Kapitel 118		Paper 118
Højeste Og Ultimative—Tid Og Rum		Supreme and Ultimate—Time and Space
118:0.1 (1294.1) ANGÅENDE Guddommens forskellige naturer kan man sige, at:		118:0.1 (1294.1) CONCERNING the several natures of Deity, it may be said:
118:0.2 (1294.2) 1. Faderen er et selveksisterende selv.		118:0.2 (1294.2) 1. The Father is self-existent self.
118:0.3 (1294.3) 2. Sønnen er et sameksisterende selv.		118:0.3 (1294.3) 2. The Son is coexistent self.
118:0.4 (1294.4) 3. Ånden er et fælleseksisterende selv.		118:0.4 (1294.4) 3. The Spirit is conjoint-existent self.
118:0.5 (1294.5) 4. Den Højeste er det evolutionære erfaringsmæssige selv.		118:0.5 (1294.5) 4. The Supreme is evolutionary-experiential self.
118:0.6 (1294.6) 5. Den Syvfoldige er selvfordelende guddommelighed.		118:0.6 (1294.6) 5. The Sevenfold is self-distributive divinity.
118:0.7 (1294.7) 6. Den Ultimative er transcendental erfaringsmæssige selv.		118:0.7 (1294.7) 6. The Ultimate is transcendental-experiential self.
118:0.8 (1294.8) 7. Den Absolutte er eksistentielt-oplevelsesmæssigt selv.		118:0.8 (1294.8) 7. The Absolute is existential-experiential self.
118:0.9 (1294.9) Mens Gud den Syvfoldige er uundværlig for den evolutionære opnåelse af den Højeste, er den Højeste også uundværlig for den endelige fremkomst af den Ultimative. Og den dobbelte tilstedeværelse af den Højeste og den Ultimative udgør den grundlæggende forening af subabsolut og afledt Guddom, for de er indbyrdes afhængige og komplementære i opnåelsen af skæbnen. Sammen udgør de den erfaringsmæssige bro, der forbinder begyndelsen og fuldendelsen af al skabende vækst i mesteruniverset.		118:0.9 (1294.9) While God the Sevenfold is indispensable to the evolutionary attainment of the Supreme, the Supreme is also indispensable to the eventual emergence of the Ultimate. And the dual presence of the Supreme and the Ultimate constitutes the basic association of subabsolute and derived Deity, for they are interdependently complemental in the attainment of destiny. Together they constitute the experiential bridge linking the beginnings and the completions of all creative growth in the master universe.
118:0.10 (1294.10) Kreativ vækst er uendelig, men altid tilfredsstillende, uendelig i omfang, men altid afbrudt af de personlighedstilfredsstillende øjeblikke med forbigående målopfyldelse, som tjener så effektivt som mobiliserende optakt til nye eventyr i kosmisk vækst, udforskning af universet og opnåelse af guddommen.		118:0.10 (1294.10) Creative growth is unending but ever satisfying, endless in extent but always punctuated by those personality-satisfying moments of transient goal attainment which serve so effectively as the mobilization preludes to new adventures in cosmic growth, universe exploration, and Deity attainment.
118:0.11 (1294.11) Selvom matematikken har sine kvalitative begrænsninger, giver den det begrænsede sind et begrebsmæssigt grundlag for at overveje uendeligheden. Der er ingen kvantitativ begrænsning for tal, selv ikke i det begrænsede sinds forståelse. Uanset hvor stor et tal er, kan man altid forestille sig et mere bliver tilføjet. I kan også forstå, at dette ikke når op til uendelighed, for uanset hvor mange gange du gentager denne tilføjelse kan man altid tilføje et tal mere.		118:0.11 (1294.11) While the domain of mathematics is beset with qualitative limitations, it does provide the finite mind with a conceptual basis of contemplating infinity. There is no quantitative limitation to numbers, even in the comprehension of the finite mind. No matter how large the number conceived, you can always envisage one more being added. And also, you can comprehend that that is short of infinity, for no matter how many times you repeat this addition to number, still always one more can be added.
118:0.12 (1294.12) Samtidig kan den uendelige serie opsummeres på et hvilket som helst tidspunkt, og denne opsummering (mere korrekt, en subtotal) giver fylden af sødmen ved målopnåelse for en given person på et givet tidspunkt og status. Men før eller senere begynder den samme person at hungre og længes efter nye og større mål, og sådanne eventyr i vækst vil for evigt være til stede i tidens fylde og evighedens cyklusser.		118:0.12 (1294.12) At the same time, the infinite series can be totaled at any given point, and this total (more properly, a subtotal) provides the fullness of the sweetness of goal attainment for a given person at a given time and status. But sooner or later, this same person begins to hunger and yearn for new and greater goals, and such adventures in growth will be forever forthcoming in the fullness of time and the cycles of eternity.
118:0.13 (1294.13) Hver efterfølgende universtidsalder er forværelset til den efterfølgende æra af kosmisk vækst, og hver universepoke giver en øjeblikkelig skæbne for alle foregående stadier. Havona er i sig selv en fuldkommen, men en fuldkommenhedsbegrænset skabelse; Havonas fuldkommenhed, der ekspanderer ud i de evolutionære superuniverser, finder ikke kun kosmisk skæbne, men også befrielse fra begrænsningerne i den præ-evolutionære eksistens.		118:0.13 (1294.13) Each successive universe age is the antechamber of the following era of cosmic growth, and each universe epoch provides immediate destiny for all preceding stages. Havona, in and of itself, is a perfect, but perfection-limited, creation; Havona perfection, expanding out into the evolutionary superuniverses, finds not only cosmic destiny but also liberation from the limitations of pre-evolutionary existence.
1. Tid og evighed ^top		1. Time and Eternity ^top
118:1.1 (1295.1) Det er nyttigt for menneskets kosmiske orientering at opnå al mulig forståelse af Guddommens relation til kosmos. Mens den absolutte guddom er evig i sin natur, er guderne relateret til tiden som en erfaring i evigheden. I de evolutionære universer er evigheden den tidslige evighed—det evige nu.		118:1.1 (1295.1) It is helpful to man’s cosmic orientation to attain all possible comprehension of Deity’s relation to the cosmos. While absolute Deity is eternal in nature, the Gods are related to time as an experience in eternity. In the evolutionary universes eternity is temporal everlastingness—the everlasting now.
118:1.2 (1295.2) Den dødelige skabnings personlighed kan blive evig ved at identificere sig med den iboende ånd gennem teknikken med at vælge at gøre Faderens vilje. En sådan indvielse af viljen er ensbetydende med realiseringen af evighedens formålsrealitet. Det betyder, at skabningens formål er blevet fastlagt med hensyn til rækken af øjeblikke; sagt på en anden måde, at rækken af øjeblikke ikke vil bevidne nogen ændring i skabningens formål. En million eller en milliard øjeblikke gør ingen forskel. Antallet er ophørt med at have betydning for skabningens formål. Således ender skabningens valg plus Guds valg i de evige realiteter af den uendelige forening af Guds ånd og menneskets natur i den evige tjeneste for Guds børn og deres Paradisfader.		118:1.2 (1295.2) The personality of the mortal creature may eternalize by self-identification with the indwelling spirit through the technique of choosing to do the will of the Father. Such a consecration of will is tantamount to the realization of eternity-reality of purpose. This means that the purpose of the creature has become fixed with regard to the succession of moments; stated otherwise, that the succession of moments will witness no change in creature purpose. A million or a billion moments makes no difference. Number has ceased to have meaning with regard to the creature’s purpose. Thus does creature choice plus God’s choice eventuate in the eternal realities of the never-ending union of the spirit of God and the nature of man in the everlasting service of the children of God and of their Paradise Father.
118:1.3 (1295.3) Der er et direkte forhold mellem modenhed og den tidsenhed, som et givet intellekt er bevidst om. Tidsenheden kan være en dag, et år eller en længere periode, men det er uundgåeligt det kriterium, som det bevidste selv vurderer livets omstændigheder ud fra, og som det opfattende intellekt måler og vurderer kendsgerningerne i den tidslige eksistens ud fra.		118:1.3 (1295.3) There is a direct relationship between maturity and the unit of time consciousness in any given intellect. The time unit may be a day, a year, or a longer period, but inevitably it is the criterion by which the conscious self evaluates the circumstances of life, and by which the conceiving intellect measures and evaluates the facts of temporal existence.
118:1.4 (1295.4) Erfaring, visdom og dømmekraft medfører, at tidsenheden i den dødeliges erfaring er forlænget. Når det menneskelige sind strækker sig baglæns ind i fortiden, evaluerer det tidligere erfaringer med henblik på at anvende dem på den nuværende situation. Når sindet strækker sig ind i fremtiden, forsøger det at vurdere den fremtidige betydning af mulige handlinger. Efter således at have taget med i betragtning både erfaring og visdom, udøver den menneskelige vilje en bedømmelses beslutning i nutiden, og den handlingsplan er dermed født af fortiden og fremtiden bliver eksisterende.		118:1.4 (1295.4) Experience, wisdom, and judgment are the concomitants of the lengthening of the time unit in mortal experience. As the human mind reckons backward into the past, it is evaluating past experience for the purpose of bringing it to bear on a present situation. As mind reaches out into the future, it is attempting to evaluate the future significance of possible action. And having thus reckoned with both experience and wisdom, the human will exercises judgment-decision in the present, and the plan of action thus born of the past and the future becomes existent.
118:1.5 (1295.5) I det udviklende selvs modenhed bringes fortid og fremtid sammen for at belyse den sande betydning af nutiden. Efterhånden som selvet modnes, rækker det længere og længere tilbage i fortiden for at få erfaring, mens dets visdomsprognoser søger at trænge dybere og dybere ind i den ukendte fremtid. Og efterhånden som det tænkende selv rækker længere og længere ud i både fortid og fremtid, bliver dømmekraften mindre og mindre afhængig af det øjeblikkelige nu. På denne måde begynder beslutning og handling at slippe fri af den bevægelige nutids lænker, mens den begynder at antage aspekter af fortidig-fremtidig betydning.		118:1.5 (1295.5) In the maturity of the developing self, the past and future are brought together to illuminate the true meaning of the present. As the self matures, it reaches further and further back into the past for experience, while its wisdom forecasts seek to penetrate deeper and deeper into the unknown future. And as the conceiving self extends this reach ever further into both past and future, so does judgment become less and less dependent on the momentary present. In this way does decision-action begin to escape from the fetters of the moving present, while it begins to take on the aspects of past-future significance.
118:1.6 (1295.6) Tålmodighed udøves af de dødelige, hvis tidsenheder er korte; sand modenhed overskrider tålmodighed med en overbærenhed, der er født af ægte forståelse.		118:1.6 (1295.6) Patience is exercised by those mortals whose time units are short; true maturity transcends patience by a forbearance born of real understanding.
118:1.7 (1295.7) At blive moden er at leve mere intenst i nuet, samtidig med at man flygter fra nuets begrænsninger. Modenhedens planer, der er baseret på tidligere erfaringer, bliver til i nutiden på en sådan måde, at de forbedrer fremtidens værdier.		118:1.7 (1295.7) To become mature is to live more intensely in the present, at the same time escaping from the limitations of the present. The plans of maturity, founded on past experience, are coming into being in the present in such manner as to enhance the values of the future.
118:1.8 (1295.8) Umodenhedens tidsenhed koncentrerer betydningsværdien i det nuværende øjeblik på en sådan måde, at nutiden fratages sit sande forhold til det ikke-værende—fortiden-fremtiden. Modenhedens tidsenhed er proportioneret således, at den afslører det koordinerede forhold mellem fortid-nutid-fremtid, så selvet begynder at få indsigt i begivenhedernes helhed, begynder at se tidens landskab fra en udvidet horisonts panoramiske perspektiv, begynder måske at ane det evige kontinuum uden begyndelse og uden ende, hvis fragmenter kaldes tid.		118:1.8 (1295.8) The time unit of immaturity concentrates meaning-value into the present moment in such a way as to divorce the present of its true relationship to the not-present—the past-future. The time unit of maturity is proportioned so to reveal the co-ordinate relationship of past-present-future that the self begins to gain insight into the wholeness of events, begins to view the landscape of time from the panoramic perspective of broadened horizons, begins perhaps to suspect the nonbeginning, nonending eternal continuum, the fragments of which are called time.
118:1.9 (1296.1) På niveauerne for det uendelige og det absolutte indeholder nuets øjeblik hele fortiden såvel som hele fremtiden. JEG ER betyder også JEG VAR, og JEG VIL VÆRE. Dette repræsenterer vores bedste begreb om evighed og det evige.		118:1.9 (1296.1) On the levels of the infinite and the absolute the moment of the present contains all of the past as well as all of the future. I AM signifies also I WAS and I WILL BE. And this represents our best concept of eternity and the eternal.
118:1.10 (1296.2) På det absolutte og evige niveau, er potentiel virkelighed lige så meningsfuld som aktuel virkelighed. Kun på det finite niveau og for tidsbestemte skabninger ser der ud til at være en stor forskel mellem dem. For Gud—som absolut—er en opstigende dødelig, der har taget den evige beslutning allerede en Paradisfinalit. Den Universelle Fader er gennem Tankeretteren i menneskets indre, ikke således begrænset i bevidstheden, men kan også kende, og deltage i enhver tidsmæssig kamp med problemerne i væsen opstigning fra niveauerne af dyr til gudlignende niveauer af eksistens.		118:1.10 (1296.2) On the absolute and eternal level, potential reality is just as meaningful as actual reality. Only on the finite level and to time-bound creatures does there appear to be such a vast difference. To God, as absolute, an ascending mortal who has made the eternal decision is already a Paradise finaliter. But the Universal Father, through the indwelling Thought Adjuster, is not thus limited in awareness but can also know of, and participate in, every temporal struggle with the problems of the creature ascent from animallike to Godlike levels of existence.
2. Allestedsnærværelse og allestedsnærværende ^top		2. Omnipresence and Ubiquity ^top
118:2.1 (1296.3) Guddommens allestedsnærværende må ikke forveksles med den guddommelige allestedsnærværelses ultimativitet. Det er i overensstemmelse med den Universelle Faderens vilje, at den Højeste, den Ultimative, og den Absolutte kompensere, koordinere og forene hans tid og rum allestedsnærværende, og hans tid og rum transcenderende allestedsnærværelse, med sin tidløse og rumløse universelle og absolut tilstedeværelse. I bør huske, at selv om Guddommens allestedsnærværende ofte er forbundet med rum, er den ikke nødvendigvis betinget af tid.		118:2.1 (1296.3) The ubiquity of Deity must not be confused with the ultimacy of the divine omnipresence. It is volitional with the Universal Father that the Supreme, the Ultimate, and the Absolute should compensate, co-ordinate, and unify his time-space ubiquity and his time-space-transcended omnipresence with his timeless and spaceless universal and absolute presence. And you should remember that, while Deity ubiquity may be so often space associated, it is not necessarily time conditioned.
118:2.2 (1296.4) Som dødelige og morontielle opstigere erkender I gradvist Gud gennem Gud den Syvfoldiges tjeneste. Gennem Havona opdager I Gud den Højeste. I Paradis finder I ham som en person, og som finaliter vil I nu forsøge at lære ham at kende som den Ultimative. Som finaliter synes der kun at være én vej at gå efter at have opnået det ultimative, og det ville være at begynde at søge efter det absolutte. Ingen finaliter vil blive forstyrret af usikkerheden ved opnåelsen af Guddommens Absolutte, eftersom han ved afslutningen af den højeste og ultimative opstigning mødte Gud Faderen. Sådanne finalister vil uden tvivl tro, at selv hvis det skulle lykkes dem at finde Gud den Absolutte, ville de kun opdage den samme Gud, Paradisets Fader, der manifesterer sig på mere næsten uendelige og universelle niveauer. Uden tvivl vil opnåelsen af Gud i det absolutte afsløre universernes oprindelige forfader såvel som personlighedernes endelige fader.		118:2.2 (1296.4) As mortal and morontia ascenders you progressively discern God through the ministry of God the Sevenfold. Through Havona you discover God the Supreme. On Paradise you find him as a person, and then as finaliters you will presently attempt to know him as Ultimate. Being finaliters, there would seem to be but one course to pursue after having attained the Ultimate, and that would be to begin the quest of the Absolute. No finaliter will be disturbed by the uncertainties of the attainment of the Deity Absolute since at the end of the supreme and ultimate ascensions he encountered God the Father. Such finaliters will no doubt believe that, even if they should be successful in finding God the Absolute, they would only be discovering the same God, the Paradise Father manifesting himself on more nearly infinite and universal levels. Undoubtedly the attainment of God in absolute would reveal the Primal Ancestor of universes as well as the Final Father of personalities.
118:2.3 (1296.5) Gud den Højeste er måske ikke en demonstration af Guddommens allestedsnærværelse i tid og rum, men han er bogstaveligt talt en manifestation af guddommelig allestedsnærværelse. Mellem Skaberens åndelige tilstedeværelse og skabelsens materielle manifestationer eksisterer der et enormt domæne af den allestedsnærværende tilblivelse—universets fremkomst af evolutionær Guddom.		118:2.3 (1296.5) God the Supreme may not be a demonstration of the time-space omnipresence of Deity, but he is literally a manifestation of divine ubiquity. Between the spiritual presence of the Creator and the material manifestations of creation there exists a vast domain of the ubiquitous becoming—the universe emergence of evolutionary Deity.
118:2.4 (1296.6) Hvis Gud den Højeste nogensinde påtager sig direkte kontrol over universerne i tid og rum, er vi overbeviste om, at en sådan guddomsadministration vil fungere under den Ultimatives overkontrol. I et sådant tilfælde vil Gud den Ultimative begynde at manifestere sig for tidsuniverserne som den transcendentale Almægtige (den Almægtige), der udøver overkontrol over supertid og transcenderet rum, hvad angår den Almægtige Højestes administrative funktioner.		118:2.4 (1296.6) If God the Supreme ever assumes direct control of the universes of time and space, we are confident such a Deity administration will function under the overcontrol of the Ultimate. In such an event God the Ultimate would begin to become manifest to the universes of time as the transcendental Almighty (the Omnipotent) exercising the overcontrol of supertime and transcended space concerning the administrative functions of the Almighty Supreme.
118:2.5 (1297.1) Det dødelige sind kan spørge, ligesom vi gør: Hvis udviklingen af Gud den Højeste til administrativ autoritet i storuniverset ledsages af forstærkede manifestationer af Gud den Ultimative, vil en tilsvarende fremkomst af Gud den Ultimative i de postulerede universer i det ydre rum så ledsages af lignende og forstærkede åbenbaringer af Gud den Absolutte? Men vi ved det virkelig ikke.		118:2.5 (1297.1) The mortal mind may ask, even as we do: If the evolution of God the Supreme to administrative authority in the grand universe is attended by augmented manifestations of God the Ultimate, will a corresponding emergence of God the Ultimate in the postulated universes of outer space be attended by similar and enhanced revelations of God the Absolute? But we really do not know.
3. Forholdet mellem tid og rum ^top		3. Time-Space Relationships ^top
118:3.1 (1297.2) Kun ved at være allestedsnærværende kunne Guddommen forene tid og rum manifestationer til den endelige opfattelse, for tid er en række af øjeblikke, mens rummet er et system af forbundne punkter. Når alt kommer til alt, opfatter du tid ved analyse og rum ved syntese. Du koordinerer og forbinder disse to forskellige opfattelser ved hjælp af personlighedens integrerende indsigt. Af hele dyreverdenen er det kun mennesket, der besidder denne tids- og rumopfattelse. For et dyr har bevægelse en betydning, men bevægelse har kun værdi for et væsen med personlighedsstatus.		118:3.1 (1297.2) Only by ubiquity could Deity unify time-space manifestations to the finite conception, for time is a succession of instants while space is a system of associated points. You do, after all, perceive time by analysis and space by synthesis. You co-ordinate and associate these two dissimilar conceptions by the integrating insight of personality. Of all the animal world only man possesses this time-space perceptibility. To an animal, motion has a meaning, but motion exhibits value only to a creature of personality status.
118:3.2 (1297.3) Ting er betinget af tid, men sandheden er tidløs. Jo mere sandhed, du kender, jo mere sandhed er du, jo mere kan I forstå fortiden og jo mere kan I opfatte af fremtiden.		118:3.2 (1297.3) Things are time conditioned, but truth is timeless. The more truth you know, the more truth you are, the more of the past you can understand and of the future you can comprehend.
118:3.3 (1297.4) Sandheden er urokkelig—konstant undtaget for alle forbigående omskiftelser, om end aldrig død og formel, altid levende og tilpasningsdygtig—strålende fuld af liv. Men når sandheden bliver forbundet med fakta, så betinger både tid og rum dens betydninger og korrelerer dens værdier. Sådanne sandhedsvirkeligheder, der er knyttet til fakta bliver til begreber og dermed henvist til de relative kosmiske realiteters domæne.		118:3.3 (1297.4) Truth is inconcussible—forever exempt from all transient vicissitudes, albeit never dead and formal, always vibrant and adaptable—radiantly alive. But when truth becomes linked with fact, then both time and space condition its meanings and correlate its values. Such realities of truth wedded to fact become concepts and are accordingly relegated to the domain of relative cosmic realities.
118:3.4 (1297.5) Forbindelsen mellem Skaberens absolutte og evige sandhed og den endelige og timelige skabnings faktuelle erfaring resulterer i en ny og fremvoksende værdi af det Højeste. Begrebet om det højeste er afgørende for koordineringen af den guddommelige og uforanderlige oververden med den endelige og evigt foranderlige underverden.		118:3.4 (1297.5) The linking of the absolute and eternal truth of the Creator with the factual experience of the finite and temporal creature eventuates a new and emerging value of the Supreme. The concept of the Supreme is essential to the co-ordination of the divine and unchanging overworld with the finite and ever-changing underworld.
118:3.5 (1297.6) Rummet er det af alle ikke-absolutte ting, der kommer tættest på at være absolut. Rummet er tilsyneladende absolut ultimativt. Den virkelige vanskelighed, vi har med at forstå rummet på det materielle niveau, skyldes det faktum, at mens materielle kroppe eksisterer i rummet, eksisterer rummet også i de samme materielle kroppe. Selvom der er meget ved rummet, som er absolut, betyder det ikke, at rummet er absolut.		118:3.5 (1297.6) Space comes the nearest of all nonabsolute things to being absolute. Space is apparently absolutely ultimate. The real difficulty we have in understanding space on the material level is due to the fact that, while material bodies exist in space, space also exists in these same material bodies. While there is much about space that is absolute, that does not mean that space is absolute.
118:3.6 (1297.7) Det kan hjælpe på forståelsen af rumforhold, hvis du antager, at rum relativt set er en egenskab ved alle materielle legemer. Når et legeme bevæger sig gennem rummet, tager det derfor også alle sine egenskaber med sig, selv det rum, der er i og af et sådant legeme i bevægelse.		118:3.6 (1297.7) It may help to an understanding of space relationships if you would conjecture that, relatively speaking, space is after all a property of all material bodies. Hence, when a body moves through space, it also takes all its properties with it, even the space which is in and of such a moving body.
118:3.7 (1297.8) Alle virkelighedens mønstre optager plads på de materielle niveauer, men åndens mønstre eksisterer kun i forhold til rummet; de optager eller fortrænger ikke rummet, og de indeholder det heller ikke. Men for os er rummets hovedgåde knyttet til en idés mønster. Når vi træder ind i sindets domæne, støder vi på mange gåder. Optager en idés mønster—dens virkelighed—plads? Vi ved det faktisk ikke, selvom vi er sikre på, at et idémønster ikke indeholder rum. Men det ville næppe være sikkert at postulere, at det immaterielle altid er ikke-rumligt.		118:3.7 (1297.8) All patterns of reality occupy space on the material levels, but spirit patterns only exist in relation to space; they do not occupy or displace space, neither do they contain it. But to us the master riddle of space pertains to the pattern of an idea. When we enter the mind domain, we encounter many a puzzle. Does the pattern—the reality—of an idea occupy space? We really do not know, albeit we are sure that an idea pattern does not contain space. But it would hardly be safe to postulate that the immaterial is always nonspatial.
4. Primær og sekundær årsagssammenhæng ^top		4. Primary and Secondary Causation ^top
118:4.1 (1298.1) Mange af det dødelige menneskes teologiske vanskeligheder og metafysiske dilemmaer skyldes menneskets fejlplacering af Guddommens personlighed og den deraf følgende tildeling af uendelige og absolutte egenskaber til underordnet Guddom og til evolutionær Guddom. Du må ikke glemme, at selvom der virkelig er en sand første årsag, så er der også et væld af koordinerede og underordnede årsager, både associerede og sekundære årsager.		118:4.1 (1298.1) Many of the theologic difficulties and the metaphysical dilemmas of mortal man are due to man’s mislocation of Deity personality and consequent assignment of infinite and absolute attributes to subordinate Divinity and to evolutionary Deity. You must not forget that, while there is indeed a true First Cause, there are also a host of co-ordinate and subordinate causes, both associate and secondary causes.
118:4.2 (1298.2) Den afgørende forskel mellem førsteårsager og andenårsager er, at førsteårsager producerer originale effekter, som er fri for arv af nogen faktor, der stammer fra nogen forudgående årsag. Sekundære årsager giver effekter, som altid udviser arv fra andre og forudgående årsagssammenhænge.		118:4.2 (1298.2) The vital distinction between first causes and second causes is that first causes produce original effects which are free from inheritance of any factor derived from any antecedent causation. Secondary causes yield effects which invariably exhibit inheritance from other and preceding causation.
118:4.3 (1298.3) De rent statiske potentialer, der er iboende den Egenskabsløse Absolutte er reaktive over for de af Guddomsabsoluttens årsagssammenhænge, som er frembragt af Paradistreenighedens handlinger. I nærvær af det Universelle Absolutte bliver disse årsagsimprægnerede statiske potentialer straks aktive og responsive over for indflydelsen fra visse transcendentale instanser, hvis handlinger resulterer i transmutation af disse aktiverede potentialer til status som sande universets udviklingsmuligheder, aktualiserede kapaciteter for vækst. Det er på sådanne modnede potentialer, at skaberne og kontrollørerne af storuniverset udspiller den kosmiske evolutions uendelige drama.		118:4.3 (1298.3) The purely static potentials inherent in the Unqualified Absolute are reactive to those causations of the Deity Absolute which are produced by the actions of the Paradise Trinity. In the presence of the Universal Absolute these causative-impregnated static potentials forthwith become active and responsive to the influence of certain transcendental agencies whose actions result in the transmutation of these activated potentials to the status of true universe possibilities for development, actualized capacities for growth. It is upon such matured potentials that the creators and controllers of the grand universe enact the never-ending drama of cosmic evolution.
118:4.4 (1298.4) Når man ser bort fra eksistentialer, er årsagssammenhængen trefoldig i sin grundlæggende konstitution. Som den fungerer i denne universtidsalder og på det endelige niveau af de syv superuniverser, kan den opfattes som følger:		118:4.4 (1298.4) Causation, disregarding existentials, is threefold in its basic constitution. As it operates in this universe age and concerning the finite level of the seven superuniverses, it may be conceived as follows:
118:4.5 (1298.5) 1. Aktivering af statiske potentialer. Etableringen af skæbnen i den Universelle Absolutte ved den Guddomsabsolutets handlinger, der virker i og på den Egenskabsløse Absolutte og i konsekvens af Paradistreenighedens viljesbestemte mandater.		118:4.5 (1298.5) 1. Activation of static potentials. The establishment of destiny in the Universal Absolute by the actions of the Deity Absolute, operating in and upon the Unqualified Absolute and in consequence of the volitional mandates of the Paradise Trinity.
118:4.6 (1298.6) 2. Eventualisering af universets kapacitet. Dette involverer transformationen af udifferentierede potentialer til adskilte og definerede planer. Dette er en handling, der udføres af Guddommens Ultimativitet og af de mangfoldige instanser på det transcendente niveau. Sådanne handlinger er en perfekt foregribelse af hele Mesteruniversets fremtidige behov. Det er i forbindelse med adskillelsen af potentialer, at Mesteruniversets Arkitekter eksisterer som de sande legemliggørelser af universernes guddomskoncept. Deres planer synes i sidste ende at være rumligt begrænsede af mesteruniversets begrebsperiferi, men som planer er de ikke på anden måde betinget af tid eller rum.		118:4.6 (1298.6) 2. Eventuation of universe capacities. This involves the transformation of undifferentiated potentials into segregated and defined plans. This is the act of the Ultimacy of Deity and of the manifold agencies of the transcendental level. Such acts are in perfect anticipation of the future needs of the entire master universe. It is in connection with the segregation of potentials that the Architects of the Master Universe exist as the veritable embodiments of the Deity concept of the universes. Their plans appear to be ultimately space limited in extent by the concept periphery of the master universe, but as plans they are not otherwise conditioned by time or space.
118:4.7 (1298.7) 3. Skabelse og evolution af universets realiserede realiteter. Det er i et kosmos, der er imprægneret af den ultimative Guddoms kapacitetsskabende tilstedeværelse, at de Højeste Skabere arbejder på at gennemføre tidstransmutationerne af modnede potentialer til erfaringsmæssige realiteter. Indeni mesteruniverset er alle realiseringer af potentiel virkelighed begrænset af den ultimative kapacitet for udvikling, og er betinget af tid og rum i de sidste stadier af fremkomsten. Skabersønnerne, der går ud fra Paradis, er i virkeligheden, transformative kabere i kosmisk forstand. Men det gør på ingen måde menneskets opfattelse af dem som skabere ugyldig; set fra det endelige synspunkt kan de bestemt skabe og gør det.		118:4.7 (1298.7) 3. Creation and evolution of universe actuals. It is upon a cosmos impregnated by the capacity-producing presence of the Ultimacy of Deity that the Supreme Creators operate to effect the time transmutations of matured potentials into experiential actuals. Within the master universe all actualization of potential reality is limited by ultimate capacity for development and is time-space conditioned in the final stages of emergence. The Creator Sons going out from Paradise are, in actuality, transformative creators in the cosmic sense. But this in no manner invalidates man’s concept of them as creators; from the finite viewpoint they certainly can and do create.
5. Almagt og Kompossibilitet ^top		5. Omnipotence and Compossibility ^top
118:5.1 (1299.1) Guddommens almagt indebærer ikke magten til at gøre det, der ikke kan gøres. Selv den uendelige Gud kan ikke skabe firkantede cirkler eller frembringe ondskab, som i sig selv er god, inden for tids- og rumrammen og fra den dødelige forståelses intellektuelle referencepunkt. Gud kan ikke gøre det ugudelige. Sådan en modsigelse af de filosofiske termer er det samme som ikke-eksistens og indebærer, at intet derved skabes. Et personlighedstræk kan ikke på samme tid være guddommelig og uguddommeligt. Kompossibilitet er medfødt i guddommelig kraft. Og alt dette er afledt af den kendsgerning, at almagt ikke kun skaber ting med en natur, men også giver oprindelse til alle tings og væseners natur.		118:5.1 (1299.1) The omnipotence of Deity does not imply the power to do the nondoable. Within the time-space frame and from the intellectual reference point of mortal comprehension, even the infinite God cannot create square circles or produce evil that is inherently good. God cannot do the ungodlike thing. Such a contradiction of philosophic terms is the equivalent of nonentity and implies that nothing is thus created. A personality trait cannot at the same time be Godlike and ungodlike. Compossibility is innate in divine power. And all of this is derived from the fact that omnipotence not only creates things with a nature but also gives origin to the nature of all things and beings.
118:5.2 (1299.2) I begyndelsen gør Faderen alt, men efterhånden som evighedens panorama udfolder sig som svar på den Uendeliges vilje og mandater, bliver det mere og mere tydeligt, at skabninger, selv mennesker, skal blive Guds partnere i realiseringen af skæbnens endegyldighed. Og det gælder selv i det kødelige liv; når mennesket og Gud indgår i et partnerskab, kan der ikke sættes nogen begrænsning på de fremtidige muligheder for et sådant partnerskab. Når mennesket indser, at den universelle Fader er hans partner i den evige udvikling, når han smelter sammen med Faderens indre nærvær, har han i ånden brudt tidens lænker og er allerede gået ind i evighedens udvikling i sin søgen efter den universelle Fader.		118:5.2 (1299.2) In the beginning the Father does all, but as the panorama of eternity unfolds in response to the will and mandates of the Infinite, it becomes increasingly apparent that creatures, even men, are to become God’s partners in the realization of finality of destiny. And this is true even in the life in the flesh; when man and God enter into partnership, no limitation can be placed upon the future possibilities of such a partnership. When man realizes that the Universal Father is his partner in eternal progression, when he fuses with the indwelling Father presence, he has, in spirit, broken the fetters of time and has already entered upon the progressions of eternity in the quest for the Universal Father.
118:5.3 (1299.3) De dødeliges bevidsthed går fra kendsgerningen, til betydningen og derefter til værdien. Skaberens bevidsthed går fra tankeværdien, gennem ordbetydningen til handlingens kendsgerning. Gud må altid handle for at bryde dødvandet i den ubegrænsede enhed, der ligger i den eksistentielle uendelighed. Altid må Guddommen tilvejebringe mønsteruniverset, de perfekte personligheder, den oprindelige sandhed, skønhed og godhed, som alle underguddomme stræber efter. Altid må Gud først finde mennesket, for at mennesket senere kan finde Gud. Der skal altid være en universel Fader, før der nogensinde kan være universelt slægtskab og deraf følgende universelt broder- og søsterskab.		118:5.3 (1299.3) Mortal consciousness proceeds from the fact, to the meaning, and then to the value. Creator consciousness proceeds from the thought-value, through the word-meaning, to the fact of action. Always must God act to break the deadlock of the unqualified unity inherent in existential infinity. Always must Deity provide the pattern universe, the perfect personalities, the original truth, beauty, and goodness for which all subdeity creations strive. Always must God first find man that man may later find God. Always must there be a Universal Father before there can ever be universal sonship and consequent universal brotherhood.
6. Almagt og Alvidenhed ^top		6. Omnipotence and Omnificence ^top
118:6.1 (1299.4) Gud er virkelig almægtig, men han er ikke almægtig—han gør ikke personligt alt hvad der gøres. Almagt omfatter den Almægtige Højestes og det Højeste Væsens styrkepotentiale, men Gud den Højestes viljehandlinger er ikke Gud den Uendeliges personlige handlinger.		118:6.1 (1299.4) God is truly omnipotent, but he is not omnificent—he does not personally do all that is done. Omnipotence embraces the power-potential of the Almighty Supreme and the Supreme Being, but the volitional acts of God the Supreme are not the personal doings of God the Infinite.
118:6.2 (1299.5) At gå ind for den oprindelige Guddoms almagt ville være ensbetydende med at fratage næsten en million af Paradisets Skabersønner deres rettigheder, for ikke at nævne de utallige skarer af forskellige andre ordener af samarbejdende skabende assistenter. Der er kun én uforårsaget årsag i hele universet. Alle andre årsager er afledninger af denne ene Første store Kilde og Center. Intet af denne filosofi gør nogen form for vold mod den frie vilje hos myriader af Guddommens børn spredt ud over et enormt univers.		118:6.2 (1299.5) To advocate the omnificence of primal Deity would be equal to disenfranchising well-nigh a million Creator Sons of Paradise, not to mention the innumerable hosts of various other orders of concurring creative assistants. There is but one uncaused Cause in the whole universe. All other causes are derivatives of this one First Great Source and Center. And none of this philosophy does any violence to the free-willness of the myriads of the children of Deity scattered through a vast universe.
118:6.3 (1299.6) Inden for en lokal ramme, kan viljen se ud til at fungere som en årsagsløs årsag, men den udviser ufejlbarligt altid nedarvede faktorer, der etablerer et forhold til de unikke, originale, og absolut første årsager.		118:6.3 (1299.6) Within a local frame, volition may appear to function as an uncaused cause, but it unfailingly exhibits inheritance factors which establish relationship with the unique, original, and absolute First Causes.
118:6.4 (1299.7) Al vilje er relativ. I oprindelig forstand er det kun Faderen-JEG ER der besidder endelig vilje; i absolut forstand er det kun Faderen, Sønnen og Ånden, der udviser prærogativerne for vilje, der er ubetinget af tid og ubegrænset af rum. Det dødelige menneske er udstyret med fri vilje, evnen til at vælge, og selvom et sådant valg ikke er absolut, er det ikke desto mindre relativt endeligt på det finitte niveau og med hensyn til den valgte personligheds skæbne.		118:6.4 (1299.7) All volition is relative. In the originating sense, only the Father-I AM possesses finality of volition; in the absolute sense, only the Father, the Son, and the Spirit exhibit the prerogatives of volition unconditioned by time and unlimited by space. Mortal man is endowed with free will, the power of choice, and though such choosing is not absolute, nevertheless, it is relatively final on the finite level and concerning the destiny of the choosing personality.
118:6.5 (1300.1) Vilje på ethvert niveau uden for det absolutte støder på begrænsninger, som er konstituerende for selve den personlighed, der udøver evnen til at vælge. Mennesket kan ikke vælge ud over det, der er valgbart. Det kan for eksempel ikke vælge at være andet end et menneske, bortset fra at det kan vælge at blive mere end et menneske; det kan vælge at begive sig ud på universets opstigningsrejse, men det er, fordi det menneskelige valg og den guddommelige vilje tilfældigvis er sammenfaldende på dette punkt. Og hvad en søn ønsker, og Faderen vil, vil helt sikkert ske.		118:6.5 (1300.1) Volition on any level short of the absolute encounters limitations which are constitutive in the very personality exercising the power of choice. Man cannot choose beyond the range of that which is choosable. He cannot, for instance, choose to be other than a human being except that he can elect to become more than a man; he can choose to embark upon the voyage of universe ascension, but this is because the human choice and the divine will happen to be coincident upon this point. And what a son desires and the Father wills will certainly come to pass.
118:6.6 (1300.2) I det jordiske liv åbnes og lukkes der hele tiden veje for forskellig adfærd, og i de perioder, hvor det er muligt at vælge, er den menneskelige personlighed hele tiden i gang med at beslutte sig mellem disse mange handlemuligheder. Den tidslige vilje er knyttet til tiden, og den må afvente tidens gang for at finde mulighed for at komme til udtryk. Den åndelige vilje er begyndt at smage befrielsen fra tidens lænker, idet den har opnået delvis flugt fra tidens rækkefølge, og det skyldes, at den åndelige vilje identificerer sig selv med Guds vilje.		118:6.6 (1300.2) In the mortal life, paths of differential conduct are continually opening and closing, and during the times when choice is possible the human personality is constantly deciding between these many courses of action. Temporal volition is linked to time, and it must await the passing of time to find opportunity for expression. Spiritual volition has begun to taste liberation from the fetters of time, having achieved partial escape from time sequence, and that is because spiritual volition is self-identifying with the will of God.
118:6.7 (1300.3) Viljen, handlingen at vælge, skal fungere inden for universets rammer, som er blevet aktualiseret som svar på et højere og tidligere valg. Hele den menneskelige viljes rækkevidde er strengt begrænset til det endelige, undtagen på ét punkt: Når mennesket vælger at finde Gud og blive som ham, er et sådant valg superendeligt; kun evigheden kan afsløre, om dette valg også er superabsonit.		118:6.7 (1300.3) Volition, the act of choosing, must function within the universe frame which has actualized in response to higher and prior choosing. The entire range of human will is strictly finite-limited except in one particular: When man chooses to find God and to be like him, such a choice is superfinite; only eternity can disclose whether this choice is also superabsonite.
118:6.8 (1300.4) At anerkende Guddommens almagt er at nyde trygheden i din oplevelse af kosmisk medborgerskab, at have vished om sikkerhed på den lange rejse til Paradis. Men at acceptere fejlagtigheden i almagt er at omfavne panteismens kolossale fejltagelse.		118:6.8 (1300.4) To recognize Deity omnipotence is to enjoy security in your experience of cosmic citizenship, to possess assurance of safety in the long journey to Paradise. But to accept the fallacy of omnificence is to embrace the colossal error of pantheism.
7. Alvidenhed og forudbestemmelse ^top		7. Omniscience and Predestination ^top
118:7.1 (1300.5) Skaberens og skabningens vilje fungerer i storuniverset inden for de grænser og i overensstemmelse med de muligheder, der er fastlagt af Mesterarkitekterne. Denne forudgående koordinering af disse maksimale grænser indskrænker dog ikke på mindste måde skaberviljens suverænitet inden for disse grænser. Den ultimative forudviden—fuld hensyntagen til alle endelige valg—udgør heller ikke en ophævelse af den endelige vilje. Et modent og fremsynet menneske kan måske forudsige en yngre kollegas beslutning meget nøjagtigt, men denne forudviden fjerner intet fra friheden og ægtheden af selve beslutningen. Guderne har klogt nok begrænset rækkevidden af den umodne viljes handlinger, men den er ikke desto mindre sand vilje inden for disse definerede grænser.		118:7.1 (1300.5) The function of Creator will and creature will, in the grand universe, operates within the limits, and in accordance with the possibilities, established by the Master Architects. This foreordination of these maximum limits does not, however, in the least abridge the sovereignty of creature will within these boundaries. Neither does ultimate foreknowledge—full allowance for all finite choice—constitute an abrogation of finite volition. A mature and farseeing human being might be able to forecast the decision of some younger associate most accurately, but this foreknowledge takes nothing away from the freedom and genuineness of the decision itself. The Gods have wisely limited the range of the action of immature will, but it is true will, nonetheless, within these defined limits.
118:7.2 (1300.6) Selv den højeste korrelation mellem alle valg i fortid, nutid og fremtid ugyldiggør ikke ægtheden af sådanne valg. Det indikerer snarere den forudbestemte tendens i kosmos og antyder forudviden om de viljestyrede væsener, der måske, måske ikke, vælger at blive bidragende dele af den erfaringsmæssige aktualisering af hele virkeligheden.		118:7.2 (1300.6) Even the supreme correlation of all past, present, and future choice does not invalidate the authenticity of such choosings. It rather indicates the foreordained trend of the cosmos and suggests foreknowledge of those volitional beings who may, or may not, elect to become contributory parts of the experiential actualization of all reality.
118:7.3 (1300.7) Fejl i det finite valg er bundet til tid og tidsbegrænset. De kan kun eksistere i tiden og inden for det Højeste Væsens udviklende nærvær. Sådanne fejlagtige valg er mulige i tiden og indikerer (ud over det Højestes ufuldstændighed), at umodne skabninger skal have en vis valgfrihed for at kunne nyde universets udvikling ved at tage kontakt til virkeligheden af egen fri vilje.		118:7.3 (1300.7) Error in finite choosing is time bound and time limited. It can exist only in time and within the evolving presence of the Supreme Being. Such mistaken choosing is time possible and indicates (besides the incompleteness of the Supreme) that certain range of choice with which immature creatures must be endowed in order to enjoy universe progression by making freewill contact with reality.
118:7.4 (1301.1) Synd i det tidsbetinget rum beviser tydeligt den tidslige frihed—endda licens—for den endelige vilje. Synden skildrer umodenhed, der er blændet af friheden i personlighedens relativt suveræne vilje, mens den ikke opfatter det kosmiske borgerskabs højeste forpligtelser og opgaver.		118:7.4 (1301.1) Sin in time-conditioned space clearly proves the temporal liberty—even license—of the finite will. Sin depicts immaturity dazzled by the freedom of the relatively sovereign will of personality while failing to perceive the supreme obligations and duties of cosmic citizenship.
118:7.5 (1301.2) Uretfærdighed i de endelige domæner afslører den forbigående virkelighed af enhver selvidentitet, som ikke er identificeret med Gud. Først når et væsen bliver identificeret med Gud, bliver det virkelig virkeligt i universerne. Den endelige personlighed er ikke selvskabt, men i superuniversernes arena for valg bestemmer den selv sin skæbne.		118:7.5 (1301.2) Iniquity in the finite domains reveals the transient reality of all God-unidentified selfhood. Only as a creature becomes God identified, does he become truly real in the universes. Finite personality is not self-created, but in the superuniverse arena of choice it does self-determine destiny.
118:7.6 (1301.3) Overdragelsen af liv gør materielle energisystemer i stand til selvopretholdelse, selvforplantning og selvtilpasning. Overdragelsen af personlighed giver levende organismer yderligere rettigheder til selvbestemmelse, selvudvikling og selvidentifikation med en fusionsånd af Guddom.		118:7.6 (1301.3) The bestowal of life renders material-energy systems capable of self-perpetuation, self-propagation, and self-adaptation. The bestowal of personality imparts to living organisms the further prerogatives of self-determination, self-evolution, and self-identification with a fusion spirit of Deity.
118:7.7 (1301.4) Levende ting under det personlige niveau antyder at sindet aktiverer energimaterien, først som fysiske kontrollører og derefter som hjælpende sinds-ånder. Personligheden kommer fra Faderen og giver det levende system unikke rettigheder til at vælge. Men hvis personligheden har privilegiet til at udøve et frivilligt valg af virkelighedens identifikation, og hvis dette er et sandt og frit valg, så må den udviklende personlighed også have det mulige valg at blive selvforvirrende, selvforstyrrende og selvødelæggende. Muligheden for kosmisk selvdestruktion kan ikke undgås, hvis den udviklende personlighed virkelig skal være fri i udøvelsen af sin endelige vilje.		118:7.7 (1301.4) Subpersonal living things indicate mind activating energy-matter, first as physical controllers, and then as adjutant mind-spirits. Personality endowment comes from the Father and imparts unique prerogatives of choice to the living system. But if personality has the prerogative of exercising volitional choice of reality identification, and if this is a true and free choice, then must evolving personality also have the possible choice of becoming self-confusing, self-disrupting, and self-destroying. The possibility of cosmic self-destruction cannot be avoided if the evolving personality is to be truly free in the exercise of finite will.
118:7.8 (1301.5) Derfor er der øget sikkerhed når området for personlighedens valgmuligheder er begrænset på de lavere niveauer af eksistens. Valg bliver mere frie, under opstigningen i universerne; valgfriheden tilnærmer sig til sidst den guddommelige frihed, når den opstigende personlighed opnår guddommeligheds status, overherredømme når det gælder indvielse til universets formål, fuldbyrdelse af opnåelse af kosmisk visdom og skabningens endelige identifikation med Guds vilje og vej.		118:7.8 (1301.5) Therefore is there increased safety in narrowing the limits of personality choice throughout the lower levels of existence. Choice becomes increasingly liberated as the universes are ascended; choice eventually approximates divine freedom when the ascending personality achieves divinity of status, supremacy of consecration to the purposes of the universe, completion of cosmic-wisdom attainment, and finality of creature identification with the will and the way of God.
8. Kontrol og overkontrol ^top		8. Control and Overcontrol ^top
118:8.1 (1301.6) I skabelserne af tid og rum er den frie vilje omgæret af restriktioner, med begrænsninger. Evolutionen af det materielle liv er først mekanisk, derefter aktiveret af sindet, og (efter at personligheden er blevet skænket) kan den blive åndsstyret. Organisk evolution på de beboede verdener er fysisk begrænset af potentialerne i de oprindelige implantationer af fysisk liv fra Livsbærerne.		118:8.1 (1301.6) In the time-space creations, free will is hedged about with restraints, with limitations. Material-life evolution is first mechanical, then mind activated, and (after the bestowal of personality) it may become spirit directed. Organic evolution on the inhabited worlds is physically limited by the potentials of the original physical-life implantations of the Life Carriers.
118:8.2 (1301.7) Det dødelige menneske er en maskine, en levende mekanisme; dets rødder er virkelig i den fysiske verden af energi. Mange menneskelige reaktioner er mekaniske af natur; meget af livet er maskinagtigt. Men mennesket, som er en mekanisme, er meget mere end en maskine; det er udstyret med sind og har ånd i sig; og selvom det aldrig i hele sit materielle liv kan undslippe den kemiske og elektriske mekanik i sin eksistens, kan det i stigende grad lære, hvordan man underordner denne fysiske livsmaskine erfaringens retningsgivende visdom ved at indvie det menneskelige sind til at udføre de åndelige tilskyndelser fra den indre Tankeretter.		118:8.2 (1301.7) Mortal man is a machine, a living mechanism; his roots are truly in the physical world of energy. Many human reactions are mechanical in nature; much of life is machinelike. But man, a mechanism, is much more than a machine; he is mind endowed and spirit indwelt; and though he can never throughout his material life escape the chemical and electrical mechanics of his existence, he can increasingly learn how to subordinate this physical-life machine to the directive wisdom of experience by the process of consecrating the human mind to the execution of the spiritual urges of the indwelling Thought Adjuster.
118:8.3 (1301.8) Ånden frigør, og mekanismen begrænser, viljens funktion. Et ufuldkomment valg, der ikke er kontrolleret af mekanismen, og som ikke er identificeret med ånden, er farligt og ustabilt. Mekanisk dominans sikrer stabilitet på bekostning af fremskridt; åndens alliance frigør valget fra det fysiske niveau og sikrer samtidig den guddommelige stabilitet, der skabes af øget indsigt i universet og øget kosmisk forståelse.		118:8.3 (1301.8) The spirit liberates, and the mechanism limits, the function of will. Imperfect choice, uncontrolled by mechanism, unidentified with spirit, is dangerous and unstable. Mechanical dominance insures stability at the expense of progress; spirit alliance liberates choice from the physical level and at the same time assures the divine stability produced by augmented universe insight and increased cosmic comprehension.
118:8.4 (1302.1) Den store fare for skabningen er, at den, når den frigør sig fra livsmekanismens lænker, ikke formår at kompensere for tabet af stabilitet ved at skabe en harmonisk arbejdsforbindelse med ånden. Når et væsen er relativt frigjort fra mekanisk stabilitet, kan det forsøge yderligere selvfrigørelse uafhængigt af større identifikation med ånden.		118:8.4 (1302.1) The great danger that besets the creature is that, in achieving liberation from the fetters of the life mechanism, he will fail to compensate this loss of stability by effecting a harmonious working liaison with spirit. Creature choice, when relatively liberated from mechanical stability, may attempt further self-liberation independent of greater spirit identification.
118:8.5 (1302.2) Hele princippet i den biologiske evolution gør det umuligt for det primitive menneske at dukke op i de beboede verdener med nogen større evne til selvbeherskelse. Derfor sørger det samme kreative design, som har skabt evolutionen, også for de ydre begrænsninger i form af tid og rum, sult og frygt, som effektivt begrænser de subspirituelle valgmuligheder for sådanne ukultiverede skabninger. Efterhånden som det lykkes menneskets sind at overvinde stadig vanskeligere barrierer, har det samme kreative design også sørget for den langsomme akkumulering af racens arv af smerteligt indsamlet erfaringsvisdom—med andre ord for opretholdelsen af en balance mellem de aftagende ydre begrænsninger og de voksende indre begrænsninger.		118:8.5 (1302.2) The whole principle of biologic evolution makes it impossible for primitive man to appear on the inhabited worlds with any large endowment of self-restraint. Therefore does the same creative design which purposed evolution likewise provide those external restraints of time and space, hunger and fear, which effectively circumscribe the subspiritual choice range of such uncultured creatures. As man’s mind successfully overstrides increasingly difficult barriers, this same creative design has also provided for the slow accumulation of the racial heritage of painfully garnered experiential wisdom—in other words, for the maintenance of a balance between the diminishing external restraints and the augmenting internal restraints.
118:8.6 (1302.3) Langsomheden i evolutionen, i menneskets kulturelle fremskridt, vidner om effektiviteten af den bremse—den materielle inerti—som så effektivt bremser farlige hastigheder i fremskridtet. Således dæmper og fordeler tiden selv de ellers dødelige resultater af en for tidlig flugt fra de næste omfattende barrierer for menneskelig handling. For når kulturen skrider for hurtigt frem, når materielle resultater overhaler udviklingen af tilbedende visdom, så indeholder civilisationen i sig selv kimen til tilbageskridt; og medmindre den understøttes af en hurtig forøgelse af erfaringsbaseret visdom, vil sådanne menneskelige samfund falde tilbage fra høje, men for tidlige niveauer af opnåelse, og de “mørke tider” i visdommens interregnum vil vidne om den ubønhørlige genoprettelse af ubalancen mellem selvfrihed og selvkontrol.		118:8.6 (1302.3) The slowness of evolution, of human cultural progress, testifies to the effectiveness of that brake—material inertia—which so efficiently operates to retard dangerous velocities of progress. Thus does time itself cushion and distribute the otherwise lethal results of premature escape from the next-encompassing barriers to human action. For when culture advances overfast, when material achievement outruns the evolution of worship-wisdom, then does civilization contain within itself the seeds of retrogression; and unless buttressed by the swift augmentation of experiential wisdom, such human societies will recede from high but premature levels of attainment, and the “dark ages” of the interregnum of wisdom will bear witness to the inexorable restoration of the imbalance between self-liberty and self-control.
118:8.7 (1302.4) Caligastias misgerning var at omgå tidsregulatoren for progressiv menneskelig frigørelse—den grundløse ødelæggelse af begrænsende barrierer, barrierer, som de dødelige sind på den tid ikke erfaringsmæssigt havde overvundet.		118:8.7 (1302.4) The iniquity of Caligastia was the by-passing of the time governor of progressive human liberation—the gratuitous destruction of restraining barriers, barriers which the mortal minds of those times had not experientially overridden.
118:8.8 (1302.5) DDet sind, der kan foretage en delvis indskrænkning af tid og rum, viser sig netop ved denne handling at være i besiddelse af frø af visdom, som effektivt kan tjene i stedet for den overskredne barriere af begrænsning.		118:8.8 (1302.5) That mind which can effect a partial abridgment of time and space, by this very act proves itself possessed of the seeds of wisdom which can effectively serve in lieu of the transcended barrier of restraint.
118:8.9 (1302.6) Lucifer forsøgte på samme måde at forstyrre den tidsregulator, der fungerer som begrænsning af den for tidlige opnåelse af visse friheder i det lokale system. Et lokalt system, der er afklaret i lys og liv, har erfaringsmæssigt opnået de synspunkter og indsigter, der gør det muligt at anvende mange teknikker, der ville være forstyrrende og destruktive i de forudafklarede epoker i netop dette rige.		118:8.9 (1302.6) Lucifer similarly sought to disrupt the time governor operating in restraint of the premature attainment of certain liberties in the local system. A local system settled in light and life has experientially achieved those viewpoints and insights which make feasible the operation of many techniques that would be disruptive and destructive in the presettled eras of that very realm.
118:8.10 (1302.7) I samme omfang som mennesket ryster frygtens lænker af sig, når det forbinder kontinenter og oceaner med sine maskiner, samt generationer og århundreder med sine optegnelser, skal det erstatte hver transcenderet tilbageholdenhed med en ny og frivilligt antaget tilbageholdenhed i overensstemmelse med den ekspanderende menneskelige visdoms moral regler. Disse selvpålagte begrænsninger er på én gang de mest kraftfulde og de mest spinkle af alle faktorer i den menneskelige civilisation—begreber om retfærdighed og broderskabs idealer. Mennesket kvalificerer sig selv for at bære barmhjertighedens diskrete klæder, når han vover at elske sine medmennesker, mens det opnår det begyndende åndelige broderskab, når det vælger at behandle dem på samme måde, som det selv ønsker at blive behandlet, ligesom det forestiller sig Gud ville behandle dem.		118:8.10 (1302.7) As man shakes off the shackles of fear, as he bridges continents and oceans with his machines, generations and centuries with his records, he must substitute for each transcended restraint a new and voluntarily assumed restraint in accordance with the moral dictates of expanding human wisdom. These self-imposed restraints are at once the most powerful and the most tenuous of all the factors of human civilization—concepts of justice and ideals of brotherhood. Man even qualifies himself for the restraining garments of mercy when he dares to love his fellow men, while he achieves the beginnings of spiritual brotherhood when he elects to mete out to them that treatment which he himself would be accorded, even that treatment which he conceives that God would accord them.
118:8.11 (1303.1) En automatisk universreaktion er stabil og fortsætter i en eller anden form i kosmos. En personlighed, der kender Gud og ønsker at gøre hans vilje, en der har åndelig indsigt, er guddommelig stabil og evig eksisterende. Menneskets store univers eventyr består i overflytningen af hans dødelige sind fra den mekaniske statiske stabilitet til den åndelige dynamiske guddommelighed. Mennesket opnår denne transformation gennem kraften og standhaftigheden af hans egen personligheds beslutninger, ved i alle faser af livet at erklære: “Det er min vilje, at din vilje sker.”		118:8.11 (1303.1) An automatic universe reaction is stable and, in some form, continuing in the cosmos. A personality who knows God and desires to do his will, who has spirit insight, is divinely stable and eternally existent. Man’s great universe adventure consists in the transit of his mortal mind from the stability of mechanical statics to the divinity of spiritual dynamics, and he achieves this transformation by the force and constancy of his own personality decisions, in each of life’s situations declaring, “It is my will that your will be done.”
9. Universets mekanismer ^top		9. Universe Mechanisms ^top
118:9.1 (1303.2) Tid og rum er en fælles mekanisme i mesteruniverset. De er de anordninger, der gør det muligt for endelige skabninger at sameksistere i kosmos med det uendelige. Endelige skabninger er effektivt isoleret fra de absolutte niveauer af tid og rum. Men disse isolerende medier, uden hvilke ingen dødelig kunne eksistere, virker direkte begrænsende på de begrænsede handlingers rækkevidde. Uden dem kunne intet væsen handle, men på grund af dem er alle væseners handlinger definitivt begrænsede.		118:9.1 (1303.2) Time and space are a conjoined mechanism of the master universe. They are the devices whereby finite creatures are enabled to coexist in the cosmos with the Infinite. Finite creatures are effectively insulated from the absolute levels by time and space. But these insulating media, without which no mortal could exist, operate directly to limit the range of finite action. Without them no creature could act, but by them the acts of every creature are definitely limited.
118:9.2 (1303.3) Mekanismer, der er skabt af højere sind, fungerer til at frigøre deres kreative kilder, men til en vis grad begrænser de uforanderligt alle underordnede intelligensers handlinger. For universernes skabninger bliver denne begrænsning tydelig som universernes mekanisme. Mennesket har ikke uindskrænket fri vilje; der er grænser for dets valgmuligheder, men inden for radius af disse valgmuligheder er dets vilje relativt suveræn.		118:9.2 (1303.3) Mechanisms produced by higher minds function to liberate their creative sources but to some degree unvaryingly limit the action of all subordinate intelligences. To the creatures of the universes this limitation becomes apparent as the mechanism of the universes. Man does not have unfettered free will; there are limits to his range of choice, but within the radius of this choice his will is relatively sovereign.
118:9.3 (1303.4) Den dødelige personligheds livsmekanisme, det menneskelige legeme, er et produkt af et overjordisk skabende design; derfor kan det aldrig kontrolleres fuldkomment af mennesket selv. Først når det opstigende menneske i forbindelse med den fusionerende Retter selv skaber mekanismen til personlighedsudtryk, vil det opnå fuldkommen kontrol over den.		118:9.3 (1303.4) The life mechanism of the mortal personality, the human body, is the product of supermortal creative design; therefore it can never be perfectly controlled by man himself. Only when ascending man, in liaison with the fused Adjuster, self-creates the mechanism for personality expression, will he achieve perfected control thereof.
118:9.4 (1303.5) Storuniverset er både mekanisme og organisme, mekanisk og levende—en levende mekanisme, der aktiveres af et Højt Sind, koordineres med en Højeste Ånd og kommer til udtryk på maksimale niveauer af styrke og personlighedsforening som det Højeste Væsen. Men at benægte mekanismen i den begrænsede skabelse er at benægte fakta og at se bort fra virkeligheden.		118:9.4 (1303.5) The grand universe is mechanism as well as organism, mechanical and living—a living mechanism activated by a Supreme Mind, co-ordinating with a Supreme Spirit, and finding expression on maximum levels of power and personality unification as the Supreme Being. But to deny the mechanism of the finite creation is to deny fact and to disregard reality.
118:9.5 (1303.6) Mekanismer er produkter af sindet, det kreative sind, der virker på og i kosmiske potentialer. Mekanismer er de faste krystalliseringer af Skaberens tanker, og de fungerer altid i overensstemmelse med det viljekoncept, der gav dem deres oprindelse. Men formålet med enhver mekanisme ligger i dens oprindelse, ikke i dens funktion.		118:9.5 (1303.6) Mechanisms are the products of mind, creative mind acting on and in cosmic potentials. Mechanisms are the fixed crystallizations of Creator thought, and they ever function true to the volitional concept that gave them origin. But the purposiveness of any mechanism is in its origin, not in its function.
118:9.6 (1303.7) Disse mekanismer skal ikke opfattes som en begrænsning af Guddommens virke; det er snarere sandt, at Guddommen netop i disse mekanikker har opnået en fase af evigt udtryk. De grundlæggende universmekanismer er blevet til som svar på den Første Kildes og Centers absolutte vilje, og de vil derfor for evigt fungere i perfekt harmoni med den Uendeliges plan; de er faktisk de ikke-viljebestemte mønstre i selve denne plan.		118:9.6 (1303.7) These mechanisms should not be thought of as limiting the action of Deity; rather is it true that in these very mechanics Deity has achieved one phase of eternal expression. The basic universe mechanisms have come into existence in response to the absolute will of the First Source and Center, and they will therefore eternally function in perfect harmony with the plan of the Infinite; they are, indeed, the nonvolitional patterns of that very plan.
118:9.7 (1303.8) Vi forstår noget af, hvordan Paradisets mekanisme er korreleret med Den Evige Søns personlighed; det er Samforenerens funktion. Og vi har teorier om det Universelle Absoluts operationer med hensyn til de teoretiske mekanismer i den Egenskabsløse og den potentielle person i den Absolutte Guddom. Men i de udviklende guddomme af den Højeste og den Ultimative observerer vi, at visse upersonlige faser faktisk bliver forenet med deres viljemæssige modstykker, og således udvikles der et nyt forhold mellem mønster og person.		118:9.7 (1303.8) We understand something of how the mechanism of Paradise is correlated with the personality of the Eternal Son; this is the function of the Conjoint Actor. And we have theories regarding the operations of the Universal Absolute with respect to the theoretical mechanisms of the Unqualified and the potential person of the Deity Absolute. But in the evolving Deities of Supreme and Ultimate we observe that certain impersonal phases are being actually united with their volitional counterparts, and thus there is evolving a new relationship between pattern and person.
118:9.8 (1304.1) I fortidens evighed fandt Faderen og Sønnen forening i enheden af den Uendelige Ånds udtryk. Hvis Skabersønnerne og de skabende ånder i de lokale universer i tid og rum i fremtidens evighed skulle opnå skabende forening i det ydre rum, hvad ville deres enhed så skabe som det kombinerede udtryk for deres guddommelige naturer? Det kan meget vel være, at vi bliver vidner til en hidtil uopdaget manifestation af den ultimative guddom, en ny type superadministrator. Sådanne væsener ville have unikke personlighedsprærogativer og være en forening af personlig Skaber, upersonlig skabende Ånd, erfaring som dødeligt væsen og progressiv personalisering af den guddommelige minister. Sådanne væsener kunne være ultimative, idet de ville omfatte personlig og upersonlig virkelighed, mens de ville kombinere Skaberens og skabningens erfaringer. Uanset hvilke egenskaber sådanne tredje personer i disse postulerede fungerende treenigheder af skabninger i det ydre rum har, vil de opretholde noget af det samme forhold til deres Skaberfædre og deres Skabende Mødre, som den Uendelige Ånd gør til den Universelle Fader og den Evige Søn.		118:9.8 (1304.1) In the eternity of the past the Father and the Son found union in the unity of the expression of the Infinite Spirit. If, in the eternity of the future, the Creator Sons and the Creative Spirits of the local universes of time and space should attain creative union in the realms of outer space, what would their unity create as the combined expression of their divine natures? It may well be that we are to witness a hitherto unrevealed manifestation of Ultimate Deity, a new type of superadministrator. Such beings would embrace unique prerogatives of personality, being the union of personal Creator, impersonal Creative Spirit, mortal-creature experience, and progressive personalization of the Divine Minister. Such beings could be ultimate in that they would embrace personal and impersonal reality, while they would combine the experiences of Creator and creature. Whatever the attributes of such third persons of these postulated functioning trinities of the creations of outer space, they will sustain something of the same relation to their Creator Fathers and their Creative Mothers that the Infinite Spirit does to the Universal Father and the Eternal Son.
118:9.9 (1304.2) Gud den Højeste er personaliseringen af al universets erfaring, fokaliseringen af al endelig evolution, maksimeringen af al skabningsvirkelighed, fuldbyrdelsen af kosmisk visdom, legemliggørelsen af de harmoniske skønheder i tidens galakser, sandheden i kosmiske sindsmæssige betydninger og godheden i de højeste åndelige værdier. Og Gud den Højeste vil i den evige fremtid syntetisere disse mangfoldige endelige forskelligheder til én erfaringsmæssigt meningsfuld helhed, ligesom de nu er eksistentielt forenet på absolutte niveauer i Paradisets Treenighed.		118:9.9 (1304.2) God the Supreme is the personalization of all universe experience, the focalization of all finite evolution, the maximation of all creature reality, the consummation of cosmic wisdom, the embodiment of the harmonious beauties of the galaxies of time, the truth of cosmic mind meanings, and the goodness of supreme spirit values. And God the Supreme will, in the eternal future, synthesize these manifold finite diversities into one experientially meaningful whole, even as they are now existentially united on absolute levels in the Paradise Trinity.
10. Forsynets funktioner ^top		10. Functions of Providence ^top
118:10.1 (1304.3) Forsyn betyder ikke, at Gud har besluttet alle ting for os og på forhånd. Gud elsker os for meget til at gøre det, for det ville være intet mindre end kosmisk tyranni. Mennesket har en relativ styrke til at vælge. Den guddommelige kærlighed er heller ikke den kortsynede hengivenhed, som ville forkæle og forkæle menneskenes børn.		118:10.1 (1304.3) Providence does not mean that God has decided all things for us and in advance. God loves us too much to do that, for that would be nothing short of cosmic tyranny. Man does have relative powers of choice. Neither is the divine love that shortsighted affection which would pamper and spoil the children of men.
118:10.2 (1304.4) Faderen, Sønnen og Ånden—som treenigheden—er ikke den Almægtiges Suverænitet, men den Almægtiges Suverænitet kan aldrig manifesteres uden dem. Den Almægtiges vækst er centreret om virkelighedens absolutter og baseret på potentialitetens absolutter. Men den Almægtige Højestes funktioner er relateret til Paradis-treenighedens funktioner.		118:10.2 (1304.4) The Father, Son, and Spirit—as the Trinity—are not the Almighty Supreme, but the supremacy of the Almighty can never be manifest without them. The growth of the Almighty is centered on the Absolutes of actuality and predicated on the Absolutes of potentiality. But the functions of the Almighty Supreme are related to the functions of the Paradise Trinity.
118:10.3 (1304.5) Det ser ud til, at i det Højeste Væsen bliver alle faser af universets aktivitet delvist genforenet af denne erfaringsbaserede Guddoms personlighed. Når vi derfor ønsker at betragte Treenigheden som én Gud, og hvis vi begrænser dette begreb til det nuværende kendte og organiserede storunivers, opdager vi, at det udviklende Højeste Væsen er det delvise portræt af Paradisets Treenighed. Og vi opdager yderligere, at denne Højeste Guddom udvikler sig som en personlighedssyntese af endelig materie, sind og ånd i storuniverset.		118:10.3 (1304.5) It would appear that, in the Supreme Being, all phases of universe activity are being partially reunited by the personality of this experiential Deity. When, therefore, we desire to view the Trinity as one God, and if we limit this concept to the present known and organized grand universe, we discover that the evolving Supreme Being is the partial portraiture of the Paradise Trinity. And we further find that this Supreme Deity is evolving as the personality synthesis of finite matter, mind, and spirit in the grand universe.
118:10.4 (1304.6) Guderne har attributter, men Treenigheden har funktioner, og ligesom Treenigheden, er forsynet en funktion, sammensætningen af den andet-end-personlige overkontrol af universernes univers, der strækker sig fra de evolutionære niveauer af den Syvfoldige syntese i den Almægtiges styrke, og op gennem de transcendentale riger af Guddommens Ultimativitet.		118:10.4 (1304.6) The Gods have attributes but the Trinity has functions, and like the Trinity, providence is a function, the composite of the other-than-personal overcontrol of the universe of universes, extending from the evolutionary levels of the Sevenfold synthesizing in the power of the Almighty on up through the transcendental realms of the Ultimacy of Deity.
118:10.5 (1304.7) Gud elsker hver skabning som et barn, og den kærlighed overskygger hver skabning i al tid og evighed. Forsynet fungerer med hensyn til helheden og beskæftiger sig med enhver skabnings funktion, da en sådan funktion er relateret til helheden. Forsynets indgriben i forhold til ethvert væsen er et tegn på vigtigheden af dette væsens funktion, i forhold til den evolutionære vækst af en eller anden total; en sådan total kan være den totale race, den totale nation, den totale planet eller endda en højere total. Det er vigtigheden af skabningens funktion, der giver anledning til forsynets indgriben, ikke vigtigheden af skabningen som person.		118:10.5 (1304.7) God loves each creature as a child, and that love overshadows each creature throughout all time and eternity. Providence functions with regard to the total and deals with the function of any creature as such function is related to the total. Providential intervention with regard to any being is indicative of the importance of the function of that being as concerns the evolutionary growth of some total; such total may be the total race, the total nation, the total planet, or even a higher total. It is the importance of the function of the creature that occasions providential intervention, not the importance of the creature as a person.
118:10.6 (1305.1) Ikke desto mindre kan Faderen som person til enhver tid lægge en faderlig hånd på strømmen af kosmiske begivenheder, alt sammen i overensstemmelse med Guds vilje og i overensstemmelse med Guds visdom og motiveret af Guds kærlighed.		118:10.6 (1305.1) Nevertheless, the Father as a person may at any time interpose a fatherly hand in the stream of cosmic events all in accordance with the will of God and in consonance with the wisdom of God and as motivated by the love of God.
118:10.7 (1305.2) Men det, mennesket kalder forsyn, er alt for ofte et produkt af hans egen fantasi, en tilfældig sammenstilling af tilfældige omstændigheder. Der er dog et virkeligt og fremvoksende forsyn i universets begrænsede eksistens, en sand og aktualiserende korrelation mellem rummets energier, tidens bevægelser, intellektets tanker, karakterens idealer, den åndelige naturs ønsker og de udviklende personligheders målrettede viljeshandlinger. Omstændighederne i de materielle riger finder en endelig integration i den Højestes og den Ultimatives sammenflettede nærvær.		118:10.7 (1305.2) But what man calls providence is all too often the product of his own imagination, the fortuitous juxtaposition of the circumstances of chance. There is, however, a real and emerging providence in the finite realm of universe existence, a true and actualizing correlation of the energies of space, the motions of time, the thoughts of intellect, the ideals of character, the desires of spiritual natures, and the purposive volitional acts of evolving personalities. The circumstances of the material realms find final finite integration in the interlocking presences of the Supreme and the Ultimate.
118:10.8 (1305.3) Efterhånden som storuniversets mekanismer perfektioneres til et punkt med endelig præcision gennem sindets overkontrol, og efterhånden som skabningens sind stiger op til guddommelighedens perfektion gennem fuldkommen integration med ånden, og efterhånden som den Højeste derfor dukker op som envirkelig forener af alle disse universfænomener, så bliver forsynet mere og mere synligt.		118:10.8 (1305.3) As the mechanisms of the grand universe are perfected to a point of final precision through the overcontrol of mind, and as creature mind ascends to the perfection of divinity attainment through perfected integration with spirit, and as the Supreme consequently emerges as an actual unifier of all these universe phenomena, so does providence become increasingly discernible.
118:10.9 (1305.4) Nogle af de utroligt tilfældige forhold, der af og til hersker i de evolutionære verdener, kan skyldes den Højestes gradvist fremvoksende tilstedeværelse, en forsmag på hans fremtidige aktiviteter i universet. Det meste af det, en dødelig ville kalde skæbnebestemt, er det ikke; hans bedømmelse af sådanne forhold er meget hæmmet af manglen på et fremsynet syn på den sande betydning af livets omstændigheder. Meget af det, en dødelig ville kalde held, kan i virkeligheden være uheld; lykkens smil, der skænker ufortjent fritid og ufortjent rigdom, kan være den største menneskelige lidelse; den tilsyneladende grusomhed i en pervers skæbne, der dynger trængsler på en lidende dødelig, kan i virkeligheden være den hærdende ild, der omdanner den umodne personligheds bløde jern til den ægte karakters hærdede stål.		118:10.9 (1305.4) Some of the amazingly fortuitous conditions occasionally prevailing on the evolutionary worlds may be due to the gradually emerging presence of the Supreme, the foretasting of his future universe activities. Most of what a mortal would call providential is not; his judgment of such matters is very handicapped by lack of farsighted vision into the true meanings of the circumstances of life. Much of what a mortal would call good luck might really be bad luck; the smile of fortune that bestows unearned leisure and undeserved wealth may be the greatest of human afflictions; the apparent cruelty of a perverse fate that heaps tribulation upon some suffering mortal may in reality be the tempering fire that is transmuting the soft iron of immature personality into the tempered steel of real character.
118:10.10 (1305.5) Der er et forsyn i de evolverende universer, og det kan opdages af skabninger i det omfang, de har opnået evnen til at opfatte formålet med de evolverende universer. Fuldstændig evne til at gennemskue universets formål svarer til skabningens evolutionære fuldendelse og kan ellers udtrykkes som opnåelsen af det Højeste inden for grænserne af de ufuldstændige universers nuværende tilstand.		118:10.10 (1305.5) There is a providence in the evolving universes, and it can be discovered by creatures to just the extent that they have attained capacity to perceive the purpose of the evolving universes. Complete capacity to discern universe purposes equals the evolutionary completion of the creature and may otherwise be expressed as the attainment of the Supreme within the limits of the present state of the incomplete universes.
118:10.11 (1305.6) Faderens kærlighed virker direkte i den enkeltes hjerte, uafhængigt af alle andre individers handlinger eller reaktioner; forholdet er personligt—menneske og Gud. Guddommens upersonlige tilstedeværelse (den Almægtige Højeste og Paradisets Treenighed) manifesterer hensynet til helheden, ikke til delen. Forsynet med Overhøjhedens overkontrol bliver mere og mere tydeligt, efterhånden som de successive dele af universet når frem til deres endelige skæbne. Efterhånden som systemerne, konstellationerne, universerne og superuniverserne bliver etableret i lys og liv, træder den Højeste i stigende grad frem som den meningsfulde korrelator for alt, hvad der sker, mens det Ultimative gradvist træder frem som den transcendentale forener af alle ting.		118:10.11 (1305.6) The love of the Father operates directly in the heart of the individual, independent of the actions or reactions of all other individuals; the relationship is personal—man and God. The impersonal presence of Deity (Almighty Supreme and Paradise Trinity) manifests regard for the whole, not for the part. The providence of the overcontrol of Supremacy becomes increasingly apparent as the successive parts of the universe progress in the attainment of finite destinies. As the systems, constellations, universes, and superuniverses become settled in light and life, the Supreme increasingly emerges as the meaningful correlator of all that is transpiring, while the Ultimate gradually emerges as the transcendental unifier of all things.
118:10.12 (1306.1) I begyndelsen af en evolutionær verden synes de naturlige begivenheder i den materielle orden og menneskets personlige ønsker ofte at være antagonistiske. Meget af det, der sker i en verden under udvikling, er ret svært for det dødelige menneske at forstå—naturens love er så ofte tilsyneladende grusomme, hjerteløse og ligeglade med alt det, der er sandt, smukt og godt i menneskets forståelse. Men efterhånden som menneskeheden gør fremskridt i den planetariske udvikling, observerer vi, at dette synspunkt modificeres af følgende faktorer:		118:10.12 (1306.1) In the beginnings on an evolutionary world the natural occurrences of the material order and the personal desires of human beings often appear to be antagonistic. Much that takes place on an evolving world is rather hard for mortal man to understand—natural law is so often apparently cruel, heartless, and indifferent to all that is true, beautiful, and good in human comprehension. But as humanity progresses in planetary development, we observe that this viewpoint is modified by the following factors:
118:10.13 (1306.2) 1. Menneskets voksende vision—dets øgede forståelse af den verden, det lever i; dets voksende evne til at forstå tidens materielle kendsgerninger, tankens meningsfulde ideer og den åndelige indsigts værdifulde idealer. Så længe mennesker kun måler efter de fysiske ting, kan de aldrig håbe på at finde enhed i tid og rum.		118:10.13 (1306.2) 1. Man’s augmenting vision—his increased understanding of the world in which he lives; his enlarging capacity for the comprehension of the material facts of time, the meaningful ideas of thought, and the valuable ideals of spiritual insight. As long as men measure only by the yardstick of the things of a physical nature, they can never hope to find unity in time and space.
118:10.14 (1306.3) 2. Menneskets tiltagende kontrol—den gradvise akkumulering af viden om den materielle verdens love, formålet med den åndelige eksistens og mulighederne for en filosofisk koordinering af disse to realiteter. Mennesket, den vilde, var hjælpeløs over for naturkræfternes angreb, var slavisk over for den grusomme beherskelse af sin egen indre frygt. Det halvciviliserede menneske er begyndt at åbne for lageret af naturrigets hemmeligheder, og dets videnskab ødelægger langsomt, men effektivt dets overtro, samtidig med at den giver et nyt og udvidet faktuelt grundlag for forståelsen af filosofiens betydning og værdierne af sand åndelig erfaring. Mennesket, det civiliserede, vil en dag opnå relativ beherskelse af de fysiske kræfter på sin planet; Guds kærlighed i hans hjerte vil effektivt blive udfoldet som kærlighed til hans medmennesker, mens værdierne i den menneskelige eksistens vil nærme sig grænserne for den dødelige kapacitet.		118:10.14 (1306.3) 2. Man’s increasing control—the gradual accumulation of the knowledge of the laws of the material world, the purposes of spiritual existence, and the possibilities of the philosophic co-ordination of these two realities. Man, the savage, was helpless before the onslaughts of natural forces, was slavish before the cruel mastery of his own inner fears. Semicivilized man is beginning to unlock the storehouse of the secrets of the natural realms, and his science is slowly but effectively destroying his superstitions while at the same time providing a new and enlarged factual basis for the comprehension of the meanings of philosophy and the values of true spiritual experience. Man, the civilized, will someday achieve relative mastery of the physical forces of his planet; the love of God in his heart will be effectively outpoured as love for his fellow men, while the values of human existence will be nearing the limits of mortal capacity.
118:10.15 (1306.4) 3. Menneskets integration i universet— den øgede menneskelige indsigt plus den øgede menneskelige erfaringsmæssige præstation bringer ham i tættere harmoni med den forenende tilstedeværelse af Overhøjhedens—Paradisiske Treenighed og det Højeste Væsen. Og det er det, der etablerer den Højestes suverænitet i de verdener, der længe har været præget af lys og liv. Sådanne avancerede planeter er i sandhed digte om harmoni, billeder af skønheden i den opnåede godhed, der er opnået gennem stræben efter kosmisk sandhed. Og hvis sådanne ting kan ske for en planet, så kan endnu større ting ske for et system og de større enheder i storuniverset, når de også opnår en ro, der indikerer, at potentialet for begrænset vækst er udtømt.		118:10.15 (1306.4) 3. Man’s universe integration—the increase of human insight plus the increase of human experiential achievement brings him into closer harmony with the unifying presences of Supremacy—Paradise Trinity and Supreme Being. And this is what establishes the sovereignty of the Supreme on the worlds long settled in light and life. Such advanced planets are indeed poems of harmony, pictures of the beauty of achieved goodness attained through the pursuit of cosmic truth. And if such things can happen to a planet, then even greater things can happen to a system and the larger units of the grand universe as they too achieve a settledness indicating the exhaustion of the potentials for finite growth.
118:10.16 (1306.5) På en planet af denne avancerede orden er forsynet blevet en realitet, livsomstændighederne hænger sammen, men det er ikke kun, fordi mennesket er kommet til at dominere de materielle problemer i sin verden; det er også, fordi det er begyndt at leve i overensstemmelse med universernes tendens; det følger overherredømmets vej til opnåelsen af den universelle Fader.		118:10.16 (1306.5) On a planet of this advanced order, providence has become an actuality, the circumstances of life are correlated, but this is not only because man has come to dominate the material problems of his world; it is also because he has begun to live according to the trend of the universes; he is following the pathway of Supremacy to the attainment of the Universal Father.
118:10.17 (1306.6) Guds rige er i menneskers hjerter, og når dette rige bliver virkeligt i hjertet på hvert eneste individ i en verden, så er Guds herredømme blevet virkeligt på den planet; og det er det højeste væsens opnåede suverænitet.		118:10.17 (1306.6) The kingdom of God is in the hearts of men, and when this kingdom becomes actual in the heart of every individual on a world, then God’s rule has become actual on that planet; and this is the attained sovereignty of the Supreme Being.
118:10.18 (1306.7) For at realisere forsynet i tid må mennesket fuldføre opgaven med at opnå perfektion. Men mennesket kan allerede nu få en forsmag på dette forsyn i dets evighedsbetydning, når det tænker over det faktum i universet, at alle ting, hvad enten de er gode eller onde, arbejder sammen for at fremme de dødelige, der kender Gud, i deres søgen efter Faderen over alle.		118:10.18 (1306.7) To realize providence in time, man must accomplish the task of achieving perfection. But man can even now foretaste this providence in its eternity meanings as he ponders the universe fact that all things, be they good or evil, work together for the advancement of God-knowing mortals in their quest for the Father of all.
118:10.19 (1306.8) Forsynet bliver mere og mere synligt, efterhånden som mennesket rækker opad fra det materielle til det åndelige. Opnåelsen af fuldkommen åndelig indsigt gør det muligt for den opstigende personlighed at opdage harmoni i det, der før var kaos. Selv morontia mota repræsenterer et reelt fremskridt i denne retning.		118:10.19 (1306.8) Providence becomes increasingly discernible as men reach upward from the material to the spiritual. The attainment of completed spiritual insight enables the ascending personality to detect harmony in what was theretofore chaos. Even morontia mota represents a real advance in this direction.
118:10.20 (1307.1) Forsynet er til dels den ufuldstændige Højestes overkontrol, som manifesterer sig i de ufuldstændige universer, og derfor må det altid være sådan:		118:10.20 (1307.1) Providence is in part the overcontrol of the incomplete Supreme manifested in the incomplete universes, and it must therefore ever be:
118:10.21 (1307.2) 1. Delvis—på grund af ufuldstændigheden i aktualiseringen af det højeste væsen, og		118:10.21 (1307.2) 1. Partial—due to the incompleteness of the actualization of the Supreme Being, and
118:10.22 (1307.3) 2. Uforudsigelig—på grund af udsvingene i skabningens holdning, som altid varierer fra niveau til niveau og dermed forårsager en tilsyneladende variabel gensidig respons i det Højeste.		118:10.22 (1307.3) 2. Unpredictable—due to the fluctuations in creature attitude, which ever varies from level to level, thus causing apparently variable reciprocal response in the Supreme.
118:10.23 (1307.4) Når mennesker beder om forsynets indgriben i livets omstændigheder, er svaret på deres bøn mange gange deres egen ændrede indstilling til livet. Men forsynet er ikke lunefuldt, og det er heller ikke fantastisk eller magisk. Det er den langsomme og sikre fremkomst af de begrænsede universers mægtige hersker, hvis majestætiske tilstedeværelse de skabninger, der udvikler sig, lejlighedsvis opdager i deres universers udvikling. Forsynet er rummets galakser og tidens personligheders sikre og bestemte march mod evighedens mål, først i det Højeste, så i den Ultimative og måske i den Absolutte. Og i uendeligheden tror vi, at der er det samme forsyn, og det er Paradistreenighedens vilje, handlinger og formål, der motiverer det kosmiske panorama af universer på universer.		118:10.23 (1307.4) When men pray for providential intervention in the circumstances of life, many times the answer to their prayer is their own changed attitudes toward life. But providence is not whimsical, neither is it fantastic nor magical. It is the slow and sure emergence of the mighty sovereign of the finite universes, whose majestic presence the evolving creatures occasionally detect in their universe progressions. Providence is the sure and certain march of the galaxies of space and the personalities of time toward the goals of eternity, first in the Supreme, then in the Ultimate, and perhaps in the Absolute. And in infinity we believe there is the same providence, and this is the will, the actions, the purpose of the Paradise Trinity thus motivating the cosmic panorama of universes upon universes.
118:10.24 (1307.5) [Udarbejdet af en Mægtig Budbringer som midlertidigt opholder sig på Urantia.]		118:10.24 (1307.5) [Sponsored by a Mighty Messenger temporarily sojourning on Urantia.]