creature evolution as a part of Supremacy. What kind of growth may characterize the universes of outer space, we do not know. But we are very sure that it will be something very different from anything that has been seen in the present age of the evolution of the seven superuniverses. It will undoubtedly be the function of the evolutionary citizens of the grand universe to compensate the outer-spacers for this deprivation of the growth of Supremacy.
117:2.7 (1280.7) Som eksisterende ved fuldbyrdelsen af den nuværende universtidsalder, vil det Højeste Væsen fungere som en erfaringsmæssig suveræn i storuniverset. Borgere i det ydre rum—borgere i den næste universtidsalder—vil have et vækstpotentiale efter superuniverset, en evne til evolutionær udvikling, der forudsætter den Almægtige Højestes suverænitet, og som derfor udelukker skabninger fra at deltage i syntesen af styrke og personlighed i den nuværende universtidsalder.		117:2.7 (1280.7) As existent upon the consummation of the present universe age, the Supreme Being will function as an experiential sovereign in the grand universe. Outer-spacers—citizens of the next universe age—will have a postsuperuniverse growth potential, a capacity for evolutionary attainment presupposing the sovereignty of the Almighty Supreme, hence excluding creature participation in the power-personality synthesis of the present universe age.
117:2.8 (1281.1) Således kan den Højestes ufuldstændighed betragtes som en fordel, da den muliggør den evolutionære vækst i de skabte og skabelsen af de nuværende universer. Tomhed har helt sikkert sin fordel, for det kan blive erfaringsmæssigt fyldt.		117:2.8 (1281.1) Thus may the incompleteness of the Supreme be regarded as a virtue since it makes possible the evolutionary growth of the creature-creation of the present universes. Emptiness does have its virtue, for it may become experientially filled.
117:2.9 (1281.2) Et af de mest fascinerende spørgsmål i den endelige filosofi er dette: Aktualiseres det Højeste Væsen som reaktion på storuniversets udvikling, eller udvikler dette begrænsede kosmos sig gradvist som en reaktion på den gradvise aktualisering af den Højeste? Eller er det muligt, at de er gensidigt afhængige af hinanden i deres udvikling? At de er evolutionært gensidige, og at de hver især igangsætter den andens vækst? Det er vi sikre på: Skabninger og universer, høje og lave, udvikler sig indenfor den Højeste, og efterhånden som de udvikler sig, opstår en forenet sum af hele den endelige aktivitet af denne universtidsalder. Og dette er tilsynekomsten af det Højeste Væsen, for alle personligheder udviklingen af Guds den Højestes almægtige styrke.		117:2.9 (1281.2) One of the most intriguing questions in finite philosophy is this: Does the Supreme Being actualize in response to the evolution of the grand universe, or does this finite cosmos progressively evolve in response to the gradual actualization of the Supreme? Or is it possible that they are mutually interdependent for their development? that they are evolutionary reciprocals, each initiating the growth of the other? Of this we are certain: Creatures and universes, high and low, are evolving within the Supreme, and as they evolve, there is appearing the unified summation of the entire finite activity of this universe age. And this is the appearance of the Supreme Being, to all personalities the evolution of the almighty power of God the Supreme.
3. Den højestes betydning for universets skabninger ^top		3. Significance of the Supreme to Universe Creatures ^top
117:3.1 (1281.3) Den kosmiske virkelighed, der i forskellige sammenhænge betegnes som det Højeste Væsen, Gud den Højeste, og den Almægtige Højeste, er den komplekse og universelle syntese af alle endelige virkeligheders fremvoksende faser. Den vidtrækkende mangfoldighed af evig energi, guddommelig ånd, og universelt sind når en endelig kulmination i udviklingen af den Højeste, som er summen af al endelig vækst, selvrealiseret på guddommelige niveauer af endelig maksimal fuldbyrdelse.		117:3.1 (1281.3) The cosmic reality variously designated as the Supreme Being, God the Supreme, and the Almighty Supreme, is the complex and universal synthesis of the emerging phases of all finite realities. The far-flung diversification of eternal energy, divine spirit, and universal mind attains finite culmination in the evolution of the Supreme, who is the sum total of all finite growth, self-realized on deity levels of finite maximum completion.
117:3.2 (1281.4) Den Højeste er den guddommelige kanal, hvorigennem treodernes kreative uendelighed strømmer, og som krystalliserer sig i rummets galaktiske panorama, mod hvilket tidens storslåede personlighedsdrama udspiller sig: åndens erobring af energi-stof gennem sindets formidling.		117:3.2 (1281.4) The Supreme is the divine channel through which flows the creative infinity of the triodities that crystallizes into the galactic panorama of space, against which takes place the magnificent personality drama of time: the spirit conquest of energy-matter through the mediation of mind.
117:3.3 (1281.5) Jesus sagde: “Jeg er den levende vej,” og således er han den levende vej fra det materielle niveau af selvbevidsthed til det åndelige niveau af Gudsbevidsthed. Og ligesom han er denne levende vej til opstigning fra selvet til Gud, så er den Højeste den levende vej fra begrænset bevidsthed til transcendens af bevidsthed, selv til indsigt i absonitet.		117:3.3 (1281.5) Said Jesus: “I am the living way,” and so he is the living way from the material level of self-consciousness to the spiritual level of God-consciousness. And even as he is this living way of ascension from the self to God, so is the Supreme the living way from finite consciousness to transcendence of consciousness, even to the insight of absonity.
117:3.4 (1281.6) Jeres Skabersøn kan faktisk være en sådan levende kanal fra menneskelighed til guddommelighed, da han personligt har oplevet fylden af denne universets udviklingsvej, fra Joshua ben Josefs, Menneskesønnens, sande menneskelighed til Mikael af Nebadons, den uendelige Guds søns, guddommelighed i Paradis. På samme måde kan det Højeste Væsen fungere som universets tilgang til transcendens af endelige begrænsninger, for han er den faktiske legemliggørelse og det personlige indbegrebet af al skabningens evolution, progression og åndeliggørelse. Selv de nedstigende personligheders store universoplevelser fra Paradis er den del af hans oplevelse, som er et supplement til hans opsummering af de opstigende oplevelser hos tidens pilgrimme.		117:3.4 (1281.6) Your Creator Son can actually be such a living channel from humanity to divinity since he has personally experienced the fullness of the traversal of this universe path of progression, from the true humanity of Joshua ben Joseph, the Son of Man, to the Paradise divinity of Michael of Nebadon, the Son of the infinite God. Similarly can the Supreme Being function as the universe approach to the transcendence of finite limitations, for he is the actual embodiment and personal epitome of all creature evolution, progression, and spiritualization. Even the grand universe experiences of the descending personalities from Paradise are that part of his experience which is complemental to his summation of the ascending experiences of the pilgrims of time.
117:3.5 (1281.7) Det dødelige menneske er mere end billedligt talt skabt i Guds billede. Fra et fysisk synspunkt er dette udsagn næppe sandt, men med henvisning til visse universpotentialer er det en faktisk kendsgerning. I menneskeslægten udspiller der sig noget af det samme evolutionære drama, som i langt større målestok finder sted i universernes univers. Mennesket, en viljestyret personlighed, bliver skabende i forbindelse med en Retter, en upersonlig enhed, i nærvær af den Højestes begrænsede potentialiteter, og resultatet er opblomstringen af en udødelig sjæl. I universerne fungerer tidens og rummets skaberpersonligheder i forbindelse med Paradistreenighedens upersonlige ånd og bliver derved skabende for et nyt styrkepotentiale i Guddommens virkelighed.		117:3.5 (1281.7) Mortal man is more than figuratively made in the image of God. From a physical standpoint this statement is hardly true, but with reference to certain universe potentialities it is an actual fact. In the human race, something of the same drama of evolutionary attainment is being unfolded as takes place, on a vastly larger scale, in the universe of universes. Man, a volitional personality, becomes creative in liaison with an Adjuster, an impersonal entity, in the presence of the finite potentialities of the Supreme, and the result is the flowering of an immortal soul. In the universes the Creator personalities of time and space function in liaison with the impersonal spirit of the Paradise Trinity and become thereby creative of a new power potential of Deity reality.
117:3.6 (1282.1) Det dødelige menneske, der er et skabt væsen, er ikke præcis ligesom det Højeste Væsen, som er en guddom, men menneskets udvikling minder i visse henseender om den Højestes vækst. Mennesket vokser bevidst fra det materielle mod det åndelige gennem kraft, styrke og vedholdenhed af deres egne beslutninger; det vokser også, det vokser også efterhånden som dets Tankeretter udvikler nye teknikker til at nå ned fra det åndelige til det morontielle sjæleniveau; og når sjælen først er blevet til, begynder den at vokse i sig selv.		117:3.6 (1282.1) Mortal man, being a creature, is not exactly like the Supreme Being, who is deity, but man’s evolution does in some ways resemble the growth of the Supreme. Man consciously grows from the material toward the spiritual by the strength, power, and persistency of his own decisions; he also grows as his Thought Adjuster develops new techniques for reaching down from the spiritual to the morontial soul levels; and once the soul comes into being, it begins to grow in and of itself.
117:3.7 (1282.2) Det er lidt ligesom den måde, hvorpå det Højeste Væsen ekspanderer. Hans suverænitet vokser i og ud af de Højeste Skaberpersonligheders handlinger og præstationer; det er udviklingen af hans majestætiske styrke som hersker over storuniverset. Hans guddomsnatur er ligeledes afhængig af den allerede eksisterende enhed i Paradisets Treenighed. Men der er endnu et aspekt ved Gud den Højestes evolution: Han er ikke kun skabt af Skaberen og afledt af Treenigheden; han er også selvudviklet og selvafledt. Gud den Højeste er selv en viljestærk, skabende deltager i sin egen guddommelige aktualisering. Den menneskelige morontielle sjæl er ligeledes en viljestyret, medskabende partner i sin egen udødeliggørelse.		117:3.7 (1282.2) This is somewhat like the way in which the Supreme Being expands. His sovereignty grows in and out of the acts and achievements of the Supreme Creator Personalities; that is the evolution of the majesty of his power as the ruler of the grand universe. His deity nature is likewise dependent on the pre-existent unity of the Paradise Trinity. But there is still another aspect to the evolution of God the Supreme: He is not only Creator-evolved and Trinity-derived; he is also self-evolved and self-derived. God the Supreme is himself a volitional, creative participant in his own deity actualization. The human morontial soul is likewise a volitional, cocreative partner in its own immortalization.
117:3.8 (1282.3) Faderen samarbejder med Samforeneren om at manipulere Paradisets energier og om at gøre dem lydhøre over for den Højeste. Faderen samarbejder med den Evige Søn om at skabe Skaberpersonligheder, hvis handlinger på et tidspunkt vil kulminere i den Højestes suverænitet. Faderen samarbejder med både Sønnen og Ånden om skabelsen af treenighedspersonligheder, der skal fungere som herskere over storuniverset, indtil den Højestes fuldendte evolution kvalificerer ham til at påtage sig denne suverænitet. Faderen samarbejder med sine guddoms- og ikke-guddoms-koordinater på disse og mange andre måder for at fremme Overhøjhedens evolution, men han fungerer også alene i disse sager. Og hans ensomme funktion kommer nok bedst til udtryk i arbejdet med Tankeretterne og deres tilknyttede enheder.		117:3.8 (1282.3) The Father collaborates with the Conjoint Actor in manipulating the energies of Paradise and in rendering these responsive to the Supreme. The Father collaborates with the Eternal Son in the production of Creator personalities whose acts will sometime culminate in the sovereignty of the Supreme. The Father collaborates with both Son and Spirit in the creation of Trinity personalities to function as rulers of the grand universe until such time as the completed evolution of the Supreme qualifies him to assume that sovereignty. The Father co-operates with his Deity and non-Deity co-ordinates in these and many other ways in the furtherance of the evolution of Supremacy, but he also functions alone in these matters. And his solitary function is probably best revealed in the ministry of the Thought Adjusters and their associated entities.
117:3.9 (1282.4) Guddom er enhed, eksistentiel i Treenigheden, erfaringsmæssig i den Højeste, og i de dødelige realiseret som skabning i fusion med Retteren. Tilstedeværelsen af Tankeretterne i det dødelige menneske afslører universets essentielle enhed, for mennesket, den lavest mulige type af universets personlighed, indeholder i sig selv et faktisk fragment af den højeste og evige virkelighed, selv den oprindelige Fader til alle personligheder.		117:3.9 (1282.4) Deity is unity, existential in the Trinity, experiential in the Supreme, and, in mortals, creature-realized in Adjuster fusion. The presence of the Thought Adjusters in mortal man reveals the essential unity of the universe, for man, the lowest possible type of universe personality, contains within himself an actual fragment of the highest and eternal reality, even the original Father of all personalities.
117:3.10 (1282.5) Det Højeste Væsen udvikler sig i kraft af sin forbindelse med Paradisets Treenighed og som følge af de guddommelige succeser, som skaberen og administratorbørnene i denne Treenighed har. Menneskets udødelige sjæl udvikler sin egen evige skæbne ved at være forbundet med Paradisfaderens guddommelige nærvær og i overensstemmelse med det menneskelige sinds personlighedsbeslutninger. Hvad Treenigheden er for Gud den Højeste, er Retteren for det udviklende menneske.		117:3.10 (1282.5) The Supreme Being evolves by virtue of his liaison with the Paradise Trinity and in consequence of the divinity successes of the creator and administrator children of that Trinity. Man’s immortal soul evolves its own eternal destiny by association with the divine presence of the Paradise Father and in accordance with the personality decisions of the human mind. What the Trinity is to God the Supreme, the Adjuster is to evolving man.
117:3.11 (1282.6) I den nuværende universtidsalder er det Højeste Væsen tilsyneladende ude af stand til at fungere direkte som skaber, undtagen i de tilfælde, hvor de begrænsede muligheder for handling er blevet udtømt af tidens og rummets skabende kræfter. Hidtil i universets historie er dette kun sket én gang; da mulighederne for begrænset handling i universets refleksionsevne var udtømt, fungerede den Højeste som den kreative kulminator af alle forudgående skaberhandlinger. Og vi tror, at han igen vil fungere som kulminator i fremtidige tidsaldre, når det forudgående skaberskab har afsluttet en passende cyklus af skabende aktivitet.		117:3.11 (1282.6) During the present universe age the Supreme Being is apparently unable to function directly as a creator except in those instances where the finite possibilities of action have been exhausted by the creative agencies of time and space. Thus far in universe history this has transpired but once; when the possibilities of finite action in the matter of universe reflectivity had been exhausted, then did the Supreme function as the creative culminator of all antecedent creator actions. And we believe he will again function as a culminator in future ages whenever antecedent creatorship has completed an appropriate cycle of creative activity.
117:3.12 (1283.1) Det Højeste Væsen skabte ikke mennesket, men mennesket blev bogstaveligt talt skabt ud af, og selve dets liv var afledt af, den Højeste potentialitet. Han udvikler heller ikke mennesket; alligevel er den Højeste selv selve essensen af evolution. Fra det endelige synspunkt lever vi faktisk, bevæger os og har vores væren inden for den Højestes immanens.		117:3.12 (1283.1) The Supreme Being did not create man, but man was literally created out of, his very life was derived from, the potentiality of the Supreme. Nor does he evolve man; yet is the Supreme himself the very essence of evolution. From the finite standpoint, we actually live, move, and have our being within the immanence of the Supreme.
117:3.13 (1283.2) Den Højeste kan tilsyneladende ikke initiere den oprindelige årsagssammenhæng, men synes at være katalysator for hele universets vækst og er tilsyneladende bestemt til at tilvejebringe totalitetens kulmination, hvad angår skæbnen for alle erfaringsbaserede evolutionære væsener. Faderen skaber idéen om et endeligt kosmos; skabersønnerne konkretiserer denne idé i tid og rum med de skabende ånders samtykke og samarbejde; den Højeste kulminerer det totale endelige og etablerer dets relation til den absonitte skæbne.		117:3.13 (1283.2) The Supreme apparently cannot initiate original causation but appears to be the catalyzer of all universe growth and is seemingly destined to provide totality culmination as regards the destiny of all experiential-evolutionary beings. The Father originates the concept of a finite cosmos; the Creator Sons factualize this idea in time and space with the consent and co-operation of the Creative Spirits; the Supreme culminates the total finite and establishes its relationship with the destiny of the absonite.
4. Den finite gud ^top		4. The Finite God ^top
117:4.1 (1283.3) Når vi ser skaberværkets uophørlige kamp for at opnå perfekt status og guddommeligt væsen, kan vi ikke andet end tro, at disse uendelige bestræbelser vidner om den Højestes uophørlige kamp for guddommelig selvrealisering. Gud den Højeste er den endelige Guddom, og han må klare disse endelige problemer i ordets fulde betydning. Vores kampe med tidens omskiftelser i rummets udvikling er afspejling af hans bestræbelser på at opnå selvets virkelighed og fuldbyrdelse af suverænitet inden for den handlingssfære, som hans udviklende natur udvider til de yderste grænser af det mulige.		117:4.1 (1283.3) As we view the ceaseless struggles of the creature creation for perfection of status and divinity of being, we cannot but believe that these unending efforts bespeak the unceasing struggle of the Supreme for divine self-realization. God the Supreme is the finite Deity, and he must cope with the problems of the finite in the total sense of that word. Our struggles with the vicissitudes of time in the evolutions of space are reflections of his efforts to achieve reality of self and completion of sovereignty within the sphere of action which his evolving nature is expanding to the outermost limits of possibility.
117:4.2 (1283.4) Overalt i storuniverset kæmper den Højeste for at komme til udtryk. Hans guddommelige udvikling er til en vis grad afhængig af visdomshandlingen hos enhver eksisterende personlighed. Når et menneske vælger evig overlevelse, er det medskaber af skæbnen; og i denne opstigende dødeliges liv finder den endelige Gud et øget mål af personlighedens selvrealisering og en udvidelse af erfaringsmæssig suverænitet. Men hvis et væsen afviser den evige karriere, oplever den del af den Højeste, som var afhængige af dette væsens valg, en uundgåelig forsinkelse, et afsavn, der må kompenseres for med en erstatningsoplevelse eller en supplerende oplevelse; hvad angår den ikke-overlevendes personlighed, absorberes den i skabelsens oversjæl og bliver en del af den Højestes Guddom.		117:4.2 (1283.4) Throughout the grand universe the Supreme struggles for expression. His divine evolution is in measure predicated on the wisdom-action of every personality in existence. When a human being chooses eternal survival, he is cocreating destiny; and in the life of this ascending mortal the finite God finds an increased measure of personality self-realization and an enlargement of experiential sovereignty. But if a creature rejects the eternal career, that part of the Supreme which was dependent on this creature’s choice experiences inescapable delay, a deprivation which must be compensated by substitutional or collateral experience; as for the personality of the nonsurvivor, it is absorbed into the oversoul of creation, becoming a part of the Deity of the Supreme.
117:4.3 (1283.5) Gud er så tillidsfuld, så kærlig, at han giver en del af sin guddommelige natur i hænderne på selve mennesket, til opbevaring og selvrealisering. Fadernaturen, Retter tilstedeværelse, er uforgængelig, uanset det dødelige væsens valg. Den Højestes barn, det udviklende selv, kan tilintetgøres, uanset at den potentielt forenede personlighed i et sådanne vildledt selv vil bestå som en faktor af Overhøjhedens Guddom.		117:4.3 (1283.5) God is so trusting, so loving, that he gives a portion of his divine nature into the hands of even human beings for safekeeping and self-realization. The Father nature, the Adjuster presence, is indestructible regardless of the choice of the mortal being. The child of the Supreme, the evolving self, can be destroyed notwithstanding that the potentially unifying personality of such a misguided self will persist as a factor of the Deity of Supremacy.
117:4.4 (1283.6) Den menneskelige personlighed kan virkelig ødelægge individualitet, som tilhører menneskets status som skabt væsen, og selvom alt, som var værdifuldt i sådan en kosmisk selvmorders liv vil bestå, overlever disse kvaliteter ikke som en individuel skabning. Den Højeste vil igen finde et nyt udtryk i de oprettede universer, men aldrig igen som den pågældende person; en ikke-opstigende unik personlighed vender tilbage til den Højeste som en dråbe vand vender tilbage til havet.		117:4.4 (1283.6) The human personality can truly destroy individuality of creaturehood, and though all that was worth while in the life of such a cosmic suicide will persist, these qualities will not persist as an individual creature. The Supreme will again find expression in the creatures of the universes but never again as that particular person; the unique personality of a nonascender returns to the Supreme as a drop of water returns to the sea.
117:4.5 (1284.1) Enhver isoleret handling af de personlige dele af det endelige er forholdsvis irrelevant for den Højeste helheds endelige tilsynekomst, men helheden er ikke desto mindre afhængig af de mangfoldige deles samlede handlinger. Den enkelte dødeliges personlighed er ubetydelig i forhold til Overhøjhedens totalitet, men hvert menneskes personlighed udgør en uerstattelig vigtig værdi i det endelige; personlighed, der én gang er blevet udtrykt, finder aldrig igen et identisk udtryk undtagen i den levende personligheds fortsatte eksistens.		117:4.5 (1284.1) Any isolated action of the personal parts of the finite is comparatively irrelevant to the eventual appearance of the Supreme Whole, but the whole is nonetheless dependent on the total acts of the manifold parts. The personality of the individual mortal is insignificant in the face of the total of Supremacy, but the personality of each human being represents an irreplaceable meaning-value in the finite; personality, having once been expressed, never again finds identical expression except in the continuing existence of that living personality.
117:4.6 (1284.2) Så mens vi stræber efter at udtrykke os selv, stræber den Højeste i os og med os efter at udtrykke sin guddom. Som vi finder Faderen, har den Højeste igen fundet Paradisets Skaber af alle ting. Mens vi mestrer problemerne med selvrealisering, opnår erfaringens Gud almægtig overhøjhed i tidens og rummets universer.		117:4.6 (1284.2) And so, as we strive for self-expression, the Supreme is striving in us, and with us, for deity expression. As we find the Father, so has the Supreme again found the Paradise Creator of all things. As we master the problems of self-realization, so is the God of experience achieving almighty supremacy in the universes of time and space.
117:4.7 (1284.3) Menneskeheden stiger ikke ubesværet op i universet, og den Højeste udvikler sig ikke uden målrettet og intelligent handling. Skabninger opnår ikke fuldkommenhed ved blot at være passive, og overherredømmets ånd kan heller ikke realisere den Almægtiges styrke uden uophørlig tjeneste for den begrænsede skabelse.		117:4.7 (1284.3) Mankind does not ascend effortlessly in the universe, neither does the Supreme evolve without purposeful and intelligent action. Creatures do not attain perfection by mere passivity, nor can the spirit of Supremacy factualize the power of the Almighty without unceasing service ministry to the finite creation.
117:4.8 (1284.4) Menneskets tidslige forhold til den Højeste er grundlaget for kosmisk moral, den universelle følsomhed over for, og accept af pligt. Det er en moral, der overskrider den tidslige fornemmelse af relativt rigtigt og forkert; det er en moral, der er direkte baseret på den selvbevidste skabnings forståelse af erfaringsmæssig forpligtelse over for erfaringsmæssig Guddom. Det dødelige menneske og alle andre begrænsede skabninger er skabt ud af det levende potentiale af energi, sind og ånd, der findes i den Højeste. Det er fra den Højeste, at Retteren - den dødelige opstiger - trækker på skabelsen af en finalists udødelige og guddommelige karakter. Det er ud af selve den Højestes virkelighed, at Retteren med den menneskelige viljes samtykke væver mønstrene for den evige natur hos en opstigende søn af Gud.		117:4.8 (1284.4) The temporal relation of man to the Supreme is the foundation for cosmic morality, the universal sensitivity to, and acceptance of, duty. This is a morality which transcends the temporal sense of relative right and wrong; it is a morality directly predicated on the self-conscious creature’s appreciation of experiential obligation to experiential Deity. Mortal man and all other finite creatures are created out of the living potential of energy, mind, and spirit existent in the Supreme. It is upon the Supreme that the Adjuster-mortal ascender draws for the creation of the immortal and divine character of a finaliter. It is out of the very reality of the Supreme that the Adjuster, with the consent of the human will, weaves the patterns of the eternal nature of an ascending son of God.
117:4.9 (1284.5) Udviklingen af Retterens fremskridt i åndeliggørelsen og eviggørelsen af den menneskelige personlighed fører direkte til en udvidelse af den Højestes suverænitet. Sådanne præstationer i den menneskelige udvikling betyder også resultater i den evolutionære aktualisering af den Højeste. Selvom det er sandt, at skabninger ikke kunne udvikle sig uden den Højeste, er det sandsynligvis også sandt, at den Højestes udvikling aldrig kan opnås fuldt ud uafhængigt af alle skabningers fuldstændige udvikling. Heri ligger det store kosmiske ansvar af selvbevidste personligheder: Den Højeste Guddom er i en vis forstand afhængig af den dødelige viljes valg. Og den gensidige udvikling af skabningernes evolution og den Højestes evolution er trofast og fuldt ud indiceret til Dagenes Ældste, gennem de uransagelige mekanismer for universets refleksion.		117:4.9 (1284.5) The evolution of Adjuster progress in the spiritualizing and eternalizing of a human personality is directly productive of an enlargement of the sovereignty of the Supreme. Such achievements in human evolution are at the same time achievements in the evolutionary actualization of the Supreme. While it is true that creatures could not evolve without the Supreme, it is probably also true that the evolution of the Supreme can never be fully attained independent of the completed evolution of all creatures. Herein lies the great cosmic responsibility of self-conscious personalities: That Supreme Deity is in a certain sense dependent on the choosing of the mortal will. And the mutual progression of creature evolution and of Supreme evolution is faithfully and fully indicated to the Ancients of Days over the inscrutable mechanisms of universe reflectivity.
117:4.10 (1284.6) Den store udfordring, der er blevet givet til det dødelige menneske er dette: Vil du vælge at personalisere de erfaringsmæssige værdibetydninger, der kan erfares i kosmos ind i dit egen udviklende selv? Eller vil du, ved at afvise overlevelse, lade disse Overhøjhedens hemmeligheder, at være inaktive, afventende et andet væsens aktivitet på et andet tidspunkt, en person, der på sin egen måde vil forsøge at yde et skabningsbidrag til den endelige Guds evolution? Men det vil være hans bidrag til det højeste, ikke dit.		117:4.10 (1284.6) The great challenge that has been given to mortal man is this: Will you decide to personalize the experiencible value meanings of the cosmos into your own evolving selfhood? or by rejecting survival, will you allow these secrets of Supremacy to lie dormant, awaiting the action of another creature at some other time who will in his way attempt a creature contribution to the evolution of the finite God? But that will be his contribution to the Supreme, not yours.
117:4.11 (1284.7) Den store kamp i dette univers’ tidsalder er mellem det potentielle og det faktiske—søgen efter aktualisering af alt det, der endnu ikke er udtrykt. Hvis det dødelige menneske fortsætter eventyret i Paradis, følger det tidens bevægelser, der flyder som strømme i evighedens strøm; hvis det dødelige menneske afviser den evige karriere, bevæger det sig imod strømmen af begivenheder i de endelige universer. Den mekaniske skabelse bevæger sig ubønhørligt videre i overensstemmelse med Paradisfaderens udfoldende formål, men den viljestyrede skabelse har valget mellem at acceptere eller afvise rollen som personlighedens deltagelse i evighedens eventyr. Det dødelige menneske kan ikke ødelægge de højeste værdier i den menneskelige eksistens, men det kan helt sikkert forhindre udviklingen af disse værdier i sin egen personlige erfaring. I det omfang det menneskelige selv således nægter at tage del i opstigningen til Paradis, i netop det omfang er den Højeste forsinket i at opnå guddommelighedens udtryk i storuniverset.		117:4.11 (1284.7) The great struggle of this universe age is between the potential and the actual—the seeking for actualization by all that is as yet unexpressed. If mortal man proceeds upon the Paradise adventure, he is following the motions of time, which flow as currents within the stream of eternity; if mortal man rejects the eternal career, he is moving counter to the stream of events in the finite universes. The mechanical creation moves on inexorably in accordance with the unfolding purpose of the Paradise Father, but the volitional creation has the choice of accepting or of rejecting the role of personality participation in the adventure of eternity. Mortal man cannot destroy the supreme values of human existence, but he can very definitely prevent the evolution of these values in his own personal experience. To the extent that the human self thus refuses to take part in the Paradise ascent, to just that extent is the Supreme delayed in achieving divinity expression in the grand universe.
117:4.12 (1285.1) Det dødelige menneske har ikke kun fået forvaring over Paradisfaderens Retter tilstedeværelse, men også kontrol over skæbnen af en lille brøkdel af den Højestes fremtid. For ligesom mennesket opnår menneskelig skæbne, opnår den Højeste skæbne på guddommelige niveauer.		117:4.12 (1285.1) Into the keeping of mortal man has been given not only the Adjuster presence of the Paradise Father but also control over the destiny of an infinitesimal fraction of the future of the Supreme. For as man attains human destiny, so does the Supreme achieve destiny on deity levels.
117:4.13 (1285.2) Og derfor venter beslutningen på hver enkelt af jer, som den engang ventede på hver enkelt af os: Vil I svigte tidens Gud, som er så afhængig af det endelige sinds beslutninger? Vil I svigte universernes højeste personlighed ved den dyriske tilbagegangs dovenskab? Vil I svigte alle skabningers storebror, som er så afhængig af hver enkelt skabning? Kan I tillade jer selv at gå ind i det uvirkeliggjortes rige, når der foran jer ligger den fortryllende udsigt over universets karriere—den guddommelige opdagelse af Paradisfaderen og den guddommelige deltagelse i søgningen efter og udviklingen af Overherredømmets Gud?		117:4.13 (1285.2) And so the decision awaits each of you as it once awaited each of us: Will you fail the God of time, who is so dependent upon the decisions of the finite mind? will you fail the Supreme personality of the universes by the slothfulness of animalistic retrogression? will you fail the great brother of all creatures, who is so dependent on each creature? can you allow yourself to pass into the realm of the unrealized when before you lies the enchanting vista of the universe career—the divine discovery of the Paradise Father and the divine participation in the search for, and the evolution of, the God of Supremacy?
117:4.14 (1285.3) Guds gaver—hans overdragelse af virkeligheden—er ikke noget som er adskilt fra ham; han fremmedgør ikke skabelsen fra sig selv, men han har skabt spændinger i de skabninger, der kredser omkring Paradis. Gud elsker først mennesket og giver det potentialet til udødelighed—evig virkelighed. Og efterhånden som mennesket elsker Gud, bliver mennesket evigt i virkeligheden. Og her er mysteriet: Jo mere mennesket nærmer sig Gud gennem kærlighed, jo større virkelighed—aktualitet—bliver det menneske. Jo mere mennesket trækker sig tilbage fra Gud, jo mere nærmer det sig ikke-virkelighed—ophør af eksistens. Når mennesket indvier sin vilje til at gøre Faderens vilje, når mennesket giver Gud alt, hvad det har, så gør Gud det menneske til mere, end det er.		117:4.14 (1285.3) God’s gifts—his bestowal of reality—are not divorcements from himself; he does not alienate creation from himself, but he has set up tensions in the creations circling Paradise. God first loves man and confers upon him the potential of immortality—eternal reality. And as man loves God, so does man become eternal in actuality. And here is mystery: The more closely man approaches God through love, the greater the reality—actuality—of that man. The more man withdraws from God, the more nearly he approaches nonreality—cessation of existence. When man consecrates his will to the doing of the Father’s will, when man gives God all that he has, then does God make that man more than he is.
5. Skabelsens oversjæl ^top		5. The Oversoul of Creation ^top
117:5.1 (1285.4) Den store Højeste er storuniversets kosmiske oversjæl. I ham finder kosmos’ kvaliteter og kvantiteter deres guddommelige refleksion; hans guddommelige natur er en mosaik af den totale storhed af al skabning-skaber-natur i de universer, der er under udvikling. Og den Højeste er også en aktualiserende Guddom, der legemliggør en skabende vilje, som omfatter et evolverende univers’ formål.		117:5.1 (1285.4) The great Supreme is the cosmic oversoul of the grand universe. In him the qualities and quantities of the cosmos do find their deity reflection; his deity nature is the mosaic composite of the total vastness of all creature-Creator nature throughout the evolving universes. And the Supreme is also an actualizing Deity embodying a creative will which embraces an evolving universe purpose.
117:5.2 (1285.5) De intellektuelle, potentielt personlige selver i det endelige opstår fra den Tredje Kilde og Center og opnår endelig tid-rum guddomssyntese i den Højeste. Når skabningen underkaster sig Skaberens vilje, nedsænker eller overgiver han ikke sin personlighed; de individuelle personlighedsdeltagere i aktualiseringen af den endelige Gud mister ikke deres viljesbestemte selv ved at fungere sådan. Tværtimod bliver sådanne personligheder gradvist forøget ved at deltage i dette store guddomseventyr; ved en sådan forening med guddommelighed ophøjer, beriger, åndeliggør og forener mennesket sit udviklende selv til selve tærsklen af overhøjhed.		117:5.2 (1285.5) The intellectual, potentially personal selves of the finite emerge from the Third Source and Center and achieve finite time-space Deity synthesis in the Supreme. When the creature submits to the will of the Creator, he does not submerge or surrender his personality; the individual personality participants in the actualization of the finite God do not lose their volitional selfhood by so functioning. Rather are such personalities progressively augmented by participation in this great Deity adventure; by such union with divinity man exalts, enriches, spiritualizes, and unifies his evolving self to the very threshold of supremacy.
117:5.3 (1286.1) Menneskets evolverende udødelige sjæl, som er skabt i fællesskab af det materielle sind og Retteren, stiger som sådan op til Paradis og bliver derefter, når den mønstres i Finalitetskorpset, på en ny måde forbundet med den Evige Søns ånd-tyngdekraftskredsløb ved en oplevelsesteknik, der kaldes finaliter transcendens. Sådanne finaliter bliver således acceptable kandidater til erfaringsmæssig anerkendelse som personligheder af Gud den Højeste. Når disse dødelige intellekter i Finalitetskorpsets uåbenbarede fremtidige opgaver, opnår det syvende stadie af åndelig eksistens, vil sådanne dobbelte sind blive treenige. Disse to afstemte sind, det menneskelige og det guddommelige, vil blive forherliget i forening med det erfaringsmæssige sind hos det da aktualiserede Højeste Væsen.		117:5.3 (1286.1) The evolving immortal soul of man, the joint creation of the material mind and the Adjuster, ascends as such to Paradise and subsequently, when mustered into the Corps of the Finality, becomes allied in some new way with the spirit-gravity circuit of the Eternal Son by a technique of experience known as finaliter transcendation. Such finaliters thus become acceptable candidates for experiential recognition as personalities of God the Supreme. And when these mortal intellects in the unrevealed future assignments of the Corps of the Finality attain the seventh stage of spirit existence, such dual minds will become triune. These two attuned minds, the human and the divine, will become glorified in union with the experiential mind of the then actualized Supreme Being.
117:5.4 (1286.2) I den evige fremtid, vil Gud den Højeste blive aktualiseret—kreativt udtrykt og åndeligt portrætteret—i det åndeliggjorte sind, den udødelige sjæl, hos det opstigende menneske, ligesom den Universelle Fader blev åbenbaret i Jesu jordiske liv.		117:5.4 (1286.2) In the eternal future, God the Supreme will be actualized—creatively expressed and spiritually portrayed—in the spiritualized mind, the immortal soul, of ascendant man, even as the Universal Father was so revealed in the earth life of Jesus.
117:5.5 (1286.3) Mennesket forener sig ikke med den Højeste og opløser sin personlige identitet, men universets eftervirkninger af alle menneskers oplevelse udgør således en del af den Højestes guddommelige oplevelse. “Handlingen er vores, konsekvenserne er Gud’s.”		117:5.5 (1286.3) Man does not unite with the Supreme and submerge his personal identity, but the universe repercussions of the experience of all men do thus form a part of the divine experiencing of the Supreme. “The act is ours, the consequences God’s.”
117:5.6 (1286.4) Den fremadskridende personlighed efterlader et spor af aktualiseret virkelighed, når den passerer gennem universernes stigende niveauer. Hvad enten det er sind, ånd eller energi, bliver de voksende skabelser i tid og rum modificeret af personlighedens udvikling gennem deres domæner. Når mennesket handler, reagerer den Højeste, og denne transaktion udgør fremskridtets kendsgerning.		117:5.6 (1286.4) The progressing personality leaves a trail of actualized reality as it passes through the ascending levels of the universes. Be they mind, spirit, or energy, the growing creations of time and space are modified by the progression of personality through their domains. When man acts, the Supreme reacts, and this transaction constitutes the fact of progression.
117:5.7 (1286.5) De store kredsløb af energi, sind og ånd er aldrig den opstigende personligheds permanente besiddelser; disse tjenester forbliver for evigt en del af Overhøjheden. I den dødeliges erfaring hviler det menneskelige intellekt i de rytmiske pulseringer fra de hjælpende sindsånder, og træffer sine beslutninger inden for rammen, der skabes af kredsløbet af denne tjeneste. Ved menneskets død adskilles dets menneskelige selv for evigt fra sindsåndernes kredsløb. Selvom disse sindsånder aldrig ser ud til at transmittere erfaringer fra den ene personlighed til et andet, kan de overføre, og gør det også, de upersonlige konsekvenser af beslutninger og handlinger gennem Gud den Syvfoldige til Gud den Højeste, og det gør de også. (Det gælder i det mindste for tilbedelsens og visdommens sindsånder.)		117:5.7 (1286.5) The great circuits of energy, mind, and spirit are never the permanent possessions of ascending personality; these ministries remain forever a part of Supremacy. In the mortal experience the human intellect resides in the rhythmic pulsations of the adjutant mind-spirits and effects its decisions within the arena produced by encircuitment within this ministry. Upon mortal death the human self is everlastingly divorced from the adjutant circuit. While these adjutants never seem to transmit experience from one personality to another, they can and do transmit the impersonal repercussions of decision-action through God the Sevenfold to God the Supreme. (At least this is true of the adjutants of worship and wisdom.)
117:5.8 (1286.6) Og sådan er det også med de åndelige kredsløb: Mennesket bruger dem i sin opstigning gennem universerne, men det besidder dem aldrig som en del af sin evige personlighed. Men disse kredsløb af åndelig tjeneste, hvad enten det er Sandhedens Ånd, Helligånden eller superuniversernes åndelige tilstedeværelser, er modtagelige og reaktive over for de fremvoksende værdier i den opstigende personlighed, og disse værdier bliver trofast overført gennem den Syvfoldige til den Højeste.		117:5.8 (1286.6) And so it is with the spiritual circuits: Man utilizes these in his ascent through the universes, but he never possesses them as a part of his eternal personality. But these circuits of spiritual ministry, whether Spirit of Truth, Holy Spirit, or superuniverse spirit presences, are receptive and reactive to the emerging values in ascending personality, and these values are faithfully transmitted through the Sevenfold to the Supreme.
117:5.9 (1286.7) Selvom sådanne åndelige indflydelser som Helligånden og Sandhedens Ånd er lokaluniversets tjenester, er deres vejledning ikke helt begrænset til de geografiske begrænsninger i en given lokal skabelse. Når den opstigende dødelige passerer ud over grænserne for sit lokale oprindelsesunivers, er han ikke helt afskåret fra Sandhedens Ånds tjeneste, som så konstant har undervist og vejledt ham gennem de filosofiske labyrinter i de materielle og morontielle verdener, og som i enhver krise under opstigningen ufejlbarligt har vejledt paradisets pilgrim og altid sagt: “Dette er vejen.” Når du forlader det lokale univers’ domæner, vil du stadig, gennem det fremvoksende Højeste Væsens ånds tjeneste og gennem bestemmelserne om superuniversets refleksion, blive vejledt i din opstigning til Paradis af den trøstende, vejledende ånd fra Paradisets skænkende Guds Sønner.		117:5.9 (1286.7) While such spiritual influences as the Holy Spirit and the Spirit of Truth are local universe ministrations, their guidance is not wholly confined to the geographic limitations of a given local creation. As the ascending mortal passes beyond the boundaries of his local universe of origin, he is not entirely deprived of the ministry of the Spirit of Truth which has so constantly taught and guided him through the philosophic mazes of the material and morontial worlds, in every crisis of ascension unfailingly directing the Paradise pilgrim, ever saying: “This is the way.” When you leave the domains of the local universe, through the ministry of the spirit of the emerging Supreme Being and through the provisions of superuniverse reflectivity, you will still be guided in your Paradise ascent by the comforting directive spirit of the Paradise bestowal Sons of God.
117:5.10 (1287.1) Hvordan registrerer disse mangfoldige kredsløb af kosmisk tjeneste den evolutionære erfarings betydninger, værdier og kendsgerninger i den Højeste? Vi er ikke helt sikre, men vi tror, at denne registrering finder sted gennem personerne i de Højeste Skabere af Paradisets oprindelse, som er de umiddelbare givere af disse kredsløb i tid og rum. De syv hjælpesindsånders akkumulerede sindserfaringer er i deres tjeneste for det fysiske intellektniveau en del af den guddommelige ministers lokaluniversoplevelse, og gennem denne skabende ånd finder de sandsynligvis registrering i Overhøjhedens sind. På samme måde er dødeliges oplevelser med Sandhedens Ånd og Helligånden sandsynligvis registreret ved hjælp af lignende teknikker i Overhøjhedens person.		117:5.10 (1287.1) How do these manifold circuits of cosmic ministry register the meanings, values, and facts of evolutionary experience in the Supreme? We are not exactly certain, but we believe that this registry takes place through the persons of the Supreme Creators of Paradise origin who are the immediate bestowers of these circuits of time and space. The mind-experience accumulations of the seven adjutant mind-spirits, in their ministry to the physical level of intellect, are a part of the local universe experience of the Divine Minister, and through this Creative Spirit they probably find registry in the mind of Supremacy. Likewise are mortal experiences with the Spirit of Truth and the Holy Spirit probably registered by similar techniques in the person of Supremacy.
117:5.11 (1287.2) Selv menneskets og Retterens oplevelse må finde ekko i Gud den Højestes guddommelighed, for som Retterne oplever det, er de ligesom den Højeste, og det dødelige menneskes udviklende sjæl er skabt ud af den præeksisterende mulighed for en sådan oplevelse i den Højeste.		117:5.11 (1287.2) Even the experience of man and Adjuster must find echo in the divinity of God the Supreme, for, as the Adjusters experience, they are like the Supreme, and the evolving soul of mortal man is created out of the pre-existent possibility for such experience within the Supreme.
117:5.12 (1287.3) På denne måde bliver hele skabelsens mangfoldige erfaringer en del af Overhøjhedens evolution. Skabningerne udnytter blot kvaliteterne og mængderne af det endelige, når de stiger op til Faderen; de upersonlige konsekvenser af en sådan udnyttelse forbliver for evigt en del af det levende kosmos, den højeste person.		117:5.12 (1287.3) In this manner do the manifold experiences of all creation become a part of the evolution of Supremacy. Creatures merely utilize the qualities and quantities of the finite as they ascend to the Father; the impersonal consequences of such utilization remain forever a part of the living cosmos, the Supreme person.
117:5.13 (1287.4) Det, mennesket selv tager med sig som en personlighedsbesiddelse, er de karaktermæssige konsekvenser af oplevelsen af at have brugt storuniversets sinds- og åndskredsløb i sin opstigning til Paradis. Når mennesket beslutter sig, og når det fuldbyrder denne beslutning i handling, oplever mennesket, og betydningen og værdierne af denne oplevelse er for evigt en del af dets evige karakter på alle niveauer, fra det endelige til det sidste. Kosmisk moralsk og guddommeligt åndelig karakter repræsenterer skabningens kapitalakkumulering af personlige beslutninger, som er blevet oplyst af oprigtig tilbedelse, forherliget af intelligent kærlighed og fuldbyrdet i broderlig tjeneste.		117:5.13 (1287.4) What man himself takes with him as a personality possession are the character consequences of the experience of having used the mind and spirit circuits of the grand universe in his Paradise ascent. When man decides, and when he consummates this decision in action, man experiences, and the meanings and the values of this experience are forever a part of his eternal character on all levels, from the finite to the final. Cosmically moral and divinely spiritual character represents the creature’s capital accumulation of personal decisions which have been illuminated by sincere worship, glorified by intelligent love, and consummated in brotherly service.
117:5.14 (1287.5) Den udviklende Højeste vil til sidst kompensere endelige skabninger for deres manglende evne til nogensinde at opnå mere end begrænset erfaringskontakt med universernes univers. Skabninger kan opnå Paradisets Fader, men deres evolutionære sind, der er endeligt, er ude af stand til virkelig at forstå den uendelige og absolutte Fader. Men eftersom al skabningserfaring registreres i og er en del af det Højeste, når alle skabninger opnår det endelige niveau af endelig eksistens, og efter at den totale universudvikling gør det muligt for dem at opnå Gud den Højeste som en faktisk guddommelig tilstedeværelse, så er kontakten med den totale erfaring iboende i en sådan kontakt. Tidens endelige indeholder i sig kimen til evigheden, og vi lærer, at når evolutionens fylde bevidner udtømningen af kapaciteten for kosmisk vækst, vil den totale endelige påbegynde de absonite faser af den evige karriere i søgen efter Faderen som det Ultimative.		117:5.14 (1287.5) The evolving Supreme will eventually compensate finite creatures for their inability ever to achieve more than limited experience contact with the universe of universes. Creatures can attain the Paradise Father, but their evolutionary minds, being finite, are incapable of really understanding the infinite and absolute Father. But since all creature experiencing registers in, and is a part of, the Supreme, when all creatures attain the final level of finite existence, and after total universe development makes possible their attainment of God the Supreme as an actual divinity presence, then, inherent in the fact of such contact, is contact with total experience. The finite of time contains within itself the seeds of eternity; and we are taught that, when the fullness of evolution witnesses the exhaustion of the capacity for cosmic growth, the total finite will embark upon the absonite phases of the eternal career in quest of the Father as Ultimate.
6. Søgningen efter den højeste ^top		6. The Quest for the Supreme ^top
117:6.1 (1287.6) Vi søger den Højeste i universerne, men vi finder ham ikke. “Han er det indre og det ydre af alle ting og væsener, bevægelig og stille. Uigenkendelig i sit mysterium, skønt fjern, er han dog nær.” Den Almægtige Højeste er “formen af det endnu uformede, mønsteret af det endnu uskabte.” Den Højeste er dit univers hjem, og når du finder ham, vil det være som at vende hjem. Han er din erfaringsmæssige forælder, og ligesom han har oplevet at være menneske, er han også vokset i oplevelsen af guddommeligt forældreskab. Han kender dig, fordi han er skabningslignende såvel som skaberagtig.		117:6.1 (1287.6) We seek the Supreme in the universes, but we find him not. “He is the within and the without of all things and beings, moving and quiescent. Unrecognizable in his mystery, though distant, yet is he near.” The Almighty Supreme is “the form of the yet unformed, the pattern of the yet uncreated.” The Supreme is your universe home, and when you find him, it will be like returning home. He is your experiential parent, and even as in the experience of human beings, so has he grown in the experience of divine parenthood. He knows you because he is creaturelike as well as creatorlike.
117:6.2 (1288.1) Hvis du virkelig ønsker at finde Gud, kan du ikke undgå at have den Højestes bevidsthed født i dit sind. Ligesom Gud er jeres guddommelige far, er den Højeste jeres guddommelige mor, som I næres af gennem hele jeres liv som universets skabninger. “Hvor universel er den Højeste—han er på alle sider! Skabelsens grænseløse ting er afhængige af hans tilstedeværelse for at leve, og ingen bliver afvist.”		117:6.2 (1288.1) If you truly desire to find God, you cannot help having born in your minds the consciousness of the Supreme. As God is your divine Father, so is the Supreme your divine Mother, in whom you are nurtured throughout your lives as universe creatures. “How universal is the Supreme—he is on all sides! The limitless things of creation depend on his presence for life, and none are refused.”
117:6.3 (1288.2) Hvad Mikael er for Nebadon, er den Højeste for det endelige kosmos; hans guddom er den store vej, hvorigennem Faderens kærlighed strømmer udad til hele skaberværket, og han er den store vej, hvorigennem de endelige skabninger går indad i deres søgen efter Faderen, som er kærlighed. Selv Tankeretterne er beslægtet med ham; i deres oprindelige natur og guddommelighed er de som Faderen, men når de oplever tidens transaktioner i rummets universer, bliver de som den Højeste.		117:6.3 (1288.2) What Michael is to Nebadon, the Supreme is to the finite cosmos; his Deity is the great avenue through which the love of the Father flows outward to all creation, and he is the great avenue through which finite creatures pass inward in their quest of the Father, who is love. Even Thought Adjusters are related to him; in original nature and divinity they are like the Father, but when they experience the transactions of time in the universes of space, they become like the Supreme.
117:6.4 (1288.3) Den handling, hvor skabningen vælger at gøre Skaberens vilje, har en kosmisk værdi og en universel betydning, som der øjeblikkeligt reageres på af en eller anden uopdaget, men allestedsnærværende koordinerende kraft, sandsynligvis funktionen af det Højeste Væsens evigt udvidende handling.		117:6.4 (1288.3) The act of the creature’s choosing to do the will of the Creator is a cosmic value and has a universe meaning which is immediately reacted to by some unrevealed but ubiquitous force of co-ordination, probably the functioning of the ever-enlarging action of the Supreme Being.
117:6.5 (1288.4) Den morontielle sjæl hos et dødeligt menneske, der er under udvikling, er i virkeligheden søn af den Universelle Faders Retterhandling og barn af den kosmiske reaktion fra det Højeste Væsen, den Universelle Moder. Moderens indflydelse dominerer den menneskelige personlighed i hele den voksende sjæls barndom i lokaluniverset. Guddomsforældrenes indflydelse bliver mere ligeværdig efter fusionen med Retteren og i løbet af superuniversets karriere, men når tidens skabninger begynder at gennemrejse evighedens centralunivers, bliver Faderens natur mere og mere tydelig og når sit højdepunkt af endelig manifestation ved anerkendelsen af den Universelle Fader og optagelsen i Finalitetens Korps.		117:6.5 (1288.4) The morontia soul of an evolving mortal is really the son of the Adjuster action of the Universal Father and the child of the cosmic reaction of the Supreme Being, the Universal Mother. The mother influence dominates the human personality throughout the local universe childhood of the growing soul. The influence of the Deity parents becomes more equal after the Adjuster fusion and during the superuniverse career, but when the creatures of time begin the traversal of the central universe of eternity, the Father nature becomes increasingly manifest, attaining its height of finite manifestation upon the recognition of the Universal Father and the admission into the Corps of the Finality.
117:6.6 (1288.5) I og gennem oplevelsen af finaliterhvervelse bliver det opstigende selvs erfaringsmæssige moderkvaliteter enormt påvirket af kontakt og infusion med den evige Søns åndelige nærvær og den uendelige Ånds mentale nærvær. Derefter sker der en ny opvågning af den Højestes latente moderpotentiale overalt i finaliteraktivitetens riger i storuniverset, en ny erkendelse af erfaringsmæssige betydninger og en ny syntese af erfaringsmæssige værdier fra hele opstigningskarrieren. Det ser ud til, at denne erkendelse af selvet vil fortsætte i sjette stadiums finaliters univers-karrierer, indtil den Højestes moder-arv opnår en endelig synkronisering med Faderens Retter-arv. Denne spændende periode med storuniversets funktion repræsenterer den opstigende og fuldkomne dødeliges fortsatte voksenkarriere.		117:6.6 (1288.5) In and through the experience of finaliter attainment the experiential mother qualities of the ascending self become tremendously affected by contact and infusion with the spirit presence of the Eternal Son and the mind presence of the Infinite Spirit. Then, throughout the realms of finaliter activity in the grand universe, there appears a new awakening of the latent mother potential of the Supreme, a new realization of experiential meanings, and a new synthesis of experiential values of the entire ascension career. It appears that this realization of self will continue in the universe careers of the sixth-stage finaliters until the mother inheritance of the Supreme attains to finite synchrony with the Adjuster inheritance of the Father. This intriguing period of grand universe function represents the continuing adult career of the ascendant and perfected mortal.
117:6.7 (1288.6) Ved afslutningen af det sjette eksistenstrin og indgangen til det syvende og sidste stadie af åndelig status, vil der sandsynligvis følge de fremadskridende aldre med berigende erfaring, modning af visdom og erkendelse af guddommelighed. I finaliterens natur vil dette sandsynligvis svare til den fuldbyrdede opnåelse af sindets kamp for åndelig selvrealisering, fuldbyrdelsen af koordineringen af den opstigende menneskenatur med den guddommelige Retter-natur inden for grænserne af de endelige muligheder. Et sådant storslået universelt selv bliver således den evige finalitersøn af Paradisfaderen såvel som det evige universbarn af den Højeste Moder, et universelt selv, der er kvalificeret til at repræsentere både universernes og personlighedernes Fader og Moder i enhver aktivitet eller virksomhed, der vedrører den endelige administration af skabte, skabende eller evolverende ting og væsener.		117:6.7 (1288.6) Upon the completion of the sixth stage of existence and the entrance upon the seventh and final stage of spirit status, there will probably ensue the advancing ages of enriching experience, ripening wisdom, and divinity realization. In the nature of the finaliter this will probably equal the completed attainment of the mind struggle for spirit self-realization, the completion of the co-ordination of the ascendant man-nature with the divine Adjuster-nature within the limits of finite possibilities. Such a magnificent universe self thus becomes the eternal finaliter son of the Paradise Father as well as the eternal universe child of the Mother Supreme, a universe self qualified to represent both the Father and Mother of universes and personalities in any activity or undertaking pertaining to the finite administration of created, creating, or evolving things and beings.
117:6.8 (1289.1) Alle mennesker, der udvikler deres sjæl, er bogstaveligt talt evolutionære sønner af Gud Fader og Gud Moder, det højeste væsen. Men indtil det dødelige menneske bliver sjælsbevidst om sin guddommelige arv, må denne forsikring om guddommeligt slægtskab realiseres i tro. Menneskets livserfaring er den kosmiske kokon, hvori Det Højeste Væsens universbegavelser og Den Universelle Faders universtilstedeværelse (ingen af dem er personligheder) udvikler tidens morontiasjæl og den menneskelige-guddommelige finaliterkarakter af universets skæbne og evige tjeneste.		117:6.8 (1289.1) All soul-evolving humans are literally the evolutionary sons of God the Father and God the Mother, the Supreme Being. But until such time as mortal man becomes soul-conscious of his divine heritage, this assurance of Deity kinship must be faith realized. Human life experience is the cosmic cocoon in which the universe endowments of the Supreme Being and the universe presence of the Universal Father (none of which are personalities) are evolving the morontia soul of time and the human-divine finaliter character of universe destiny and eternal service.
117:6.9 (1289.2) Mennesker glemmer alt for ofte, at Gud er den største og højeste erfaring af den menneskelige eksistens. Andre erfaringer er begrænset i deres natur og indhold, men erfaringen af Gud har ingen andre grænser undtagen dem, end skabningens forståelseskapacitet sætter, og selv denne oplevelse er i sig selv kapacitetsudvidende. Når mennesker søger efter Gud søger de efter alt. Når de finder Gud, har de fundet alt. Søgningen efter Gud er den uforbeholdne tildeling af kærlighed, der ledsages af de fantastiske opdagelser af ny og større kærlighed, der bliver skænket.		117:6.9 (1289.2) Men all too often forget that God is the greatest experience in human existence. Other experiences are limited in their nature and content, but the experience of God has no limits save those of the creature’s comprehension capacity, and this very experience is in itself capacity enlarging. When men search for God, they are searching for everything. When they find God, they have found everything. The search for God is the unstinted bestowal of love attended by amazing discoveries of new and greater love to be bestowed.
117:6.10 (1289.3) Al sand kærlighed kommer fra Gud, og mennesket modtager den guddommelige hengivenhed, når det selv skænker sine medmennesker denne kærlighed. Kærlighed er dynamisk. Den kan aldrig indfanges; den er levende, fri, spændende og altid i bevægelse. Mennesket kan aldrig tage Faderens kærlighed og indespærre den i sit hjerte. Faderens kærlighed kan kun blive virkelig for det dødelige menneske ved at passere gennem dette menneskes personlighed, når han til gengæld skænker denne kærlighed til sine medmennesker. Kærlighedens store kredsløb er fra Faderen, gennem sønner til brødre og dermed til den Højeste. Faderens kærlighed viser sig i den dødelige personlighed ved hjælp af den indre Retters tjeneste. En sådan søn, der kender Gud, åbenbarer denne kærlighed for sine brødre i universet, og denne broderlige hengivenhed er essensen af den Højestes kærlighed.		117:6.10 (1289.3) All true love is from God, and man receives the divine affection as he himself bestows this love upon his fellows. Love is dynamic. It can never be captured; it is alive, free, thrilling, and always moving. Man can never take the love of the Father and imprison it within his heart. The Father’s love can become real to mortal man only by passing through that man’s personality as he in turn bestows this love upon his fellows. The great circuit of love is from the Father, through sons to brothers, and hence to the Supreme. The love of the Father appears in the mortal personality by the ministry of the indwelling Adjuster. Such a God-knowing son reveals this love to his universe brethren, and this fraternal affection is the essence of the love of the Supreme.
117:6.11 (1289.4) Man kan kun nærme sig den Højeste gennem erfaring, og i de nuværende epoker af skabelsen er der kun tre måder, hvorpå skabninger kan nærme sig Overhøjheden.		117:6.11 (1289.4) There is no approach to the Supreme except through experience, and in the current epochs of creation there are only three avenues of creature approach to Supremacy:
117:6.12 (1289.5) 1. Paradisborgerne stiger ned fra den evige Ø gennem Havona, hvor de tilegner sig evnen til Overhøjhedsforståelse gennem iagttagelse af Paradis-Havona virkelighedsforskellen og ved undersøgende opdagelse af de Højeste Skaberpersonligheders mangfoldige aktiviteter, lige fra Mesterånderne til Skabersønnerne.		117:6.12 (1289.5) 1. The Paradise Citizens descend from the eternal Isle through Havona, where they acquire capacity for Supremacy comprehension through observation of the Paradise-Havona reality differential and by exploratory discovery of the manifold activities of the Supreme Creator Personalities, ranging from the Master Spirits to the Creator Sons.
117:6.13 (1289.6) 2. De tids-rum-opstigende, der kommer op fra de Højeste Skaberes evolutionære universer, nærmer sig den Højeste i gennemrejsen af Havona som en indledning til den voksende forståelse af enheden i Paradisets Treenighed.		117:6.13 (1289.6) 2. The time-space ascenders coming up from the evolutionary universes of the Supreme Creators make close approach to the Supreme in the traversal of Havona as a preliminary to the augmenting appreciation of the unity of the Paradise Trinity.
117:6.14 (1289.7) De indfødte i Havona opnår en forståelse af den Højeste gennem kontakter med nedstigende pilgrimme fra Paradiset og opstigende pilgrimme fra de syv superuniverser. Havonas indfødte er i sagens natur i stand til at harmonisere de væsensforskellige synspunkter hos borgerne på den evige ø og borgerne i de evolutionære universer.		117:6.14 (1289.7) 3. The Havona natives acquire a comprehension of the Supreme through contacts with descending pilgrims from Paradise and ascending pilgrims from the seven superuniverses. Havona natives are inherently in position to harmonize the essentially different viewpoints of the citizens of the eternal Isle and the citizens of the evolutionary universes.
117:6.15 (1290.1) For evolutionære skabninger er der syv store tilgange til den Universelle Fader, og hver af disse opstigninger til Paradiset går gennem en af de Syv Mesterånders guddommelighed; og hver af disse tilgange er muliggjort af en udvidelse af erfaringens modtagelighed som følge af, at skabningen har tjent i det superunivers, der afspejler den pågældende Mesterånds natur. Summen af disse syv erfaringer udgør de nuværende kendte grænser for et væsens bevidsthed om Gud den Højestes virkelighed og aktualitet.		117:6.15 (1290.1) To evolutionary creatures there are seven great approaches to the Universal Father, and each of these Paradise ascensions passes through the divinity of one of the Seven Master Spirits; and each such approach is made possible by an enlargement of experience receptivity consequent upon the creature’s having served in the superuniverse reflective of the nature of that Master Spirit. The sum total of these seven experiences constitutes the present-known limits of a creature’s consciousness of the reality and actuality of God the Supreme.
117:6.16 (1290.2) Det er ikke kun menneskets egne begrænsninger, der forhindrer det i at finde den finite Gud. Det er også universets ufuldstændighed, selv ufuldstændigheden hos alle skabninger—tidligere, nuværende og fremtidige—der gør den Højeste utilgængelige. Gud Fader kan findes af enhver person, der har opnået guddommelighedens niveau af guddommelighed, men Gud den Højeste vil aldrig blive personligt opdaget af nogen skabning før den fjerne tid, hvor alle skabninger gennem den universelle opnåelse af fuldkommenhed vil finde ham samtidigt.		117:6.16 (1290.2) It is not only man’s own limitations which prevent him from finding the finite God; it is also the incompletion of the universe; even the incompletion of all creatures—past, present, and future—makes the Supreme inaccessible. God the Father can be found by any individual who has attained the divine level of Godlikeness, but God the Supreme will never be personally discovered by any one creature until that far-distant time when, through the universal attainment of perfection, all creatures will simultaneously find him.
117:6.17 (1290.3) På trods af at du i denne universets tidsalder ikke personligt kan finde ham, som du kan og vil finde Faderen, Sønnen og Ånden, vil opstigningen til Paradis og den efterfølgende universelle karriere ikke desto mindre gradvist skabe en erkendelse i din bevidsthed af universets tilstedeværelse og den kosmiske handling af al erfarings Gud. Åndens frugter er substansen af den Højeste, som han er realiserbar i menneskelig erfaring.		117:6.17 (1290.3) Despite the fact that you cannot, in this universe age, personally find him as you can and will find the Father, the Son, and the Spirit, nevertheless, the Paradise ascent and subsequent universe career will gradually create in your consciousness the recognition of the universe presence and the cosmic action of the God of all experience. The fruits of the spirit are the substance of the Supreme as he is realizable in human experience.
117:6.18 (1290.4) Menneskets opnåelse af den Højeste på et tidspunkt er en følge af dets sammensmeltning med Paradisguddommens ånd. Hos Urantianerne er denne ånd den Universelle Faders Rettertilstedeværelse, og selv om Mysterieledsageren er fra Faderen og som Faderen, tvivler vi på, at selv en sådan guddommelig gave kan udføre den umulige opgave at afsløre den uendelige Guds natur for en endelig skabning. Vi formoder, at det, Retterpersonerne vil afsløre for fremtidige finaliter på syvende stadie, vil være Gud den Højestes guddommelighed og natur. Og denne åbenbaring vil være for en endelig skabning, hvad åbenbaringen af det uendelige ville være for et absolut væsen.		117:6.18 (1290.4) Man’s sometime attainment of the Supreme is consequent upon his fusion with the spirit of Paradise Deity. With Urantians this spirit is the Adjuster presence of the Universal Father; and though the Mystery Monitor is from the Father and like the Father, we doubt that even such a divine gift can achieve the impossible task of revealing the nature of the infinite God to a finite creature. We suspect that what the Adjusters will reveal to future seventh-stage finaliters will be the divinity and nature of God the Supreme. And this revelation will be to a finite creature what the revelation of the Infinite would be to an absolute being.
117:6.19 (1290.5) Den Højeste er ikke uendelig, men han favner sandsynligvis al den uendelighed, som en begrænset skabning nogensinde virkelig kan begribe. At forstå mere end den Højeste er at være mere end endelig!		117:6.19 (1290.5) The Supreme is not infinite, but he probably embraces all of infinity that a finite creature can ever really comprehend. To understand more than the Supreme is to be more than finite!
117:6.20 (1290.6) Alle erfaringsskabelser er indbyrdes afhængige i deres realisering af skæbnen. Kun den eksistentielle virkelighed er selvstændig og selv-eksisterende. Havona og de syv superuniverser har brug for hinanden for at opnå det maksimale af endelig opnåelse; på samme måde vil de på et tidspunkt være afhængige af de fremtidige universer i det ydre rum for endelig transcendens.		117:6.20 (1290.6) All experiential creations are interdependent in their realization of destiny. Only existential reality is self-contained and self-existent. Havona and the seven superuniverses require each other to achieve the maximum of finite attainment; likewise will they be sometime dependent on the future universes of outer space for finite transcendence.
117:6.21 (1290.7) Et opstigende menneske kan finde Faderen; Gud er eksistentiel og derfor virkelig, uanset erfaringens status i det samlede univers. Men ingen enkelt opstiger vil nogensinde finde den Højeste, før alle opstigere har nået den maksimale modenhed i universet, som kvalificerer dem til at deltage i denne opdagelse på samme tid.		117:6.21 (1290.7) A human ascender can find the Father; God is existential and therefore real, irrespective of the status of experience in the total universe. But no single ascender will ever find the Supreme until all ascenders have reached that maximum universe maturity which qualifies them simultaneously to participate in this discovery.
117:6.22 (1290.8) Faderen gør ingen forskel på personer; han behandler hver af hans opstigende sønner som kosmiske individer. Den Højeste gør heller ikke forskel på personer; han behandler sine erfaringsmæssige børn som en enkelt kosmisk helhed.		117:6.22 (1290.8) The Father is no respecter of persons; he treats each of his ascending sons as cosmic individuals. The Supreme likewise is no respecter of persons; he treats his experiential children as a single cosmic total.
117:6.23 (1290.9) Mennesket kan opdage Faderen i sit hjerte, men det bliver nødt til at søge efter den Højeste i alle andre menneskers hjerter; og når alle skabninger fuldkomment afslører den Højestes kærlighed, så vil han blive en univers-aktualitet for alle skabninger. Og det er bare en anden måde at sige, at universerne vil blive etableret i lys og liv.		117:6.23 (1290.9) Man can discover the Father in his heart, but he will have to search for the Supreme in the hearts of all other men; and when all creatures perfectly reveal the love of the Supreme, then will he become a universe actuality to all creatures. And that is just another way of saying that the universes will be settled in light and life.
117:6.24 (1291.1) Alle personligheders opnåelse af fuldkommen selvrealisering plus opnåelsen af fuldkommen ligevægt i alle universerne er lig med opnåelsen af det Højeste og vidner om frigørelsen af al endelig virkelighed fra den ufuldstændige eksistens’ begrænsninger. En sådan udtømning af alle endelige potentialer giver den fuldkomne opnåelse af den Højeste og kan på anden måde defineres som den fuldkomne evolutionære aktualisering af det Højeste Væsen selv.		117:6.24 (1291.1) The attainment of perfected self-realization by all personalities plus the attainment of perfected equilibrium throughout the universes equals the attainment of the Supreme and witnesses the liberation of all finite reality from the limitations of incomplete existence. Such an exhaustion of all finite potentials yields the completed attainment of the Supreme and may be otherwise defined as the completed evolutionary actualization of the Supreme Being himself.
117:6.25 (1291.2) Menneskerne finder ikke den Højeste pludseligt og spektakulært som et jordskælv, der river kløfter i klipperne, men de finder ham langsomt og tålmodigt, som en flod stille og roligt slider jorden væk nedenunder.		117:6.25 (1291.2) Men do not find the Supreme suddenly and spectacularly as an earthquake tears chasms into the rocks, but they find him slowly and patiently as a river quietly wears away the soil beneath.
117:6.26 (1291.3) Når du finder Faderen, vil du finde den store årsag til din åndelige opstigning i universerne; når du finder den Højeste, vil du opdage det store resultat af din karriere med fremskridt i Paradis.		117:6.26 (1291.3) When you find the Father, you will find the great cause of your spiritual ascent in the universes; when you find the Supreme, you will discover the great result of your career of Paradise progression.
117:6.27 (1291.4) Men ingen gudkendende dødelig, kan nogensinde være ensom på sin rejse gennem kosmos, for han ved, at Faderen går siden af ham hvert skridt på vejen, mens selve den vej, han vandrer er den Højestes nærvær.		117:6.27 (1291.4) But no God-knowing mortal can ever be lonely in his journey through the cosmos, for he knows that the Father walks beside him each step of the way, while the very way that he is traversing is the presence of the Supreme.
7. Den højestes fremtid ^top		7. The Future of the Supreme ^top
117:7.1 (1291.5) Den fuldstændige realisering af alle begrænsede potentialer er lig med fuldførelsen af realiseringen af al evolutionær erfaring. Dette antyder den endelige fremkomst af den Højeste som en almægtig guddommelig tilstedeværelse i universerne. Vi tror, at den Højeste på dette udviklingstrin vil være lige så diskret personliggjort som den Evige Søn, lige så konkret kraftfuld som Paradisøen, lige så fuldstændigt forenet som Samforeneren, og alt dette inden for begrænsningerne af Overhøjhedens endelige muligheder ved kulminationen af den nuværende universtidsalder.		117:7.1 (1291.5) The completed realization of all finite potentials equals the completion of the realization of all evolutionary experience. This suggests the final emergence of the Supreme as an almighty Deity presence in the universes. We believe that the Supreme, in this stage of development, will be as discretely personalized as is the Eternal Son, as concretely powerized as is the Isle of Paradise, as completely unified as is the Conjoint Actor, and all of this within the limitations of the finite possibilities of Supremacy at the culmination of the present universe age.
117:7.2 (1291.6) Selvom dette er en helt korrekt opfattelse af den Højestes fremtid, vil vi gerne gøre opmærksom på visse problemer, der ligger i dette koncept:		117:7.2 (1291.6) While this is an entirely proper concept of the future of the Supreme, we would call attention to certain problems inherent in this concept:
117:7.3 (1291.7) 1. Den Højestes ubetingede tilsynsførende kunne næppe være blevet guddommeliggjort på noget tidspunkt før hans fuldførte evolution, og alligevel udøver de samme tilsynsførende selv nu overhøjhedens suverænitet over de universer, der er etableret i lys og liv.		117:7.3 (1291.7) 1. The Unqualified Supervisors of the Supreme could hardly be deitized at any stage prior to his completed evolution, and yet these same supervisors even now qualifiedly exercise the sovereignty of supremacy concerning the universes settled in light and life.
117:7.4 (1291.8) 2. Den Højeste kunne næppe fungere i den Ultimative Treenighed, før han havde opnået fuld aktualitet som universstatus, og alligevel er den Ultimative Treenighed selv nu en egenskabsbestemt realitet, og du er blevet informeret om eksistensen af den Ultimatives Egenskabsbestemte Stedfortrædere.		117:7.4 (1291.8) 2. The Supreme could hardly function in the Trinity Ultimate until he had attained complete actuality of universe status, and yet the Trinity Ultimate is even now a qualified reality, and you have been informed of the existence of the Qualified Vicegerents of the Ultimate.
117:7.5 (1291.9) 3. Den Højeste er ikke fuldstændig virkelig for universets skabninger, men der er mange grunde til at antage, at han er ganske virkelig for den syvfoldige guddom, der strækker sig fra den Universelle Fader i Paradis til Skabersønnerne og de Skabende Ånder i de lokale universer.		117:7.5 (1291.9) 3. The Supreme is not completely real to universe creatures, but there are many reasons for deducing that he is quite real to the Sevenfold Deity, extending from the Universal Father on Paradise to the Creator Sons and the Creative Spirits of the local universes.
117:7.6 (1291.10) Det kan være, at der på de øvre grænser af det endelige, hvor tid mødes med transcenderet tid, er en slags sløring og sammenblanding af sekvenser. Det kan være, at den Højeste er i stand til at forudsige sin univers’ tilstedeværelse på disse supertidsniveauer og derefter til en vis grad foregribe den fremtidige evolution ved at reflektere denne fremtidsprognose tilbage til de skabte niveauer som det projicerede ufuldstændiges immanens. Sådanne fænomener kan iagttages overalt, hvor det endelige kommer i kontakt med det overendelige, som i oplevelserne hos mennesker, der er beboet af Tankerettere, som er veritable forudsigelser af menneskets fremtidige universelle opnåelser gennem al evighed.		117:7.6 (1291.10) It may be that on the upper limits of the finite, where time conjoins transcended time, there is some sort of blurring and blending of sequence. It may be that the Supreme is able to forecast his universe presence onto these supertime levels and then to a limited degree anticipate future evolution by reflecting this future forecast back to the created levels as the Immanence of the Projected Incomplete. Such phenomena may be observed wherever finite makes contact with superfinite, as in the experiences of human beings who are indwelt by Thought Adjusters that are veritable predictions of man’s future universe attainments throughout all eternity.
117:7.7 (1292.1) Når dødelige opstigende optages i Paradisets Finalitetskorps, aflægger de en ed til Paradistreenigheden, og ved at aflægge denne troskabsed lover de derved evig troskab til Gud den Højeste, som er Treenigheden, således som den forstås af alle endelige skabningers personligheder. Efterhånden som finaliter-kompanierne fungerer i de universer, der er under udvikling, er de udelukkende underlagt mandaterne fra Paradisets oprindelse indtil de begivenhedsrige tider, hvor lokaluniverserne bliver etableret i lys og liv. Efterhånden som de nye regeringsorganisationer i disse perfektionerede skabelser begynder at afspejle den Højestes fremvoksende suverænitet, observerer vi, at de afsidesliggende finaliter-kompanier så anerkender sådanne nye regeringers jurisdiktive myndighed Det ser ud til, at Gud den Højeste udvikler sig som den, der forener Finalitetens evolutionære korps, men det er meget sandsynligt, at disse syv korps’ evige skæbne vil blive styret af den Højeste som et medlem af den ultimative treenighed.		117:7.7 (1292.1) When mortal ascenders are admitted to the finaliter corps of Paradise, they take an oath to the Paradise Trinity, and in taking this oath of allegiance, they are thereby pledging eternal fidelity to God the Supreme, who is the Trinity as comprehended by all finite creature personalities. Subsequently, as the finaliter companies function throughout the evolving universes, they are solely amenable to the mandates of Paradise origin until the eventful times of the settling of local universes in light and life. As the new governmental organizations of these perfected creations begin to be reflective of the emerging sovereignty of the Supreme, we observe that the outlying finaliter companies then acknowledge the jurisdictional authority of such new governments. It appears that God the Supreme is evolving as the unifier of the evolutionary Corps of the Finality, but it is highly probable that the eternal destiny of these seven corps will be directed by the Supreme as a member of the Ultimate Trinity.
117:7.8 (1292.2) Det Højeste Væsen indeholder tre superendelige muligheder for universets manifestation:		117:7.8 (1292.2) The Supreme Being contains three superfinite possibilities for universe manifestation:
117:7.9 (1292.3) 1. Absonit samarbejde i den første erfaringsmæssige Treenighed.		117:7.9 (1292.3) 1. Absonite collaboration in the first experiential Trinity.
117:7.10 (1292.4) 2. Medabsolut relation i den anden erfaringsmæssige Treenighed.		117:7.10 (1292.4) 2. Coabsolute relationship in the second experiential Trinity.
117:7.11 (1292.5) 3. Endeløs deltagelse i Treenighedernes Treenighed, men vi har ikke noget tilfredsstillende begreb om, hvad det egentlig betyder.		117:7.11 (1292.5) 3. Coinfinite participation in the Trinity of Trinities, but we have no satisfactory concept as to what this really means.
117:7.12 (1292.6) Dette er en af de generelt accepterede hypoteser om den Højestes fremtid, men der er også mange spekulationer om hans forhold til det nuværende storunivers, efter at det har opnået status af lys og liv.		117:7.12 (1292.6) This is one of the generally accepted hypotheses of the future of the Supreme, but there are also many speculations concerning his relations to the present grand universe subsequent to its attainment of the status of light and life.
117:7.13 (1292.7) Superuniversernes nuværende mål er at blive perfekte, som de er, og inden for deres potentialer, ligesom Havona. Denne fuldkommenhed vedrører fysisk og åndelig opnåelse, selv administrativ, statslig og broderlig udvikling. Man mener, at i de kommende tidsaldre vil mulighederne for disharmoni, fejljustering og mistilpasning til sidst blive udtømt i superuniverserne. Energikredsløbene vil være i perfekt balance og fuldstændig underlagt sindet, mens ånden, i nærvær af personligheden, vil have opnået sindets dominans.		117:7.13 (1292.7) The present goal of the superuniverses is to become, as they are and within their potentials, perfect, even as is Havona. This perfection pertains to physical and spiritual attainment, even to administrative, governmental, and fraternal development. It is believed that, in the ages to come, the possibilities for disharmony, maladjustment, and misadaptation will be eventually exhausted in the superuniverses. The energy circuits will be in perfect balance and in complete subjugation to mind, while spirit, in the presence of personality, will have achieved the dominance of mind.
117:7.14 (1292.8) Det formodes, at på dette fjerne tidspunkt vil den Højestes åndelige person og den Almægtiges opnåede styrke have opnået en koordineret udvikling, og at begge, som forenet i og af det Højeste Sind, vil faktualisere sig som det Højeste Væsen, en fuldendt aktualitet i universerne—en aktualitet, der vil kunne observeres af alle skabte intelligenser, reageres på af alle skabte energier, koordineres i alle åndelige enheder og opleves af alle universets personligheder.		117:7.14 (1292.8) It is conjectured that at this far-distant time the spirit person of the Supreme and attained power of the Almighty will have achieved co-ordinate development, and that both, as unified in and by the Supreme Mind, will factualize as the Supreme Being, a completed actuality in the universes—an actuality which will be observable by all creature intelligences, reacted to by all created energies, co-ordinated in all spiritual entities, and experienced by all universe personalities.
117:7.15 (1292.9) Dette koncept indebærer den Højestes faktiske suverænitet i storuniverset. Det er meget sandsynligt, at de nuværende administratorer af Treenigheden vil fortsætte som hans stedfortrædere, men vi tror, at de nuværende grænser mellem de syv superuniverser gradvist vil forsvinde, og at hele storuniverset vil fungere som en fuldkommen helhed.		117:7.15 (1292.9) This concept implies the actual sovereignty of the Supreme in the grand universe. It is altogether likely that the present Trinity administrators will continue as his vicegerents, but we believe that the present demarcations between the seven superuniverses will gradually disappear, and that the entire grand universe will function as a perfected whole.
117:7.16 (1292.10) Det er muligt, at den Højeste så personligt vil opholde sig på Uversa, Orvontons hovedkvarter, hvorfra han vil lede administrationen af tidsskabelserne, men det er egentlig kun en formodning. Det er dog helt sikkert, at Det Højeste Væsens personlighed vil kunne kontaktes på et bestemt sted, selvom hans guddommelige tilstedeværelse sandsynligvis fortsat vil gennemtrænge universernes univers. Hvad forholdet mellem superuniversets borgere i den tidsalder vil være til den Højeste, ved vi ikke, men det kan være noget i retning af det nuværende forhold mellem de indfødte i Havona og Paradisets Treenighed.		117:7.16 (1292.10) It is possible that the Supreme may then be personally resident on Uversa, the headquarters of Orvonton, from which he will direct the administration of the time creations, but this is really only a conjecture. Certainly, though, the personality of the Supreme Being will be definitely contactable at some specific locality, although the ubiquity of his Deity presence will probably continue to permeate the universe of universes. What the relation of the superuniverse citizens of that age will be to the Supreme we do not know, but it may be something like the present relationship between the Havona natives and the Paradise Trinity.
117:7.17 (1293.1) Det perfektionerede storunivers i disse fremtidige dage vil være meget forskelligt fra, hvad det er i dag. De spændende eventyr med organiseringen af rummets galakser, plantningen af liv i tidens usikre verdener og udviklingen af harmoni ud af kaos, skønhed ud af potentialer, sandhed ud af betydninger og godhed ud af værdier vil være væk. Tidsuniverserne vil have opnået opfyldelsen af deres endelige skæbne! Og måske vil der for en stund være hvile, afslapning fra den evige kamp for evolutionær perfektion. Men ikke ret længe! Helt sikkert og ubønhørligt vil gåden om den fremvoksende Guddom, Gud den Ultimative, udfordre disse perfektionerede borgere i de etablerede universer, ligesom deres kæmpende evolutionære forfædre engang blev udfordret af søgen efter Gud den Højeste. Den kosmiske skæbnes forhæng vil trækkes tilbage for at afsløre den transcendente storhed i den dragende absonite søgen efter at opnå den Universelle Fader på de nye og højere niveauer, der afsløres i den ultimative skabningserfaring.		117:7.17 (1293.1) The perfected grand universe of those future days will be vastly different from what it is at present. Gone will be the thrilling adventures of the organization of the galaxies of space, the planting of life on the uncertain worlds of time, and the evolving of harmony out of chaos, beauty out of potentials, truth out of meanings, and goodness out of values. The time universes will have achieved the fulfillment of finite destiny! And perhaps for a space there will be rest, relaxation from the agelong struggle for evolutionary perfection. But not for long! Certainly, surely, and inexorably the enigma of the emerging Deity of God the Ultimate will challenge these perfected citizens of the settled universes just as their struggling evolutionary forebears were once challenged by the quest for God the Supreme. The curtain of cosmic destiny will draw back to reveal the transcendent grandeur of the alluring absonite quest for the attainment of the Universal Father on those new and higher levels revealed in the ultimate of creature experience.
117:7.18 (1293.2) [Sponsoreret af en Mægtig Budbringer, der midlertidigt opholder sig på Urantia.]		117:7.18 (1293.2) [Sponsored by a Mighty Messenger temporarily sojourning on Urantia.]